Christiania

Dette er min mest vellykkede novelle, som jeg skrev i forbindelse med en konkurrence på VIA UC Silkeborg i efteråret 2012. Novellen indeholder en del tomme pladser.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. Christiania

Christiania




15:26:31

Da det skete faldt vi begge omkuld. Reolen med chokolader og bland-selv-slik falder ned over os. En kvinde skriger og løber ind i døren. Sådan lyder det, men det er ikke nemt at se for støvet, der er uhyggeligt lang tid om at ligge sig. Du kommer på benene før mig, tager fat i underarmen på mig, hjælper mig op og tørrer det friske blod væk fra læben.
- Lad os komme væk herfra, mumler du.
Der er uniformerede betjente over alt i gaden. Det er som om, de bare var der på et splitsekund. Braget runger stadig i bevidstheden, mens jeg prøver at stå oprejst.
Kioskmanden er helt panisk, han er begyndt at samle varer op, men ved ikke helt hvad han skal gøre af dem. Han kaster dem fra sig og bander på på tyrkisk.
- lanet olsun! For helvede...
Der ligger glasskår over alt. Vi går ud på gaden. Alarmer på stribe hyler og man kan allerede høre ambulancerne, der nærmer sig.

*

14:48:08

Der er masser af glade mennesker i gågaden. Det er midt i fællesferien. Et forældrepar sidder ved bordet skråt fra os. Deres datter spørger i øst og vest, faren prøver at forklare så godt han kan, moren tager billeder af dem, da den lille pige smører ketchup i panden og griner. Hun sidder på sin fars skød og prøver at skrive sit navn i tallerknen med den sidste røde klat.
- Hvorn' skriver man Emma, far? Hva'?
Jeg sidder på café med hende. Vi drikker begge filterkaffe af krus og ryger rød cecil. Og så røg vi noget andet tidligere.
- Synes du, jeg skal blive her? spørger jeg.
- Ja, du kan ikke bare smutte, når jeg lige har fundet dig.
Du tager min hånd. Lykkelig.
Oslo. Blandt sekshundredeogellevetusinde mennesker fandt jeg noget, jeg længe har manglet. Dig.
Ja, Danmark blev pludselig fremmed for mig. Jeg var jo ikke velkommen. Hvad skulle jeg dog der? spurgte jeg mig selv, da jeg sad på færgen, dengang jeg tog flugten.
- Så synes jeg, vi skal til at finde et job til mig.
- Veronica snakkede om, at du kan søge noget hos Vaktgaten, de søger igen.
Vi rejser os, jeg betaler og vi går langs Karl Johans Gate.
Kaffe er sgu dyrt her, tænker jeg. Men det gør ikke noget. Vi kigger på vinduer og peger på de ting, vi ikke har råd til. Du snakker, og jeg lader dig snakke, for jeg kan ikke lade være. Man kan godt høre at du er fra vestkanten; du snakker jo ikke, du synger.

Går bare rundt. Der er varmt, selv i skyggen. Vi stopper tit op for at kysse. Du hilser på en veninde, og I står og snakker om den hastigt kommende skolestart, sidste bytur, det sædvanlige. Jeg hilser høfligt og hun kommenterer hvordan glæden stråler ud af os.
- I er jo skønne sammen!
Vi siger på gensyn, går videre, jeg går ind i kiosken på hjørnet, gemmer mig, råber bøh! og du griner.

*

15:30:21

Vi står ude på gaden. Ingen lig.
- Kom nu, for helvede!
Vi løber ikke, vi går ikke; vi flygter.
- Hvor skal vi tage hen?
- Skadestuen?
- Jeg ved ikke... Nej, det er ikke så slemt.
Vi finder en bus, der kører folk væk fra centrum. Vi skal ikke betale. Jeg låner dit make-up-spejl og studerer mit ansigt. Min hud er ikke længere mørk, men askegrå. Mørkerødt blod dækker mine sorte bryn.
- Jeg glæder mig til at komme væk.
Du er rastløs. Jeg er alt for rolig.
- Det skal nok gå.
- De drenge kigger underligt på dig.
Da jeg ser op på dem er der ikke et sekunds tvivl. De rejser sig og skubber en mand til side, står foran os som kontrollører gør, når de er ved at opdage én i at rejse uden billet. Den ene er lille og fed. Den anden høj og skinny. Den tredje, lederen tydeligvis, tager fat i min krave, hiver mig op af sædet og kaster mig i gulvet.
- Du elsker nok bomber, hva'?
Han løfter højre fod.

*

19:21:42

Der er lang ventetid på skadestuen. Sekunderne føles som år. En sygeplejerske kommer ud i venteværelset, ser rundt på os, og rækker hånden i vejret. Alle kigger på hende og der er frygtelig stille.
- Jeg kan lige så godt være ærlig. Vi kan ikke tage imod nogen, medmindre det er virkelig kritisk...
Tårerne triller langsomt ned af kinderne på hende.
- Der har været en... En hændelse mere....
Vi går ud og deler den sidste cigaret. Der kommer en taxa trillende op til indgangen. Du banker på ruden og der bliver rullet ned.
- Vi har kun 40 kroner, men vi skal bare væk herfra... begynder du.
- Hop ind, siger chaufføren efter at have set vores ansigter.

*

22:07:11

Jeg ligger på sofaen. Du sidder i lænestolen. Min næse føles brækket og jeg har en flænge i øjenbrynet. Din læbe er hævet. Håndvasken på badeværelset er fuld af vores indtørrede blod, men vi fjerner det ikke.
- Nu har du en rigtig boksernæse, skat.
- En rigtig arabernæse, du.
Du skænker det sidste kaffe fra termoen op i mit krus.
- Tak, Anna.
Du smiler, men øjnene smiler ikke. Lyden af en ny kande kaffe, der løber igennem maskinen er alt hvad jeg hører, mens NRK kører på mute. Du står i gangen og stirrer på rapporteren, der interviewer en pige i en rød hoodie. Regnen falder tungt og hun er gennemblødt.
- Tænk at sådan noget kan ske! Jeg mener her i Norge! Norge!
- Ja... tænk, mumler jeg.
Det er mørkt nu.
Jeg rejser mig, går hen til vinduet og spejler mig.
Der kommer et ar, det er helt sikkert.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...