Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
756Visninger
AA

2. Forrådt

 

Ronan rejste sig hurtigt og lyste mod stemmen. En ung og rimelig køn pige, med mørkt hår, iført en brunlig frakke, kom til syne, i skæret af lommelygten. ”Og hvis jeg er?” sagde Ronan, mens han diskret kiggede efter skjulte våben. ”Så har du nogle dokumenter til mig” sagde hun så. ”Hvordan kan jeg vide det er dig?” Ronan legede med, mens han holdte øje med hende. ”Mit navn er Kia Nixson, du er min kontaktperson, angående de hemmelige dokumenter i den grønne kasse” sagde hun. Ronan rynkede panden. Kontaktperson? Hvordan kunne de have samme opgave, det havde der ikke stået noget om i mappen? Hun kaldte ham jo ikke engang det rigtige navn. ”Så har du vel også nogle penge til mig?” Ronan ville skjule sin mistro til hende og legede videre. ”Penge var ikke en del af aftalen” sagde hun mistænksomt. ”Det var en kontaktperson ved det navn heller ikke”…

I det samme lød et skud. Kia trak jakken til side og trak sin pistol og rettede den mod Ronan. Men Ronan var lige så hurtig. De stod nu overfor hinanden med pistolerne rettet direkte mod deres pander. ”Dit fæ! Du har afsløret vores position!” For hvem? Tænkte Ronan. ”Men jeg skød ikke!!” sagde han så. Hun tav et øjeblik. ”Men her er jo ingen?” Ronan kiggede rundt. ”Hvad med dem, jeg har afsløret os for??” sagde han skarpt. De kiggede begge rundt. Der var mørkt, og der kunne sagtens side en skarpskytte i et hjørne eller krog. Der lød endnu et skud. Det gav et sæt i Ronan. Han kiggede hen på Kia der så mærkelig ud i hoved. Med et tabte hun pistolen og tog sig til maven. Blodet sprøjtede ud af munden på hende og hun sank til jorden. Hvor fuck er han henne!? Tænkte Ronan. Med ét, rørte gerningsmanden på sig, og nu Ronan var klar. Han sprang efter ham, og selv om han intet kunne se, så var hans sanser ikke blinde. Han fik hurtigt fat i ham, slog hans pistol ud af hånden og holdte sin egen for hans pande. ”Hvem er du?!!” skreg han. ”Gør det, min mission er færdig!” Ronan så vredt på ham, og trykkede så på aftrækkeren. Han sank i knæ og faldt helt om. Ronan tjekkede hans lommer og fandt en pung og en lap papir, som han stak i sin engen lomme og rejste sig. Han vendte sig mod Kia. Naren kunne sikkert godt rede hende, men han ville ikke blive glad. Han samlede hende op. En lille sender der sad på hendes kind, måtte han tage af, det kunne afsløre dem senere. Han trappede på den, til den gik i stykker, og forlod lagerbygningen, inden nogen andre ville opdage hvad der var sket.

Naren blandede noget medicin han havde stående på en hylde. Han var bestemt ikke glad. ”Hør nu, hun er såret!” Naren svarede ikke, men gik hen til den unge pige og stak en sprøjte i hendes arm. Det blødte stadig kraftigt og forbindingen kunne ikke holde det. ”Det her hjælper såret med at lukke sig” sagde han til Ronan der kiggede taknemligt på ham. ”Du må ikke være sur” sagde han så. Naren stoppede op. ”Er du klar over hun afslører os? Hvis hun har nogen form for sener på sig”. Ronan svarede lidt små surt. ”Jeg fjernede den i lagerhuset, desuden ville magten jo af med hende, ham fyren der skød hende var fra magten i nord” Naren så ikke mindre sur ud. ”Hvordan ved du det? Du skød ham jo!” Ronan trak pungen og det lille papir op. ”Jeg fandt det her på ham, missionen var at dræbe Kia, jeg var bare lokkedue” Naren løftede Kia op og lagde hende på Ronans seng, med et tæppe over. Ronan sagde ingenting. ”Jeg forstår bare ikke hvad det skulle gøre godt for” sagde han stille. ”Vi for nok mere af vide når hun engang vågner” sagde Ronan. Naren nikkede. Det var sent, Ronan gemte pungen og sedlen, sammen med mappen i en kuffert under Narens seng, i tilfælde af at nogen luskede rundt om natten. Han sagde godnat og forsvandt ud af soverummet, hvor Loo stadig lå og sov. Ronan kiggede mod Kia. Han kunne ikke sove der i nat… tænkte han, og så sig rundt efter en anden mulighed. Med hans frakke omkring sig, tilbragte han natte i et hjørne, det var det eller bordet. Han tænke at det kunne være det samme.

Loo var først vågen og først til at opdage at den fremmede pige rørte på sig. Han vendte rundt og løb ind til sin bror. ”Naren! Der ligger en fremmed pige i Ronans seng!” Naren vendte sig og sagde træt: ”Ja, det er Kia, Ronan havde hende med hjem i nat, hun er såret” Loo for op, og ind til Kia igen. Men hvor er Ronan? Tænkte han mens han langsomt nærmede sig Kia. ”Hun er køn ikke?” Ronan stod lige bag ham. Loo vendte sig forskrækket men omfavnede ham, da han så hvem det var. Han nikkede stille. ”Er det en du kender?” Ronan trak på skulderne. ”Vi har snakket sammen” sagde han så. I det samme satte Kia sig op. ”Hvor er jeg?” Naren kom ind i rummet, Ronan vendte sig og gik hen og samlede sin jakke op. Han havde sovet elendigt. ”Du blev skud i maven og befinder dig nu i den gamle del af magten i nord” sagde han. Ronan rystede på hoved, den gamle del… bare fordi byen lå mere i ruiner, en resten af magten frem til hovedstaden… tænkte han. ”

”Magten i nord ville slå dig ihjel, Ronan tog dig med her til” Hun satte sig besværet op, og kiggede rundt i rummet. Med et fik hun øje på Ronan. ”Dig!!!???” Ronan sprang til side, men Kia fik rejst sig lyn hurtigt og fik fat i ham. ”Er du klar over hvad du har gjort!!!?? Skreg hun. Hun ruskede hårdt i ham, men måtte give slip da en smerte for igennem hende. ”Pas nu på!” sagde Naren skarpt. Kia virkede ligeglad. Ronan rettet på sin trøje. ”Tak fordi du rede mit liv Ronan, Oh det var da så lidt Kia!” sagde han irriteret. Kia sendte ham et blik fyldt med gnister. ”Hør nu Kia, du kunne være blevet dræbt!” Sagde Naren. ”Og det skulle jeg også have været!” sagde hun surt og satte sig på Ronans seng. Naren og Ronan så uforstående på hinanden. ”Hvad snakker du om?” Kias udtryk ændrede sig. ”Jeg fortjener ikke at leve” sagde hun så. ”Jeg forstår ikke?” Naren trådte et skridt hen i mod hende. Men Kia lagde sig ned og vendte ryggen til dem. Naren så over på Ronan der trak på skulderne.

Loo havde fundet en gammel dinosaurer dukke, under en betonklods i en nær liggende ruin, og sad nu på gulvet ved siden af Ronans seng. Kia vendte sig og kiggede på ham. ”Hej” sagde Loo. Hun satte sig op, og tog sig til maven. ”Hej” fik hun mumlet frem. Loo legede videre. ”Hvem er du?” sagde hun så. Loo stoppede og kiggede op. ”Jeg er Narens lillebror Loo” sagde han og legede videre. Hun smilede. ”Hvor gammel er du Loo?” ”6 år” sagde han. Kia så lige ind i hans klarer øjne. ”Hvor din mor og far?” det var egentligt ikke noget hun ville have sagt, det røg bare ud af hende. ”Det ved ingen” Sagde Ronan. Uden hun havde lagt mærke til det, var han kommet ind i rummet og hørt deres samtale. ”Årh ikke dig…” sagde hun. Loo så uforstående op på hende. ”Hvorfor kan du ikke lide Ronan?” Hun svarede ikke. Ronan bedte Loo om at forlade rummet, og han forsvandt snart ind i det lille soverum. Kia rejste sig besværet helt op og forsvandt op på altanen. Ronan fulgte hende. ”Jeg ville ikke have dig til at kunne lide mig, jeg er bare nysgerrig. Hvorfor ville du gerne have været død?” Kia svarede ham ikke først, men så trak hun på skulderne. ”Jeg fortjener det ikke” sagde hun så igen. ”Hvad har du gjort?” Kia kiggede vredt på ham. ”Det kommer dig ikke ved!” hun så væk. ”Jeg er et LEX-barn” sagde han så. Hun vendte hoved hurtigt. ”Hvorfor siger du det??” Han satte sig på en beton klods. ”Fordi det er rigtigt” Svarede han og tændte en cigaret. ”Du lyver” sagde hun så. Ronan rejste sig og hev trøjen af. En velformet krop kom til syne og Kia kunne ikke lade være med at kigge en ekstra gang. Ronan vendte siden til hende og pegede på sin venstre overarm. Et langt ar sås tydeligt, det krogede sig over huden som en slange og blødte lidt. Kun et LEX-barn kunne have et blødende ar. ”Tror du mig nu?” sagde han så. Hun nikkede kort, og betragtede ham mens han tog trøjen på og forbandt sin arm igen. Kia så ned af ham og opdagede der sad en pistol i skeden på hans lår. ”Hvor er min pistol henne?” spurgte hun lidt mistroisk. Ronan trak sin egen og lagde den foran hende. ”Skyd mig” sagde han. Kia så forskrækket og spørgende på ham. ”Hvad er det du siger?”.

”Skyd mig” gentog han. Kia rystede på hoved og trak sig tilbage. Han satte pistolen tilbage i skeden. ”Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” spurgte hun. ”Du har al grund til det, jeg er LEX, men nu ved jeg, at jeg kan stole på dig” Han smilede let. Hun kom med et tøvende smil. ”Hvad ville du have gjort hvis jeg havde skudt?” Ronan smilede skævt. ”Jeg er et LEX-barn… Det ville du ikke have nået” Der blev stille. ”Jeg har dræbt min far” kom det pludseligt fra hende. Ronan lidt overraskende på hende. ”Han var min mission, jeg kan stadig se hans ansigt…” en tårer trillede af hendes kind. Ronan sagde ingenting, men lod hende tale. ”Min bror tilgav mig aldrig” hun så ned. ”Hvorfor din far?” Ronan vidste ikke om det nu var klogt at spørge. ”Min far havde solgt oplysninger til magten i syd, om al handel i nord. Det blev selvfølgelig opdaget, og de sagde de ville skåne mig, min bror og min mor, vis jeg slog ham ihjel. Det ville jeg ikke, og vi gjorde klar til at flygte. Men min far ville ikke have vi skulle leve en frygt for at blive slået ihjel på grund af ham” Hun tav et øjeblik. ”Så han bedte dig om at slå ham ihjel?” spurgte Ronan. Hun nikkede. ”Foran min mor og bror og fire agenter fra magten fra nord. De holdte selvfølgelig ikke hvad de lovede, og skød på os. Min mor blev dræbt på stedet, men det lykkedes mig og min bror at flygte. Han ville ikke se mig igen efter det. Og siden har jeg været alene, men for nogle uger siden dukkede han pludseligt op. Jeg aner ikke hvordan han fandt mig, men han havde en besked med, og ville have jeg skulle mødes med en Donanly, her mødte jeg så dig” hun holdte en pause. ”Ville han have dig dræbt?” hun trak på skulderne. ”Det tyder det lidt på gør det ikke?” Ronan stod et øjeblik og tænkte. ”Hvad hed din bror og hvor gammel er han?” Kia hoppede ned fra gelænderet. ”Han hedder Caeleb og er 24 år, hvorfor?” ”Det kunne måske være jeg har kendt ham, jeg har mødt mange på flugt fra magten i nord. ”Min bror er ikke på flugt… Hans tøj var rent da han kom… Hvor gammel er du da?” spurgte hun tøvende. ”18, jeg bliver 19 i år på et tidspunkt, kan ikke huske præcist hvornår, og dig?” Hun gik lidt tættere på ham, han trak sig lidt tilbage. ”18” sagde hun og smilede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...