Forblændet

Jeg har endelig skrevet noget længere, men jeg er ikke helt sikker på det. Så nu deler jeg det med jer.

Annabel er en almindelig fjortenårig pige, som bor i en lille lejlighed med sin mor og lever lidt i skyggen af sin populære bedsteveninde. En normal dag tager hendes mor hende med til en mystisk kælder, hvor Annabel bliver omvendt. En ny verden af vampyrer og deltidsvampyrer åbner sig for hende. En verden med nye mennesker, nye venskaber, fjender, forelskelser... og en masse nye problemer.

1Likes
0Kommentarer
683Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Jeg var ret omtumlet, da jeg vågnede op.  En drøm? tænkte jeg træt. Jeg havde haft en mærkelig drøm. Noget med vampyrer? Deltidsvampyrer? Det lød fjollet. Som et deltidsjob. Virkelig åndsvagt ord. Men det var en meget livagtig drøm. Jeg satte mig op i sengen og tog mig til hovedet. Min venstre hånd var utroligt tung, og jeg kastede et bekymret blik på den. På ringefingeren sad en stor ring med en firkantet sten. Det var den, der var magen til min mors. Den jeg havde fået udleveret i går aftes.  Det var ikke en drøm. Det var virkelighed. Et smil bredte sig på mit ansigt. Jeg havde altid været vild med at læse fantasy, og jeg havde altid håbet lidt på at noget magisk og fantastisk ville ske for mig. Måske var det derfor, jeg ikke havde haft svært ved at tro på det. Livlig fantasi og dagdrømme, det var mig. Det var for godt til at være sandt. Min dør blev åbnet på klem, og min mor kom ind i sin sorte silkenatkjole. Hun smilede, da hun så mig sidde og forundret fingere ved ringen.

Jeg kunne næsten ikke forstå, at hendes smil havde forekommet mig uhyggeligt i går. Jeg var glad for at være en del af det.

”Du har nok en masse spørgsmål?” sagde hun, og jeg nikkede ivrigt. Hun gjorde mine til at sætte sig på min seng.

”Skal vi ikke sidde i stuen i stedet?” spurgte jeg. Hun smilede bredere

”Hvorfor ikke?”

Jeg skiftede til min eneste sorte nederdel og ledte efter en rød top eller noget vampyragtigt. Jeg troede ikke for alvor at alle gik i sort og rødt udenfor møderne, men jeg gad ikke gå i normalt tøj lige nu. Jeg var totalt ovenpå!

Det endte med at jeg fandt en rød T-shirt med en sort dødningehoved-cupcake på. Jeg undertrykte en fnisen. Jeg havde helt glemt den. En gave fra Laura, som jeg havde fået under min T-shirt-med-print-fase. Jeg gik ind i stuen, hvor min mor sad klar med to kopper te.

”Okay, du spørger bare løs,” sagde hun og rakte mig et slidt blåt krus. Jeg konstaterede at det var for varmt til at drikke og satte mig ned i sofaen.

”Du behøver ikke gå i rød og sort hele tiden,” sagde hun, før jeg nåede at sige noget. Hun prøvede tydeligvis at lade være med at smile.

”Nej nej.” Jeg så ned i gulvet og følte mig latterlig. ”Det ved jeg. Jeg havde bare… lyst”

Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, og jeg prøvede at finde det bedste at starte med. I går aftes var jeg svimmel og stadig fortumlet efter at være blevet bidt.

Magdalena, som kvinden med det vilde sorte hår hed, havde vist mig mit navn på de sorte vægge. Det var malet med mit blod. Hun havde skrevet det med sin sirlige skrift, lige efter at hendes tænder havde sluppet mit håndled. Det betød at jeg officielt var en af dem. Hun havde foræret mig den tunge ring og kontaktlinserne.

”Kontaktlinserne styrer din vampyrisme. Når du har dem på er du vampyr. De har også… visse andre egenskaber,” havde hun sagt med et hemmelighedsfuldt smil. ”Det er ikke indviklet, men jeg ved det kan være svært at forstå at noget så… menneskeligt som kontaktlinser kan styre det”

Jeg havde stadig fundet hendes hemmelighedsfulde smil og dramatiske pauser en smule uhyggelige. Ringen var rød, når jeg havde linserne i, og hvid når jeg ikke havde, havde jeg også fået forklaret.  Pludselig lå mit første spørgsmål klar på tungen.

”Skal jeg til at drikke menneskeblod?”

Jeg blev faktisk chokeret over spørgsmålet, for jeg havde ikke selv tænkt over det, men det forekom pludselig indlysende.

”Det er ikke nødvendigt, søde ven.” Min mor smilede beroligende, og jeg kunne skimte hendes halvmåneformede hugtænder bagerst, hvor de ellers lå godt skjult bag de andre tænder, kun synlige for dem, der virkelig ledte efter dem. Jeg lod tænderne glide over de små spidse tænder bagerst i min mund. De var mindre end min mors og overhovedet ikke tydelige, og jeg vidste ikke, hvordan jeg blottede dem som vampyrerne i film altid gør.

”Du KAN selvfølgelig godt. Men vi kan slet ikke rumme så meget blod at mennesket dør. Og vi har altså heller ikke blodtørst, det smager bare af... ja, blod. Det vil bare afsløre vores eksistens. Det med at suge blod hører mere til vampyrer.”

”Findes de?” Jeg spærrede øjnene op. ”Altså rigtige vampyrer?”

”Selvfølgelig findes de.” Hun smilede og førte tekoppen op til munden.

”Men du skal ikke være bange for dem. Vi er for det meste på god fod med dem. Du skal også vide at der findes normale mennesker, som kender til vores eksistens. Nogle af dem er imod os, men jeg har ikke hørt om nogle her i byen. Nu har jeg jo også kun været en del af fællesskabet i en måned. Jeg har virkelig glædet mig til at du også kunne forvandles. Det er anstrengende at holde det hemmeligt.” Hun strøg mig over hånden.

”Du ved meget om det. I forhold til det kun er en måned,” konstaterede jeg og pustede ned i mit eget tekrus, så den varme væske sprøjtede lidt.

”Zara fortalte mig alt om det. Hun er Felicias mor, forstår du.”

Et minde fra en måned siden dukkede op i mit hoved. Min mor havde været til møde, og havde haft travlt med at jage mig ud og i skole. Jeg var blevet lettere irriteret og var til sidst styrtet af sted et kvarter for tidligt med en halv marmelademad i hånden og håret sat op i en sjusket knold. På vej ud havde jeg mødt hende, som jeg nu huskede fra i går aftes. Zara. Hun virkede også bekendt. Hendes hår havde bare været sat op i en meget høj hestehale, hun var lys i huden og havde den øjenfarve, som jeg nu vidste, var kontaktlinsernes. Hun havde smilet til mig, som om vi kendte hinanden. Jeg havde nervøst sendt hende en grimasse, der skulle forestille et smil og var styrtet videre. Min mor havde jo bildt mig ind, at jeg var sent på den.

”Jeg kan faktisk godt huske, at jeg mødte hende i opgangen,” sagde jeg tænksomt.

”Hvis du er interesseret, er der en stor bog, fyldt med oplysninger om vores slags. Den kan selvfølgelig ikke købes i normale boghandler og er lidt sjælden, men Magdalena har en eksemplar, som alle der er medlem af vores fællesskab kan låne. Vores fællesskab er selvfølgelig ikke det eneste. Der er masser af andre Deltidsvampyr – og vampyr også for resten – fællesskaber rundt omkring i mange byer og lande.”

Jeg nikkede og prøvede at få mit hoved til at rumme alt det nye, som jeg pludselig blev indviet i. Pludselig kom jeg i tanke om noget.

”For resten hvad er klokken? GUD jeg skal i skole!”

”Omstændighederne taget i betragtning tror jeg ikke, det gør noget, hvis du bliver hjemme i dag,” sagde min mor, og det lykkedes mig ikke at standse det brede smil, der bredte sig over hele mit ansigt.  Jeg ville også meget hellere blive hjemme og snakke om vampyrer. Det var ligesom at blive fanget af en spændende fantasyroman. Jeg kunne næsten ikke fatte det.

Min mor lænede sig frem og tømte tekoppen. Jeg havde glemt alt om min. Jeg løftede den op til munden. Den var blevet lunken! Jeg drak den i hurtige slurke.

”Nå, er der andet du vil vide?” spurgte hun.

”Masser,” svarede jeg og lænede mig tilbage, mens hun forklarede om de vampyregenskaber, som vi havde i små portioner. Lidt bedre nattesyn, lidt hurtigere bevægelser, endda en smule bedre lugtesans, men kun med linserne i.

 

Næste dag kunne jeg dog ikke slippe for skolen. Iklædt sorte jeans og min rød-sorte cupcake T-shirt, sad jeg igen i bussen med min notesbog. Den her gang var jeg ved at tegne et par store røde vampyrøjne omkranset af lange øjenvipper. Min iPod var plantet i mine ører og spillede det musik, som jeg altid hørte. Pop. Den let skingre pigestemme og bløde musik fik mig ikke til at føle mig særlig vampyragtig. Det føltes faktisk ikke meget anderledes end alle andre dage.  Mens jeg tegnede mine egne øjne op med en sort øjenblyant, havde jeg tænkt på alt det, som vi havde snakket om i går. Jeg havde ikke helt forstået hvordan min mor havde fundet ud af det med Fællesskabet, men det havde været en fascinerende samtale. Jeg havde stadig svært ved at tro på det. JEG VAR EN VAMPYR! Det lød fuldkommen sindssygt. Det var også en af grundene til, at Laura og mine andre venner under ingen omstændigheder måtte få noget at vide. Jeg havde lyst til at ringe Laura op og fortælle hende alt om det. Men jeg modstod trangen til det, pakkede min notesbog sammen og skimtede efter den røde murstensbygning, som jeg jo gik i skole i. Jeg ville gerne have haft ringen og kontaktlinserne med, men min mor havde sagt blankt nej. Jeg trykkede på stopknappen og stod ud af den efterhånden godt fyldte bus. Der var efterhånden en del andre elever, der strømmede mod indgangen eller stod i spredte kliker og fnes. Jeg kiggede mig nysgerrigt omkring. Tænk hvis nogen af de andre Deltidsvampyrer gik her på skolen. Men jeg så ingen, som jeg kunne genkende fra kælderen. Det her var jo heller ikke ligefrem den eneste skole i byen. Klokken ringede højt og larmende, og jeg traskede ind til matematik.

 

Jeg var næsten lige kommet hjem fra skole, da en velkendt skinger tone fortalte mig, at der stod nogen foran døren til opgangen og holdt knappen med min mors navn nede.

Jeg trykkede på knappen til højtaleren.

”Ja?” sagde jeg

”Det er Felicia. Lukker du mig ikke lige ind?” spurgte en lys stemme, som jeg godt kunne genkende.

”Klart. 3 sal ikke?” svarede jeg overrasket. Jeg fløj over til spejlet og rettede lidt på min hestehale, der var blevet lidt sjusket i løbet af skoledagen. Det blev ikke helt pænt. Jeg skulle lige til at trække det ud og lave en helt ny, da tre hurtige bank lød på døren. Jeg skyndte mig over og åbnede den og stod ansigt til ansigt med Felicia, der var endnu smukkere end jeg huskede hende. Hendes slangekrøller var helt redt igennem og faldt perfekt ned af ryggen, og hun var iklædt en stram sort top, helt blå jeans og feminine ballerinasko. Hendes perfekte blå øjne var fremhævet med masser af mascara, hendes hud var glat og fejlfri, og hun havde en halskæde med et lille timeglas i rundt om halsen. Hun var også perfekt solbrændt. Jeg havde ikke kunnet se det i går under al den lyse sminke.  Hun fik mig til at føle mig frygtelig sjusket.

”Jeg tænkte på om vi skulle hænge lidt ud nu?” sagde hun spørgende og så op og ned af mig.

”Jah klart.” Jeg smilede lidt flovt. ”Jeg er lige kommet hjem fra skole, så jeg ser nok lidt sjusket ud. Skal lige skifte tøj, sætte håret… du ved…”

”Klart,” hun smilede. ”Jeg skal også skifte.”

Jeg hævede undrende øjenbrynene.

”Skifte?”

”Jah du ved… vi skal jo ikke hænge ud som almindelige mennesker.” Hun gjorde et kast med hovedet og mindede utroligt meget om sin mor.  Jeg nikkede, som om det var en selvfølge. Hun trådte ind af døren og fulgte efter mig ind på mit værelse. Jeg stak hånden ind og famlede efter noget pænt.

”Hvad skal jeg tage på?” spurgte jeg mig selv. Felicia svarede ovre fra sengen.

”Det må godt være pænt!” og fik mig til at grine lidt. Hun grinede heldigvis også, og det føltes allerede lidt mindre anspændt mellem os.

Min hånd gravede rundt bagerst i skabet blandt sommerkjoler, haremsbukser og for små T-shirts med tegneseriefigurer på.

Imens havde Felicia åbnet sin sorte æske og havde travlt med at tage vampyrlinserne på.  Hurtigt valgte jeg noget tøj, og ti minutter senere sad vi i en bus mod centrum.

Jeg priste mig lykkelig for, at min mor havde overbevist mig om, at sollyset ikke gjorde os fortræd. Solstrålerne skinnede nemlig på mig gennem de snavsede ruder.

”Hvorfor er det egentlig så fedt at hænge ud som vam…” Felicia sendte mig et advarende blik og nikkede mod en tyk kvinde, der stirrede meget nysgerrigt på os.

”Du-ved-hvad” rettede jeg mig selv.  Hun sænkede stemmen.

”Selvfølgelig har de ikke fortalt dig det. De fortæller aldrig os unge det. De synes vi er for uansvarlige!” Hun spyttede ordet vredt ud, ”men så er det jo godt at jeg er her. Så kan jeg jo indvie folk i det.”

Hun smilede og så faktisk lidt meget uhyggelig ud.

”Hvad?” spurgte jeg ivrigt. Hun snoede en blond hårtot om sin finger

”Det er de her linser ikke?” Hun pegede mod sit røde øje. ”De har en speciel effekt på mennesker. En meget overtalende effekt.”

Hun måtte kunne se, at jeg var et stort spørgsmålstegn, for hun skyndte sig at tilføje: ”tro mig, du forstår det, når jeg har vist, hvad jeg mener.”

Jeg smilede lidt nervøst og nikkede. Jeg pillede lidt ved min ring, som var blodrød.

”Vi skal af her,” sagde Felicia og brød stilheden. Hun rejste sig op og gik mod bussens døre. Hun vendte sig om og kiggede på mig. Jeg sad stadig sammensunket i sædet.

”Kom nu Bella. Må jeg kalde dig det?” Hun sendte mig et stort smil og en glad følelse snurrede rundt i min krop. Hun ville give mig et kælenavn. Man giver sine VENNER kælenavne.  Jeg rejste mig og gik mod hende.

”Jeg hedder egentlig Annabel. Ikke Annabella. Men klart.” Hun nikkede som svar og steg ud af bussen. Jeg prøvede at møve mig forbi en gammel dame, mens hun forsvandt ud og ned af gaden.

”Vent,” nærmest råbte jeg og indkasserede et par undrende blikke. Hun vendte sig om, så krøllerne fløj rundt og var ved at ramme en bumset teenagedreng i hovedet.

”Jeg troede du var lige bag mig,” sagde hun undskyldende. Jeg smilede og gik lidt hurtigere.

”Hvor skal vi hen?” Jeg så mig undrende omkring. Jeg kendte ikke den her del af byen.

”Vent og se.” Hun satte farten lidt ned, men gik alligevel utroligt hurtigt og sikkert. Jeg holdt mig dog oppe på siden af hende. Hun drejede ind af en snæver sidegade, og jeg fulgte forpustet efter. Hun fortsatte sikkert frem i flere små halvskumle gader, og jeg gjorde mit bedste for ikke at miste hende af syne. Pludselig trådte vi ud på en stor åben plads. Der var masser af mennesker og butikker. Store busser kørte ind og læssede nærmest passagerer af. Pladsen var bred, og der var seks store veje med farvestrålende butikker, som førte i hver sin retning. Udover dem var masser af små sidegader, som den Felicia havde ledt os igennem. I det fjerne kunne jeg skimte en havn med utroligt blåt vand.

”Wow,” mumlede jeg lavt. ”Hvorfor har jeg aldrig hørt om det her sted før?”

Felicia smilede.

”Det er mest kendt af os, der bor her i nærheden. Min faster bor her.”

Jeg nikkede, men jeg havde travlt med at kigge mig rundt omkring. Det føltes som om mine øjne kunne trille ud når som helst.

”Nu skal du få det at se!” sagde Felicia. Jeg glemte alt om pladsen. Hun ville vise mig det! Den særlige egenskab ved vampyrlinserne. Jeg havde glemt alt om det. Felicia kiggede efter et offer. På den anden side af pladsen gik tre drenge på vej væk fra en stor bygning. Et stort skilt fortalte, at det var et gymnasium. En af drengene havde armen rundt om skulderen på en lav, mørkhåret pige. Felicia kiggede på dem, blinkede til mig og skyndte sig derover. Jeg fulgte efter og stod lidt på afstand af dem. Felicia gik direkte mod drengen og pigen.

Hun stillede sig i vejen for dem, og den ene dreng stoppede midt i en talestrøm.

Felicia kiggede den ene dreng direkte i øjnene. Jeg kunne se hendes røde øjne inde i hans blå øjne, som en genspejling.

”Hvem er hun?” spurgte hun og pegede med en perfekt lakeret finger på den mørkhårede pige. Alle tre drenge så lidt forvirrede ud. Felicia stillede sig helt tæt på ham, lagde hænderne på hans bryst og hviskede noget i øret på ham. En krystalklar tåre gled ned af hendes perfekte kind uden at smadre hendes makeup. Drengen fjernede armen fra brunetten og lagde armene rundt om hende. Hans læber rørte Felicias et øjeblik.  Den mørkhårede pige så anklagende på ham.

”Tom! Hvem er HUN?” Hun lød grædefærdig. Hun kastede noget vredt ned i fortovet.

”Hvordan kan du få dig selv til det?” skreg hun og gik med så hurtige skridt, at hun næsten løb.

En af de andre drenge skubbede til Felicia.

”Helt ærligt? Hvad sker der?” spurgte han. Han knyttede næven og den ramte ham, som jeg gik ud fra hed Tom, lige i ansigtet.

”Nu styrer du dig sgu! Løb dog efter hende. Hun er min søster for fanden!”

Tom kiggede forvirret på Felicia. Jeg gik ud fra, at han kom til sig selv. Han skyndte sig efter den mørkhårede pige. De to drenge kiggede hårdt på Felicia.

”Hvem er du?” spurgte den ene.

”I burde spørge Tom om det,” svarede Felicia og lod endnu et par tårer trille. ”Men I kan også sige til ham, at jeg ikke vil have mere med ham at gøre. Sådan et svin.”

Hun gik med hurtige skridt hen mod mig.

”Kom Bella. Vi går,” sagde hun og sendte mig et blik. Jeg lagde trøstende armen rundt om hende og spillede med på den. Jeg kastede et hurtigt blik mod fortovet og et lysglimt fangede mine øjne. Men Felicia styrede os hurtigt langt væk fra dem.

”Hvordan GJORDE du det?” spurgte jeg og prøvede at undertrykke et fnis.

”Det var SÅ fedt ikke? Jeg elsker drama,” sagde hun og slog teatralsk ud med armen. Jeg grinede og lød sikkert ligeså begejstret som hende.

”Det er det med den overtalende evne. Det giver os magt over mennesker. Det hedder forblændelse. Fordi vores smukke øjne forblænder dem.”

Forblændelse. Jeg havde aldrig hørt ordet bøjet på den måde. Heller ikke som i nogen forblænder andre. Var det overhovedet grammatisk korrekt? Jeg var egentlig ligeglad.

”Kan jeg også gøre det?” spurgte jeg ivrigt. ”Hvad hviskede du egentlig til ham?”

”En ordre.” Felicias lyserøde læber krusedes i et smil, der så lidt ondskabsfuldt ud, ”Kys mig – helt præcist.”

Jeg lod som om jeg ikke så smilet.

”Og så adlød han bare?!”

Felicia måtte kunne se, at jeg ikke helt troede på det.

”Det er lidt indviklet, men altså; Det er lidt ligesom en form for hypnose. Når du ser et menneske ind i øjnene, vil de specielle kontaktlinser sætte mennesket i en form for trance tilstand, som han – eller hun – ikke selv bemærker. Så længe du stirrer personen i øjnene, vil personen være i den tranceagtige tilstand. Og når han eller hun er i den tilstand, vil personen være modtagelig over for alle ordrer. Det fungerer faktisk nogenlunde ligesom hypnose. Jeg tror ikke, jeg kan forklare det bedre.” Hun kiggede tænksomt på mig.

”Kan jeg så gøre det?” gentog jeg igen. Jeg kunne allerede forestille mig selv hundse rundt med alle i skolen. Hold da op! Det kunne være sjovt.

”Ikke endnu, vil jeg tro.” Hun snorede fraværende en blond krølle rundt om pegefingeren, ”øvelse gør mester. Nu vil de ikke adlyde i alle tilfælde, men bare føle en stor TRANG til at gøre som du siger.”

”Du ved meget om det,” konstaterede jeg og prøvede at skjule, hvor skuffet jeg var.

Felicia kiggede sig omkring.

”Kan vi ikke snakke videre på en café. Den bedste i hele byen ligger lige derhenne.”

Hun begyndte igen på sine små fikse turboskridt. Jeg nåede lige at undre mig over hvorfor, før jeg opdagede at hun var gået, og så måtte jeg prøve at indhente hende.  Hun stoppede op foran en blå bygning med et stort vindue.

”Kom,” sagde hun. Jeg læste teksten på ruden - Café Elderflower- og trådte hurtigt op af trinnet og ind på cafeen.

Min første tanke var at skynde mig ud. Det hele var kvalmende tøset. Væggene var malet lyseblå, og der var klistret hvide wallstickers med blomster på. Der hang en tung duft blomsterduft i luften, som var lidt for stærk efter min smag. Servitricer i stramme gammeldags babylyseblå kjoler og (gisp) kyse-lignende hatte, vimsede rundt med blokke og tog imod folks bestillinger. Kyserne var mest skrækkelige, men kjolerne lå lige bagefter. De havde hvide flæser, gik til midt på låret, og strammede over brysterne. Alle servitricerne var piger med kort krøllet hår, som smilede flirtende til alle de unge mænd, mens de tog imod deres bestillinger.  En af de smilende, kvalmende piger kom over til os.

”Et bord til to?” spurgte hun med hovedet på skrå.

”Kan vi ikke blive betjent af Hannah?” spurgte Felicia en anelse skarpt. Pigen rørte ved sine blonde krøller og skruede lidt ned for sit store, hvide smil.

”I kan altså ikke gøre krav på nogen servitricer frem for andre. Desuden holder hun pause,” sagde hun uvenligt. Felicia sendte hende et dræberblik.

”Sig til hende at Felicia er her.” Hun knurrede nærmest. Servitricen spærrede sine lyseblå øjne op og småløb ind i et baglokale. Gennem de tynde vægge, kunne jeg høre hende højlydt sige:

”Hannah. Nogle af dine venner er her. En der kalder sig Felicia.” Hun spyttede hånligt ordene ud.

”Er DET her din yndlingscafé?” spurgte jeg og prøvede at lade være med at antyde, at jeg allerede syntes stedet var forfærdeligt. Jeg var lidt bange for at gøre Felicia sur.

”Jah. Men altså, jeg har min ”eget bord”, hvor her er meget bedre end den her del af caféen,” svarede hun og smilede til mig.

Pludselig kom en pige trampende ud. Hun lignede ikke de andre servitricer, selvom hun var iført det samme tøj. Hendes hår var sort, langt og så lidt uglet ud på den hardcore måde, og i stedet for de fimsede sko, de andre havde på, havde hun store Doc Martens støvler på. Hendes øjne var smalle streger, tegnet op med masser af eyeliner.

”Hej Hannah.” Felicia sendte hende et venligt smil. Hun så på hende og så på mig. Jeg smilede venligt til hende, selvom hun virkede lidt skræmmende.

”Det sædvanlige bord?” spurgte hun, og hendes hårde ansigt blødte lidt op.

”Selvfølgelig.” Felicia blottede sine hvide tænder i et bredt smil. Vi fulgte efter Hannah til den bagerste del af caféen. Der var mere mørkeblåt, og hun placerede os ved et bord, der – i modsætning til alle de andre borde i lys egetræ – var helt sort. Duften af blomster var ikke helt så kvalmende her.

”Jeg skal bare have en cola,” sagde Felicia henkastet. Hannah skrev ned på blokken. Jeg kiggede mig omkring, men der lå ikke nogle blomstrede menuer på vores borde. For ikke at dumme mig, sagde jeg bare: ”Også mig,” og Hannah forlod vores bord.

”Hvorfor elsker du det her sted så meget?” spurgte jeg. ”Her er da ikke så specielt… Altså når du ikke engang kan lide det kvalmende babylyseblå.”

”På grund af Hannah selvfølgelig,” svarede Felicia med et overbærende smil, ”det er ikke alle caféer, der har en æterisk servitrice.”

Jeg kiggede forvirret på hende.

”Æterisk? Hvad betyder det?” spurgte jeg nysgerrigt

”Altså når os vampyrer snakker om nogle æteriske, mener vi nogle, der har kendskab til vampyrverdenen. Nogle er godt nok imod os. Vampyrjægere og sådan noget. Der er også æteriske, der ikke jager os, men bare ikke bryder sig om os og ikke vil have noget at gøre med os. Og så er der dem – som Hannah – der ikke har det fjerneste i mod os. Nogle er endda fascinerede af os.” Felicia gjorde et kast med hovedet, så krøllerne fløj omkring.

Hannah kom tilbage og satte en bakke med to dåsecolaer frem.

”Jeg ville ikke servere det i de hæslige glas, som Stephanie har købt.”

Jeg forventede, at hun ville gå, men hun slængede sig ned i sofaen ved siden af Felicia. Hun kiggede på hende og sendte så et blik mod mig.

”Hun er også vampyr,” forsikrede Felicia hende.

”Hvem er Stephanie?” spurgte jeg og følte mig utroligt dum. Men Hannah forklarede det bare uden at rulle med øjnene af mig eller noget i den stil, og jeg fik på fornemmelsen, at jeg havde været lidt hurtig til at dømme hende.

”Hun er min fars nye kone. Hun er forfærdelig.” Hannah stønnede opgivende og kastede sig bagover i sofaen. Hun fortsatte i et tonefald, der var fuldt af selvmedlidenhed.

”Vi er flyttet ind i en lille lejlighed, som hun har indrettet. Hun har også købt caféen her, som hun driver. Vores lejlighed er ovenover. Det er den eneste grund til, at jeg arbejder her. Jeg har brug for pengene, og Stephanie forventer det. Her er virkelig kvalmende ikke? Forestil dig hvordan vores lejlighed ser ud. Mit værelse er det eneste sted, der er nogenlunde. For det meste. Hun tror ikke at jeg opdager, at hun sniger sig ind, tørrer støv af og sprayer med sine blomsterlugte.”

Felicia og mig nikkede bare forstående. Jeg fik ret ondt af Hannah. Hendes udseende skreg jo virkelig, at hun var det totalt modsatte af hendes stedmor.

Hannah blev i noget tid, og vi snakkede om lidt af hvert. Hun virkede faktisk rimelig okay. Vi var hurtige til at drikke vores colaer, men da det lige var blevet rigtigt hyggeligt, dukkede hende Stephanie op.

Hun havde sit lyse hår samlet i en knold og en lang lyseblå kjole med blonder og blomster, der matchede alt andet på den hæslige café, og som tydeligt afslørede at hun var gravid.

Hun lagde hovedet på skrå og spurgte sukkersødt, om Hannahs pause ikke var ved at være slut?

Hannah rejste sig, hev ned i den afskyelige kjole og sagde ”hej hej” og ”vi ses”. Da hun traskede efter sin stedmor, vendte hun sig om og rullede dramatisk med øjnene. Felicia vinkede en af de andre servitricer over. Hun tøvede lidt med at komme helt hen i vores egen lille del af caféen, men Felicia fik med et par onde røde øjne hende til at hente os to colaer mere. Da hun kom med dem, stirrede hun hende direkte ind i øjnene og forblændede hende.

”Du giver os dem på husets regning!” Pigen nikkede, hældte op i blomstrede glas og vimsede væk.

Jeg havde lidt en følelse af at vi stjal, men jeg sagde ikke noget, for Felicia sad og så meget tilfreds ud.

”Du har meget øvelse i det, hva?” spurgte jeg og lagde selv mærke til, at min stemme lød meget beundrende. ”Hvor længe har du været vampyr?”

Jeg var allerede gået over til at droppe det lille detids- før ordet, som fik det til at lyde dumt. Desuden gjorde hun det samme.

”Jeg er født til det,” sagde hun bare med en skuldertrækning. Hun førte det blomstrede glas op til læberne.

”Aj du må da lige forklare det lidt mere,” sagde jeg med et smil. Jeg var glad for, at jeg ikke følte mig så anspændt over for hende mere. Hun var allerede ved at glide over til en slags veninde.

”Min mor og far er begge medlemmer af fællesskabet. Det har de været siden de var unge, så da de fik mig, var det bestemt, at jeg skulle indvies, så snart jeg blev gammel nok. Så jeg har altid kendt til det. Jeg gik i mange år og glædede mig til at jeg blev 10 år. De bestemte at det var den alder, jeg skulle have, før jeg blev indviet. Egentlig er det tilladt at få lederen til at indvie babyer, men det er bare ikke så smart. De kan jo alligevel ikke have kontaktlinser i. Så jeg har haft masser af tid til at øve mig i.”

”Nå… sådan,” sagde jeg og vidste ikke helt, hvad jeg mere skulle sige. Det måtte være fedt ikke bare sådan at ’ploppe ind i det’, som jeg havde gjort.

Vi endte med at sidde på caféen længe og snakke om både vampyrer og alt muligt andet.

Da jeg forlod den, følte jeg mig lidt tung i hovedet af al den indånding af blomsteraromaer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...