Hitogoroshi

Den unge forældreløse pige, Daciana, lever et farligt liv, ved at træne til at blive lejesoldat. Hun er få dage på at blive 18, da hele hendes liv pludselig bliver forandret.

1Likes
0Kommentarer
290Visninger

1. Fuldmånen

 

Lyden af lette fodtrin blev afsløret af det knirkende trægulv, som hun næsten lydløst sneg sig hen over. Hun standsede lige bag stolen, hvor hendes mål sad. Hendes vejrtrækning var så stille, at den var umulig at høre, – hun havde bestemt trænet. Langsomt trak hun sin daggert ud af sit bælte, løftede armene over sit hoved og afventede få sekunder inden hun slog til.
Den gamle mand på stolen sad helt stille, ikke en vind rørte på sig. Hun trak vejret let, mens hun stirrede på manden. Hans skaldede isse var kun dækket af en smule gråt, men beskidt, hår.
Hun trak armene en smule tilbage, lagde an til et hug.
”Du er helt klart blevet bedre.. men du er ikke klar endnu!” Hans stemme skar igennem hende, som en kniv igennem blødt smør. Hun sænkede kniven og dumpede ned på en stol ved siden af ham, mens hun kiggede ham dybt i øjnene. ”Hvornår er jeg så klar?!” Hendes stemme var skarp, og hendes blik veg ikke fra ham et øjeblik. Han tørrede sin mund med sin beskidte serviet og kiggede på hende med sine blide, gamle øjne. ”Der er stadig nogle ting, som du skal lære, unge dame,” han holdte en kort pause, ”du er alt for ivrig.. og du skal lære at styre dit temperament, inden jeg sender dig ud nogen steder!” Hun fnyste og smækkede begge ben op på bordet. ”Jeg kan da sagtens styre mit temperament…” ”ih ja, det så vi jo i sidste uge..” afbrød han hende med et blidt smil, hun rystede på hovedet og kiggede ned i bordet. ”Det var et uheld, han kunne jo bare havde ladet vær’ med at provokere mig!” Han grinte stille, mens han spiste det sidste af sin farveløse suppe. ”Du må bare lære at styre det, gud ved hvad der kunne ske, hvis du pludselig..” ”forvandlede mig i mængden.. jeg ved det godt onkel! Du har sagt det flere hundrede af gange..” afbrød hun ham og rystede på hovedet, ”så forstår jeg ikke, at du ikke lytter bedre efter,” mumlede ham svagt. ”Er du godt klar over, hvad de ville gøre ved dig, hvis de så dig forvandle dig?!” hvæsede han af sin unge niece, ”de..” inden hun kunne nå at svare afbrød han hende:” De ville fange dig, spærre dig inde i et lille bitte bur, og lave en masse forsøg og eksperimenter med dig!” Han lænede sig tilbage på stolen og afventede hendes svar. Hun sukkede blot, rejste sig fra stolen og gik mod sit værelse. ”Det er ved at være sent, tror du ikke snart, at du burde gå i seng?” spurgte han, hun undlod at svare ham, og han rystede bare på hovedet af hende.
     Hun kiggede ud af sit vindue, kiggede ud på månen, så hvordan den oplyste hele byen, som også blev oplyst kunstigt af de store projektører, som stod og vågede over byen. Hun sukkede tungt og lagde sig ned på sengen og kiggede op i loftet. Hendes onkel havde haft ret i at det var sent, og hun var faktisk træt. Hun gabte stille og vendte sig om på siden, langsomt gled hendes øjne i, og ikke lang tid efter begyndte hun at drømme.

Vinden hylede udenfor, mens hun bevægede sig langsomt rundt. Forsigtigt bevægede hun sig gennem det mærkelig, bløde og klistrede mudderjord. Hun kunne se månen langt borte oppe på himlen, den lyste den våde jord op foran hende, og pludselig blev mudder og jord til ansigter, med gabende, skrigende munde og vidt åbnede øjne, der stirrede på hende. Hoveder og kroppe dannede jorden under hendes fødder, og da hun kiggede ned af sig selv, var hendes ben smurt ind i blod helt op til lårene. Hun stirrede på de blodige kroppe, som bare lå og stirrede på hende i smerte.

     Hun sank en klump og forsatte mod månen. Hun prøvede ikke at kigge på ansigterne, som kiggede på hende, fulgte hende i hvert et skridt hun tog. Hun hørte, hvordan kødet blev skubbet fra knoglerne, hver gang hun var ved at glide på kroppene. Lyden af kranier der knuste, fik hende til at kigge væk fra månen og ned på de livløse kroppe.
    Pludselig så hun et mandeansigt, som stirrede på hende med store, tomme, blodige øjne. Hun vidste hun havde set det ansigt før, men hun kunne ikke genkende ham ved navn. Hun forsatte få skridt videre, da hun hørte noget rumstere i buksen, hun stoppede op og lyttede. Pludselig sprang der noget ud af busken, som udstødte et hyl af smerte og sult, mens det farrede mod hende…

Hun vågnede med et sæt og satte sig op i sengen. Sveden drev af hende, som havde hun lige været i bad, og hendes hjerte hamrede. Hun havde haft mange af den slags drømme på det sidste, men hun vidste ikke om de betød noget, eller om de overhovedet var vigtige – derfor havde hun ikke fortalt sin onkel om dem. Hun rystede på hovedet og rejse sig fra sengen. Langsomt bevægede hun sig over til sit skrivebord og satte sig ned på stolen. Hun kiggede på et hæfte, der lå på bordet, det var gammelt og slidt, ”Daciana” stod der med gamle, slidte bogstaver. Hun smilte svagt ved tanken om sit navn og dets betydning. Hun kørte blidt fingrene hen over hæftet og sukkede. Så rejste hun sig, sneg sig ned af den knirkende trappe og udenfor for at træne.
     Månen stod højt på den stjernebeklædte nattehimle, mens hun sneg sig gennem byen. Hun sukkede stille ved tanken om hvordan landet, Ahrimanien, var på kanten til en ruin. Der var dødsstraf til dem, som begav sig ud efter mørkets frembrud, så hun løb en kæmpe risiko, ved at bevæge sig ud om natten for at træne. Men det var ikke første gang hun gjorde det, hun gjorde det næsten hver nat, fordi hun led af mareridt.
Daciana stoppede op på hjørnet af et hus og kiggede sig omkring, hun skulle være sikker på, at der ikke var nogle af Grev Samaels soldater ude for at holde vagt. Hun sneg sig rundt om hjørnet, holdte sig hele tiden i skyggen, indtil hun var et stykke uden for byen, så løb hun mod skoven.  
     Hun bevægede sig hurtigt, mens hun trænede. Hun ville være en arnost, ligesom hendes forældre havde været. En arnost var en, som i hemmelighed holdte byen ’ren’ og forhindrede korruption. Der var ikke mange arnoster tilbage i Ahrimanien længere, de var næsten alle sammen blevet slået ihjel af Grev Samaels soldater, det gjaldt også hendes forældre. Hun sank en klump og prøvede at husk den aften, hvor det var sket.
     Hun huskede ikke meget, og hun havde mange spørgsmål, som hendes onkel ikke ville give hende svar på, han mente ikke at hun var gammel nok! Hun svingede daggerten. Hendes 18 års fødselsdag var om tre dage, så måtte han fortælle hende det! Hun havde brug for de svar, selvom hun godt kendte grunden til, at han ikke ville give hende dem. Hendes temperament. Det var voldsomt, og hun kunne ikke styre sine kræfter.

Hun bevægede sig snigende hen over den mudrede jord, hun vidste hvad det indebar at være en arnost, og hun kendte til den hårde træning. Hun holdte sig i form og trænede hver dag; nye teknikker, nye strategier. Livet som arnost krævede altid flere planer, hvis den første gik i vasken. Hun forsatte med at snige hen af jorden, undgik grene og blade, som kunne afsløre hende midt i en mission. 
      Hun stoppede midt i en bevægelse, lyttede. Hun var sikker på, at hun havde hørt grene knække et stykke fra hende. Hun trak vejret lavt, så hvordan hendes ånde dannede en svagt lignede sky uden for hendes læber. Nu kunne hun pludselig høre fødder, der slæbte sig gennem mudret – og der var mange af dem! Svage stemmer blev højere, jo tættere de kom på hende, hun måtte reagere hurtigt. Hun rejste sig stort set lydløst og sneg sig hen til det nærmeste træ, igen stoppede hun for at lytte – måske havde de skiftet retning. Stemmerne blev højere, og hun begyndte at kravle op i træet. Hun vidste ikke, hvem der kom, men hun gættede på, at når det var så mange, måtte det være en flok af Samaels soldater! 

    Hun holdt vejret og så mindst tyve af Samaels soldater marchere gennem skoven, de stoppede lige nedenunder det træ, som hun sad i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...