Masken som jeg bærer


4Likes
0Kommentarer
707Visninger
AA

1. Et møde

Stefan og jeg skulle på camping ude i skoven. Det var en ting vi gjorde sammen hvert år. Hvores forældre ejede det meste af skoven. Vi kendte skoven ud og ind. Eller det troede vi i hvert fald.
Da vi kom derud fik vi lavet et lejrbål. Ilden var kraftig så vi blev nødt til at finde nyt brænde allerede et par minutter efter vi havde tændt det. Stefan og jeg var bedste venner selvom vi var søskende. Undskyld, jeg har vidst glemt at præsentere mig selv. Mit navn er Phoebe og jeg er 14 år.  Jeg er den hurtigste på hele min årgang. Jeg elsker naturen. Stefan… Ja, han er vel bare en almindelig High school fyr… en sportsidiot som jeg kender og elsker.

Stefan og jeg løb ind i skoven og fandt en masse brænde. Vi var på vej tilbage, da jeg så en skygge. Menneskeformet. Og hurtig som lynet. Jeg slap alt hvad jeg havde i hænderne og løb efter skikkelsen.  Jeg  havde ingen anelse om hvorfor. Jeg gjorde det bare. Det var en pige med langt og lyst hår. Jeg var hurtig men hun var hurtigere. Meget hurtigere.  Til sidst opgav jeg og løb tilbage mod Stefan som så på mig som om jeg var psykopat. Jeg undlod at fortælle ham om hvad jeg havde set.

Næste dag stod jeg tidligt op. Jeg ville ud i skoven og lede videre efter den pige. For det var egentlig mærkeligt at hun var her. Midt ude i ingenting.. I vores skov. Og måske endda alene. Vi havde ikke set nogle telte i nærheden. I det jeg kom ind af døren i camperen vågnede Stefan. Han forlangte at vide hvad jeg skulle så tidligt om morgenen. Det var næsten stadig nat. Jeg følte mig ikke tilfredsstillet. Jeg havde jo ikke fundet nogle spor endnu. Vi besluttede os for at tage derud. Sammen. Vi ledte i omkring en time. Måske mere. Måske mindre. 
Vi prøvede at skyde genvej gennem nogle lyng og brandnælder. ”Hey, jeg tror at jeg har fundet noget” sagde Stefan. Han havde fundet en lille grussti. Vi fulgte stien til den stoppede. Der var masser af mennesker… Nej vent var det virkelig mennesker? De havde alle spidse ører og nogle af dem kom ud af træer. Det var umuligt! Men inden jeg kunne nå at se nærmere efter, hev Stefan mig hen bag en busk. Men det var for sent. Nogen havde opdaget at vi var her… Det var heller ikke så svært for dem. Ikke med alle de gisp jeg udstødte.

 

Sløret.. Det hele var sløret. Nu så jeg, at Stefan sad og råbte de mest mærkværdige ord til menneskerne. Vi var bundet fast til et træ. Stefan havde lidt blod i panden, og selv kunne jeg mærke en varm dråbe ramme min kind for så at trille videre ned mod min hage. Tre smukke piger nærmede sig og så dybt forvirrede ud. Den midterste af pigerne tog en kniv frem og huggede ud efter os. Jeg nåede ikke engang at skrige. Jeg undrede mig over at det ikke gjorde ondt. Lidt efter fandt jeg ud af hun bare havde skåret rebet over.         

Vi sad nu rundt om et stort rundt marmor bord. De tre piger sad meget uroligt og hviskede.. Måske om os. De var åbenbart blevet enige om noget for nu så det spørgende på os.  ”Æhmm, hvem er i…” Fremstammede jeg. Jeg kunne ikke længere være stille. Spørgesmålende var ved at eksplodere i hovedet på mig. Jeg nåede ikke at sige mere før jeg blev afbrudt af pigen med det sorte hår. ”Stille.”  ”I må hjælpe os, børn ” Sagde den midterste. Jeg fandt det mærkeligt at hun kaldte ig et barn. Får jeg så tydeligvis ældre ud end hende. ”Mit navn er Luna og dette er mine søstre Callisto og Selene.” Deres navne var åbenbart ikke en tilfældighed. Luna er romersk og betyder måne. Selene betød også måne bare på græsk. Og Callisto. Ja det var navnet på en måne ude i rummet. ”Hvad var det vi skulle hjælpe jer med?” spurgte Stefan. ”Vores verden er ved at gå under.” Svarede Selene.  Jeg kunne ikke fatte at jorden var ved at gå under! Jeg havde jo set de der film, men at det rent faktisk ville ske snart.. Jeg var dog lidt skeptisk. Tre piger der slå os ned for så at bede om vores hjælp. Men jeg havde jo lige set folk komme ud af fucking træer! Det var som om at Callisto kunne læse mine tanker. ”Ikke planeten Jorden, min ven. Vores verden. Nymferne har brug for jer.” Stefan og jeg nikkede. De var jo rablende skøre. Hvis det ikke var fordi at jeg havde set dem gå ind og ud af træer ville jeg nok ikke tro dem. ”Hvad skal vi så gøre?” Spurgte Stefan.  ”Følg os” sagde de i kor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...