Kirsebærtræet

Kirsebærtræet er en gammel novelle, jeg engang skrev i skolen, som jeg har fundet frem igen og forbedret.

Kirsebærtræet handler om en 14-årig pige ved navn Caroline. Hun er den yngste i sin klasse og det har aldrig rigtig været et problem, men nu hvor de er blevet teenagere, er det pludselig blevet svært at være Caroline, og samtidig med, at Caroline har det svært i klassen, sker der også noget helt forfærdelig for Caroline og hendes forældre.

0Likes
0Kommentarer
144Visninger
AA

2. Christian

Vi nærmede os foråret. Jeg var på vej hjem fra skole. Helt alene endnu en gang. Hver eneste gang var jeg gået over engen og forbi det store nøgne kirsebærtræ. Det var næsten sørgeligt at se det sådan. Fra min barndom huskede jeg det kun som et smukt og blomstrede træ, eller som et stort, godt klatretræ fyldt med de lækreste, sødeste og saftigeste bær. 
   Kirsebærtræet betød meget for mig. Det havde altid tilhørt min familie. Det blev plantet, da min oldefar blev født. Da han havde mødt min oldemor sad de ofte under træet og nød solens varme stråler eller kiggede på stjerner, og senere blev de begge begravet under træet. Min farmor og farfar blev gift under træet, og det var mine forældres hemmelige mødested, da de blev kærester. På den ene side af træet kan man stadig se deres initialer, både mine oldeforældres, mine bedsteforældres og mine forældres. 
   Jeg var næsten nået hjem til gården. Der var meget stille. Der plejede ellers at være en masse arbejde, men der var ikke en sjæl at se. Inde i stuen sad min mor på sofaen og far sad ved siden af med en arm omkring hende, Andreas, som var min 17-årige storebrors bedsteven sad i stolen overfor. Mor græd, og da jeg så nærmere efter opdagede jeg, at både min far og Andreas også havde tårer i øjnene. På bordet foran lå telefonen. 
- "Hvad er der sket?" spurgte jeg forsigtigt og satte mig i den anden stol. 
Far tørrede øjnene, rettede sig op og begyndte at fortælle:"Christian var ude at køre på sin nye knallert. Han kørte om kap med Andreas." Far så ned i gulvet. Andreas fortsatte med rystende stemme, hvor far var gået i stå: "Christian var kommet et godt stykke foran mig, og da han drejede om hjørnet, kom en bil kørende i mod ham. Bilen kørte alt for hurtigt, og det gjorde Christian også. Ingen af dem kunne nå at bremse. Da jeg nåede derhen, ringede jeg straks efter en ambulance, og de blev begge to indlagt øjeblikkeligt, men...men..." Andreas begyndte at græde. Jeg havde ellers aldrig set ham græde før. 
- "Hvad er der sket??!" spurgte jeg igen. Højere denne gang, og mere skingert. 
Far , der stadig sad med blikket vendt mod gulvet, svarede: "Christian klarede den ikke." Og så brast vi begge ud i gråd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...