Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
772Visninger
AA

10. Fælden

 

Skakterne var smalle, og det gjorde det ikke bedre at Dean var der. Kia sendte vrissende blikke til Ronan, der måtte trække på skulderne. Gangsystemerne var utrolige, og man kunne let fare vildt. ”Hvordan ved du hvor vi er?” Dean vendte hoved. ”Jeg kender skakterne” Han fortsatte. Indtil videre havde han ført dem ind i fire blindgyder. ”Er du sikker på du kender dem ud og ind?” Dean rystede på hoved. ”Det har jeg aldrig sagt! Jeg har sagt jeg kendte til dem” Ronan afbrød. ”Så vi er faret vild…” Dean nikkede og stoppede op. ”Teknisk set, ja” Sagde han og fortsatte med at kravle. ”Hvorfor kravler du så videre?” Den trak på skulderne. ”Jeg må gætte rigtigt på et tidspunkt” Han drejede hoved ned af en side gang. ”Bingo” Sagde han og kravlede ind i mørket.

”Lys lige herind!” Råbte han. Ronan lyste gangen op, med lommelygten da han langt om længe kom om hjørnet. ”Endnu en blindgyde!” Kia begyndte at blive utålmodig. ”Ja, men ikke hvilken som helst blindgyde!” Kia løftede øjenbrynene. ”Hvad er forskellen? Slå du væggen ind og så er der endnu en blindgyde??...”  Dean blev en smule fornærmet og mumlede: ”Nej…” Men så smilte han. ”Det er vores vej ud” Han vendte sig om i skakten og sparkede hård mod væggen, der til sidst gav sig. Der var mørkt derinde, som om rummet for enden af denne skakt var kæmpe. Dean bad om lygten. En skræklig stak kom derinde fra. ”Hvad er det? Affaldsskakten?” Dean nikkede. ”Det kan du ikke mene!!” Kia vendte om. ”Hvad laver du?” Spurgte Ronan da hun prøvede, at mase sig forbi ham. ”Jeg skal ikke der ind!” Ronan smilte sød. ”Åh jo du skal…” Han tog hendes arm og skubbede hende baglæns. Dean hoppede ned i mørket, lidt efter hørte de et bump. ”Den er ikke helt fyldt endnu! Men de tømmer den om ca. en time alligevel” Ronan fortsatte med at skubbe Kia mod hullet. ”De tømmer den først om en time!” Ronan nikkede. ”Jeg hørte det godt” Hun satte fødderne på hver sin side af hulet. ”Hold nu op Kia!” Hun rystede på hoved. ”Jeg skal ikke der ned!” Han sukkede dybt. I deres akavede tavshed, begyndte skakterne at knirke. ”Hvad sker der?” Kia så bange på Ronan. Med et, fik de et sug i maven og i et par sekunder svævede de i skakten. Men det var hurtigt ovre. De landende midt i affaldsskakten. Faldet var ikke langt men, de landende meget tungt. Ronan kiggede op og kunne se Kia foran sig. ”Hey? Er du der? Er du okay?” Kia åbnede øjnene. En varm følelse spredte sig, fra hagen og op. ”Du bløder?” sagde Ronan stille, mens Kia tog sig til hagen. ”Jeg klare mig” Hun bakkede ud af skakten. Dean sad og vendte på dem, han lyste en vej for dem så de kunne komme frem.

Kia havde kravlet væk fra de to drenge, hun ømmede sig over sin hage, men følte sig flov over at vise det. ”Betyder hun meget for dig?” Ronan så på Dean. Han havde ikke forventet, at Dean skulle stille ham, dét spørgsmål. Han trak på skulderne. ”Hun begynder i hvert fald” Dean smilte let. ”Jeg skal nok lade jer være. Når de åbner skakten, tager jeg tilbage” Ronan så en smule forbløffet på Dean. ”Er du sikker? Du virkede ellers besat af, at komme tæt på hende?” Dean trak på skulderne. ”Nah, hun er ikke min type” Ronan rynkede brynende. ”Hvad?” Dean nikkede. ”Nej, jeg er nok mere til mænd” Uden en videre tøven, rejste Ronan sig og gik ned mod Kia. ”Jeg tjekker lige om alt er i orden” Dean nikkede.

Kia dubbede sin hage, og ømmede sig hver gang. Hun kunne intet se, og det gjorde det svære at rense det. ”Skal jeg hjælpe dig?” Kia vendte hoved, men så med det samme ned. ”Nej tak, jeg klare mig” Men Ronan vidste det ikke var rigtigt, og satte sig foran hende. Han tog kluden ud af hånden på hende og dubbede forsigtigt på såret. Kia sagde ingenting. ”Dean tager tilbage, når de tømmer skakterne” Kia rykkede på sig, men Ronan bad hende om at sidde stille. ”Hvorfor det? Hvad har du sagt?” Han trak på skulderne. ”Han sagde det bare” Ronan rykkede sig lidt væk fra hende igen. Hun betragtede, det hun kunne se af ham. Hans trøje hang lidt til den ene side, og lyset fra et hul højere oppe, fik hans skulder til at glinse let. Hun tænkte kort tilbage på deres nat sammen. Hun ville sige noget, men i det samme begyndte det hele at ryste. ”Så er det nu!” Råbte Dean. ”Held og lykke!!” Gulvet forsvandt under dem, og de gled nærmest afsted. Ronan famlede efter Kia, men hun forsvandt i masserne af skræl.

Da Ronan slog øjnene op, lå han begravet i affald. Han kæmpede sig fri og kiggede rundt efter Kia. Han kaldte, men hun svarede ikke. Lidt blod løb fra hans ene øjenbryn, ned over hans kind, men lige nu kunne han kun tænke på Kia. Efter lidt tid, svarede hun på hans kalden. Kia lå dybere nede, end han havde troet, men hun havde ingen svære skader. Tasken var umulig at finde i denne kæmpe bunke. De måtte afsted, snart ville Russels mænd og andre grupper komme forbi på den strækning de skulle benytte. Kia fik øje på en gård der lå i nærheden. ”Kunne vi ikke låne en hest?” Ronan så mærkeligt på hende. ”Jo, vis du kan finde ud af at ride?” Kia nikkede bare og satte hen mod gården. At låne var så meget sagt, at stjæle passede vidst bedre, men afsted de kom. Ronan mærkede en skræklig smerte i armen, og måtte sluge pillerne uden vand, da de intet havde, efter at have mistet tasken. Pillerne gjorde ham svag, og lidt efter faldt han i søvn. Da han vågnede var han ikke længere i Syd.

Væggene var slidte, og sengen Ronan lå i var meget hård. Han rejste sig og tog sig til hoved. Han kiggede rundt og fik øje på en dør. Besværet kæmpede han sig på benene og ud af rummet. Der var en hyggelig lille stue med køkken i et, og en dejlig lugt at nybagt brød, dansede sig vej gennem Ronans næsebor. Kia sad på en stol ved bordet, hun så ikke just glad ud, der var en vis frygt i hendes øjne. Ronan gik frem imod hende, men mærkede lidt efter et hårdt slag mod hoved. Han sank i knæ. Herfra kunne han se ind under bordet, hvor Kia sad. Hun var bundet? Ronan kiggede rundt og fik snart en pistol rettet mod sit hoved. ”Sup Ronan” Ronan genkendte med det samme den stemme. ”Hector!?” Sagde han, og kiggede op. Hector trykkede pistolen mod hans pande. ”Ingen numre!” Han rettede pistolen mod Kia. ”Ellers skyder jeg hende” Ronan sagde ingenting. Hector lænede sig op ad borkanten. ”Så, du troede din hemmelighed ville holde for evigt” Ronan svarede ikke. ”Du må forstå at nogle mennesker bare ikke kan holde deres mund” Han lod pistolen hvile på borkanten. ”Det du et godt eksempel på” Sagde Ronan, men det tirrede Hector, og fik ham til at rette sin pistol mod Ronan igen. ”Din lille lort! Du er sendt hertil fra helvede og vis ikke jeg havde kendt dig, ville jeg have skudt hoved af dig med det samme” Ronan smilede kort. ”Du har skjult dit had til LEX-børn godt” Han nikkede. ”Jeg tjente penge på den nyhed” Han sank pistolen igen. ”Jeg behøver din hjælp” Ronan kæmpede sig på benene. ”Den kunne du også have fået uden at holde en pistol mod mit hoved” Hector smilede. ”Det tror jeg ikke! Du skal hente nogle filer for mig!” Ronan sukkede dybt. ”Jeg gætter på, det nogle filer inde fra hovedkvarterets arkiver” Hector nikkede. ”Som du ved er mit navn en skændsel. Jeg vil rense mit navn og det kan jeg kun gøre ved at få adgang til de hemmelige filer… Hvilket du ved er umuligt” Ronan nikkede. ”Det er det rene selvmord” Sagde han. Hector trak på skulderne. ”Det var derfor jeg skulle have fat i dig! Men da jeg kom tilbage var i alle jo væk… ” Ronan mærkede diskret efter sin pistol, men Hector måtte have fjernet den. ”Og jeg gætter på at du vil slå Kia ihjel hvis jeg nægter” Hector lo og rystede på hoved. ”Slet ikke! Jeg har bare en ven i syd der gerne ville tale med hende. Noget familie snak tror jeg” Ronan blev vred, men Hector forudsagde det, og rettede pistolen mod ham. ”Du sender hende ikke tilbage til syd, til den djævel!” Hector kiggede på Kia, der ingenting så ud til at ville tilføje. ”Når du har mødt min ven Caeleb! Åh ja han har haft travlt med, at få jer herhen så jeg kunne få fat i dig! Jeg har betalt ham en helvedes masse penge for det…” Kia fik en tårer i øjet, men sagde stadig ingenting. ”Det var dig fra start af! Du har planlagt det hele! Caeleb ville kun hjælpe dig vis du hjalp ham med at få Kia for sig selv! Så du planlage hele den falske mission der skulle have været et mislykkes mordforsøg!” Hector satte sig op på bordet. ”Jeg havde ikke planlagt den snigmorder der dræbte Loo, det var ikke min skyld, og det i alle forsvandt gjorde det ikke nemt for mig” Ronan så vred på ham. ”Du kunne have forhindret det!” Hector trak på skulderne. ”Måske… Men du må indrømme min plan ellers var genial” Ronan rystede på hoved. ”Du har blandet uskyldige mennesker med ind i din idiotiske plan!” Hector hoppede ned fra bordet og gik hen mod Ronan. ”Tænker du på Opper eller Arthur? Åh nej! De er skam ikke tilfældige” Hector så en smule frygt i Ronan øjne og greb chancen. ”Troede du virkelig at nogen fra din elendige familie stadig skulle være i live? Din familie blev myrdet Ronan! De blev myrdet for de klamme svin som de var!” En lille tåre trillede ned af Ronans kind. ”De dræbte uskyldige mennesker Ronan, de dræbte USKYLDIGE mennesker! De myrdede min far!” Ronan tav, så gik han direkte i mod Hector der trykkede pistolen mod hans pande. ”Du lyver! Hvis din far blev myrdet må han have gjort noget slemt!” Han pressede sit hoved mod pistolen. ”Du skyder ikke! Du har brug for mig” Uden tøven slog Hector Ronan i hoved med pistolen og han faldt sammen på gulvet. ”De lod dig overleve for én eneste grund! Så de kunne slå din nye familie ihjel for øjnene af dig ligesom din familie gjorde! Du kommer til at samarbejde, og det skal tage den tid det tager!” Han tog fat i Ronans trøje og slog ham igen. Kia rejste sig fra stolen, men blev holdt tilbage af lænken, der bandt hende. ”Vil du noget?! Så sæt dig ned!” Råbte han. Han fandt noget reb i et skab og bandt Ronans hænder. Efter det, hev han ham ind i et lille rum, hvor han låste døren. Han vendte sig om og kiggede på Kia. Med et slag slog han hende omkuld, så stolen væltede. ”Møgso”.

Ronan åbnede øjnene, men var blindet af et skarpt lys. Det tog lidt tid, før hans øjne vænnede sig til lyset, og det var ikke et kønt syn der mødte ham. Hector havde lukket ham inde i en kælder af en art. Utæt og ækel. Kia sad krummet sammen i et hjørne. Hendes hænder var bundet, og det var vist stramt. Der var mærker omkring hendes håndled og indtørret blod på rebet. Hendes hoved var lænet op mod væggen og det så ud som om, at Hector havde slået løs på hende. Han forsøgte at rejse sig med fandt hurtigt ud af at han også var bundet. Kia løftede hoved. ”Hvad sker der?”  En tåre trillede ned over hendes hævede blå kind. ”Undskyld” Ronan så uforstående på hende. ”Undskyld, undskyld” Ronan forstod ingenting. ”Stop! Hvorfor siger du undskyld??”  Kia rystede bare på hoved. ”Hun undskylder for, at i er endt her, da du ikke var ved bevidsthed” Ronan vendte hoved. En ung fyr kravlede frem i lyset. Hans tøj var beskidt og laset, og hans krop fuld af ar, mærker og skrammer. Han havde en beskidt forbinding og hoved, der dækkede hans øjne. Han så ud til at have været her i noget tid. Ronan forstod intet. Hvad havde Hector dog gjort? ”Hvem er du?” Han satte sig op. ”Mit navn er Adam” Ronan kiggede på Kia, der sad som forstenet i sit hjørne. ”Hvad sker der?” Han ruskede i sine længer og drejede hoved væk fra Ronan. ”Hector ”opbevare” folk som os, her i hans kælder. Han tæver os til han bliver træt, og få måneder efter kommer der folk og henter os, medmindre selvfølgelig der ikke kommer nogle, så kommer vi ikke videre” Ronan forstod stadig intet. ”Folk som os?” Adam nikkede. ”Ja, os som magten hader og helst ser lide eller dø” Adam sad roligt. ”Jeg er så ked vi er endt her” Kia blandede sig. ”Jeg forstår ikke hvordan vi er endt her?” Kia så ned et øjeblik. ”Jeg kender Hector, og jeg troede vi kunne være i sikkerhed her, men… men” Hun fik tårer i øjnene igen. ”Det kunne du ikke gøre for” Sagde Adam. ”Det var en fælde” Ronan kiggede rundt i rummet. ”Hvem er ham der ovre?” Ronan nikkede i retningen af en sløv skikkelse. Adam løftede sin finger og pegede mod sit ansigt. ”Jeg ved ikke om du har bemærket det, men jeg er altså blind… Men jeg gætter på det er Pete du taler om” Ronan kiggede en ekstra gang på Adam. ”Blind?” Han nikkede. ”Hector flåede mine øjne ud…” Ronan sank en klump. ”Men det her er altså Pete” Kia løftede hoved igen. ”Han er død” Sagde hun så. Ronan så lidt skræmt på hende. ”Død? Hva?” Ronan Så forvirret rundt. ”Jeg ved det måske lyder vildt, men med tiden vil det blive nemmere at forstå” Ronan rystede på hoved. ”Jeg forstår intet nu! Skal vi blive her i længere tid!?”.”Du skal måske, men tøsen der bliver hentet om nogle dage” Ronan kiggede på Kia, der sad med tårer i øjnene. Han rystede på hoved, det kunne ikke være rigtigt! Hvad skete der? Hector? Ronan hoved var fuld af spørgsmål, men da Kia fangede hans blik, blev han klar over situationen. De måtte væk. Besværet kravlede han hen mod Kia, der også kravlede hen mod ham. De kæmpede til de var så tæt som de kunne komme. ”Jeg er så ked af det” Ronan rystede på hoved. ”Det må du ikke være” I det samme stod Hector i døren. ”Har du glemt hvad jeg sagde din lille møgso! Hold din kæft! Var den første omgang prygl ikke nok for dig! Vil du have engang mere?!” Han slog hende i hoved, så hun faldt bag over. Adam trak sig tilbage ind i skyggen. ”Gør ikke noget dumt” Hviskede han inden han forsvandt. ”Stop med at gøre hende fortræd!” Hector vendte sig om, Ronan havde rejst sig. ”Har du noget at tilføje!” Ronan sank en klump. ”Lad hende være” Hector kunne føle alvoren i hans stemme, men vidste at så længe Ronan var bundet, kunne han intet gøre. ”Du burde dø! Ligesom alle de andre af DIN slags!” Han tog fat i Ronans trøje. ”Men jeg har ikke fået min tilladelse endnu… men det betyder ikke at jeg ikke kan gøre andre ting ved dig! Så længe det ikke dræber dig! I LEX- børn skulle holde længere tid end andre ikke?” En hård knytnæve i maven, tvang Ronan i knæ. Han så op på det menneske han før havde været gode venner med. Men så ikke den dreng som han kendte. Han så mørke øjne, fuld af had. Hector blev ved med at slå og slå, og langsomt kunne Ronan mærke kroppen reagere. Arret udvidede sig. Var det derfor han havde det? Han forældre blev nådeløst myrdet? Arret udvidede sig stadig, så det kunne det ikke være! I det sekund det ville gå op for ham, hvad der var sket, ville det stoppe med at vokse, men det gjorde det ikke. Hvad skete der med hans familie der kunne være så slemt? Et øjeblik efter mistede han bevidstheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...