Forblændet

Jeg har endelig skrevet noget længere, men jeg er ikke helt sikker på det. Så nu deler jeg det med jer.

Annabel er en almindelig fjortenårig pige, som bor i en lille lejlighed med sin mor og lever lidt i skyggen af sin populære bedsteveninde. En normal dag tager hendes mor hende med til en mystisk kælder, hvor Annabel bliver omvendt. En ny verden af vampyrer og deltidsvampyrer åbner sig for hende. En verden med nye mennesker, nye venskaber, fjender, forelskelser... og en masse nye problemer.

1Likes
0Kommentarer
717Visninger
AA

1. Kapitel 1

(jeg har skrevet det her i Word og kopieret det herover. Derfor er nogle af mellemrummene blevet lidt underlige. Fortæl mig hvis det er meget irriterende, så vil jeg prøve at fikse det)

Jeg prøver at være med i skolen. At gå i det rigtige tøj, sige de rigtige ting og sådan. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, hvis de andre opdager, hvor fjollet jeg i virkeligheden er. Hvor meget jeg dagdrømmer. Pinlige dagdrømme. Romantiske dagdrømme…

 

Jeg klappede irriteret notesbogen i.  Jeg vendte blyanten om og brugte det lyserøde viskelæder i toppen til hidsigt at viske mine ord ud. Jeg kiggede mig diskret omkring og børstede så det lyserøde fnuller ud over bussens gulv. Det lød bare lidt for meget som noget i en teenagehistorie. Det passede godt nok, men det var som om det var skrevet forkert eller noget. Jeg kiggede ud af vinduet og fik øje på den velkendte ParadIS, hvor mig og Laura brugte en del penge hver sommer. Jeg trykkede den røde stopknap ned, og bussen holdt ved busstoppestedet, som jeg også kendte ret så godt. Jeg hev min sorte skuldertaske op fra dens plads mellem mine fødder, tog notesbogen under armen og stod ud af bussen. Det var først, da jeg havde åbnet døren til opgangen, at jeg opdagede det. Min bedste blyant. Den lå stadig i bussen. Jeg overvejede at løbe tilbage, men indså at det alligevel var for sent og trådte ind i den klaustrofobiske elevator.

 Da jeg havde sparket mine sneakers af, smed jeg tasken i hjørnet af stuen og plantede mig foran tv’et.  Jeg burde nok lave den engelske stil, som vi havde for til i morgen, men jeg havde jo hele dagen. Jeg zappede igennem de forskellige kanaler, og endte med at se en genudsendelse af Friends, et afsnit som jeg havde set mindst 50 gange før. Jeg fulgte egentlig ikke rigtigt med, men tænkte bare på min dag i skolen. Den havde egentlig ikke været speciel. Normal. Lærere der brægede løs om prøver, eksamener osv... og så en bunke lektier, som der skulle laves til næste time i faget.

Min ligegyldige tankestrøm blev afbrudt af min yndlingssang, der kørte for fuld styrke og endda overdøvede tv’et. Jeg fløj op af sofaen og begyndte at rode i min skoletaske. På bunden fandt jeg min mobil. Jeg sukkede, da jeg så på displayet. MOR ringer. Jeg havde ellers håbet at det var Laura, min bedste veninde, som ville fortælle, at hun var blevet rask og kom i skole i morgen…

”Hallo,” sagde jeg og holdt mobiltelefonen op til øret.

”Hej skat.” Jeg kunne næsten se min mors smilende ansigt for mig. ”Husk nu at vi skal til mødet i aften. Hvis du har lektier for, skal du altså lave dem.”

Jeg undertrykte et suk. Det var også rigtigt. Det var den første september i dag. For en måned siden var min mor blevet inviteret til et møde på sit arbejde. Det blev afholdt hver måned, og siden havde hun ikke helt været sig selv. Hun havde været gladere, mindre stresset og sådan. Hun havde også snakket meget om næste møde. I dag. Jeg skulle med. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad det var for noget. Noget med hendes arbejde. Altså kedeligt.

”Er du der?” spurgte hun, da jeg ikke svarede.

”Jaja mor. Lektier. Klart.”

”Vi ses senere så.” Hun lagde på, og jeg satte mig på hug og rodede i min skoletaske igen. Den var et stort kaos. Til sidst fandt jeg det, jeg ledte efter. Jeg hev triumferende det grønne krøllede stilehæfte frem og tog det med ind på mit værelse. Jeg havde lige slået op på første side og spidset en blyant, da jeg kastede et blik ned i hæftet. Tysk grammatik. Nej vel?! Det var tysk-hæftet. Jeg sukkede og gik tilbage til skoletasken…

 

Da min mor kom hjem, var jeg lige blevet færdig med stilen, og derfor lå jeg smidt i min seng med mit slidte eksemplar af ’Twilight’

Bestselleren var egentlig et meget godt billede af den slags bøger, som jeg læste. Kærlighed og fantasy blandet sammen, og desuden skulle det gerne være på nogle bestsellerlister, før jeg gav det en chance. Hun kom ind på sit værelse og førte en lækker blomsterduft med sig.

”Ny parfume?” spurgte jeg og så op fra bogen. Hun smilede og nikkede. Hun gjorde meget mere ud af sig selv for tiden.

”Den er god,” tilføjede jeg og vendte opmærksomheden mod Bella og Edward igen.

”Det der har vi ikke tid til,” sagde min mor og gav mig et chok. Jeg troede egentlig, at hun var gået ind i stuen igen.

Jeg så bebrejdende op på hende og lagde så bogen opslået på sengen.

”Jeg har købt en kjole, som du skal have på,” sagde hun begejstret.

”En kjole?” Jeg hævede øjenbrynene. Hvorfor skulle jeg have en kjole på? Skulle vi ikke bare til et kedeligt møde? Hvorfor skulle jeg overhovedet med? Jeg skulle nok ’gøre et godt indtryk’ eller noget. Spørgsmålene lå klar på tungen, men jeg glemte dem, da min mor hev en kjole frem, som hun havde gemt bagerst i mit skab. Den hang på en træbøjle, og den var ikke bare pæn. Den var Wauw. Wauw som i sort med et rødt mønster af krydser, utroligt lang og meget flot og gallaagtig. I stedet for at tænke over, hvorfor jeg mon skulle have den utroligt overdrevne kjole på, smilede jeg bredt og hev mine slidte lyseblå jeans af.

T-shirten røg ligeså hurtigt over hovedet, og et minut efter beundrede jeg kjolen i spejlet på indersiden af mine skabslåger. Den sad perfekt, stramt men ikke FOR stram og fremhævede min talje på en flot, lidt gammeldags måde. Jeg lignede noget fra et eventyr. Min mor smilede også stolt til mig og hev min hestehale ud. Hun børstede mine rødbrune lokker og satte dem op i en utrolig høj hestehale. Det var lang tid siden, at min mor sidst havde sat mit hår, men det blev utroligt pænt. Hun bad mig endda tage mascara på, selvom hun plejede at være imod makeup. Hun gik selv ind for at klæde om og kom ud i en lige så lang sort kjole. Hendes hud var sminket lidt for lys, bemærkede jeg.  Jeg bed bemærkningen; ”Du ligner en vampyr” i mig, da hun jo havde foræret mig den tydeligvis dyre kjole.

”Så lad os gå?” sagde hun med et smil. Jeg nikkede og drejede rundt en sidste gang, inden jeg lukkede skabslågen og fulgte efter min mor ud i den kølige aftenluft.

 

Jeg følte mig lidt som en prinsesse, da vi gik side om side ned af gaden. Normale mennesker i løse jeans og stramme T-shirts kiggede også lidt på os, når de kom gående med store nettoposer eller med en pizzabakke fra ”Pizza Belladonna” under armen. Jeg spejlede mig i ruden til et shawarmahouse og kunne næsten ikke kende pigen med det krøllede rødbrune hår og huden, der fik et fantastisk skær i lyset fra gadelygten. Min mor lod mig ikke stoppe op, men hev mig ivrigt i armen.

”Jeg gider ikke komme for sent,” sagde hun formanende og gjorde et kast med sit hår, der var så mørkebrunt, at det næsten var sort. Det var faktisk blevet utroligt langt. Man lagde bare ikke mærke til, hvor pænt det egentlig var, når hun havde det oppe i den sædvanlige, lidt konede, knold.

Vi stoppede op foran en smal dør mellem en kiosk og en babytøjsbutik. Min mor hev en lille sort nøgle frem og stak den i låsen. Vi kom ind i en slags opgang, og hun lukkede hurtigt døren efter sig. Det var da ikke her hun arbejdede? Jeg nåede lige at tænke tanken, før hun tog mig i hånden og begyndte at gå ned af en trappe, der stod midt i rummet.

Der føltes utroligt øde. Trappen drejede sig, og pludselig trådte vi ned i en overdådig sal. Den var udsmykket med rødt fløjl på væggene, og fyldt med mennesker i fint tøj. Pludselig virkede min smukke kjole ikke som noget særligt. Min mor hilste venligt på flere folk, som jeg aldrig havde mødt før. Der var også nogle få på min alder, og jeg følte mig lettet over at have sluppet hendes hånd, da vi kom ned af trappen.

”Du kan skifte derinde,” sagde en blond kvinde, som jeg ikke fik fat i navnet på. Hun havde en violet stram kjole på og virkede lidt bekendt.

”Resten foregår derinde.” Hun gjorde et kast med hovedet mod en af de mange sorte døre, der var spredt rundt omkring i salen.

”Tak skal du have,” sagde min mor og blottede sine hvide tænder i et smil. Tænderne så alt for hvide ud i det dæmpede lys.

”Kom Annabel!” Jeg nikkede lidt og fulgte efter hende ind i et mindre rum, der var malet i en meget lys nuance af lilla. Rummet mindede lidt om et toilet, bare pænere. Jeg kiggede jeg lettere anklagende på min mor. Hun opdagede det ikke med det samme, da hun var ved at spejle sig i et af de fornemme spejle, der hang spredt omkring.

”Mor hvad er det her for et sted?” spurgte jeg nervøst. Hun smilede sit hvide tindrende smil til mig igen.

”Jeg skal nok forklare det hele, skat. Senere i aften.”

”Men…” Det var som om det rislede ned af ryggen på mig. ”Mor! Vil du ikke fortælle mig hvad der foregår?!”

Hun rystede på hovedet af mig med et overbærende smil. Så dykkede hun ned i den meget lille sorte håndtaske, som hun havde medbragt. Hun fiskede en æske af fløjl op. Hun åbnede den og afslørede en stor – og smuk – ring.  Den var udsmykket med en stor firkantet sten, som havde en perlemorsagtig hvid farve.

”Wo-ow” Jeg trak ordet ud til to stavelser. Hun sendte mig endnu et unaturligt smukt smil og satte den på sin lange ringefinger. Hun fiskede noget andet ud af æsken. Jeg kunne ikke se hvad det var, men hun betragtede sig indgående i spejlet. Med tingen på den ene finger, prikkede hun den ind i øjet. Var det en kontaktlinse? Hun gentog det på det andet øje og vendte sig hurtigt væk fra spejlet.

”Så er jeg klar,” sagde hun med glad stemme. Jeg knyttede min hånd hårdt sammen. Hun var ikke, som hun plejede. Jeg havde på en måde lyst til at ruske hende, og skrige ind i ansigtet på hende ”HVOR ER MIN MOR?”, men jeg gjorde det ikke. Det var bare ikke sådan noget, man gjorde. I hvert fald ikke normale mennesker. Og alle udenfor ville kunne høre det.  Hun havde godt nok været mere glad den sidste måned. Overnaturligt glad, men jeg havde bare taget det som et godt tegn. Men i aften var det SÅ meget værre. Det føltes som om der var noget galt. Pludselig føltes min smukke kjole unaturligt stram. Som om den var ved at kvæle mig. Jeg ville ikke have den. Jeg ville ikke være her. Jeg ville ligge på sofaen i mit posede joggingtøj, se talentshow med min mor og en pose blandet slik. Jeg ville endda hellere sidde og lave engelsk stil. Tysk grammatik?  Matematik lektier?! Hvad som helst andet end at være her med den mærkelige udgave af min mor.

”Er du okay Bell?” spurgte hun. Men det lød bare ikke rigtigt, når hun sagde mit kælenavn. Jeg nikkede.

”Mor hvorfor bruger du kontaktlinser?” Jeg havde en kæmpe klump i halsen. ”Du bruger jo ikke engang briller… eller noget.”

Hun bed sig i underlæben, som var malet mørkerød med en tilsyneladende ny læbestift.

”Jah, men jeg er ved at få dårligere øjne. Det er sådan en prøveting.. Jeg glemte at tage dem på derhjemme,” hun kiggede lidt for direkte på mig, og jeg fik en stærk fornemmelse af at hun løj. Det havde hun aldrig været helt god til. Det var sikkert indbildning, men hendes øjne så anderledes ud. Mere røde i det. Hvad kalder man den farve… bordeaux. Det var egentlig pænt.

Indbildning, sagde jeg irriteret til mig selv. Du overreagerer Annabel…

Jeg tog en dyb indånding.

”Jeg blev bare lidt nervøs. Alle de her folk, jeg ikke kender,” sagde jeg, hvilket var delvist sandt. ”Og alt det her er lidt underligt. Vi plejer ikke gå til sådan nogen ting her, jo.”

”Det er ikke noget at være nervøs for.” Hun smilede mildt til mig og lignede pludselig min ”rigtige” mor igen. Indbildning, tænkte jeg igen og var næsten overbevist. Så smilede jeg tilbage og gjorde klar til at forlade spejlrummet igen. Jeg smilede til mit spejlbillede en sidste gang. Det så forkert ud. Der var et eller andet galt. Jeg skubbede tanken væk og fulgte med min mor ud.

 

Jeg fulgte efter hende, mens hun snakkede med en masse folk, som jeg ikke havde mødt før. Hun snakkede også med den blonde kvinde og hendes datter.

”Det her er Felicia,” sagde hun smilende og præsenterede så mig for datteren. Felicia havde langt lyst hår, der hang løst ned af ryggen i form af smukke slangekrøller. Hendes øjne havde en form, man ikke helt kunne kalde mandelformet, de var mere ovale, og havde samme farve som min mors – og alle andre i lokalet, nu jeg tænkte over det. Nej ikke mine.

”Hun er ikke… endnu,” forklarede min mor med et mystisk smil, da Felicia med smalle øjne stirrede på mine.

”Hej,” sagde hun med en lys stemme, ”måske kan vi hænge ud sammen en dag. Bagefter…” Hun smilede af mit forvirrede ansigt.

”Her er ikke så mange teenagere!” Hun gjorde et kast med hovedet mod en sorthåret lettere buttet pige på vores alder, og gav mig en klar fornemmelse af at hun ikke ”hang ud” med hvem som helst.

”Jah. okay,” svarede jeg og lod som om jeg var helt med. Hun gennemskuede mig vidst. Hun pillede ved sit sorte tylskørt, som hun havde sat sammen med en vildt stram rød top, der fremhævede hendes flade mave. Hun så anderledes ud end alle os i fine kjoler. På en god måde. Og en smule rebelsk, hvilket fik mig til at kunne lide hende med det samme, selvom hun virkede en smule for selvglad. En af dørene smækkede op, og en sorthåret kvinde kom ud med en fortumlet skaldet mand under armen.

”Jeg tror vi skal gå derind nu.” Min mor smilede til mig, og jeg vinkede halvhjertet til Felicia, inden hun trak af sted med mig.

”Mor hvad skal vi?” peb jeg og lød som en otteårig.

Hun svarede ikke, men gik ind af den åbne dør og lukkede den omhyggeligt efter os. Dette lokale var helt anderledes. I stedet for at være beklædt med fløjl var væggene bare sorte mursten.  Der var også varmere herinde, men ikke på en behagelig måde. Der var malet noget med en blodrød farve på væggene, men jeg fik ikke studeret det nærmere. Min mor tog mig blidt i hånden og puffede mig fremad. I den bagerste ende af det aflange rum, stod en kvinde. Hun havde lange sorte krøller, der gyngede svagt frem og tilbage, som om hun lige havde rystet hovedet voldsomt. Hun var sminket meget blegere end min mor, og hendes øjne havde en smuk rød farve. Hun så op og smilede. Min mor gjorde en mærkelig bevægelse, som var en slags blanding af at bukke, neje, folde hænderne eller noget. Det så stilfuldt ud.

”Alexandra,” svarede kvinden og smilede. Hun havde også utroligt hvide tænder, og jeg syntes at skimte et sæt hugtænder bagerst i hendes mund. Hvad var det, en fest med gysergallatema? Hun virkede meget tålmodig og meget uhyggelig. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg fik lyst til at spæne ud af lokalet.

”Din datter formoder jeg,” fortsatte hun. Formoder. Hvad var det for et ord?

”Ja. Annabel.” Min mor nikkede bekræftende og kvinden vinkede os frem.

”Okay. Jeg går ud fra at Annabel ikke ved noget om fællesskabet. Ellers ville hun ikke virke så… panikslagen.” Hun sendte min mor et blik, som jeg ikke kunne tyde, og det gjorde mig mere utilpas, selvom jeg ikke troede, at det var muligt.

 ”Der er ingen grund til at være bange,” tilføjede hun til mig og sendte mig noget, der mindede om et beroligende smil.

”Læg dig her.”

Jeg stod stiv og var tæt på at nægte, men min mor puffede mig frem og sendte mig et bestemt blik. Jeg prøvede ikke at ryste for meget, og lagde mig lydigt ned på en stenbænk foran hende, som jeg ikke havde bemærket før.

”Du skal ikke være bange,” gentog hun. Jeg lå på ryggen og mine øjne slap hende ikke et sekund. Hun hev et eller andet frem, som jeg ikke kunne se. Selvfølgelig var det lige uden for mit synsfelt. Hun hev noget, der mindede om en pensel frem, og begyndte at tegne mærker i mit ansigt. Da hun en enkelt gang stoppede op for at dyppe, så jeg på den dybt mørkerøde farve med et strejf af lilla, som var i en tydeligvis antik krukke.

’De er alle sammen blevet sindssyge, ‘ tænkte jeg og gav mig selv tre muligheder. Enten var det en drøm, enten var min mor med i en uhyggelig kult, ellers var det en stor joke. Jeg håbede inderligt på det første, men det føltes for fjollet at knibe mig i armen. Gad vide om det overhovedet virkede? Det gjorde det altid på bøger eller i film, bortset fra at det aldrig var en drøm, når personerne gjorde det.

Kvinden lagde penslen og den antikke krukke tilbage og begyndte at messe. Jeg kunne ikke høre hvad hun sagde, det lød absolut ikke som et sprog jeg kendte. Hun løftede min venstre hånd op. Mine øjne flakkede over til min mor. Hun smilede spændt til mig, men det beroligede mig ikke. Hun tegnede cirkler i håndfladen med en lang finger, bukkede sig ned, og i et øjeblik var det som om hendes krøller snoede sig helt unaturligt. Så vendte hun min hånd og strøg en finger over håndleddet. Jeg mærkede en gysen i hele kroppen. Så blottede hun tænderne – det var ganske rigtigt et sæt halvmåneformede hugtænder, der ikke lignede de plastik hugtænder, jeg havde dem mistænkt for at være. Faktisk så de meget hårde og ægte ud. Hun smilede til mig, løftede mig håndled og bed til. Min første indskydelse var at skrige, da tænderne borede sig ind i den tynde hud, men så bredte en rolig fornemmelse sig fra håndleddet og opefter. Jeg lukkede øjnene. Alt flød sammen i en blanding af rød, sort og violet. Så mærkede jeg mit håndled falde ned. Hun havde sluppet det. Jeg slog øjnene op og så op i hendes ansigt. Hun smilede, men det forekom mig ikke længere uhyggeligt.

”Annabel,” sagde hun, og det lød formelt. ”Velkommen til fællesskabet. Nu er du Deltidsvampyr – ligesom alle andre i dette hus.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...