Love You Deep Inside. - One Direction

Familie had, er lige det Julia og Zayn Malik har. De er fætter og kusine, men de har aldrig kunne udstå hinanden. De har ikke set hinanden i et år og når de så er sammen ignorere de bare hinanden. Derfor mener Julia's mor at Julia skal bo hos Zayn i et halvt år, fordi man ikke skal skubbe familien væk. Men hvad sker der når Julia så flytter hjem til Zayn, blir de ved med at hade hinanden, eller finder de ud af det sammen? Og Hvad siger de andre drenge til Julia? Falder Julia for en af drengene, og vil det blive gengældt? Eller hvad sker der? *Anstødene sprog kan forekomme*

12Likes
6Kommentarer
552Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Dette er ikke rettet igennem - Sorry!

Zayns Synsvinkel

 

Julias brune øjne, borede sig inde i mine med et hårdt blik. Hun knurrede min ene sofapude i hånden. Hendes ansigt skjulte ikke at hun var vred, hun var nemlig helt rød i hovedet. Jeg vidste at hun blev så vred når hun ikke fik sin vilje. Ligesom her, hun måtte ikke se den film hun ville. Og jeg vidste også godt at det var mig der fik hende op i det røde felt. Hun hadede mig så underligt.

Før jeg vidste af det havde hun kastet den pude hun havde i hånden på mig. Og hun kastede endda helt vildt hårdt. Jeg kiggede forskrækket op på hende. Jeg prøvede at fange hendes øjne for at måske at kunne læse hende. Men hun var ulæselig.

Jeg fangede dem endelig, de var fulde af vrede. ”Orker dig bare ikke lige nu.” snerrede hun og gik i retning af sit værelse.

Jeg smilte for mig selv, endelig fik hun ikke sin vilje. – Hvilket hun plejede. Jeg var altid den der overgav mig men sådan skulle det ikke være i dag. Trods alt, boede hun jo faktisk hos mig, og da hun kun var 16 år, skulle der jo være en voksen til at holde styr på hende. Hvilket i denne situation var mig.

Men mit smil blegnede fuldstændigt da jeg så Liams alvorlige blik. ”Zayn..” begyndte han. ”Hvad skulle det til for? Kunne hun ikke bare få sin vilje?”. ”Jeg er træt af at hun altid for sin vilje.” fastslog jeg. ”Det var jo bare en film?” indskød Louis. ”Du tager ikke godt i mod dine gæster, Zayn.” mumlede Niall. Om jeg skulle have hørt det eller ej vidste jeg ikke.

”Hun har ikke engang været der i et døgn, og i er allerede blevet uvenner? – Det skal nok blive sjo..”.”Enig..”

”Hey!” råbte jeg op, fordi de bare sad og snakkede hinanden i munden på hinanden. Alle deres blikke vendte sig mod mig. ”Jaja, måske skulle jeg bare have ladet hende se den film. Men hun irritere mig så grænseløst. Og hun får altid sin vilje. Og når hun er hjemme hos mig er det mig der bestemmer over hende. – Sådan er det bare. ”Harry sukkede bare. Mens jeg bare kiggede ud i luften. Jeg kunne mærke drenges blikke hvile på mig, hvilket jeg forbandt som om at de fulgte hver eneste af mine bevægelser. Derfor valgte jeg at sidde helt stille.

”Jeg går ind til hende.” kom det fra Niall. Først troede jeg det var for at bryde tavsheden, men da jeg så at han havde retning mod hendes værelse, rystede jeg hurtigt på hovedet, men som han tydeligvis ikke så. Da han allerede var rejst sig op fra sofaen. Jeg sukkede lydløst. Den er ferie med Julia, skulle nok ende galt.

 

Julias Synsvinkel

 

Lige nu sad jeg inde i min seng med tårerne trillende ned af kinderne på mig. Det var ikke glædes tårer, heller ikke triste tårer. Nej, vredes tårer. Vredes tårer fordi at jeg gav Zayn hans vilje. Og det var første gang at jeg gjorde det. Jeg ville væde med at han sad derude helt vildt lykkelig, så godt kendte jeg faktisk min fætter. Men der er stadig en tinge der er sikkert. Jeg. Hader. Ham. Så. Inderligt.

Jeg begravede mit hoved nede i mit knæ. Jeg kunne snildt høre at døren gik op, derfor fastslog jeg mit blik imod den. Niall kom ind med et smil og lukkede døren efter sig. ”Må jeg godt komme ind?” først kiggede jeg mærkeligt på ham, derefter grinede jeg af ham. ”Ja ja, nu når du er kommet ind kan jeg jo ikke sige at du ikke må.” svarede jeg. Han nikkede bare.

”Julia, hvad skete der med dig og Zayn?” begyndte han. Han satte sig roligt ned i min seng. ”Øhm..” prøvede jeg. Men kunne ikke svare på hans spørgsmål. Det var ikke lige det spørgsmål jeg ville svare på lige nu, ihvertifald.

”Vi hader bare hinanden. Og Zayn ville ikke lade mig se en film.”. ”Det kan du godt bilde mig ind.” mumlede han.

”Hvis du hader ham så meget, hvorfor er du så flyttet hjem til ham?” spurgte han. Jeg trak vejret dybt for ikke at få min vrede ud på Niall. Han havde jo ikke gjort noget, vel?

”Min mor har sendt mig herned, uden jeg ville. Zayn var selv med på idéen. Hvilket jeg ikke forstår, han hader jo også mig? Men jeg blev tvunget til at komme med.” afsluttede jeg. Han sad og sagde ikke så meget, da det så ud som om at han tænkte over det jeg lige havde sagt.

”Når men har du været i London før?” han prøvede tydeligvis at starte en samtale med mig. ”Ja, men der er efterhånden længe siden. Og en by som London, kan godt ændre sig meget på nogle år.”

Jeg kiggede rundt på værelset bare for ikke at kigge ham i øjnene. Men til sidst sad mit blik fast på ruden, hvor man kunne se den store by, og alle de små mennesker dernede. Jeg kunne kun huske at jeg elskede denne her by da jeg var mindre, men om jeg stadig elskede den så højt vidste jeg ikke.

”Julia, hvad ville du sige til at jeg viste dig rundt i London i morgen?” sagde han. Jeg kiggede lidt skeptisk på ham. Jeg måtte sikkert ikke for Zayn, det var hundrede. Og jeg skulle møde Perrie i morgen. ”Det ved jeg ikke Niall. Zayn skal sikkert bestemme over mig igen.” begyndte jeg. ”Og jeg skal møde Perrie i morgen. Og hvis jeg springer det over, flår han sikkert hovedet af mig.” tilføjede jeg til sidst. ”Efter? Og hvornår er du begyndt at høre efter hvad Zayn siger?” smilede han, som jeg hurtigt gengældte.

Men han havde ret. Måske tænkte jeg lidt for meget på Zayns mening. Men jeg tror at engang i mellem bliver man nød til at bryde reglerne. Man lever jo kun en gang!

”Fint, så hent mig efter jeg har mødt hende. – Men orker ikke hvis vi skal gå hele London igennem!” klagede jeg. ”Ha ha, hvis vi skulle gå London igennem skulle vi godt nok gå meget. Husk på hvor stor London egentlig er.” grinte han. Jeg rullede bare øjne af ham.

”Gå nu bare tilbage til dit dumme band.” blinkede jeg, så han ikke opfattede det som ondt. Nej jeg var nemlig ikke ond. Det var Zayn der var den onde her!

 

***

 

Og før jeg vidste af det var Niall gået. Der var ikke stemmer i stuen eller køkkenet. Zayn var nok gået i seng. Hvilket jeg også burde gøre. Jeg kiggede hen på uret der viste at klokken var 00:04, og jeg vidste ikke hvad tid Zayn ville have mig op til i morgen. + Jeg ville heller ikke være for træt til at se London sammen med Niall.

Niall var faktisk flinkere end jeg havde troet. De andre drenge i bandet var okay søde, men Niall var bare den eneste der turde snakke med mig.

Zayn havde sikkert sagt alt muligt lort om mig til dem. For det ville faktisk ikke overraske mig. Han havde sikkert sagt alt muligt med at de nok skulle holde sig fra mig og alt muligt andet lort.

Søvnen var ved at tage over. Men jeg orkede virkelig ikke at børste tænder eller skifte tøj. Fordi jeg var bare så træt og ville bare gerne sove.

Jeg lukkede øjnene stille i, og lod søvnen tage over.

 

***

 

”Op, op, op.” kom Zayn råbende ind. Seriøst jeg kunne flippe ud på ham lige nu. Det var sommerferie! Jeg skulle fucking sove længe! Men i stedet for at stå op, ignorerede jeg ham fuldstændigt og lukkede mine øjne igen.

”Julia!” rystede han i mig. ”To ord. Gå. Væk.” snerrede jeg af ham. Morgenmenneske? I don’t think so.

Jeg kunne mindre og mindre høre hans fodtrin, så det ville sige at han var gået! Wuhu! Men før jeg vidste af det kunne jeg mærke noget vand komme ned i mit hoved. Og det var iskoldt!

Forskrækket kiggede jeg på Zayn, som sad med det største smil på læberne, mens han prøvede at holde et grin ude.

Jeg kiggede på vandflasken, det samme gjorde han. Derfor kastede han det sidste vand i hovedet på mig.

Jeg. Hader. Ham. Nu. Er. Der. Krig.

Jeg kunne mærke at det her blev en dårlig dag. Men for at give den såkaldte hævn på Zayn, ville jeg lade det gå udover Perrie. Synd for pigen, men hun kan jo ikke vide at hendes kæreste er en idiot, vel?

Selvom jeg var så indebrændt på Zayn, og at jeg havde vand i håret, lukkede jeg alligevel øjnene. For jeg prøvede at falde i søvn igen. For jeg ville ikke bare stå op fordi han sagde det.

Men jeg kunne ikke sove, da solen brændte igennem de hvide gardiner, så hele rummet lyste op. Og jeg var helt våd i ansigtet. Kunne det blive meget værre? Åh jo, jeg skulle jo også med Zayns kæreste som ikke endnu har opdaget hun dater en idiot.

Men jeg skulle heldigvis rundt i London med Niall.

Men så hvis vi skulle gå så meget, fik jeg vabler. Men hellere gå rundt i London og få helt vildt mange vabler end en hel dag med Zayn.

Suk, så ville jeg bare håbe at Zayn ikke tvang mig til at blive hjemme. For jeg ville jo umuligt kunne slippe ud fra huset hvis Zayn havde låst alle dørene ikke?

Okay, jeg måtte bare krydse fingre for at det blev en god dag!

 

***

 

Efter at have gjort mig klar, gik jeg ind til helvede. Det ville sige at jeg skulle ind i stuen, hvor Zayn var. Han var nemlig djævlen.

Jeg tog tunge skridt, for at han kunne være sikker på at jeg var i huset. Men de sidste meter trampede jeg, rigtig meget endda. Nok til at en blondine kiggede målløs på mig.

”Åh, Perrie. Det er min kusine Julia.” præsenterede Zayn mig. Også vendte han sig mod mig. ”Julia, det her er..”.”Hørte dig godt i går Zayn. Men hyggeligt at møde dig.” sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende for dem begge to.

”Har du sovet godt, Julia?” kom det fra Zayn. ”Ja indtil du kom og vækkede mig.” sagde jeg hårdt og kiggede ned på min morgenmad, som jeg inderligt havde lyst til at kaste i hovedet på ham.

Der var en tavshed. Den var akavet for de andre, men ikke mig. Jeg kan godt lide stilhed, altså nogen gange. Men inden Perrie gik, ville jeg virkelig gerne spørge hende om noget.

”Perrie, må jeg godt spørge dig om noget?” sagde jeg en smule usikkert, da det ville være akavet hvis hun sagde nej. Hun nikkede bare. ”Selvfølgelig.” hun sendte mig et falsk smil. ”Hvorfor dater du sådan en idiot som Zayn?” sagde jeg denne gang mere selvsikkert. Jeg kunne mærke Zayns hårde blik i siden. Mens han sparkede mig hårdt under bordet.

”Jeg elsker ham.” mumlede hun. Hvilket fik Zayn til at smile, som om det var første gang hun sagde det. Jeg havde inderligt lyst til at spørge hvorfor man overhovedet kunne elske ham? Jeg kunne ikke forstå det, men ville heller aldrig kunne komme til det. Ad.

Okay det her var akavet. Zayn og Perrie så på hinanden, som om at de så deres livs første kærlighed i øjnene. Ad.

Okay, for lige at ødelægge deres romantiske øjeblik, valgte jeg at hælde mælk på Zayns skjorte.

Det var som om tiden stod stille, da Zayn sendte mig et blik der sagde ’Pas på’ – hans ansigtsudtryk gemte ikke på at han var vred. For det var han.

Perrie kiggede på ham som om at hun var bange for ham. Hun havde nok aldrig set ham så vred. Men det havde jeg, mange gange endda, men hvad skulle jeg sige? Måske var jeg bare mester i at gøre ham sur.

Uden at tænke mig om, styrtede jeg tilbage på mit værelse, da det så ud som om at han var ved at slå mig. – Men drengen kunne jo ikke gøre for at han ikke kunne tåle en omgang af sin egen medicin. Hvor var det egentlig synd for ham. Men det er mere synd for Perrie, hun ved ikke hvor stor idiot han kan være. Men det er ikke mit problem, vel?

Jeg kunne høre at nogle skridt nærmede sig, og langsomt gik det op for mig at det sikkert var Zayn, der ville have en eller anden form for hævn.

Derfor skyndte jeg mig at gemme mig i skabet. Lige som jeg fik lukket skabsdøren, åbnede personen døren til mit værelse. ”Juliiiiiiia!” råbte en velkendt stemme, som kun kunne tilhøre Zayn. ”Er hun herinde?” kom det fra en lav stemme, som sikkert tilhørte Perrie. For det lød ihvertifald som en pigestemme. ”Regner ikke lige at hun har hoppet ud af vinduet Perrie. Men når jeg finder hende så..” begyndte han. ”Så skal jeg have hævn over det hun gjorde med min nye skjorte!” sluttede han hårdt af.

Jeg havde en lille sprække så jeg kunne kigge ud og se hvad der foregik. Zayn havde retning i mod skabet hvor jeg stod i. Men heldigvis ringede det på døren. Så Zayn gik ud og åbnede op. Det var mit held!

Lige nu stod jeg musestille og lyttede til hvem det faktisk var der havde ringet på døren.

”Hey Niall!” råbte Zayn glad! Hvilket mindede mig om nået.

Niall.

Fuck.

”Hey bro! Jeg havde en aftale med Julia, er hun her?”.”Julia?” sagde Zayn lidt skeptisk. ”Yup.” fastslog Niall. ”Julia. Julia er her ikke lige nu.” kom det fra den lyvende, irriterende Zayn. ”Åh.” mumlede Niall skuffet.

Lige nu tænkte jeg faktisk ikke rigtig godt, for jeg havde åbnet skabet og løbet alt hvad jeg kunne ind til der hvor Niall var. Jeg kunne se at han var ved at åbne døren op for at gå ud. ”NIALL!” skreg jeg, så han vendte sig om og smilte til mig. ”Hvor har du været?” sagde han, med et forundret blik, og sådan kiggede Zayn også på mig. ”Ehm, jeg har leget gemmeleg med Zayn!”

Det var dumt sagt, meget endda. Leget gemmeleg med Zayn. That would I Never do in my long life. Never. ”Øh, okay. Men skulle vi til at komme af sted?” sagde han. ”Ja!” kunne jeg ikke nå at sige.

Niall lukkede døren efter sig. Han kiggede på mig, det kunne jeg mærke. For det der med at sige at jeg legede gemmeleg med Zayn, var ikke lige det bedste svar jeg kunne komme med. ”Nårh Julia. Gemmeleg med Zaynibasse?” man kunne tydelig høre en drillende tone i hans spørgsmål. Jeg puffede ham blidt i siden.

”Hallo, tror du selv at jeg har det?” han grinte bare af mig. ”Hvad lavede du inde i det der skab?” sagde han, bare for at komme ind på et andet emne. ”Joooo. I Morges hældte han vand i hovedet på mig for at få mig til at stå op. Også når jeg giver ham lidt af hans egen medicin bliver han stik tosset. Og jeg troede han ville slå mig derfor gemte jeg mig inde i skabet. Smart ikke?” fik jeg ud i en vejrtrækning. Jeg kunne se på ham at han prøvede at holde et fnis inde. Hvilket så kom ud i en kæmpe latter.

”Når jeg troede det var noget med Perrie, han blev sur over?” sagde han denne gang seriøst.

Jeg ventede lidt med at svare ham da jeg lige kiggede rundt her i byen. Jeg kunne se det der London Eye.

”To ting. For det første det med Perrie, ikke også. Jeg spurgte hende hvorfor hun datede sådan en som Zayn. Så hun blev lidt skuffet eller hvad du nu vil kalde det. For det andet. Skal vi op i det der øje?” jeg kiggede spændt på ham, da jeg virkelig gerne ville ind i det. Der havde jeg faktisk aldrig været før. Hvilket skuffede mig, da det så ret sjovt ud.

”Du kan se hele London. Så selvfølgelig skal vi op i det.” svarede han og tog et par solbriller på og en hætte trøje. Selvom solen skinnede okay meget. Men det var nok mest ikke for at blive genkendt af alle de der tusinders directioners, eller hvad det nu hedder.

”Kom så. Hvad venter vi på? Jeg vil ind og se det nu!” råbte jeg af glæde, så et par folk kiggede lidt mærkeligt på mig. Men det var jeg efterhånden blevet vandt til da, hvis jeg sagde et eller andet højt som var mærkeligt, eller at hvis en pige råbte af mig at jeg skulle skaffe Zayns autograf eller noget andet.

****

Weeee, lige nu havde jeg siddet i London Eye i 40 sekunder, og jeg elskede det allerede. Jeg følte mig som et lille barn som fik deres fredags slik.

Men jeg fortrød straks at jeg kiggede ned. For der var virkelig langt ned. Og vi var ikke engang nået toppen. Det slog mig straks at jeg havde højde-skræk. Hvordan kunne jeg dog glemme det? Jeg troede seriøst at jeg skulle dø, så derfor valgte jeg at lukke øjnene, og nive mig selv i fingeren.

Det der med at nive, vidste jeg ikke helt hvorfor jeg gjorde. Nok for at komme til at tænke på noget andet. For en smerte skar igennem min finger, da jeg indså at det blødte. Jeg sukkede irriteret.

”Ej, Julia. Sig nu ikke at du har højde skræk.” sukkede Niall. Jeg sendte et falsk smil, da jeg ikke kunne smile rigtigt lige nu. Jeg havde alt for mange ting i mit hoved, eller kun en.

Min højdeskræk, som jeg havde glemt alt om.

”Undskyld Niall. Men jeg havde glemt alt om højdeskrækken fordi jeg så gerne vil her op. Og Niall, hvor lang tid er der tilbage af turen?” Han trak på skuldrene. ”Hvordan kunne du glemme din højdeskræk? Og om 2o minutter vil jeg tro.” kom det fra ham. ”Jeg kan altså godt glemme at jeg har højde skræk.” Han smilede bare, selvom jeg kunne se at han prøvede at holde et grin inde. ”Det er ikke sjovt!” sagde jeg og puffede til ham.

”Nej nej, slet ikke. Men du kan ikke dissideret glemme din højde skræk?” sagde han. Jeg skar en grimasse af ham. ”Det kan man godt i min verden, Niall.” sagde jeg.

En kvalme steg op i mig. Jeg satte hovedet imellem knæene for at håbe det hjalp. Jeg kunne jo ikke brække mig foran Niall, eller nogen drenge? Det ville være totalt uacceptabelt.  

”Julia, er du okay?” prøvede Niall. Men det hjalp ligesom ikke. ”Nej Niall. Jeg har det fint. Jeg ligner bare et spøgelse fordi jeg har det så godt!” sagde jeg flabet. ”Åh, undskyld.” svarede han en del såret. Måske var jeg lidt for flabet nogle gange?

”Undskyld Niall. Har det bare dårligt.” prøvede jeg. For jeg gad virkelig ikke en hel dag med ham hvis han var såret. ”Nej du har ret.” sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg prøvede at fange hans øjne, for at se om jeg kunne læse ham. Men jeg kunne ikke fange dem.

”Du ligner faktisk et spøgelse.” sagde han kækt og denne gang fuld af selvtillid. Endnu en gang skar jeg en grimasse og rakte tunge af ham.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte han så pludseligt. ”Selvfølgelig.” han smilte og jeg gengældte bare svagt. Trods alt var jeg stadig dårlig. Men han kunne jo stadig spørge mig om noget. ”Hvor gammel er du?”.”16.” svarede jeg hurtigt og kiggede ud af vinduet. Vi var ikke så højt oppe som før.

”Stop med at lyve, du virker som en på 20!” jeg rystede langsomt på hovedet. ”Nope, jeg er 16. Og jeg lyver ikke. Men mange siger også at jeg minder om en på 18.”

Han begyndte bare at grine. Hvad var det der var så sjovt? Jeg kiggede mærkeligt på ham.

”Hvad er det?” spørger jeg nysgerrit. ”Vi er snart nede igen, hvor vil du så hen?” sagde han. Bare lige for at tale uden om. Min mave knurrede af sult. Jeg havde heller ikke fået så meget morgenmad. ”Jeg følger min mave. Vi skal et sted hen og at spise!”.”Ventede kun på du ville spørge!” sagde han muntert.

”Nogle gode steder?” tilføjede jeg til samtalen om mad. ”Ved ikke om du kan lide det men Nandos!” jeg nikkede bare. Vi var også ude af det dumme øje lige om lidt.

***

”Det var sku en hård tur!” kom det fra Niall. ”Mon ikke. Mind mig om at det var sidste gang at jeg nogensinde i mit liv skal op i den der tingest igen.” sagde jeg og himlede med øjnene.

Pludeselig kom en dunkende hovedpine frem. Da jeg opdagede en masse pager der skreg og råbte. Derfor vendte jeg mig om og så at der var rigtig mange piger der skreg efter Niall.

Jeg kiggede på mængden af pigerne og så at hvis han skulle skrive autografer og tage billeder med dem alle sammen kunne det ihvertifald tage en time. Og når en fan vidste hvor man var. Så vidste hele London det jo faktisk. Pga. af Twitter…

Men i stedet for at stå og vente på Niall gik jeg ned af gaden og ville finde et eller andet sted hvor jeg kunne få noget af spise.

________________________________________________________________________________________________-

Åh åh.. Hvad tror i at der kommer til at ske når Julia går rundt i London alene?

Hvad syntes i om historien?

- Undskylder for hvis jeg ikke opdatere så tit, men har virkelig travlt lige pt. Men lover der nok skal komme mere! :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...