under månen novelle og eventyr samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
en samling af forskellige eventyr og noveller for børn og unge

1Likes
3Kommentarer
1176Visninger
AA

4. svane drengene

Der var en gang, i en lille by der lå tæt på en skov, borede i et lille bondehus i skovens udkant en gammel kone der havde to sønner, de var tvillinger, den ene havde det fineste blonde hår og blå øjne så klare og dybe som skov søen og varme som vandet på den dejligste varme sommer dag. Den anden havde sort og halv langt hår, hans øjne var grå og kolde som en sten på toppen af de sne klædte bjerge. På trods af det lignede de to drenge hinanden på det ydre, men på det indre var de vidt forskellige, den første var sød og venlig, han var en ren gentlemen, hjælpsom og alle pigerne i landsbyen ønskede at han ville se til deres side, men han ventede på den rigtige og lod sig ikke forføre af et yndigt ansigt, den anden var led og lagde an på en vær pige i landsbyen, han var absolut ikke nogen gentlemen. 

En dag blev deres mor, som man sagde, var troldkvinde, meget syg. En dag, da hun vidste at hun skulle dø, kaldte hun sine sønner til sig og sagde til dem. "i skov søen ligger en skat, som jeg selv har smidt der ud, den af jer der kan modstå fristelse til at finde og åbne den, vil blive belønnet med tiden, den der ikke kan modstå fristelsen, han vil lette fra jorden og flyve over jorden, men vralte og skarpe på land jorden." det sagde hun, fordi at hun vidste at den ene ville forsøg at finde skatten, for det havde hun set i fremtiden.

Da den gamle troldkvinde døde, begravede den lyshåret og venlige af hendes to Sønner, hende under et stort kirsebær træ i haven, mens den sorthårede og kolde af dem gik ud til skov søen, her klædte han sig af og sprang i vandet, han dukkede og svømmende rundt på jagt efter sin mors skat. Da den anden af dem kom ned til søen for at fiske, så han sin bror smile koldt og selvtilfreds før han dykkede igen. Da vidste den anden at hans bror havde fundet skatten og ville åbne den. Han vidste at han ikke kunne forhindre det for han havde aldrig kunnet forhindre hans bror i noget, så han pakkede sit fiske grej sammen og gik med tunge skridt hjem. For skønt hans bror ikke kunne lide ham, så kunne han stadig lide sin bror.

De næste syv nætter og syv dage gik han ned til søen for at se efter sin bror der ikke var kommet tilbage og vær dag gik han hjem med tungt hjerte. På den ottende nat gik endnu en gang ned til søen, han sad der nede og havde nær mistede håbet og skulle til at gå da en stor sort svane kom flyvende over skoven og landede i søen foran ham. Den gik på land og vraltede hen mod ham og da forstod den lyshåret hvad deres mor havde mente. Svanen var hans egen bror. Selv om svanen så trist ud, havde den et snut og selvhøjtideligt drag om munden. "du åbnede mors skat og den forvandlede dig til en svane. Er du ked af det nu, bror?" spurgte han svanen lod som at den ikke hørte ham. "ak ja du har vel selv bedt om det. ”den lyshåret rejste sig og begynde at gå, da månens stråler faldt på hans bror, som langsomt blev til menneske. Han vendte sig og gik tilbage. "og du var klog nok til ikke at forsøge." sagde den anden. "men ikke klog nok til at gå din vej, du har altid været en blød lille svækling, du har altid været fyldt med kærlighed. Ved du hvor langt man kommer med kærlighed? Ikke længer ind til sin egen dør. Ved du hvor langt man kommer med had og foragt, resten af vejen!" sagde den sorthårede. "jeg ved du tager fejl." sagde den lyshåret. Da begyndte solen at stå op. Den sorthårede trak sig hen mod søen. "Rejser du nu?" spurte den lyshåret. Den sorthårede nikkede og smillede på en luskede og skummel måde. "kommer du tilbage igen bror?" den sorthårede standsede, ved søens kant. "Kun hvis du går med mig ud til vandet," svarede den sorthårede. Den lyshåret tøvet lidt. "kommer du, det skal være før solen står op." sagde den anden utålmodigt. Den første gik hen mod sin bror med åbnede arme, men den anden greb ham om håndledet og trak ham ned under vandet, han holdte ham fast indtil solen ramte vandet og begge drenge blev til svaner, den ene hvid, den anden sort. Da de kom op til overfladen, kiggede den hvide svane forfærdet på sin bror og fløj med endnu tunger hjerte sin vej, mens den sorte svane kiggede efter den med udåd i blikket.

I syv dage og syv nætter blev den hvide svane væk fra søen, i mens den sorte svane om dagen vuggede på søens vand og om natten gik i land som menneske. På den ottende dag fløj den hvide svane ind over skov søen og landende på det blå vand i den modsatte side af søen, end sin bror der altid lod i skygge siden. Da fløj den sorte svane sin vej og i syv dage og syv nætter, var den hvide svane ved skov søen at finde og sådan blev det ved i syv år, uden at de unge drenge blev en dag ældre. 

Da der var gået præcis syv år siden at den lyshåret var blevet til en svane, stod den afdøde toldkvindes hus stadigt tomt, for man troede at huset var forhekset og at det kun var i følge af en af hendes sønner at man kunne komme der ind, men ingen viste hvor de to drenge var blevet af.  Da levede der i byen nu en ung pige, der havde det svært, da hendes mor var død. Hun var meget anderledes end de andre i byen, og de kaldte hende for hekse yngel og spyttede efter hende når hun kom forbi.  En dag da de var særlig slemme til at drille hende, løb hun ned af vejen og gemte sig i haven til det forladte hus. For der turer de andre ikke komme.  Hun gik rundt i haven, der var så småt overgroet. Frugt trærenes grene hang tunge ned mod jorden, hun plukkede et æble, det var stort og saftigt. Hun gik rundt i haven og så sig om. Da tunge skyer trak ind over byen fra bjergende, hun skyndte sig inden for. Alt i huset var dækket af et tykt lagde støv. Hun gik rundt. Alt der ellers havde været så pænt var forfaldet, stearinlysene var brændt ned i deres stager, gulvet knirkede og regnen trommede på taget, der på tros af årene stadig holdte tæt. Som mørket faldt på og hun blev træt, kom hun oven på, hvor hun fandt tre soveværelser. Hun mærkede efter på sengene og lagde sig til sidst i et rum hvor der var malet en skovsø på væggen.   Her faldt hun i søvn og vågnede først da månen tegnede en cirkel midt på den malede sø. Hun skyndte sig nedenunder og ud i haven, hvor hun standede, under det store kirsebærtræ midt i haven, sad en unge dreng, hans gyldne lokker hang ned over hans øjne, hun blev stående ganske stille i døren og så på ham, mens han lagde en blomst under træet. ”der er gået syv år, mor, fortæl mig hvad jeg skal gøre, hvordan ophæver jeg hvad min bror har gjort mod mig?” sagde han. For en stund blev han siddende, så rejste han sig og gik af sted mod skoven. Hun fulgte efter ham, betaget af hans skønhed. Hun gemte sig bag et træ, da han gik ud i søen og lagde sig ned, vandet gjorde hans hvide skjorte og gyldne hår vådt og tungt og han sank ned under vandet, idet at solen ramte der hvor han lå, og en svane bredde sine vinger og fløj ind i solens stråler og forsvandt. Hun kom forsigtigt frem fra sit skjul og så ud over søen.

                      Den næste dag vendte hun tilbage til søen og så den hvide svane ligge i søens vand med hovedet under vingen. Hun satte sig på bredden og så ud på svanen. Der stille svømmede rundt på søen, med et bedrøvet udtryk. Da solen begyndte at gå ned, svømmede den ind til bredden og vraltede i land. Den bredde sine vinger ud og månen kastede sine stråler på den. Den skiftede form og blev til den unge dreng fra haven. Han rettede sig op og så på hende.  Han smillede varmt til hende og undskylde hvis han forskrækkede hende, hun rystede på hovedet og rejste sig. ”hvem er du?” spurgte hun forsigtigt. ”lige nu er jeg ikke nogen.” sagde han ”hvad mener du?” spurgte hun, ”at jeg har mistet alt jeg havde.” hun så uforstående på ham. ”hvor kommer du fra?” spurgte hun og håbede på at han kunne komme med et mere fornuftigt svar. ”her fra” svarede han. Hun skulle til at stille endnu et spørgsmål, da han vendte sig mod søen og sagde ”lad være med at stille flere spørgsmål.” hun så på ham. ”vil du gøre noget for mig?” spurgte han. Hun nikkede, hvorfor vidste hun ikke. ”gå op i min mors hus, oven på i maleriget af skovsøen, finder du en sølvkæde, den er malet på, men du kan tage den lige ud af billedet. Kom her ned med den i morgen.” hun nikkede og gik.

Den næste dag kom nu ned til søen lige da månen var stået op, på bredden stod han og ventede på hende. Hun rakte ham kæden, han tog den og takkede hende. ”under æbletræet finder du en sølv pæl, bring mig den i morgen aften.” bad han og det gjorder hun, så bad han og en sølv hængelås fra skrinet i stuen, og hun kom med den. Til sidst bad han om et sølv skrin fra det store rum for enden af gangen oven på i huset. Hun tog hen og hentede den, den næste dag. Om aften kom hun ned til søen med den. Han tog i mod det og lagde den sammen med de andre ting. Før hun gik bad han hende om at lægge sølv kæden om hans hals og låse den med hængelåsen, hun så forfærdet på ham og rystede på hovedet. Men han insisterede og hun gjorder det med tåre i øjnene. ”græd ikke for mig.” bad han og slog pælen i jorden og satte kæden der om. Så satte han sig i vand kanden med skrinet i sin favn. Hun så på ham og fik så ondt helt ind i sit hjerte. Han så op på hende ”kom ikke i morgen, jeg beder dig.” sagde han i det at solen ramte hans ryg og han blev til en smuk, trist lænket svane. Hun gik over til ham, kyssede ham på hans blød fjer og strøg dem inden hun gik der fra. Hun blev væk fra søen i to dage, indtil hun i længsel efter at se ham igen vendte tilbage, man hun fandt bredden tom, i vandet flød en svane, rød og hvid. Hun løb der over og bøjede sig ned over den kolde krop, mens hun græd. De hvide fjer lå på jorden rundt om hende og hun knugede den døde fugl ind til sig, da hun så en skikkelse stige op af søens dyp. Hans hår var sort som kul og han bar på en skat, som han slæbte i land mens han grinede højt. Han så hende ikke, han havde alt for travlt med sin skat, som han spakede op. Han fyldte en taske med indholdet og ved hans side lå det lille sølv skrin som hun havde hentede. Da han havde tømt skatten, rejste han sig og fik øje på hende. Han tog det lille skrin og kastede det over til hende. ”her har du resterne af min ynkelige bror.” sagde han og gik ud i søen, hvor han blev til en sort svane og fløj sin vej. Hun lagde den døde svane på jorden foran sig og fjernede kæden, hun samlede skrinet op og åbnede det. Inden i lå en seddel, hun læste den; bær mig ud i søens midte, efterlad mig, jeg beder dig, græd ikke over min død. Hun tog den døde svane og bar den ud i søen, hun svømmede ud med den, og lod den flyde, så svømmede hun ind, tog skrinet og lage kæden ned i det. Hun låste det med hængelåsen og forlod søen. Hun gik op til huset, og gav sig til at grave et hul ved under kirsebærtræet, her lagde hun skrinet og dækkede det med jord, hun lagde en blomst og en af de hvide fjer, men græd ikke.  Hun fladt i søvn på jorden. Den næste morgen blev hun vækket af hans blød skridt i græsset. Han satte sig på knæ ved hendes side og strøg hendes hår. ”tak” hviskede han, hun tog hans hånd og han hjælp hende op at stå og hun omfavnede ham, ”jeg troede at du var død.” sagde hun. Han kyssede hende. ”mit svane jeg er død, men jeg er her. Tak” ”hvad med din bror?” spurgte hun. ”han er for altid en svane, det var vores mors forbandelse over skatten, og han kan aldrig vende tilbage” fortalte han. Så gik han med hende hjem og alle i byen så at den lyse var vendt tilbage. Da huset var blevet ordnet, flyttede de ind og levede lykkeligt til deres dages ende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...