under månen novelle og eventyr samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
en samling af forskellige eventyr og noveller for børn og unge

1Likes
3Kommentarer
1148Visninger
AA

5. pigen der fandt lykken hvor lykken ikke var

 

Det var en november morgen, kold og grå. Det regnede og forkølelsen hagede landet. Han trak jakken tæt sammen om sig, hans næse løb og han ønskede at hans mor havde ladt ham blive hjemme under dynen. Men nej den gik ikke, så nu gik han af sted i regnen mod busstoppestedet. Hans sko var gennemblødte og hans sokker var kolde og klamme. Casper, hans bedste ven lå syg og havde ikke været i skole i mindst en uge, det var seriøst ikke særligt sjovt at skulle i skole. Han træskede af sted og snøftet. På gade hjørnet hørte han, mens han stod og ventede på at bilerne var færdige med at over sprøjte ham med mudret koldt vand, en nynne over ham. Han vendte sig i vinduet over ham sad en pige, vinduet stod åben selv om det regnede. Hun nynnede og smillede ned til ham. Hvorfor var hun så lykkelig? Der var der ikke noget at være lykkelig over. "goddag!" råbte hun ned til ham. "det er ikke en god dag" svarede han. "hvorfor ikke?" "fordi det stå ned i stænger og jeg er forkølet." råbte han og hostede. "og hvad er der galt i det." smillede hun "jeg er syg og jeg skal i skole." "jeg kan stadig ikke se problemet." sagde hun "hvorfor ikke?" "det regner, så for planterne vand og kan gro. Du er i live og ikke så syg af du ikke kan gøre noget, du er på vej i skole og få en uddannelse. Så hvad er problemet?" svarede hun ham og gik ind. Han kiggede efter hende og gik videre mens han rystede på hovedet. Han træk jakken tæt sammen om sig og hostede i sit ærme.

På vej hjem fra skole kom han igen forbi hendes vindue, og igen sad hun og smillede ned til ham. ”hej!” råbte hun ned til ham. ”hej?” sagde han undrende, ”hvad hedder du?” råbte hun ned til ham igen. ”Oliver” svarede han. ”vent der” sagde hun og forsvandt. Oliver kiggede efter hende. Døren til huset gik op, og hun stod i døren. ”kom ind” sagde hun. Han gik tøvende ind.

                      Hun viste ham smillede oven på. Han standsede i døren til hendes værelse. ”hvad hedder du?” spurgte han. ”Ella” svarede hun og lagde hans våde jakke over radiatoren. Han gik tøvende ind i rummet. ”hvorfor har jeg ikke set dig før?” spurgte han. Hun satte sig på sengen, ”hvem ved?” svarede hun. Han kiggede rundt i rummet. Der var malet hvidt på alle vægge, en enlig lampe skabte lys i rummet og der var kun en hvid seng, en stol og et skab i rummet. Han satte sig på stolen. De snakkede lidt sammen, hun virkede flink og Oliver begyndte at se tingende fra en anden vinkel.

                      Den næste dag da han gik til skole stoppede han foran Ellas vindue, hun smillede ned til ham og vinkede og han vinkede tilbage. Om eftermiddagen da han gik hjem fra skole kom han forbi, hun stod i døren og vinkede til ham. Oliver smilede og gik hen til hende. Endnu en gang inviterede hun ham indenfor. Sådan blev det ved i nogle dage. Oliver blev glad for hende og begynde at nyde at komme på besøg hos hende. Hun blev altid så glad for at han kom, og når han var sur og irriteret fik hun ham til at smile.

                      Han kom rundt om hjørnet, og så den holde der, ambulancen, han løb der hen, ud af huset kom de med båren, hun var så bleg mens hun smillede til ham, som ville hun berolige ham. Ambulancen kørte væk, Olivers hjerte føltes tungt, i døren til huset stod hendes mor, han havde mødt hende før og hun vinkede ham indenfor, med et bedrøvet udtryk i ansigtet.

                      De sad ved bordet og sagde ingenting. Oliver vidste ikke hvad han skulle sige, og pludselig brød det ud af ham. ”kommer hun tilbage?” hun rystede på hovedet. "hvorfor ikke?” ”Ella er meget syg, Oliver, og hun ved det godt selv, men hun forsøger at finde lykken, selv om den ikke altid er der.” han kiggede på hende og huskede hvad Ella havde sagt til ham den første dag i vinduet. ”jeg tror hun fandt den største lykke i dig… tag over og besøg hende.” forsatte hun. Oliver klappede hende på armen, takkede og gik. Han træskede af sted gennem gaderne, mens regnen faldt ham om ørne, han frøs og var våd, men han tog sig ikke af det, og endelig så han hospitalet der lå foran ham.

                      Hun var næsten lige så bleg som den hvide dyne, og hun så meget lille og skrøbelig ud. Men hun smillede kærligt til ham da han kom ind på stuen. Han gik stille over til hende og tog hendes hånd. Hun gav hans hånd et lille klem. Han løftede hendes arm og lagde en lille bjørn under hendes hånd, det var det eneste han havde haft råd til. Ella tog den og så på den. ”tak” sagde hun og lagde den på puden. ”hvis jeg går her fra, få jeg så dig nogen siden at se igen?” spurgte han stille. Hun smillede men han kunne se et nej i hendes blik. ”jeg går ikke.” sagde han og satte sig på sengekanten. Tiden gik mens han sad der og så på hende. Han var vågen hele natten mens han holdet hendes hånd. Han så på hende mens hun sov. Selv om han mærkede sin mobil ringe i hans lomme tog han den ikke, selv da hans øjne blev tunge og trætte forblev han vågen. Da hun vågnede fortalte han hende at han ville gøre alt for hende, tage hende hvor som helst. ”jeg har set, alt hvad jeg har haft brug for, jeg har mødt det menneske, der har bragt mig mest lykke i verden, selv om du ikke kunne se lykken selv. Du har giver mig lykken hvor den ikke var.” sagde hun og gav hans hånd et sidste klem. Så tog hun bjørnen, kyssede den og lagde den i hans hånd, og sagde ”glem ikke lykken, får den har du givet mig.” da lukkede hun øjne og sov stille ind. Oliver så på den lille bjørn klemte den og hviskede ”og du gav mig lykken. Tak for alt, pigen der fandt lykken hvor lykken ikke var.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...