under månen novelle og eventyr samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2012
  • Opdateret: 30 dec. 2012
  • Status: Igang
en samling af forskellige eventyr og noveller for børn og unge

1Likes
3Kommentarer
1233Visninger
AA

2. bag tremmer

 

jeg lå der på gulvet, det havde jeg gjort længe, men på trods af det viste jeg hvor længe. Det eneste jeg havde at kigge på var væggen foran mig, hvor jeg havde holdet regnskab over dagene der går. Ikke at jeg talte mere, jeg var holdt op, mest fordi at der ikke er plads til flere linjer på væggen, og fordi at mine fingre var så røde af indtørret blod at de næsten var sorte. Så jeg lå bare der på gulvet med cellens tremme tænder der lo af min ryg. Det var nok sådan at jeg skulle ende mine dage. Når jeg tænker over det så skulle min tid være løbet ud forlænge siden. Selv om jeg må ind rømme at jeg ikke kunne se nogen entringer på min krop. Og min kind var stadig lige så blød og glat som da de smid mig her ind. Hvor længe jeg havde været der? I 103 år. Den er god nok. Jeg var 13 år, da jeg rør i hullet. I de først 3 år havde jeg håb om at slippe ud, om at gense verden udenfor, ikke at jeg kunne huske hvordan den ser ud, mere. Jeg var 116 år gammel, men jeg ligner en på 16, ikke at jeg vidste hvordan at jeg så ud, for jeg havde ikke noget spejl. Den eneste grund til at jeg vidste det var at fangevogtet sagde det vær gang han kommer forbi, han havde været der i 60 år, jeg var der føre han kom. Han komme gående mens han svingede med nøglerne og fløjtede, og vær dag standsede han foran min celle og sagde ”skal du ikke snart blive ældre, du ligner stadig en på 16.” så skubbede han maden ind i cellen til mig og ventede på at jeg skulle reagerer, og vær dag drejede jeg hovedet og kiggede på ham, men jeg sagde ikke noget. Jeg havde glemt hvordan man talte, det havde jeg inden han kom. Så trække han på skulderne og gik videre mens han sagde, ”det må du selv om, på gensyn i morgen, min ven.” jeg ved ikke hvorfor han kalder mig sin ven. Jeg har aldrig sagt noget til ham. I alle de 60 år har han aldrig haft en syge dag, ikke en. I den sidste end kunne jeg godt lide ham, han er det tættest jeg komme på en ven.

En dag komme han gående som han plejer, men denne gang slog han en feltstol op foran tremmerne og satte sig ned. Han kiggede på mig gennem tremmerne og jeg kiggede på ham. ”jeg forstår det ikke. Vær dag ligger du bare der. Hvorfor bliver du ikke ældre?” spurte han. Hvis jeg skal være ærlig så ved jeg det ikke, så jeg sagde ikke noget. Han rystede på hovedet og lænede sig frem mod tremmerne. ”hvor længe har du været her?” 103 år tænkte jeg, men ikke et ord kom over mine læber. Han rejste sin gamle krogede krop og gik udenfor mit synsfelt. Noget sagde mig at han støvede en plade med oplysninger der hang ved siden af tremmerne af. ”hm.” sagde han og satte sig over på stolen igen. ”det er sjovt at du stadig sider her, min ven.” mumlede han. Jeg kiggede underne på ham. ”ja, du skulle have været lukket ud for 55 år siden.” konstateret han. 55 år! Hvad var der sket siden af jeg stadig lå her? ”men jeg forstår stadig ikke hvorfor at du ikke er blevet ældre?” jeg kiggede på ham, da han var startede som vagt, var han blot nogle få år ældre end det jeg så ud til at være. Ja man kan næsten sige at jeg havde kendt ham hele hans liv. ”er du overhovedet i live?” jeg forståede først ikke spørgsmålet, men lidt efter lidt forstod jeg hvad han mente. Jeg pressede mine lænkede hænder ind om mit bryst. Jo mit hjerte slog, så i live var jeg vel, så jeg var hverken en sjæl eller en vampyr. Hans gamle øjne studerede mine bevægelse og smilede til mig. ”nå så i live er du da.” sagde han og rystede på hovedet. ”ved du hvad jeg tit har tænkt på?” spurte han. Nej tænkte jeg det havde jeg ikke, faktisk tænkte jeg ikke så meget over tingende mere. Jeg havde tænkt meget engang, den gang af jeg havde sættet her i omkring 30 år. Jeg blev sindssyg af det, men så blev jeg træt af det og holdte op. Jeg rystede forsigtigt på hovedet. ”nej, hvor skulle du også vide det fra? Jeg har tit tænkt på hvorfor at en ung dreng som dig sad her, så en dag kiggede jeg i din journal, og jeg kunne ikke tror hvad jeg læste, ifølge den havde du været der inde i 43 år. Tror det eller lad vær men jeg fik ondt af dig. Den gang jeg startede i vagtkorpset, havde jeg et had til forbryder. Men du lå bare der uden at gøre noget, mens alle andre i fængslet forsøgte at flygte, men det mest mystiske ved dig var at du ligner en dreng på 16 år lige som du gjorde den gang, det undrede mig så meget at jeg begyndte at læse, for at finde ud af hvad du kunne være. Men jeg fandt intet, og du lod heler ikke til selv at vide det og slog tanken fra mig. Det var vist min historie, ja det har været 60 lange år men nu vil jeg trække mig tilbage til min familie, måske ses vi en dag igen, Manug.” det gav et chok i mig da han sagde mit navn. Det havde jeg ikke hørt i 95 år. De første 7 år havde folk husket det men langsomt var det blevet glem, og det var jeg vist også. Han vendt ryggen til mig og begynde at slå sin stol sammen. Mine kæder raslede frygteligt da jeg kæmpede mig op og side. ”hvor kender du mit navn fra?” fremstammede jeg med en rystende stemme der ikke havde været i brug længe. Jeg blev selv overraskede over at høre mig selv snakke. Han vente sig rundt og gik hen til tremmerne, det har jeg kendt siden jeg læste din journal.” jeg kiggede mistroende på ham. ”det glæder mig at du har fået din stemme igen.” sagde han og begynde at gå. ”vent,” hviskede jeg. Han hørte mig ikke. ”vent,” prøvede jeg igen lidt højder. Han ventede sig. ”hvorfor lader du mig sidde?” spurte jeg. ”jeg ville gerne lukke dig ud men jeg er ikke vagt mere, jeg beklager min ven. Hold dig ung der er stadig meget du ikke har prøvet, min ven.” sagde han og gik. Jeg slæbte mig hen til tremmerne og lænede mig op af dem.

Sådan sad jeg i endnu 27 år, uden at ældres, før den nye unge vagt, kom til at kigge grundigt på mig og min journal. Mine ben var følelsesløse da de tog kæderne af dem og bære mig ud i lyset, og da huskede jeg var den gamle vagt havde sagt til mig. Der var stadig mange ting jeg ikke havde prøvet, og nu var jeg fri til at gøre dem. Om natten genvandt mine ben sin styrke og jeg rejste mig og gik ud for at gøre de ting jeg aldrig havde fået gjort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...