In trouble - 1D

Kate er 17 år. Da hun var 16 døde hendes søster, Emily, som hendes mor elskede højere end noget andet. Efter Emilys død, roder Kate sig ud i ting, som druk, stoffer, fester, og vold. Kates mor sender derfor Kate hjem til hendes far, som bor i London. Dog er KAte oplagt på at slutte fred imellem hende og hendes mor. Kates mor hader nemlig Kate, ligeså meget som hun elskede Emily. I håb om fred, prøver Kate at finde årsagen til Emily's død, men det får Kate rodet ud i flere ting, og til sidst går Kates verden under. Hendes far er blevet myrdet, og mange siger Kate bliver den næste til at dø i familien. Derfor må hun leve på gaden, og skjule sig for alle. Men det holdet ikke Kate væk fra festerne. Hun ender desværre hos den forkerte fest, og vågner op hjemme hos den kendte Harry Styles. Hun aner ikke hvordan hun endte der, eller hvordan hun kommer væk. For på en eller anden måde har hun på fornæmmelsen af hendes fars morder venter lige om hjørnet. **Læsning på eget ansvar**

6Likes
4Kommentarer
858Visninger
AA

2. ...1...

”Kate, bilen venter!”, råbte min mor, og bankede hårdt på min dør. Jeg lukkede lynlåsen på min kuffert, og sukkede. ”Kommer nu”, mumlede jeg, og klappede på min kuffert. Jeg skulle hjem til min far, det næste år. Til bringe mit sidste år i highschool på en ny skole, med nye mennesker, et nyt sted.

Sidste år mødte jeg nogen mennesker, efter skole. De viste mig verden på en måde jeg elskede. Men det er jo ligesom når du forelsker dig i den forkerte. Nå men de mennesker rodede mig ud i nogen forkerte ting, eller de rodede mig ud i stoffer, alkohol, og slåskampe med gamle venner. Nå ja og fester, jeg først kom hjem fra klokken 6 om morgenen.

Jeg rystede på hovedet, da min mor lige pludselig stod i dørkammen, og trommede på døren. ”Hvad fatter du ikke, Kate?”, sagde hun, og skulede surt til mig. ”Du ved det ikke var mig, der kørte bilen ned i søren, ikke?”, mumlede jeg bedrøvet, og rejste mig op. ”Hvad helvede skal jeg vide, Kate? Ham fyren ikke KUN var fuld?! Og hvad med dig? Er du stadig på stoffer?”, hun begyndte at tromme hårdere på døren, som om vreden i hende ingen steder ville.

”Hvad fanden rager det dig?”, mumlede jeg, og masede mig forbi hende i dørkammen. ”Det rager mig alt, unge dame!”, råbte hun efter mig, og bankede hendes hånd hårdt ind i døren, som blev efterfulgt af et gisp. ”Hvorfor sender du mig så hjem til far? Hvis mit liv rager dig, så burde du bekymre dig om hvor jeg ender, og ikke hvor din stolthed, eller hvad fanden det nu er, ender! Du var sgu da også skylden! Hvis du havde snakket med mig, eller set på mig, da Emily døde. Så kunne det være det her ikke var sket!”, vrissede jeg, og borede mine øjne ind i min mors. ”Emily var min datter! Hun betød alt for mig! Hvordan skulle jeg have plads til at se på dig?!”.

”Men er jeg da ikke også din datter?”, hviskede jeg. Vreden bredte sig i mig. Sorgen sad fast. Ordene ligeså. ”Betød jeg da heller ikke noget? Var jeg intet for dig?”. Jeg knugede min hånd, og tog en dyb indånding. Min mors blik blev hårdt, men sorget. Det ramte mig ikke intet ramte mig.

Ikke længere.

”Nej”, sagde min mor så. Hendes blik blev lidt mere let, og hendes muskler slappede mere af. ”Du betød… intet”, hun kiggede ned i jorden. Jeg knugede min hånd endnu mere. ”Hvorfor?”, hviskede jeg, og kiggede undersøgende mig min mor. ”Du…”. Jeg kunne ikke mere. Alt det der var inde i mig.

”Du er min mor!”, skreg jeg. Tårerne flød ud af mine øjne. Jeg kunne slet ikke stoppe dem. Det var som om alle mine kræfter, var i tårerne. De tårer der forlod mig. Lige nu.

”Du er min mor”, hviskede jeg. Min mor lukkede øjnene. ”Du er min mor”.

***

”Du ved godt du kan snakke med mig om det, ikke?”, mumlede mig far. Jeg havde fløjet i to timer. Min far havde mødt mig i Gatwick lufthavn. Jeg nikkede kort, og sukkede så. ”Hvis der var noget at snakke om”, svarede jeg lavt, og kiggede ud af vinduet. Vi var på vej hjem, og kørte i hans Ford. Jeg anede ikke hvilke bil det var, men der stod Ford på bagsmækket.

”Hvordan ar mor det?”, spurgte min far, efter lidt stilhed. Jeg trak på skuldrende. ”Forfærdeligt”, mumlede jeg. ”Håber jeg”. Min far rystede på hovedet. ”Du har ændret dig”. ”Det gør vi alle”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...