Kalaallit Nunatt

Gabrielle er en pige som bor i Danmark med sin mor. Hendes forældre er skilt. Hendes far får et nyt job, og Gabrielle vælger at tage med ham. En oplevelse som ændrer hende helt.

1Likes
1Kommentarer
268Visninger
AA

1. En overraskelse

Jeg sad i vores gamle Peugeot på vej til lufthavnen. Det var koldt, måske 10 grader varmt. Min mor, Terese, kiggede nervøst i bakspejlet. Det var som om at hun håbede, at jeg fik et sammenbrud og skreg, at jeg ikke ville af sted alligevel. Men nu var det for sent. Beslutningen var truffet, selvom jeg meget hellere ville blive her. Her hjemme i trygge Danmark. At rejse væk fra éns moders land var hårdt. Aldrig mere, at kunne høre det danske sprog til hverdag. Jeg savnede allerede når min irriterende lærer råbte, at vi skulle tie stille. Når min mor vækkede mig om morgnen. Mine falske venner. Det var hårdt at sige farvel til dem, selvom jeg aldrig har regnet dem for mine venner.

Min far, Lars, stod ved indgangen. Han havde taget et fly fra Aalborg for, at vi kunne tage samme fly videre. Min mor hilste koldt på ham. Hun har tit sagt til mig, at hvis ikke hun ville have et barn, så ville hun aldrig have mødt ham. Jeg er nu også meget glad for, at jeg ikke bor sammen med ham. Jeg elsker selvfølgelig min far, men han er en meget anderledes person. De to weekender om måneden er nok for mig. Far lever midt ude i skoven, tæt på Skørping. Spørg mig ikke hvad han ville i den skov. Min far kan godt lide natur, men det er lige i overkanten at være en slags eneboer i en offentlig skov. Der kommer mange og besøger ham, så det med at folk kalder ham for eneboer og ”han er aldrig inde i byen” passer altså ikke. Far køber ind i byen, spiser i byen og spiller kort i byen. Fars arbejde har jeg aldrig helt forstået. Det er vist noget med udsatte børn, men han laver vist aldrig rigtig noget. Så derfor forstår jeg ikke hvorfor han ikke bare flytter til Nordvest eller Vesterbro, der er sikkert mange flere udsatte børn end i Skørping. Og at flytte til København er i hvert fald 100 gange nemmere end at vi skal flyve til hans nye arbejde. Han har ikke villet fortælle mig hvor det er, men han sagde, at jeg skulle pakke masser af varmt tøj. Det lyder ikke så godt. Min mor og jeg har altid hadet kulde, men da jeg foreslog min mor, at vi flyttede til Italien eller et andet varmt sted, sagde hun alligevel nej. Hvis det var min datter der spurgte, havde jeg straks stået klar med tasker og en flybillet i hånden.

”Hej Gabbi”, sagde Far. ”Er du klar til at tage af sted?”
”Årh, lad nu være med at kalde mig for Gabbi”, bad jeg. ”Mit rigtige navn er Gabrielle!”
”Det var jo bare for sjov, skat. Er du klar?”
”Hvor skal vi hen?”, spurgte jeg nysgerrigt. Jeg håbede at han sagde at vi skulle til Thailand eller noget andet spændende. Men alligevel, jeg fik jo besked på at pakke varmt tøj.
”Vi skal til Kalaallit Nunaat!”
”Hvad?”
”Vi skal til Grønland, Gabbi”, råbte Far, så alle i velkomsthallen kunne høre det. ”Men dit grønlandske er vist ikke så godt. Skrev jeg ikke at du skulle prøve at lære lidt grønlandsk?”
”Nej, men ved du godt hvor svært det er at tale grønlandsk?”
”Slap af, Gabbi”, sagde Far. ”De fleste grønlændere taler udmærket dansk. Og du skal gå i skole med de andre børn, så det lærer du hurtigt.”
”Som om…”
Jeg var sur hele resten af dagen. Min far prøvede konstant at opmuntre mig, men han forstod det
bare ikke. At bo i et land med konstant kulde hele året, var den værste straf han overhoved kunne
give mig. Det hjalp heller ikke, at jeg lider af savn og hjemve. Hvorfor sagde jeg ja til det her???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...