Ronan Park

Det en historie der forgår i fremtiden, og den handler om en ung dreng ved navn Ronan Park. Han lever i en verden der ikke rigtigt er der, han gennemgår en masse ting og hans venner falder omkring ham, hele historien er en verdenskrig med kamp mod tiden. Jeg giver et lille udsnit fra historien herunder, og jeg håber i kan lig den: Han kunne høre hende råbe og hamre på døren, inde fra værelset af og stoppede et øjeblik. Han overvejede kort, om han skulle lukke hende ud, men da han hørte noget smadre, skyndte han sig videre. Caeleb var ikke just glad for at se ham. ”Hvad vil du nu? Fik du ikke nok sidst?” Ronan smilede kækt. ”Det vælger jeg at overhøre”, sagde han og gik ind. ”Jamen kom dog indenfor…” Sagde han lidt fornærmet og lukkede døren. ”Jeg har brug for din hjælp” Sagde Ronan og vendte sig mod Caeleb. Caeleb lagde en pistol på reolen ved døren. Nervøst mærkede han efter sin egen. ”Ja” Sagde han og smilede. ”Jeg vil fortrække, at du ikke overfalder mig igen…

0Likes
0Kommentarer
784Visninger
AA

5. Arthur

 

De gik rundt i de små gader længe. ”Hvad tænker du på” Kia så spørgende på Ronan, der ikke havde sagt noget i længere tid. ”Planen var at dræbe dig, men vagterne er ude efter mig…” Hun så ned, anede knap hvad hun skulle svare. ”Hvordan finder vi nu min bror?” Hun skiftede emne. Ronan trak på skulderne. ”Vi må forhøres os” sagde han så. De havde, måtte lade deres taske ligge med alle forsyningerne i, da det ville vække for meget opsigt. ”Mon der er nogle rare sælgere eller fabriks arbejdere der vil lade os sove hos dem?” spurgte Kia. ”Det skal du ikke regne med” sagde Ronan. ”Det skader jo ikke at spørge, han ser sød ud” Hun gik hen til en gammel mand. ”Hej” sagde hun. Han kiggede op. ”Sikke en smuk pige” sagde den gamle. ”Er du her alene?” spurgte han. Ronan stilte sig ved hendes side. ”Oh en kæreste måske?” Kia svarede ikke. ”En bror?” den gamle mand ventede. ”Lad dem dog være Opper” Kom det fra en skæner stemme bagfra, og en anden gammel mand kom til syne i mængden. ”Arh Arthur! Må man nu ikke lave lidt sjov!” vrissede Opper, som han tilsyneladende hed. Arthur skænkede ikke den gamle et blik, men så på de to unge. ”Kom med mig i to” sagde han venligt og de fulgte ham.

Arthur boede i et lille hus tæt på en af de større fabrikker. Alle husende i denne gade, havde hvid malede tal på væggene og vejende var meget smalle. Men de lignede alle hinanden så det var nok meget smart. På Arthurs hus stod tallet 47. Han serveret lidt varmt suppe for dem. ”Det er utroligt sød af dig hr” Sagde Kia. ”Kald mig bare Arthur”. ”Hvordan vidste du at vi ledte efter et sted at sove?” spurgte Ronan. ”Tror du jeg er født i går knægt? Når vagterne fra fabrikkerne viser sig i gaderne, er det tydligt de leder efter nogen. Og jeg har ikke set jer her før” sagde han så. Ronan nikkede. ”Du skal have tak” Arthur smilte og hældte lidt suppe op til sig selv. ”Hvad laver et ungt par så her i nærheden af de store fabrikker, med vagter i hælende?” spurgte den gamle dem. Kia havde nært fået suppen galt i halsen, men hun nåede ikke, at protestere før Ronan havde sparkede hende over benet. Hun sank lidt sammen. ”Er der noget galt min kære?” Kia rystede på hoved. ”Suppen er bare lidt varm!” sagde hun mens hun sendte et blik fyldt med gnister til Ronan. ”Vi kommer fra nogle fabrikker længere nord på” sagde han. Den gamle nikkede. ”Jeg har hørt om dem, man siger at folk der oppe bliver behandlet værre end os” Sagde han så. ”Jeg forstår godt i er flygtet” Ronan tog en tår af sin suppe. ”Men hvad vil i gøre nu?” Den gamle rejste sig og tog de tomme skåle og lagde dem ned i vasken. ”Vi vil rejse til hovedstaden og se efter arbejde der” Den gamle nikkede. ”Meget fornuftigt, de fleste jeg huser, flygter til den gamle del af byen, der ligger i ruiner, der er det ikke hver at bo” sagde han så. ”Du sagde de var sødere ved jer her?” afbrød Kia. Arthur nikkede. ”Ja min kære. Min dag begynder typisk klokken 5 og slutter klokken 19, men i dag lod de os gå før, fordi vi er forud”

”Hvad laver i helt præcist på fabrikkerne her?” Den gamle tøvede lidt. ”Hmm, det lidt forskelligt. Men vi laver våben der hvor jeg arbejder, i hvert fald” sagde han og smilede ”Hvad laver, eller lavede i?” ”Tøj” skyndte Ronan sig at sige. ”Vi fremstillede tøj og uniformer til vagterne på fabrikkerne”. ”I kan sove der overe” sagde han og pegede. ”Men der jo kun én madras?” sagde Kia. ”Jeg troede ikke det havde nogen betydning for din kæreste og dig?” Ronan rejste sig. ”Det er også helt fint, jeg tror bare hun mente, hvor du så skulle sove?” han tog Kias hånd. ”Jeg har en seng i et andet rum, det skal i slet ikke tænke over, men godnat med jer” sagde han og rejste sig. Ronan og Kia takkede for mad og sagde pænt godnat.

”I kan ligge jeres våben på hylden over madrassen, vis de irriterer jer for meget” sagde han og smilte mens han forsvandt ind på værelset og lukkede døren. De kiggede på hinanden. ”Han er ikke dum” hviskede Kia. Ronan rystede på hoved. ”Jeg skal ikke sove der sammen med dig” sagde hun så. ”Hvor har du så tænkt dig at sove?” Kia så lidt fornærmet på ham. ”Jeg sover der, du finder et andet sted!” Ronan rystede på hoved. ”Hvis vi skal forstille et kæreste par” Mere nåede han ikke at sige før Kia afbrød ham. ”Det var DIN idé!” hviskede hun surt. ”Vi ligner ikke hinanden nok til at være bror og søster, og desuden skal vi have en dæk historie, vi ved ikke hvem vi kan stole på, hvis det når ud, at jeg er LEX og du skulle forstille at være min søster, dræber de os begge” sagde han, og gik hen til madrassen og lagde sig. Han løftede tæppet som tegn til hun skulle lægge sig hos ham. Kia rystede surt på hoved. ”Det må du selvom” sagde han og lukkede øjnene. ”Så flyt dig lidt, altså!” Han smilte og åbnede øjnene og gjorde plads til hende. ”Du skal ikke holde om mig” sagde hun mens hun vendte ryggen til ham. ”Nej nej” sagde han. ”Men du kan ikke løbe fra du var helt fortryllet af mit kys tidligere i dag” hviskede han ind i hendes øre. Hun satte sig op og skulle til at protestere, men Ronan havde vendt hende ryggen, og lod som om han var faldet i søvn. Hun puffede blødt til ham og smilede let, så lagde sig ned igen og faldt lidt efter i søvn.

Arthur vækkede dem, lidt i 5. ”Hey, vågn op! ” sagde han. Ronan og Kia åbnede trætte deres øjne. ”Jeg er nødt til at gå nu, men i kan ikke ligge og sove, det er for farligt!” Ronan satte sig op. ”Hvornår er det sikrest at forlade byen?” spurgte han. ”Om et par dage er der høstfest, vi holder det én gang om måneden. Her for vi forsyninger nok til næste høstfest. Her har i mulighed for at forsvinde i mængden, det er for farligt ellers” Ronan nikkede. ”Men vi kom da ind uden problemer?” spurgte Kia. Den gamle nikkede. ”Det er muligt at komme ind, men meget vanskeligt at komme ud igen. Jeg har hjulpet nogle før, nogle har klaret det, andre har ikke. Jeg kan hjælpe jer mest under høstfesten, vis i vælger at gå før, skal i vide at jeg vil benægte alt kendskab til jer hvis, i bliver taget” sagde han, der var en anden klang i hans stemme. Kia så ned. Arthur forsvandt ud af døren og ud på gaden uden at se sig tilbage.

”Så vi er fanget her…” sagde Kia opgivende. ”Vi er heldige det kun er et par dage, og at han holder ord” Sagde Ronan. ”Hvordan kan vi være sikre på vi kan stole på ham?” Ronan trak kort på skulderne. ”Han har hjulpet andre før” Hun nikkede. ”Men hvad skal vi foretage os? Vi må ikke forlade huset” Ronan rejste sig, og kiggede rundt i huset. Han studerede bøgerne på en hylde og tog en ud. ”NEJ! Ronan, du må ikke kigge i hans ting!” sagde hun skræmt. ”Hør, vil du finde ud af om han er god, eller ej? Han må have en grund til at hjælpe os” Kia svarede ikke. Han roede lidt videre, så rejste hun sig op. ”Ej, jeg syntes altså ikke det er en god idé!” Hun tog fat i hans arm. En stor smerte skar i ham, og han sank sammen. ”Ronan?!” Hun faldt på knæ ved hans side. Ronan holdte sig krampagtigt på sin arm. ”Lad mig se” Sagde hun forsigtigt. Han gav efter, hans smerte var for store til han kunne andet. Hun hjalp ham af med trøjen. Hans overkrop var sodet ind i kul, og kluden om armen, var blodrød. Hun bandt den forsigtigt op. Arret kom til syne. Ronan skreg af smerte. Det var større end hun huskede det. ”Hvad plager du at gøre?” Han samlede sig til at tale, men det blev kun til en svag hvisken. ”Mine piller” sagde han. ”Tasken!” sagde hun og Ronan nikkede. ”Din idiot! Hvordan kunne du glemme det!” besværet trak han på skulderne. ”Naren huskede mig altid på det” Hun begyndte at græde lidt. Han løftede den raske arm og tørrede tårende væk fra hendes, kind. Hun lagde hånden på hans. ”Jeg går tilbage til gyden og finder tasken” Hun rejste sig, men han holdte fast i hende. ”Nej, det er for farligt” hviskede han svagt. Kia var ligeglad og rev sig fri.

Der var ikke så mange mennesker i gaderne. Men hun gik stadig forsigtigt frem. Hele vejen hen til muren, hvor hun besværet klatrede over. Containeren var heldigvis ikke tømt og hun fandt hans piller i tasken, hun kiggede en ekstra gang om der var noget de ellers kunne få brug for. Der lå en pakke cigaretter, som hun tog og stak i bh´en. Hun havde igen lommer. Hun rev et stykke af tæppet, de også havde med, i stykker og tog den om sit hår, som hun havde set andre kvinder i byen gøre. Hun klatrede tilbage over muren, og huskede hvor let Ronan havde gjort det… så let var det slet ikke, tænkte hun da hun landede forpustet på jorden på den anden side af muren. ”Skide LEX-dreng…” sagde hun lavt og begav sig tilbage mod Arthurs hus. ”Hov! Stop!” Hun hørte en stram stemme råbe hende an, hun havde mest lyst til bare at løbe, men hun frøs fuldstændigt. Hun vendte sig om og så et par vagter komme i mod hende. ”Hvad laver du her? Hvorfor arbejder du ikke?” Kia vidste ikke hvad hun skulle sige, hun trådte bare lidt tilbage og undgik deres blikke. ”Stop, du skræmmer hende” lo den anden.

Med en varm stemme spurgte han: ”Hvad er dit nummer lille ven?” hun mærkede deres blikke, men kiggede ikke op. Den anden blev utålmodig og hev tæppet, som hun skjulte sig i af hende. ”Sikke en køn pige var” Han skubbede til sin makker, som sendte ham et grinende nik. Kia blev endnu mere bange da den ene kærtegnede hende kind. ”Hun er da sød, de andre vil da blive henrykte vis vi tog hende med tilbage” sagde den ene og tog fat i hende. ”Jeg kunne stadig godt lide at vide hvad hun gør her” sagde den anden så, og kiggede Kia. ”I må ikke gøre mig noget!” Bad hun. ”Når, du kan altså tale” Vagten gav slip på hende og lod hende falde på knæ. ”Vi har ikke mere mad, og mine søskende græder hele tiden, jeg tænke at vis bare jeg kunne finde lidt så!” Den ene vagt afbrød hende. ”Så du en tyv!” sagde han vred. Den anden skubbede til ham. ”Vi har jo ikke taget hende i det… stik du hjem til din familie” Han gav hende et stykke chokolade. ”Det her tror jeg de bliver glade for” Hun bukkede mange gange og løb så sin vej. Hjertet sad helt oppe i halsen, og hun kunne høre vagterne diskutere. Hun ville bare væk nu, bare væk.

Hun fandt hurtigt Arthurs hus, og skyndte sig ind ad døren. Ronan lå stadig på gulvet. Hun vendte ryggen mod døren og sank hulkende sammen. Ronan kiggede på hende. ”Hvad er der sket? Fik du pillerne?” Hun nikkede og kastede dem hen til ham, men blev selv siddende. Han tog et par stykker i munden og lidt efter forsvandt smerten, og han blev helt sløv. Men han rejste sig alligevel og vaklede over til hende. Han satte sig lige foran hende og kærtegnede hendes hoved. Hun kravlede hen i favnen på ham og sad tæt ind til ham, stadig grædende, mens han vuggede hende stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...