Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
781Visninger
AA

18. Den nye verden

 

Ronan skubbede pistolen i sit bælte og kravlede besværet hen i mod Kia. Hun var stadig ved bevidst hed, men kunne intet sige. ”Her” Han stak sin blodige forbinding op til hendes mund. ”Tag lidt, det vil hjælpe” Besværet sugede hun nogle dråber ud af det røde klæde og lukkede derefter øjnene. ”Du ville have mig til at skyde dig…. Så de kunne høre hvor vi var, ikke?”. Ronan drejede hoved og kiggede på Caeleb, der døende lå et stykke fra dem. Ronan havde ikke kunnet holde pistolen helt lige, og derfor ramt ham i halsen. Det piblede ud med blod. Ronan nikkede stille, og Caeleb smilede en sidste gang, så lukkede han øjnene. Døren blev blæst ind og en flok mørk klædte mænd kom ind. Ronans øjnelåg var tungen, og han lukkede dem fredfyldt i. Han vidste at han nu var i sikkerhed.

Ronan følte ikke der var gået længe, men da han slog øjnene op lå han blødt og behageligt i en stor seng i et kæmpe hvidt rum. Han kiggede rundt, men her var ingen. Det gjorde ikke ondt mere, ikke så meget i hvert fald. Hans hænder var helet og ikke længere forbundet. I det samme kom en sygeplejere ind af døren. Hun smilede da hun så han var vågen. ”Så er du tilbage” Hun hjalp Ronan op og sidde. Det gjorde ondt i ryggen, men ikke noget der ikke kunne holdes ud. Han løftede sine arme op til sit ansigt og kunne mærke, at han stadig havde lidt plastre rundt omkring. ”Hvor er Kia?” Sygeplejeren smilede. ”Hun er her også, hun kommer og besøger dig når du er klar” En læge kom ind af døren. ”Hej Ronan” Sagde han venligt og satte sig på en stol ved siden af ham. ”Du skal slet ikke være bange, du vil komme dig helt 100. Alle dine skudsår er for længst helet, du har kun nogle enkle hudafskrabninger tilbage” Ronan hev dynen væk fra sine ben. De var stadig bundet ind. ”Som jeg sagde du kommer dig helt” Han hjalp Ronan ud af sengen og på benene. ”Har du ondt?” Ronan tog sig til ryggen. ”Lidt over det hele” Lægen nikkede smilende. ”Du har også ligget ned længe”. ”Hvor længe har jeg været væk?” Lægen kiggede på sygeplejeren. ”Et halvt år” sagde hun. Ronan rynkede brynene, men begyndte så at tage nogle skidt. Sygeplejeren hjalp ham til at starte med, indtil han kunne selv, så begyndte at gå hen mod døren. ”Hvad skal du?” Lægen fulgte ham. ”Jeg skal se Kia” Han åbnede døren og humpede ud. Lidt ned af gang stod hun. Et kæmpe smil bredde sig på hendes læber, da hun fik øje på ham. Hun satte i løb, og de væltede næsten helt omkuld. ”Du er våget! Årh hvor har jeg savnet dig!” Hun krammede ham flere gange, men måtte holde lidt igen da lægen sagde, han stadig havde ondt. ”Det gør ikke noget” sagde han og smilede. ”Hvor er de andre?” I det samme kom Dean og Naren gående ned af gangen sammen Carm og Adam! Støttet af Carlos godt nok. Ronan kunne ikke lade være med at smile. Han omfavnede dem alle. ”Adam du kan gå?” Han nikkede. ”Takket være dig”. Ronan så uforstående på lægen. ”Ja, vi var nødt til at give dig en blodtranplation, og Kia fortalte at dit blod havde en helende effekt, så vi tillod os at prøve den af på Adam, og med gode resultater” Han nikkede smilende. ”Genialt tænkt Kia” Hun rødmede lidt. ”Hvad med Caeleb?” Alle blev stille. ”Caeleb overlevede desværre, og han stak af fra hospitaler for nogle måneder siden” Ronan så ned. ”Og Hector?” Carm rystede på hoved. ”Vi fandt ikke mange overlevende i klippelandet” Kia omfavnede ham. ”Men lige nu er vi alle i sikkerhed. Syden styre nu norden og vi har tidsmaskinen. Verden er ved at blive bygget op, takket være dig” De andre lagde hånden på hans skulder. ”Hvad skal der ske nu?” Spurgte han. ”Altså vi har stadig plads, hvis du vil blive ved med at bekæmpe det onde” sagde Carm og smilte hun vendte rundt om gik tilbage mod døren, Carlos fulgte hende.

”Hey Ronan! Nu hvor du har været væk i så lang tid, har du jo ikke været sammen med Kia, og i skal jo klart begynde forfra på jeres forhold og sådan, så jeg tænke om… ” Ronan rystede på hoved og trak en pakke cigarretter op af en inderlomme i sine bukser. ”Her, prøv at slappe lidt af i stedet for at forhaste dig” Dean tog i mod dem. Han smilede til Kia som glad smilede igen. De omfavnede hinanden og Ronan følte sig for første gang fri. Fri og glad og forelsket som aldrig før, han kiggede Kia lige i øjnene og kyssede hende så. Dette måtte være starten på den verden så mange var døde for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...