Take Me to Heaven

Jeg kan ikke klare det mere. Snakken om mig. Ensomheden. Følelserne. Just take me to Heaven...

2Likes
3Kommentarer
472Visninger

2. prolog

Hvorfor er der ikke andre der kan forstå mig lige så godt som mig selv? Hvorfor kan jeg ikke bare finde den ene person, der deler mine tanker? Den ene person jeg passer perfekt med. I stedet skal jeg leve med en mor der tror hun ved, hvordan tingene foregår inde i mit hoved. Hun kan ikke se at der ikke behøver være nogen grund til, at man er i et blokerende humør. Hun fatter ikke, at hun i første omgang var grunden til dette. Til at jeg er så frustreret. Den eneste grund til at jeg har brug for at dele alle mine tanker med en der forstår mig. Bare fordi min mor ikke kan se hvor latterligt hun i virkeligheden selv opfører sig. Okey, jeg opfører mig måske heller ikke så pænt, men det ved jeg godt. Og jeg gør det kun, så hun måske på et tidspunkt opdager hvor latterligt hun opfører sig. Jeg ved godt det ikke er nemt at have en teenager der smækker med dørene og skriger, når det ikke går som hun havde tænkt sig. Men hey, hvorfor kan hun ikke bare indse grunden til at hun har en teenager der er nødt til at opføre sig sådan?

Og hvor er faderen henne i dette, spørger I måske jer selv. Jeg kan fortælle jer, at han prøver på at blande sig udenom. Det virker bare ikke. En teenager hvis far prøver på ikke at tage nogens parti, men alligevel holder med moderen, bliver vred. Ikke over han tager moderens parti, men over at han så i det mindste ikke vil stå inde for det, i stedet for at lade som om ingenting sker, selvom det er lige for næsen af ham. Nej, han står bare og giver sig til at tælle skruerne eller noget andet fuldstændig ligegyldigt. Der er ingen grund til hvorfor. Han lader som om han ikke kan se, at to han holder af, står og skriger hinanden op i hovedet. Eller den ene skriger den anden op i hovedet og går sin vej, mens den anden står og tænker: Hvorfor begyndte hun lige pludseligt at skrige sådan? Hun har ikke opdaget hvilke ord og med hvilket tonefald hun lige brugte. Hun har ikke tænkt over at nogen både bliver vrede og sårede, når der bliver sagt noget til dem på en forkert måde.

Jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde hende. Hun forstår ikke hvad der sker. Hun har aldrig lagt mærke til sådan noget. Men jeg ville alligevel ønske at det på et tidspunkt gik op for hende hvad hun sagde. Jeg ved godt at hun ikke lægger mærke til det. Det er der ikke noget at sige til, når hendes nærmest voksne søn aldrig har reageret på det. I hvert fald ikke på en måde hun har lagt mærke til.

Ja, i har nok allerede gættet det. Den teenager der skriger af sin mor og smækker med døren. Det er mig...

 

I tror måske at jeg overdrev lige før. Men ved I hvad, det gjorde jeg ikke. Hvert eneste ord jeg har fortalt er sandt. I kan tro på det eller lade være. Men det er sandt hun har to børn man ikke kan kalde børn mere. Eller det synes jeg i hvert fald ikke at man kan. Mange vil sikkert sige at jo de er børn, det er et spørgsmål om generationer. Men jeg er træt af at blive betragtet som et barn. Jeg har altid været den yngste. Det er der ikke noget der kan ændre på.

Nu ved jeg godt at I tænker: Hun opfører sig da som et barn, hvis hun skriger og smækker med dørene. Og ja, det har I delvist ret i, men jeg tænker mere på det som at opføre mig som jeg bliver behandlet. Og ja det er da barnligt, men jeg er moden nok til at vide hvad jeg gør. Det er der ikke nogen der skal komme og sige til mig at jeg ikke er. Jeg er klar over, at der er konsekvenser uanset, hvad jeg gør. Også selvom at jeg bare siger hej til en jeg kender. Det vil altid føre til noget andet. Også selvom at det bare er tanker jeg måske aldrig kommer til at høre. Men hvordan reagerer den samme person næste jeg passerer?

Altså det jeg mener med den her lange monolog er, at jeg er træt af at blive behandlet som et barn. Jeg vil ændre det. Men hvordan jeg vil ændre det har jeg ingen anelse om. Jeg ville selvfølge kunne forsøge at ændre mig, men jeg tror ikke på at det ville gøre nogen forskel. Jeg er nødt til at stille mig op og sige tingene sådan som jeg ser dem. Men det er jeg ikke stærk nok til.

 

Okey, måske overdrev jeg alligevel om nogen ting. Men jeg beskrev tingene som jeg opfatter dem. Det er ikke nemt at skulle have det sådan hver eneste dag. Jeg vil gætte på, at det vel også er derfor at min klasselære sendte mig til psykolog.

Til jer der undrer jer. Det er ikke særlig smart at gå amok under timerne. Og nu taler jeg ikke bare om at diskutere med læreren eller slå ud efter hende. Nej, jeg mener det er ikke særlig smart at vælte halvdelen og bordene for derefter at klatre rundt på dem og skrige i vilden sky om hvorfor jeg er normal. Lad mig bare sige det sådan her: Det får din lærer til at sende dig til en psykolog. Jeg skal nok spare jer for flere detaljer om min lidt for vilde optræden midt i grammatikøvelserne.

Det er altså bare ikke let hver dag at skulle se på blikke fra jævnaldrende. Blikke der er fyldt med, hvad man kan kalde sladder og hemmeligheder. Altså, sladder er fint nok i sig selv, hvis ikke det var fordi at jeg vidste at alle de små ord der kom ud af deres mund alle sammen handlede om mig. Hvor mærkelig jeg er. Hvorfor at jeg altid går rundt alene. Jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde dem for ikke at have mig med nu. Ikke efter at jeg nær havde mast dem under flyvende borde. Men det er ikke rart at vide, at de snakker om en. Det får en til at lukke sig inde i sig selv. Man fylder sig selv op som en tikkende bombe, for så på det rette tidspunkt at sprænge i luften. Ja, det var vel stort set det der skete for mig.

Nu er det ikke fordi jeg hader min psykolog. Faktisk så kan jeg rigtig godt lide hende. Hanne hedder hun. Nu ved jeg godt at jeg lyder rimelig dum når jeg siger, at hun lytter til mig og hjælper med at løse mine problemer. Det er ligesom det hun er uddannet til. Men sagen er, at hun er den eneste jeg kender der gør det. Det er det triste ved jeg har besluttet mig for ikke at ville have psykolog på mere. Jeg er bare træt af mit liv. Jeg vil væk herfra, og intet skal forhindre mig i at opnå det.

Man kan vel sige, at det er et nytårsforsæt jeg skal gennemføre. Det er i hvert fald sådan jeg selv kigger på det. Jeg skal væk herfra inden året slutter. Jeg vil ikke være her mere. Jeg kan ikke klare det længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...