Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den:

Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
882Visninger
AA

1. Et usselt job

 

”Hvad tænker du på?” Naren så op fra sine papirre og rettede brillerne til. Ronan sad i hjørnet af den lille, godt faldefærdige kælder, de for nogle år siden havde slået sig ned i. ”Der er gået tre uger siden mit sidste job, jeg er bare urolig, vores penge er snart brugt helt op”. Naren lagde papirrende fra sig. ”Urolig? dig!?” Men Ronan kiggede bare væk uden at sige noget. Naren rømmede sig. ”Bare roligt Ronan, det kommer, de har bare ikke brug for dig lige nu” Ronan rejste sig. ”Det er det jeg er bekymret for” sagde han lavt og traskede hen til vinduet. Han lænede jeg op af vindues kanten og kiggede ud. Store fabrikker og skorstene var det eneste han kunne se, så langt han nu kunne se. Himlen lyste op i en lys rød farve og silhuetten af planeten Mars, sås svagt på himlen. Den var tydeligere om natten, hvor Jupiter også lyste klarer. Sol udbruddet havde slået de fleste planeter ud af kurs, og man kunne pludselig se mere end nogensinde. De to planeter foran jorden, Merkur og Venus, var helt væk og Jorden lignede nu en halvkugle. Den er ikke hvad den har været, tænkte han. Efter soludbrudet der udslettede halvdelen af jorden og jog den ud af dens kreds omkring solen, har kampen om magten i verden været styret af de to stor magter. Landene i syd og landene i nord. Kun ved at tage i mod jobbet som lejesoldat, havde Ronan sluppet for at arbejde på de store fabrikker. Lejesoldat med risiko for, at blive dræbt af andre lejesoldater, sendt på missioner med fare for at blive fanget og tortureret af det andet rige. Ronan arbejdede for riget i nord, her havde han altid været, han blev fundet af Narens bedstefar og var opvokset der, ingen anede hvor han kom fra.

Han famlede efter en kæde han bar om halsen. Det var det eneste minde han havde om sin familie. Ud over det grimme ar han havde på sin arm. Et radioaktivt stof kaldet LEX, blev med soludbrudet sendt ud i rummet, og dermed i atmosfæren. Mange mennesker blev syge og døde af skrækkelige sygdomme, men børn blev ikke påvirket på samme måde. De optog stoffet i kroppen og udviklede stærkere muskler og sanser. En hel ny generation af mennesker var dannet. De overførte stoffet til deres børn og videre til deres børns børn og så videre. Indtil for 48 år siden, blev det en skam at være et LEX-barn. Folk dræbte dem, fordi de mente de var farlige. Der er kun få tilbage i dag, og de må leve i skjul med frygt for at blive dræbt.

Sådan et barn er Ronan. Naren ved det godt, men han er for klog til at tænke sådan. Stor magten i nord, som Ronan arbejder for, ved intet, og det er nu også det bedste. Naren kæmper med et projekt med at bygge en tidsmaskine. Han mener at der skete noget for mange år siden, der gjorde at krig og kaos har overtaget verdenen fuldstændigt.

Ronan vågnede af sine tanker da Loo, Narens 6 år gamle lillebror, hev ham i ærmet. ”Skal vi ikke spille??” Ronan kiggede ned og mødte et lille ansigt med skinnede blå øjne. De lyse lokker hang, glat, men lidt pjusket ned ad hans kinder. En lille krøllet tot hår krøllede sig sammen på toppen af hans lille hoved. ”Ikke lige nu” sagde Ronan og smilede. Loo vendte om og løb hen til sin bror med samme spørgsmål. ”Ihhh hvor er i kedelige!!” sagde Loo til sidst og forsvandt tilbage til det lille rum, han kom fra. ”Han ser meget op til dig” Sagde Naren pludseligt. Ronan smilede bare. ”Der er ikke meget at se op til, jeg er en ussel lejemorder og tyv” sagde han så, lidt nedladene. ”Den del kender han til, og dog ser han stadig op til dig! Du gør noget godt for vores stormagt. Han siger hver aften til mig, inden vi sover, at han vi være som dig”. Ronan hældte noget vand over. ”Det må du love mig, at sørge for han ikke bliver Naren! Ingen burde have et job hvor det er lovligt at dræbe andre”

”Og alligevel har du selv taget det job?” Ronan sagde ingenting, men helte bare vandet over og gik hen og satte sig i vindueskarmen igen. ”Du skal huske dine piller i dag” sagde Naren stille. Ronan trak sin pistol op ad lommen og gav sig til at rengøre den, men sagde ingenting. ”Det er vigtigt Ronan! Ellers breder såret sig!” Ronan stoppede og tog sig til armen. Et sår han var blevet efterladt med som spæd, der aldrig havde lægt. Narens bedstefar havde engang sagt, at de eneste sår der aldrig kunne hele, var dem man havde på sjælen, men var man et LEX-barn var det også synligt. Han mente Ronan havde været ude for noget forfærdeligt og derfor havde fået et ar på sjælen, som så var et rigtigt ar på hans arm. Arret ville aldrig hele helt, men det ville blive større jo ældre han blev, med mindre han fandt ud af hvad der skete, så ville arret gå delvist i sig selv. Han ville begynde at tænke på, hvad der kunne være sket med hans familie, om hvem han er, eller skulle havde været. Alle de spørgsmål inden i han gjorde at såret voksede, og han tog derfor nogle piller Narens bedstefar havde fremstillet, der gjorde udviklings processen i hans krop langsommere, så såret ikke udviklede sig så hurtigt.

Da Ronan havde samlet pistolen igen, rejste han sig. ”Jeg går i bad” sagde han og i det han passerede Naren, rakte han en æske piller frem til ham, som han modvilligt tog imod. Vandet var varm. Solen havde bagt på tanken hele dagen. Det var rart. Han lukkede øjnene og lod vandet skylle ned over hans ansigt og krop. Han bar stadig kæden om halsen, han tog den aldrig af. Den var gylden og der hang et lille rundt smykke i den. I miden var et rundt stykke glas, Ronan tit havde siddet og kigget igennem. Og endnu engang rundt om det, sad en tyk gylden krans af blade. Han mærkede smykket mens han stod der. Hvem var han? I det samme skar en smerte gennem ham fra hans venstre over arm og han åbnede øjnene. Det blødte fra såret, han slukkede vandet og trådte ud af badet. Glasset med piller stod på det lille bor ved siden af håndvasken. Han skubbede logget af med tommelfingeren og hældte nogle stykke i munden. De smagte forfærdeligt.

”Virker pillerne?” Spurgte Naren da Ronan kom ud fra badeværelset. Ronan nikkede. ”Men de gør mig træt, jeg går i seng” sagde han så. Naren nikkede. ”Jeg skriver lige det her færdigt, så gør jeg det også” Ronan lod sig falde tung på en madras, der lå i et af kælderens mange hjørner. Han lukkede øjnene, og faldt i søvn med det samme.

”Sup, Ronan” Ronan vågnede brat, af lyden af en stemme der sagde hans navn. Han kiggede op og så lige ind i aftrækkeren på en pistol. Han skubbede den væk og så på klokken ”Det fandme tidligt Hector! Det har bare at være vigtigt!” sagde han lidt surt. Hector, en lejesoldat fra magten i nord og en ven af Ronan, satte sin pistol tilbage i skeden. ”Er et job, godt nok for dig?” sagde han lidt håneligt. Ronan satte sig op og kiggede rundt. ”Du kunne ikke vælge et bedre tidspunkt?” Hector rystede på hoved. ”Nej, jeg skal videre” Han smed en mappe hen til Ronan. ”Her er alle de oplysninger du skal bruge” Han vendte sig og gik tilbage mod døren. ”I burde reparerer den, alle og en hver kan jo komme ind” Ronan nikkede. ”Når ja, hils lille Loo fra mig, han må snart været blevet stor” Sagde han og smilede, så forsvandt han ud i natten. Ronan samlede mappen op og åbnede den. Ingen billeder… han lukkede den igen og skubbede den ind under sengen, og lagde sig derefter til at sove igen.

Naren så undrende på Ronan. ”Hector?” Ronan nikkede. ”Han havde et job med” sagde han så, og lagde mappen foran ham. Naren smilte. ”Så havde du jo ikke brug for at være bekymret! Ronan trak på skulderne. ”Jeg skal hente nogle dokumenter i en gammel lagerbygning her i nærheden” sagde han, Naren åbnede mappen. Loo kom løbene hen mod Ronan. ”Må jeg ikke komme med!!??” Ronan mødte de klare blå øjne, men så væk. ”Det er altid farligt, hvem ved om der er en lejesoldat efter mig” Loo tog fat i hans trøje. ”Det betyder nej Loo” Kom det fra Naren, der lukkede mappen igen og rakte den til Ronan. Loo gav slip og gik stille hen og satte sig på en stol. ”Jeg må aldrig noget!” sagde han vredt. Naren rystede bare på hoved. ”Hvornår tager du afsted?” spurgte han så. ”I aften” Ronan tog en pakke cigaretter frem fra sin lomme. Naren sukkede. Ronan tændte en, og gik hen til sin plads i vinduet, og lagde mappen fra sig. ”Vil du ikke godt stoppe med det der” sagde Naren så. Ronan rystede blot på hoved og tog et sug. ”Det er afslappende”.

Da mørket faldt på, trak det op til uvejr. Ronan havde, måtte gå udenfor på deres lille altan, for ikke at gøre Naren sindssyg af sin trang til cigaretter. Han sad på resterne af et beton gelænder, der engang havde været et stykke. Huset var fladefærdigt, og kun kælderen gav tag over hoved. Der var ikke rigtigt blevet ryddet op efter soludbrudet for de mange år siden. Verdenen havde været plaget af kraftige jordskælv, og der havde lagt byer i ruiner. Der var kun blevet bygget fabrikker lige siden, af resterne af de gamle huse. Halvdelen af jorden gik tabt under soludbrudet, og dermed også hele civilisationer. Asien, Japan det meste af Rusland, Australien og lidt af nord og sydpolen, var helt væk. Og nu hvor jorden ikke er rund mere, flyver den ikke længere i en bane om solen. Men Mars og Jupiter presser den ind ad så vi beholdte de vilkår der skal til for at der kan være liv på jorden. Man kan sige at vi har været heldige. Men solen er langt fra stabil, og der er allerede teorier om, hvor vidt der kommer et mere, som er endnu større.

Ronan tændte endnu en cigaret. Ja, tingende havde sandlig ændret sig. Ronan kan ikke engang forstille sig verden som de ældre forklare i deres historier. Det buldrede i horisonten, og det trak lidt op. Ronan overbevidste sig selv om, at han havde tid til at ryge sin cigaret færdig, inden regnen ville komme. Men han måtte fortryde sit valg da det pludseligt begyndte at piske ned. Han blev siddende, cigaretten var ikke meget hver mere, og han smed den fra sig. Han kiggede ud over byen i nord, ting havde ikke længere nogen navne, kun grader, så det ikke var umuligt at finde rundt. Regnen lå som en tåge over byen. ”Fucking lorte vejr” sagde han stille. Han skulle finde et lagerhus der lå på graderne: 90-120-8. 90 betød at, lagerhuset lå i en vinkel på 90 fra nord. 120 sagde at de 90 skulle være mod vest, og de sidste 8 grader, var den vinkel lagerhuset lå i forhold til hans position. Altså tæt på. Ved at taste tallene ind i en sender der sad ved øret, skulle han blot tage i den retning som tallene viste og så ville den sige ”bib” når han var fremme. Nemt nok, men besværligt i uvejr, der virkede den ikke nær så godt. Han rejste sig og gik ind til Naren. Han rakte ham en pistol, han tog i mod den. ”Pas på dig selv ikke også” sagde han så. Ronan nikkede. Loo kom løbende hen til ham, med tåre ned af kinderne. Ronan løftede ham op. ”Hvordan kan det altid være du græder når jeg tager afsted?” sagde han og smilede mens han tørrede tårende væk fra den lille drengs kinder. ”Du må ikke dø, det har du lovet!” sagde han. Ronan lo. ”Har jeg nogensinde brudt det løfte?” Loo smilede lidt, og Ronan satte ham ned. ”Jeg må gå nu” han vendte sig om mod døren. Det stod stadig ned i stive stænger. Ronan drev et opgivende suk og fortsatte så hen og ud i regnen.

Det varede en halv time før senderen bibbede. Ronan var for længst blevet gennemblødt, men var nu alligevel glad for at komme i ly. Han hoppede ned i et hul i taget. Her var mørkt, så han tændte en lomme lygte. Der så ud til at være flere rum, så han måtte gå i gang med at lede. Dokumenterne indeholdte hemmelige filer, og var opbevaret i en grøn kasse, havde der stået i mappen. Det var selvfølgelig strengt forbudt, at læse dem, men det havde Ronan nu heller ikke i sinde. Fem minutter senere fandt han et større rum, der lignede et gammelt arkiv. Her var nok det bedste sted at starte. Han roede rund i gamle støvede skuffer og hylder, men fandt intet. Han satte sig ned, på en trækasse. ”Er du Donanly?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...