Hvad verden ikke ved

Det handler om to søskende der bor i London, sammen med deres forældre. De opdager så at der er mere i denne verden end bare, den almindelig hverdag som de kender til.

0Likes
0Kommentarer
295Visninger
AA

2. Hvad verden ikke ved

De var så skræmt, at de ikke vidste hvad de skulle gøre. Magnus begyndte at græde og Maria blev så bleg, at det så ud som om hun var død. Da der var gået 20 min. og de begge to var kommet lidt til sig selv, valgte de at følge skovstien. Det var så underligt. Hvordan var de dog havnet her? De holdte udkig efter hvert et spor, der kunne føre dem tilbage til byen, men det eneste de kunne se var skoven. 

Da det blev aften og mørkt fandt de nogen grene og to sten for at kunne tænde et bål. De frøs og de havde ingen tæpper med. Hvad skulle de dog også med tæpper? De var jo bare på vej til skole. Ilden i bålet varmte dem lidt men ikke meget. Maria havde fået beroliget Magnus og nu sov han tungt. Maria faldt også i søvn til sidst, men det er da klart efter den dag de lige havde været igennem. 

Solen stod op og Maria og Magnus begik sig videre på deres rejse. De havde ikke gået ret lang tid, da de hørte stemmer i det fjerne. De løb alt hvad de kunne, for at nå hen til det sted, hvor stemmerne kom fra. 

Da de nåede derhen, så de til deres store overraskelse, at de stemmer de havde hørt ikke kom fra mennesker men fra noget andet. De var små, havde vinger og var grønne. De lignede ikke noget, som man havde set før. Jo, måske i eventyrbøger, men det kunne da ikke være rigtigt. Eventyr var ikke virkelige. Disse væsner fik øje på dem og skyndte sig at gemme sig. Det undrede Maria og Magnus, så de sagde med deres blideste stemmer: "vi vil jer ikke noget ondt." Væsnerne kom frem fra deres skjulested og kiggede nysgerrigt på de to søskende som var kommet til skoven. Hvad vil i? spurgte det ene væsen om. Maria svarede: "vi vil gerne hjem til byen hvor vi kommer fra." Væsenet kiggede på Maria og sagde: " dette er det eneste sted vi kender. Vi har aldrig hørt om det der hedder en by, men måske ved den vise ugle det. Hvis i vil havde det, vil jeg meget gerne føre jer til ham." Og således begik de sig ud på rejsen til den vise ugle. 

Da de var noget frem forlod væsenet, som viste sig at være en alf, dem. Maria og Magnus stod og kiggede rundt for at finde uglen og efter lidt tid, så de den sidde oppe i et træ, som var hvidt som sne og højt som en giraf. Uglen åbnede øjnene og spurgte dem om hvad de ville. De sagde at de var kommet til skoven fra en by, men at de ikke kunne finde tilbage igen. "Det var underligt" sagde uglen og tog sine briller på og slog op i en bog, for at se om der var noget, der kunne føre dem tilbage til byen. Endelig fandt uglen hvad den søgte efter. "I skal tage til havet, som ligger lige uden for skoven, men det er en lang rejse og den kan være farefuld så pas på. I skal have 3 ting med jer. Et reb, en fortryllet bønne og en frakke der kan skifte farver, efter omgivelserne." Og så begik de sig af sted.

Efter lidt tid kom de til en stejl bakke. Hvordan skulle de dog komme ned af den? De kom i tanke om det reb de havde fået med. De spændte rebet fast til en solid sten og firede sig så ned af den stejle bakke. De gik videre og efter lidt tid igen kom de til en til forhindring. Denne gang skulle de op ad en stejl bakke. Hvordan skulle de komme op af den? De kom i tanke om den fortryllede bønne, men hvordan skulle den bruges. De prøvede at gøre ligesom i eventyrbøgerne og hælde vand på den fra deres vandflasker og det hjalp. Bønnen begyndte straks at vokse og og de kravlede op og de havde klaret den forhindring også. Efter lidt tid igen fik de øje på nogle banditter. Hvordan skulle de komme forbi dem? De tog frakken der kunne skifte farve rundt om sig og prøvede at liste forbi banditterne. Og det virkede. Banditterne lagde slet ikke mærke til dem. Efter lidt tid igen nåede de endelig havet uden for skoven. Hvad de så skulle gøre vidste de ikke, men det var i det øjeblik, at uglen kom flyvende hen over dem. "I har klaret de 3 prøvelser og derfor fortjener i at komme tilbage til jeres by, men først skal i love ikke at sige noget som helst om dette her sted." De lovede ikke at sige noget videre og lidt efter stod de nu i den gyde, hvor de var kommet fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...