under månen novelle og eventyr samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
en samling af forskellige eventyr og noveller for børn og unge

1Likes
3Kommentarer
1143Visninger
AA

7. i dødens venteværelse

 

Tik, tak, tik, tak… tiden gik sekund for sekund, minut for minut og time for time, dag ud og dag ind, også en dag gik den i stå. Helt uden videre stoppede den bare. Uden at vi vidste af det, uden af vi mærkede det, den dag var det bare som om at hele verden gik forbi os, i gennem os, uden at se eller føle os. Det var som om vi ikke var der mere, sådan bare fra det ene minut til det andet. Vi gik bare videre hånd i hånd som vi havde gjort det før. Folk passerede os bare helt uden at tage sig af at vi var der. Og vi gik bare uden at vide hvor vi gik hen, af sted, af sted, af sted. Over bakker, gennem skove og på havet bund. Vi havde ikke længer behov for at trække vejret, eller spise eller sove, vi gik bare af sted, mod land vi ikke kendte. Og så en dag kom vi frem, vi vidste ikke hvor vi var eller hvad vi skulle der, vi var der bare. Foran porten, den store gyldne port, der var så sort i det inder, og den kaldte på os, igen og igen, vi kom nærmer og gik ind i mørket, der svøbte sig omkring os og indhyllede os i en samtidig sød og lokkende med ildevarslende duft. Vi så på hinanden, dybt i øjne, og så så vi gennem hinanden, ud på den anden side, vi så de sandheder, de løgne der var blevet fortalt, de ting vi havde været igennem, og vi gled væk fra hinanden, ud af hinandens hånd.

Du forsvandt for mig, gled længer og længer væk, jeg råbte, jeg kaldte dit navn, men du svarede ikke, du forsvandt bare, jeg løb efter dig, men kom ingen steder, jeg løb til mine ben knækkede og var livløse og jeg faldt ned i mørket, jeg så mit liv, alt hvad jeg havde gjort alt hvad jeg havde sagt, alle de ting jeg havde husket alle de ting jeg havde glemt. Jeg så min mor, min far, min søster, mine venner, mine veninder. De følelser jeg havde følt, de ting de havde fået mig til at gøre, og jeg kom til der hvor vi var begyndt at gå, af sted, af sted, af sted. Det hele, det alt sammen, jeg så dig, du famlede efter mig i blinde, kæmpede og løb efter mig, faldt og så det hele. Jeg så fortiden, så den var, jeg gennem levede det alt sammen, så kom nutiden til mig, og jeg så ambulancen der kom kørende ind på skadestuen. Og jeg kunne intet gøre, jeg så ned på dig, mens de kørt dig ind, jeg så alt den drillende og livsglade gnist i dine øjne var væk, jeg så dine forældre komme, de græd, og jeg ville trøste dem, men fløj lige igennem dem. Så så jeg mig selv, jeg lå der, mens de kørte mig ind, og min mor kom ved min side, tårne løb af hendes kinder, og min far gik med armen om hendes skulder. Det hele sejlede, og jeg kaldte dit navn, men du kunne ikke høre mig, du kunne ikke se mig, du var væk fra mig.

Jeg så dig ligge der med dit hår bredt ud over puden, jeg så dit bryst hæve og sænke sig, jeg vidste at du var i live. Du lå og så så fredflydt ud. Jeg ville græde for dig, men kunne ikke. Jeg blev ved din side hele natten og hele dagen, og ventede på at du skulle vågen. Jeg fløj rastløs rundt i rummet, indtil du satte dig op og sagde mit navn, en læge kom til, og verden forsvandt ud af hænderne på mig, jeg kunne ikke holde fast på den.

                      Du græd, jeg lagde hånden på din skulder, selv om du ikke kunne mærke det, eller se det. Jeg så på kisten og vidste at det var min. Til døden os skiller, var kommet at for hurtigt. Du gned din hånd, hvor ringen sad, ringen jeg havde givet dig på vores anden års dag, hvor du havde sagt at du ville elske mig til døden skilte os af, og efter. Nu vidste jeg at du ikke løj. Jeg fuldt dig med armen om dig, mens kisten blev bort ud, mens den sank i jorden og forsvandt. Jeg fulde dig hjem og sad ved din side mens du græd, jeg sad ved dit hoved og strøg dig over håret mens du sov, jeg så dig standse ved mit hus, på vejen til vores gymnasium, jeg så dig græde i dine veninders arme, og også de græd. Jeg så min klasse kigge på den tomme plads. Jeg kunne ikke tage det mere, jeg kyssede dig på panden mens du stirede tomt ud i luften og fløj min vej.

                      Jeg fløj rundt til alle de steder vi havde kommet, og huskede alle de ting vi havde lavet, jeg så mig selv den sommer, mens jeg holdte dig tæt og kyssede dig i solnedgangen. Jeg så os gå hånd i hånd ned af gaden, og jeg så bilen. Den ramte, du skreg, jeg faldt, du besvimede, folk strømmede til, ambulancen kom. Jeg blev erklæret død på stedet, dig fik de liv i igen. Det var derfor at du forsvandt for mig.

                      Jeg fløj ikke rundt længer, jeg sad bare på en sten foran dit hus, jeg så tiden gå, du blev kun smukker og smukker. Og så en dag kom du med en ny fyr, og det glædede mig, jeg vidste der at du var kommet videre. Og jeg rejste mig, klappede ham på ryggen, kyssede dig på kinden og fløj min vej, mens jeg hviskede ”jeg elsker dig”.

                      Jeg ser lyset, der er det, jeg går ind i det, mærker dets varme. En engel kvinde med store hvide vinger, spørger mig, ”navn?” jeg sagde mit navn ”dødsågersag?” ”ramt af en bil.” hun smillede varmt ”du har været længe i venteværelset, kom indenfor” jeg smilede tilbage og gik ind i døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...