Completely Broken - ((1D))

Det her er sådan set min første movella (på denne her bruger) og min første fanfiction... Så bær over med mig
Amelia er en helt normal pige, som bor i London. Hendes liv har aldrig været en dans på roser, hun er blevet mobbet groft i skolen pga. overvægt og hendes mor har aldrig været der for hende. Hun har været nødt til at skifte skole et par gange, men nu går det ok... hun har bare ikke nogen venner. Hun er for genert til at tale med nogen og har næsten ingen selvtillid, altså hun har tabt sig en hel del gennem årene, men ordene fra de tidligere 'klassekamerater' hænger stadig ved.
Hvad vil der ske når hun deltager i en konkurence om at møde hende favorit band One Direction? Hvad med hendes ikke-eksisterende venner?

4Likes
7Kommentarer
705Visninger
AA

2. Flashback

"Amelia?" siger Becca hånligt
"Hvad er der? Jeg vil ikke tale med dig!" Jeg kan godt selv hære at min stemme er svag og snart vil knække.
Det har stået på sådan her længe, siden 3. klasse for at være helt præcis. Dengang pigerne og drengene begyndte at tænke på hvordan de så ud... jeg har altid været den tykke pige i klassen, men det var først dengang det gik op for dem.
"Hallo? Kan du høre mig, du er jo helt væk. Hvad tænker du på? Hvordan nogen nogensinde skal kunne elske dig når du er sådan en fed kælling?" Beccas ord rammer mg, men jeg prøver at være stærk
"Nej Becca, i modsætning til dig kan jeg i det mindste tænke" Jeg løber væk fra skolegården, jeg vil hjem. Jeg drøner ind i klassen, tager mine ting og løber så udenfor igen. Det er begyndt at regne, fedt. Her går man og tror at det holder op når det bliver sommer, men næææææhnej, regn er en bitch. Jeg låser min cykel op, sætter mig på den og begynder at cykle. Jeg vil helst bare glemme de ord Becca sagde til mig. Bare fordi man er populær behøver det ikke betyde at man bare sådan kan rakke ned på folk.
Jeg smager noget salt på mine læber, og først dér går det op for mig at jeg græder, tårnene strømmer ned af mine kinder. Jeg sukker, jeg må da snart være hjemme. Ganske rigtigt står jeg foran vores (altså mig og min mors) rækkehus, fem minutter efter. Jeg låser døren op og løber ind mod mit værelse. Jeg smider mig i sengen og begynder at hulke uforstyrret ned i min pude. Min mor er på arbejde. Jeg ser hende næsten aldrig, ligesiden far forlod os for en eller anden platinblondt gimpe, har hun taget så meget over arbejde, som hun overhovedet kunne få. Som om hun glemmer ham på grund af det. Nå, men når jeg så har grædt færdig, går jeg ud i køkkenet. Hvad skal jeg mon tage? Der er marsbar, twix, chokolade kiks og en eller anden fin fransk nougat. Jeg tager det hele. Mit værelse synes at have flyttet sig fem mil, så jeg dumper bare ned i sofaen og tænder for tv'et. Der er genudsendelse for X-factor. Jeg sukker og begraver mig i en dyne der ligger forenden af sofaen, det er mors. Der kommer et boyband frem på tv'et, jeg ved godt hvem de er, One Direction. De begynder at synge.

'I thought I saw a girl brought to life
She was warm, she came around, she wa dignified
Showed me what it was to cry
You couldn't be that girl I adored
You don't seem to know or seem to care what your heart is for
But I don't know her anymore

There's nothing left, I used to cry
My conversations has run dry
That's what's going on
Nothing's fine I'm torn'

Et par tåre finder vej ned af mine kinder, men jeg tører dem hurtigt væk, jeg må tage mig sammen. Jeg går ud i køkkenet og ligger slikket tilbage, nu er det fandme nu!
Jeg SKAL tabe mig!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...