Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
758Visninger
AA

14. Jeg forlader dig aldrig

 

”Det kan du ikke mene…” Ronan slog ud med armene, og kiggede opgivende på Dean. Han trak på skulderne. ”Jeg forlader ikke syden, jeg har det godt her, desuden er jeg ikke ligefrem velkommen oppe nord på” Ronan kiggede ned. ”Nej… men du er sammen med mig” Dean smilte lidt. ”Ja og se hvordan du og Kia kom hjem…”. ”Det var en fælde, og vi røg i” Dean nikkede heftigt. ”Lige præcis! Sådan noget må bare ikke ske!” Ronan satte sig på et bord med vand og kopper, som stod på gangen. ”Kemer tager med” Dean kiggede seriøst på ham. ”Du vel ikke bange for ham” Dean rystede på hoved. ”Nej… Jeg syntes bare han ekstrem sær…” Ronan nikkede tøvende. ”Det er han skam også… Men han ved hvad han gør” Dean tog plads ved siden af ham, og kiggede lige ud og ud af et af de store vinduer der prydede gangene. ”Hvis Kemer tager med, er jeg frisk” Ronan rakte ham hånden. ”Det en aftale” Dean tog den og nikkede. Så rejste han sig og gik.

Ronan nød lige stilheden et øjeblik, men måtte vende tilbage til virkeligheden da Kia kom faerne. ”Du har bare ikke spurgt om tilladelse til at forlade syden igen! Og fået lov!!” Ronan nikkede lidt tøvende. Kia lignede en der kunne dræbe ham. ”Hvordan kan du være så dum? Jeg ved du gerne vil finde Naren, men han er for langt væk! Det er for farligt…” Ronan trak på skulderne, men sagde ingenting, hans fornemmelse for, at Kia ville afbryde ham, inden han kunne nå at forklare, gav ham toldmodighed til at lade hende flippe ud. ”Og så tager du Dean og Caeleb med!” Han nikkede bare igen. ”Arg!!! Hvorfor siger du ikke noget… og desuden stoler du jo ikke en skid på min bror!” Han trak langsomt på skulderne. Kia tav et øjeblik. ”Jeg tager med…” Nu reagerede Ronan. ”Nej! Du bliver her, der er sket dig nok!” Kia rystede på hoved. ”Jeg tager med! Eller du bliver” Ronan rejste sig, og begyndte at gå, men Kia løb efter og tog fat i hans arm. ”Du skal ikke gå!” Han rev sig fri. ”Jeg skal tale med din bror..” Hun stoppede og lod ham gå videre, lige indtil. ”VENT!” Ronan stoppede og vendte sig om. ”Caeleb har ikke sagt ja endnu, vel?” Ronan sagde ingenting. ”Og du kan ikke tage af sted uden ham!” Ronan så lige pludselig et håb i Kias øjne, og trådte langsomt tilbage. Med ét satte hun i løb, og Ronan vidste hvad hun ville. ”Du skal ikke sige noget til ham! Det skal jeg nok gøre!” Kia løb en smule foran ham. ”Årh… det vil jeg!!” Hun fortsatte men Ronan nåede hurtigt op på hende og tog fat i hendes arm. Ronan løftede Kia op, og hun sprællede som en fisk. ”Sæt mig ned!” Råbte hun, men det overhørte Ronan og gik tilbage til hendes suite. Døren var åben og det var kun med nød og næppe Ronan fik åbnet døren med foden. ”Slip mig!!” Hun sprællede og Ronan måtte holde godt fast, for ikke at få en hånd eller en fod i hoved. Han slæbte hende ind i suiten og ind i soveværelset, hvor han med stort besvær bandt hende til sengen med et lan. Det kunne ikke holde hende tilbage længe, men nok til han kunne komme ud og låse døren efter sig. Lige inden han lukkede døren stak han hoved ind og sagde: ”Du må ikke ødelægge det her for mig Kia” Og i næste nu kom hun fri, men ikke tidsnok til at nå døren.

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen… Det jo en voldlig ting, og det kan ærligtalt ikke være helt sundt for dig…” Han gik forbi Ronan og satte sig i sofaen. ”Hør, vis det har noget med nogen form for selvmords mission at gøre, kan du godt droppe det…” Ronan satte sig i stolen over for ham. ”Det ikke en selvmords mission…” Caeleb smilede. ”Det syntes du ikke? At sende ”mig” og to LEX-børn ind i et land hvor der er dødstraf for alt der har noget at gøre med LEX… Du ville jo kun have hele norden på nakken, og det kan jo ikke være så slemt, taget i betragtning at de er mange flere end os…” Ronan læende sig tilbage i stolen og rettede blikket mod vinduet. ”Hør, jeg ved det måske lyder som en dum idé, men min ven Naren har en tidsmaskine og vis missionen lykkedes ville vi kunne stoppe det her vandvid der foregår i verden, eller forhindre den begyndte” Caeleb lænede sig lyttende forover. ”En tidsmaskine? Den kan være farlig i de forkerte hænder” Ronan nikkede. ”Det jo også derfor den skal hertil ikke…” Han nikkede. I det samme kom Kia ind af døren. De kiggede begge, lidt overasket på hende. ”Jamen du skal da også være velkommen…” Sagde Caeleb og rejste sig. ”Hør! Du må ikke tage med den stodder!” Hun var vred. ”Slap nu af søs! Hvad har han gjort? Lukket dig inde og bagbundt dig…” Hun svarede ham ikke. Caeleb vendte sig om og kiggede på Ronan. ”Seriøst?” Ronan trak på skulderne og rejste sig også. ”Hun vil med på missionen, men jeg vil ikke have der sker hende noget” Kia smilte. ”Du har ikke sagt ja endnu” Og da Caeleb ikke lige svarede, kiggede hun hævngerrigt på Ronan. ”Det har jeg faktisk… og jeg går ind for ideen” Kias udtryk ændrede sig. ”Prøv at forstille dig, vis vi kunne få tidsmaskinen hertil? Hvor stor magt vi ville have. Vi kunne lave fred i verden” Kia så ned. ”Det er for farligt! Specielt for dig! Du er kendt som en dygtig lejesoldat i norden. Hvad ville de ikke sige til, at du traskede ind over grænsen med to LEX-børn i armene…” Ronan afbrød. ”De ved ikke Dean er et LEX-barn” Kia gav ham et ”luk røven eller jeg sparker dig, du hjælper mig ikke” blikket.

”Jeg taget altså med” Sagde Caeleb og kiggede forvendte på de to skulle svare. ”Så tager jeg også med” Sagde Kia. Ronan rystede på hoved og gik hen mod hende. ”Jeg vil ikke have der sker dig noget!” Hun trak på skulderne. ”Surt show” Caeleb tog sig til hoved. ”Kan i ikke diskutere det et andet sted en her? Jeg for helt seriøst hovedpine af det…” Kia vendte om og gik ud, og Ronan måtte følge efter. ”Vi snakkes” Hviskede han på vej ud, og nåede lige at snuppe sin pistol, ind Caeleb smækkede døren efter dem.

Kia fortsatte med at gå. ”Hvor skal du hen?” Ronan løb efter hende. ”Op og sige til Carm, at jeg tager med” Ronan tog hendes arm. ”Tving mig ikke til at bære dig op på værelset igen…” Kia fortsatte, og Ronan måtte endnu engang slæbe hende tilbage til suiten. ”Du lukker mig ikke inde igen!” Han slap hende og lukkede døren. Men Kia ville ud, og forsøgte forgæves at komme uden om ham. Men Ronan blokeret døren. ”Vi er nødt til at tale om det” Kia vendte om og gik hen til sofaen. ”Fint! Tal…” Ronan forlod langsomt sin plads og bevægede sig hen mod hende. ”Du kan ikke komme med Kia… Du betyder for meget for mig” Kia rejste sig og Ronan stoppede klar til at spærre vejen for hende. ”Og! Jeg tager med!” Ronan lukkede øjnene kort, og da han så på hende igen havde han et andet udtryk i dem, og det skræmte hende tydeligvis. ”Jeg forlader dig ikke! Om så det den dummeste mission i verden” Hun fik en smule tårer i øjnene. ”Jeg vil heller ikke have der sker dig noget” Ronan sagde ingenting, han gik bare over til hende og omfavnede hende. ”Tro ikke jeg har tilgivet dig for at lukke mig inde!” Han kiggede på hende, og tørrede en tåre væk fra hendes kind. ”Det behøves du heller ikke” Sagde han og slap hende helt. Så vendte han om og gik tilbage mod døren. ”Hvad skal du?” Han vendte sig om inden han nåede døren og sagde: ”Jeg skal meddele Carm vi har fået en mere med” Hun smilte skævt og gik langsomt hen til ham. Hun slog armene om ham. ”Hvordan kan det være du for mig til at føle, jeg burde passe så meget på dig, at jeg ikke kan lade dig gå?” Ronan trak på skulderne. ”Fordi du elsker mig” Han smilte og kyssede hende på munden.

Kia og Ronan var tidligt om morgnen kaldt ind til et møde. Carm, Carlos, Dean og Caeleb sad i rummet da de kom. ”Kom ind og sæt jer ned” Sagde Carlos og hævede hånden hen i mod, to tomme stole. De satte sig ned. ”Jeg har fortalt Carlos om ideen, og han syntes om den, men han har nogen betingelser” Carlos rejste sig. ”Planen om at tage tilbage i tiden, er jeg ikke særlig vild med… men jeg er villig til at sende jer ud og hente den maskine, før den falder i de forkerte hænder. Der kan den være rigtig farlig. Så her her betingelserne: I skal hente tidsmaskinen og bringe den her tilbage. I må ikke bruge den selv. I skal holde jer til den rute og de koordinater jeg giver jer. I må ikke konfrontere fremmede eller tale med dem medmindre de snakker til jer. Og til sidst, i må ikke sige hvem i er, og hvor i kommer fra, er det forstået?” Han kiggede rundt og alle nikkede. ”Og når den er kommet tilbage hertil, bliver den tilintetgjort” Ronan rejste sig. ”Med al respekt, min ven har brugt hele sit liv på den maskine! Du kan ikke bare ødelægge den, hvem siger at den ikke kan bruges til noget godt” Carlos smilede. ”Jeg forstå din frustration, men at rejse tilbage i tiden og ændre én ting, kan ændre flere i fremtiden” Ronan satte sig ned igen. ”I for ikke lov til at ødelægge den” De andre kiggede rundt på hinanden, uden at sige et ord. ”Sådan bliver det Ronan!” Sagde Carm lidt vred. ”Rolig nu Carm. Kemer?” Caeleb rejste sig. ”Du for kommandoen, og Ronan du viser vej. Dean og Kia, i skal bare sørge for at være klar hvis noget skulle gå galt” De nikkede, og de fik lov til at forlade rummet. ”Ronan? Du bliver” Carlos havde hævet stemmen en smule. ”Luk døren” Sagde han da alle var gået ud. ”Jeg ved du ikke ønsker den ødelagt, og sådan som jeg kender dig, ligner du en der kunne finde på at bruge den, selvom jeg har forbudt dig det” Ronan rystede på hoved. ”Jeg lover jeg ikke gør det” Carlos lagde hoved mistroisk til siden. ”Det tror jeg nu ikke på, men jeg lades som om jeg gør, men pas på. Hvis der sker noget i fortiden som du bliver viklet ind i, kan de måske se sort ud for fremtiden” Ronan gik hen mod døren. ”Var det alt?” Carlos nikkede. Ronan åbnede døren, men vendte sig om i åbningen. ”Hvis en tidmaskine blev opfundet, tror du så ikke at hvis der skulle ske noget i fortiden, så er det allerede sket?” Carlos smilede og fulgte Ronan med øjnene da han forlod rummet og gik ned af gangen. ”Er du sikker på vi burde sende ham afsted overhoved?” Carm kom til syne i døråbningen. Carlos samlede nogle papirer sammen og kig hen til hende i døren. De betragtede Ronan mens elevatordørene lukkede sig foran ham. ”Det kan godt være han en regl bryder, men han er bestem ikke dum” 

Kia var ved at pakke nogle ting da Ronan kom ind i rummet. ”De har været her med den taske du havde med tilbage fra Hector” Sagde hun og pegede over på sofaen, hvor den sorte taske lå. ”Har vi hørt noget fra Adam?” Sagde han, mens han gik hen til sofaen og satte sig. Kia rystede på hoved. ”Jeg tror ikke han er udskrevet endnu” Ronan løftede tasken op på skødet og åbnede den. ”Vi skal mødes nede ved den store plads, hvor vi vil blive hentet af nogle kapsler” Ronan nikkede bare. ”Er du sur over du ikke blev leder?” Han rystede på hoved. ”Din bror er dygtig og ved hvad han laver” Kia rynkede brynene. ”Hvad er det, helt præcist der gør, at du pludselig stoler på min bror?” Ronan smilede. ”Det gør jeg heller ikke, men som han selv siger, for jeg svært ved at finde beviser mod ham, hvis jeg vil have andre til at tro han er en svindler… Men jeg holder øje med ham, og denne mission, kan kun give mig et bedre syn.” Hun så ned i tasken. ”Men nu snakker vi ikke mere om det” Ronan smilede, og Kia stoppede med at pakke og gik hen til ham. ”Hvad er der i den taske?” Ronan tog billede op og rakte det til Kia. ”Det kender du vidst” Hun nikkede. ”Det min mor” Sagde han og roede videre i tasken. Der var kun få ting tilbage, af det Hector havde givet dem med. Tasken var fyldt med papirer fra den kasse Opper havde samlet til ham fra Arthurs hjem. ”Du ligner hende” Han smilte og hun gav ham billede igen. ”Hvad er der ellers” Han trak en bunke papirer op. ”Bare en masse gamle papirer. Kia rakte ud og Ronan gav dem til hende. Hun satte sig i en lænestol overfor og bladrede dem igennem. Med et stoppede hun, og fiskede et papir ud af bunken som hun kiggede nærmere på. ”Hvad er det?” Spurgte Ronan. ”Det er bare en masse breve, men det her er til dig, tror jeg” Hun rakte ham brevet. Til min yngste søn, stod der. ”Havde du en bror eller sådan noget?” Ronan nikkede tavst og åbnede brevet. Kia så forventnings fuldt på ham, men han sagde ingenting. ”Læs op” Sagde hun. ”Der står ikke noget” Kia rynkede brynene. ”Var?” Ronan vendte og drejede papiret, men der var intet. ”Han kan da ikke bare sende dig et tomt brev…” Ronan trak på skulderne, og lagde brevet fra sig. ”Mon ikke det betyder noget?” Ronan rejste sig. ”Det ved jeg ikke, jeg finder nok aldrig ud af det, de eneste der kan fortælle mig det er væk” Han gik hen til døren. ”Jeg tager lige hen på hospitalet og ser til Adam” Hun nikkede tavst, og Ronan lukkede stille døren bag sig.

Der var ikke mange mennesker ude. De sad vel hjemme i deres stuer. Ronan havde aldrig været i selve byen, kun set den fra de tårn høje bygninger der tilhørte magtens soldater og medarbejdere. Han nåede hurtigt hospitalet. Han havde snart været her nogle gange, så vejen kendte han. Hurtigt fandt han receptionen, og spurgte efter Adam. Fem etager op lå han, og Ronan besluttede sig for at tage elevatoren. Adam lå stille i sengen. Lokalet var næsten helt tomt. Han havde stadig mange slanger og ledninger ind og over sig. Der stod en masse apparater omkring ham der snurrede. ”Adam?” Han drejede hoved og kiggede i retningen af Ronan. ”Ronan?” Han smilede og satte sig på sengekanten. ”Ja” Adam slappede af i kroppen. ”Godt… jeg troede lige det var en af de der ondsvage læger igen, dem er jeg efterhånden blev træt af” Ronan grinte kort. ”Du har det i hvert fald fint” Sagde så. ”Men hvordan har benene det?” Adam trak på skulderne. ”Jeg begynder at kunne mærke dem”. ”Det da godt” Adam sukkede. ”Tja, men det kommer til at tage sin tid, før jeg kommer til at gå igen, jeg kan praktisk talt ikke huske hvordan man gør” Ronan smilede. ”Jeg skal nok hjælpe dig når den tid kommer” Adam bøgede hoved som tak. ”Sker der ellers noget fortiden?”. ”Vi er en gruppe på fire, der bliver sendt på mission til norden” Adam spidsede øre. ”Til norden” Han lo. ”Og hvem er det så de sender afsted?” Ronan forstod ikke grunden til hans latter, men svarede dog på spørgsmålet. Adam stoppede med det samme da navnene blev nævn. ”Caeleb?” Ronan nikkede. ”Er han her?”. ”Ja, det var her han bragte Kia til, efter han havde hentet hende” Besværet satte Adam sig op. ”Caeleb…? Jeg har aldrig kunnet lig ham…”. ”Men her hedder han altså Kemer, og du må for guds skyld ikke kalde ham andet” Adam nikkede tavst. ”Så det var det det handlede om, da han hentede Kia” Ronan nikkede bare, men sagde ingenting. Han vidste godt Adam jo ikke kunne se hans bevægelser, men på en måde, tror jeg godt han kunne fornemme hans nik.

Da mørket havde lagt sig og folkene i byen var gået hjem, mødtes den lille gruppe på den store plads. En kapsel stod klar på pladsen. Carm, Carlos og nogle af deres agenter, stod foran den lille flok. ”Pas på, og sørg for at komme hjem med den maskine” De nikkede alle. Carlos så en ekstra gang på Ronan der bøjede hoved. Carm tog med i kapslen og forklarede dem nogle ting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...