Fortidens nutid *teaser*

Året er 2260 og i foredragssalen var alt blevet ubønhørligt stille. Hemmeligheder der aldrig var blevet afsløret løb igennem lokalet som radiobølger og stemningen blev mere og mere anspændt. For en ting var hvad der var skrevet af kendt materiale om krigen. En anden ting var at læse en førstehåndskilde, skrevet af personen der tabte.

4Likes
3Kommentarer
414Visninger
AA

3. Familien er det eneste sande i verden

Jeg er født i USA, Texas. Det var et fint sted at vokse op. Klimaet var fint. Forholdene var fine. Menneskene var fine. Men jeg var anerledes. 
Min mor hed Terese Amy Allison. Hun er desværre død nu. Kørt over af en bil. Tragisk ulykke!
Jeg kørte bilen. 
Men det var også planlagt af skæbnen. Det var en af de afsluttende eksamener på skolen så jeg kunne intet gøre. Selv hvis jeg kunne gøre det igen, ville jeg ikke have gjort noget anderledes idag. Hun døde en hurtig og smertefri død. Hun havde haft et godt liv! Desuden, hvis hun havde levet længere end hun gjorde, ville hendes liv ikke havde været godt længere. Egentlig gjorde jeg hende en tjeneste. 

Jeg har altid boet hos min mor og jeg kan ikke erindre at have mødt min far. Alligevel føler jeg at jeg har kendt ham hele mit liv. Alle de historier jeg har fået om ham, har været så virkelige og fortalt med sådan glæde og indlevelse, at de føltes virkelige på mig. De var selvfølgelig også virkelige, det har jeg aldrig været i tvivl om. 
Jeg havde en god opvækst hos min mor. Hun var en uskyldig kvinde, gik i kirke hver søndag, bad bordbøn, arbejdede i en tøjbutik. Det var ikke noget rigt liv hun levede, men hun gjorde alt for at jeg havde det godt. 
Som barn lærte jeg meget af min mor. Jeg lærte om alt det gode, som at være god mod andre, bibeholde sin tro og leve efter et forudbestemt regelsæt så man ikke fik rodet sig ud i noget snavs.
Et af mine mest tydelige barndomsminder er fra engang hvor min mor tog mig med i kirke. Jeg var 4 år gammel og havde fået en ny, lilla kjole til andledningen. Der var foruden den almindelige gudstjeneste den dag, også en barnedåb af en lille pige. Den lille pige græd igennem det meste af gudstjenesten, men alligevel klarede præsten alle sine prædiker uden så meget som at se ondt på pigen. Han formåede tydeligvis at ignorere pigens ellers høje og skærende gråd i en sådan grad at han kunne koncentrere sig om hvad han havde at sige. Det var som om der var en usynlig mur mellem ham og pigen. En lydmur som ikke kunne brydes med mindre præsten tillod det. 
Da den lille pige skulle have døbevandet i håret, var hun et øjeblik stille, indtil vandet ramte hendes hoved. Straks begyndte hun at græde igen. Da præsten skulle hælde vandet i håret på hende anden gang, ramte han hende diskret i ansigtet, så hun et øjeblik blev så forfjamsket at hun te stille, hvorefter hun igen begyndte at græde langt højere end før. Præsten lod sig ikke mærke med det og fortsatte igen gudstjenesten.
Dét var første gang jeg lå mærke til hvor ond verden er. Når en Guds mand kan ignorer barnegråd så koncentreret og til og med straffe barnet for det, hvad kan andre, almindelige mennesker, så ikke finde på?
Som sagt var jeg 4... 

Så vidt jeg har fået afvide var min mor anderledes dengang hun var ung. Hun var næsten en kliché. Anfører for heppekoret, havde hundrede venner, holdt de fedeste fester og datede de flotteste fyre. 
Jeg ved ikke om hun ændrede sig da hun havde været sammen med min far, eller om det først ændrede sig da hun havde født mig.
Min mormor fortalte mig engang, at da jeg var blevet en måned gammel, skiftede min mor mobilnummer, ændrede sin mailadresse og begyndte at bruge sit mellemnavn som fornavn, alt sammen for at komme videre i sit liv. Som sagt, ved jeg ikke om det var på grund af mig, eller om der var andre grunde. 
Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det tydeligt at se nu, at jeg har arvet hendes behov for opmærksomhed. Jeg har aldrig været anfører for noget, eller haft specielt mange venner. Mine sociale kompetencer har altid været min største mangel. Folk stoler ikke på mig, og de forstår ikke mine jokes - og uden humor, er det svært at få venner. Derfor fandt jeg andre måder at få opmærksomhed på, når min mor ikke var til stede. 
Det startede med meget ukreative udbrud når jeg ikke fik min vilje i skolen. Når jeg tænker tilbage på min til tider hysteriske opførsel, krummer jeg tæer. Det var langt fra anstændigt og skylden og vreden blev selvfølgelig altid rettet mod mig. Derfor begyndte jeg at blive en anelse mere kreativ. Den første store ting jeg gjorde var, at hacke mig ind i skolens metaopbyggede IT-system og aflyse alle mine timer i tre dage. Selvom det kun tog administrationen en halv time at rette op på mine ændringer, var den største nydelse dog alligevel skylden. Nævnligt fordi skylden ikke faldt på mig. Jeg havde 'lånt' en af min klassekammeraters Ipad, og hjemmefra havde jeg forberedt de programmer jeg skulle bruge. Derefter var det et nemt job, og IP-adressen blev ikke sporet tilbage til mig, men tilbage til min klassekammerart. Jeg husker stadig nydelse da han blev sendt op til rektor. Det var sidste gang han smilede til mig! 
Som 10. årig stjal jeg min fortidshistorie læres bil. Det var en lækker, sort Pinto 99 Jubilæums model med luft i tanken, så den var fuldstændig lydløs. Jeg havde altid været ufattelig fascineret af den bil, og da jeg endelig havde fået låsen op på den, havde det ikke taget mange minutter at kortslutte tændingen og efter lidt forsøg havde jeg manøvreret den ud af skolegården. 
Det var første gang jeg sad bag rattet i en bil, og med den følsomme styring bilen var monteret med må det have været noget af et syn, da jeg slingrende kørte bilen ned af vejen mod min ynglings skov. 
Det var ikke med vilje, men på vejen ned mod skoven, uden for byen, havde jeg fået bilen op på næsten 80 km/t da en sød lille puddel kom løbende ud foran mig. I ren refleks bremsede jeg hårdt, mærkede jeg alligevel bumpet da bilen ramte den søde lille hund og kørte den helt over. Efter endnu et par meter væk fra hunden fik jeg endelig stoppet bilen helt og et øjeblik rystede mine hænder mens mit blik lå opslugt i bagspejlet, hvor jeg kunne se kræet ligge i en pøl af sit eget blod. Der var på en gang noget skræmmende, og på en gang noget facinerende over synet og jeg er sikker på at jeg holdt og kiggede på det i flere minutter inden jeg blev tvunget til at reagere. En ynkelig bevægelse kom fra hunden, som jeg ellers havde været overbevist om var død ved sammenstødet. Jeg kan ikke forklare min reaktion, selvom jeg flere gange har tænkt scenariet igennem, men et skjult behov må være blevet tændt i mig ved dén bevægelse, for det næste jeg husker er mig der fandt baggearet og igen kørte hunden over. 
Bilen gemte jeg i skoven, og jeg så den ikke igen før den dag jeg besluttede at køre min mor ned. 

Jeg kan komme på adskillige flere eksempler på, hvordan jeg har gjort ting jeg ikke måtte, og episoderne blev blot værrer jo ældre og modigere jeg blev. Det vigtigste har dog altid været aldrig at blive opdaget. Det kom først meget senere i mit liv at jeg lærte hvordan anerkendelsen for ens handlinger, kunne biddrage positivt til ens liv. 

Da jeg blev 16 år mistede jeg min mødom til min fætter. Eller jeg tror han er min fætter, jeg nåede aldrig rigtig at finde ud af det. Jeg erindre ikke at have kendt ham hele min barndom og han er først med i mine minder fra efter jeg gik ud af underklasserne som 13 årig. Hans mor og far har altid været meget selvskabelige og da de endelig fik købt det sommerhus de havde snakket om at købe i uendelige tider, blev min mor og jeg selvfølgelig inviteret med op i det. 
Min fætter har altid været lidt af en idiot. Sådan en type med for meget gele i håret og et evigt flabet glimt i øjnene. Jeg har aldrig rigtig kunnet lide ham, men den aften var mit had til ham endnu større end normalt. 
Under middagen havde jeg forsøgt at føre en samtale med hans far om hans arbejde. Han arbejdede med aftalerne om landjorden, der dengang var vidt diskuterede og det interesserede mig sindssygt meget! Jeg var dybt facineret af, hvordan verdens nationer kunne blive så uenige om jord der ikke engang tilhørte dem og de insider-historier faderen kunne fortælle om snyd, kapitalisme og bedrag kunne holde min interesse i timevis. På trods af mit tydelige forsøg på at ignorere min fætter der konstant forsøgte at afbryde sin far, var det tilsidst faderen der gav op og havde overladt mig i hans søns kedelige snak om et nyt, virtuelt spil han havde købt og om hvor mange mål han havde scoret til jet-træning. I løbet af samtalen fangede jeg absolut ingen af de detaljer han fortalte mig, for min hjerne var begyndt at lægge en plan. 
 I skolen var folk for alvor begyndt at blive kærester og snakken handlede mere og mere om, hvem der havde været sammen med hvem og hvor mange til diverse fester. Da vi - endnu engang, havde haft sexualundervisning i klassen og efterfølgende havde været til et foredrag om, hvordan man ved hjælp af indsprøjtninger og genmanipulation kunne sikre sig hundrede procent mod graviditet og de letteste sexsygdomme når man ville, havde jeg allerede der besluttet mig for at det var på tide jeg kom videre. 
Da min fætter derfor gav mig muligheden for at hævne mig overfor ham, og samtidig miste min mødom, var det hele for godt til at jeg bare kunne lade chancen løbe fra mig. 
Derfor besluttede jeg mig for at opfordre ham til at vi skulle gå en tur ned til stranden for at strække benene efter det lange måltid. Som ekstra undskyldning for at vi muligvis ville være længere væk end hvad der blot svarede til en gåtur, tog jeg en beachvolleyball med. 
Selvom han var dybt irriterende, erindre jeg gåturen som en af de hyggeligere stunder i mit liv. For at vække hans interesse for mig, koncentrerede jeg mig om hans samtale, jeg smilede på de rigtige tidspunkter og svarede ham endda på hans spørgsmål. Jeg tror til gengæld også at det er på grund af den hyggelige gåtur, at jeg senere blev nødt til at slå ham ihjel.
Da vi kom ned på stranden satte vi os - efter min opfordring, op i klitterne gemt af de lange siv, nede i en af fordybningerne. Havet havde trukket sig tilbage og efterladt kilometervis af tør strand. Overalt på stranden var mågerne begyndt at samles og i lyden af mågeskrig og rally-kørenes ulovlige benzin-motorer begyndte jeg langsomt at tage mit tøj af. 
Jeg kan forestille mig, hvad min fætter må have tænkt, da jeg, hans kusine, pludselig uprovokeret begyndte at tage tøjet af. Hans ansigtsutryk fortalte i hvertfald en hel del om hvad han tænkte. Først var overraskelsen tydelig og da han havde forsøgt at spørge hvad jeg lavede men intet svar havde fået, havde han blot se på, som til et strip show. 
Først da jeg var helt nøgen indrog jeg ham i min plan og så lidenskabeligt som overhovedet muligt, pressede jeg mine læber mod hans. Straks derefter følte jeg hans hænder på min nøgne krop og en ubehagelig følelse skyllede ind over mig. Jeg var aldrig blevet rørt ved før på den måde han nu gjorde det, og følelsen af min totale blottelse var et øjeblik lige ved at få mig til at stoppe min plan. Et enkelt ord var alt der skulle til for at få mig til at fortsætte. Hans læber fandt min øregang og langsomt, sensuelt hviskede han til mig: "Du er smuk". At hører hans stemme var rigeligt. Den sleske, ophidsede undertone lå under ordene som løb mig koldt ned af ryggen. Jeg havde aldrig set mig selv som smuk før. Min krop havde altid været en anelse underudviklet i forhold til de andre pigers og et sarkastisk smil ramte mine læber over hans ord. 
Beslutsomt fik jeg åbnet hans bukser og selvom jeg ikke havde nogen erfaring med drenge før, havde jeg haft tilstrækkelig undervisning og perverse klassekammerater til at vide, at han var klar til at gøre det af med min mødom. Han krævede heller ikke mere opfordring end dét jeg allerede havde gjort. Hurtigt rejste han sig op, tog sine bukser af og lå sig ned over mig. Et øjeblik måtte han tvinge mine ben fra hinanden, da jeg første gang fik frygtens klamme smag i munden. Da det lykkedes ham at skille mine ben fra hinanden, lod jeg dem blive hverfor sig mens jeg blot koncentrerede mig om at lægge stille. Snart efter følte jeg hans hænder på mine bryster igen, hvorefter jeg mærkede en unik smerte og gennemtrængende smerte da han endelig gjorde det af med min mødom. 
Hele seancen tog ikke mere end 15 minutter og i det kvarter nåede jeg at planlægge min fætters død ned til mindste detalje. 
Da jeg hørte han endelig var ved at være færdig, vred jeg mig ud af hans greb. Hurtigt og planlagt rejste jeg mig op og et øjeblik kæmpede jeg for balancen, inden jeg endelig begyndte at tage mit tøj på, sjusket og hurtigt. Derefter løb jeg. 
Forpustet nåede jeg op til sommerhuset og jeg brugte et øjeblik ude foran døren for at få tårene til at løbe. Jeg har igennem hele min barndom brugt mange timer på at lære at mestre følelserne og som 16 årig var det nemt at finde gråden frem. 
Hulkende åbnede jeg døren ind til de voksne og det tog ikke mange sekunder før jeg havde fortalt om, hvordan min fætter på brutal vis havde overfaldt mig og voldtaget mig i mod min vilje. Da min fætter kom ind af døren var min mor og jeg på vej ud, og vi kørte væk fra sommerhuset til lyden af alvorlige stemmer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...