Kalaallit Nunatt

Gabrielle er en pige som bor i Danmark med sin mor. Hendes forældre er skilt. Hendes far får et nyt job, og Gabrielle vælger at tage med ham. En oplevelse som ændrer hende helt.

1Likes
1Kommentarer
243Visninger
AA

2. Første møde

Vi landede i Nuuk kl. 16.00. Det første jeg tænkte på var bare at komme hjem. Far havde sagt at
vi skulle bo i ”den store by” Nuuk. Hvis far sagde, at det her var en stor by, ville København være gigantisk, større end New York, Berlin, Paris og Rio til sammen. Der var intet i den by. Da vi kørte hen til vores nye hus, var der en masse børn der kiggede på mig. Og jeg som troede at Danmark også ejede Grønland. Burde de ikke være lidt mere vant til danskere?

Vores hus ligger tæt på skolen, så der er ikke så langt at gå. Godt, for så kan jeg søge hurtigt flugt hjem. Det hele ser, vist sådan set, okay ud. Måske bortset fra, at jeg ikke fatter et ord af hvad der står på skiltene i byen. Det er fuldstændig umuligt at være turist i Grønland. Far lod mig pakke ud i fred og ro. Han var meget træt og skulle over på kontoret og melde sig. Det var første gang jeg så Far, i noget af retningen af, stresset. Det var en smule bekymrende. Jeg havde også været lidt bekymret i forhold til maden. Fisk har aldrig været min livret. Min bekymring forsvandt ikke, da Far sagde vi skulle ud at spise på ’den lokale’. Da vi kom der over, så jeg at hele menukortet var fyldt med sæl og fisk. Jeg endte bare med at bestille en salat.

Næste morgen stod jeg tidligt op. Jeg var meget nervøs. Far ville gerne følge mig, men måske var det lige i overkanten. Han kom dog med den undskyldning om, at han hellere måtte møde mine nye lærere. Jeg pakkede min taske med mit penalhus, mine kladdehæfter og min bog. Det var lidt svært at finde ud af hvad jeg skulle forvente. Tale dansk eller engelsk? Kan de forstå dansk eller må jeg benytte tegnsprog hele dagen? Jeg gik rask til. Jeg ville bare have overstået mødet med min nye klasse. Da jeg gik ind sad alle eleverne ned på deres pladser. Ingen talte eller rørte sig. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Så kom læreren ind. Hun var en lille, sød og ung grønlandsk pige. Sikkert lige blevet færdig med sin læreruddannelse. Den eneste uddannelse man kan tage i Grønland, uden at skulle rejse til Danmark. Hun smilede til mig og begyndte sit volapyk. Far gav hende hånden, og gik så. Helt uventet vendte lærerinden sig mod mig.
”Hej med dig”, sagde hun med en lidt irriterende lillepigeagtig stemme. ”Jeg hedder Sandra og jeger din lærerinde i alle dine fag undtagen matematik og idræt. Der har du Minik. Han er en rigtig god lærer. Vil du ikke fortælle til klassen hvad du hedder og vise på kortet, hvor du kommer fra?”
”Kan de godt forstå mig?”
”Ja, sådan nogenlunde”, svarede hun. ”De er rimelig gode til dansk. Jeg tror dog at du er bedre til engelsk end de er.”
Jeg vendte mig mod min klasse og samlede alt mit mod.
”Hej, jeg hedder Gabrielle og jeg er næsten 13 år gammel”, startede jeg. ”Jeg er flyttede hertil fra København, som er hovedstaden i Danmark. Min far arbejder med udsat… øh børn og så fik han arbejde på et kontor her, så det er hvorfor jeg er her. Jeg kan ikke tale grønlandsk, men jeg håber meget, at I kan lære mig det. Ellers bliver det nok lidt svært at bo her.”
Sandra sendte mig ned til en plads bagerst i klassen. På vej der ned, spottede jeg den første pæne dreng jeg har set i Grønland. Han var vist halv dansker og smilede til mig. Det var noget drengene der hjemme aldrig gjorde. Pigen, der sad ved siden af, gloede ondt på mig og rykkede stolen helt ud til kanten af bordet. Jeg havde åbenbart fået min første fjende. Temmelig neder’n.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...