A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30642Visninger
AA

7. 6. The reason why

    Denne gang havde jeg fået det dårligere af at være sammen med Zayn. Det, at han havde spurgt ind til mig, havde fået mig til at lukke helt ned, og i den sidste uge havde jeg ikke været i skole og sagt til Ruth, at jeg var syg. Så dum som hun var, troede hun selvfølgelig på det, men det var egentlig ret godt.

Klokken var omkring frokosttid nu, men jeg lå bare i min seng og gloede på de sår, jeg havde lavet i går nat. De var svagt røde, og man kunne tydeligt se, at de var nylavede.

Med en hurtig og forskrækket bevægelse rev jeg dynen helt op til mine skuldre, så den dækkede mine arme, da døren pludselig blev åbnet op. Der plejede aldrig at være nogen, der ville mig noget, og kun Ruth stak engang i mellem hovedet ind, når vi skulle vækkes.

Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var på randen til at bryde sammen, så jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg havde brug for at være alene i min egen, lille verden af elendighed, som jeg efterhånden var blevet suget helt ned i.

”Holly?” en mandestemme, der tilhørte en ung mand, lød, og eftersom der kun var en rigtig ung mand (og ikke dreng/fyr) på det her sted, gik jeg straks ud fra, at det var Daniel.

Det var det også, og han åbnede døren en smule længere op, så jeg kunne se hele hans figur. Han tændte lyset, og jeg missede med øjnene, der lige skulle vænne sig til lyset.

Han så som sagt godt ud og stod i sine lidt baggy jeans og en t-shirt, der sad stramt omkring hans bryst.

”Hvad vil du?” spurgte jeg med en hæs stemme, der tydeligt bar præg af ikke at have været brugt længe. Jeg havde jo ikke snakket med nogen, kun Ruth når hun kom ind og spurgte, om jeg havde det bedre og havde givet mig noget mad, som jeg ikke spiste. Jeg havde spist lidt, men ikke meget.

”Jeg vil bare gerne snakke,” sagde han og trådte længere ind på mit værelse. Panisk rettede jeg lidt på dynen, så jeg var sikkert på, at den dækkede min arm. Hvor var det også dumt af mig at sove i t-shirt, for selvfølgelig kunne der godt komme nogle ind lige pludselig.

”Hvad vil du snakke om?”

”Må jeg sætte mig her?” spurgte han og pegede på kanten af min seng. Jeg nikkede bare og gentog mit spørgsmål.

”Holly, jeg ved godt, hvad der er med dig. Jeg er uddannet i det her, og du udviser præcis de tegn, der er på en spiseforstyrrelse,” sagde han og borede sine grågrønne øjne ind i mine, så jeg irriteret kiggede væk.

”Der er ikke noget, okay? Jeg har ikke brug for at snakke, og jeg har sagt, at der ikke er noget at snakke om,” sagde jeg og prøvede at lyde så overbevisende som overhovedet muligt. Problemet var bare, at jeg havde ret i min fornemmelse om, at jeg nemt ville bryde sammen, for jeg kunne straks mærke tårende stikke inde bag mine øjne. Hvis Daniel blev ved med de spørgsmål, ville jeg helt sikkert begynde at flæbe foran ham, og det havde jeg ikke lyst til.

”Er det så også derfor, der står utømte tallerkener på dit bord?”

”Jeg er syg,”

”Nej, det er du ikke. Jeg kan nemt få ringet til en læge og få dig tjekket,” Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle sige, for det var som om, han bare kunne se lige igennem mig og vidste alt, der forgik i mit liv.

Lidt ligesom Zayn, men alligevel på en anden måde.

”Hvis mig dine arme,” en bølge af panik spredte sig inden i mig, og jeg rystede voldsomt på hovedet.

”Nej!” jeg var lige ved at slå mig selv i hovedet, fordi jeg var så dum. Han kunne sku da sagtens regne ud, at der var noget galt, når jeg reagerede sådan på, at han skulle se mine arme.

”Hvorfor?” han hævede spørgende sit ene øjebryn.

”Det skal du ikke bestemme,” Jeg kunne mærke, hvordan tårende var på renden til at trille ned af mine kinder, så jeg vendte blikket ned af, så han ikke kunne se mine blanke øjne.

”Men hvis der ikke er noget, må jeg vel godt se dem?”

Og så kunne jeg ikke klare det mere. Jeg kunne ikke klare, at han sad der og havde regnet mig ud. Jeg vidste, at jeg ikke kunne komme uden om det, og jeg vidste, at jeg havde brug for at græde og få nogen til at se det.

Mit humør svingede så satans meget, og forleden ville jeg ikke engang have, at Zayn skulle blande sig, og nu sad jeg og var ved at vise det til en pædagog her.

Jeg udstødte et højt hulk og lod min ene arm glide frem fra dynen, så jeg kunne ligge hånden for mine øjne, så Daniel ikke kunne se, at jeg græd.

”Så rolig nu. Lad mig nu se,” sagde han med en blid stemme, og så slog det hele fra, og jeg lod begge mine arme ligge sig ovenpå den kølige dyne.

Daniel sad og studerede dem længe og nikkede så bekræftende.

”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der er sket i din fortid, siden alt det her er blevet sat i gang?”  

Og så fortalte jeg. Jeg fortalte alt. Alt fra, at jeg var blevet misbrugt af min far, at han også havde misbrugt min søster og slået os. Jeg fortalte, at jeg var blevet mobbet i skolen, og til sidst fortalte jeg, om da jeg havde fundet min mor og søster døde, og hvordan min far havde været ved at sende mig samme vej.

Daniel så mere og mere chokeret ud for hvert et ord, jeg sagde og lignede en, der ikke troede på, hvad jeg sagde.

Til sidst fortalte jeg ham om Claire, og han rystede på hovedet i mens.

”Wow. Det er jeg sku ked af Holly,” sagde han forsigtigt og lagde sin hånd på min arm, hvilket gav et lille sæt i mig. Jeg kunne ikke lide, at han rørte ved den.

”såå.. Har jeg ret i, at du også har problemer med maden?” Jeg nikkede. Nu havde jeg alligevel fortalt ham så meget, at det ikke ville nytte noget at klappe i nu. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive glad for, at jeg havde gjort det, i morgen, men det tænkte jeg ikke så meget over lige nu.  

”Hør Holly, jeg kom egentlig også for at snakke med dig om noget andet. Jeg har snakket med ham Zayn,”- jeg stivnede ved lyden af hans navn – ”Og vi har aftalt, at du skal hen og bo hos ham. Jeg har jo godt kunne se, at du ikke fik noget som helst hjælp her, så jeg tænkte egentlig, at det var det bedste,”

Hvad, hvad og hvad? Skulle jeg bo hos Zayn? Havde jeg ikke skræmt ham væk endnu. Jeg var så frustreret over den dreng. Nogle gange kunne jeg lide ham, andre kunne jeg ikke.

”Så vi har aftalt, at han kommer og henter dig kl. 18, og så tager I hjem og spiser hos ham,”

Jeg nikkede bare, da jeg var helt fortabt i mine egne tanker. Jeg skulle bo hos Zayn. Jeg skulle væk herfra, ja det var godt, men jeg skulle bo hos Zayn. Jeg kunne virkelig ikke finde ud af, hvordan jeg havde det med det, for på den ene måde kunne jeg godt lide at være sammen med ham og på den anden måde, kunne jeg ikke.

Men jeg valgte for en gangs skyld at se positivt på noget, og glædede mig derfor til at komme væk herfra. Så skulle jeg i hvert i fald ikke tænke på, om Claire ville kommentere på mig mere.

Daniel smilede engang, inden han smuttede igen. Jeg tørrede i trance mine kinder, der var blevet fuldstændig våde og helt stramme i det pga. mine tårer, der brat var stoppet, da jeg havde fået den nyhed med, at jeg skulle flytte.

Jeg fandt min telefon frem fra det sted, hvor den var gemt i dynen, og opdagede til min overraskelse, at klokken var langt over frokosttid, nemlig 15. Derfor besluttede jeg mig også for at stå op og pakke.

I mens jeg gik og pakkede, tænkte jeg lidt over, hvad jeg havde fortalt Daniel, og jeg var på en eller anden måde faktisk ret glad for det. Lige nu føltes det så utroligt dejligt, at jeg havde snakket med nogen om det. Jeg havde fået løftet en tung byrde fra mine skuldre. – i hvert i fald for et lille stykke tid, for det ville med sikkerhed komme tilbage igen.

***

 

Zayns synsvinkel:

Jeg havde besluttet mig for at lade Holly bo hos mig. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se hende på den institution, der ikke tog sig en skid af hende, og det ville jeg lave om på.

I går, inden jeg gik i seng, havde jeg ringet til Daniel og snakket med ham, og vi var blevet enige om, at hun godt kunne bo hos mig. Han var helt enig med mig i, at hun ikke havde godt af at være der, så det havde ikke været svært for mig at overtale ham til at sige ja.

Jeg kunne godt lide ham, for ærlig talt virkede han som den eneste, der virkelig tog de unge alvorligt i modsætning til de andre, der bare skubbede deres problemer fra sig, hvilket jo var det, de var der for at hjælpe med. Ikke skubbe dem væk

Daniel havde skræmt mig, da han sagde, at hun havde været lukket inde på hendes værelse hele ugen efter, jeg havde været der, med undskyldningen, at hun var syg. Jeg følte faktisk lidt, at det var min skyld, for jeg burde virkelig ikke have spurgt så meget ind til det. Jeg burde have været glad for, at hun overhovedet havde gidet gå en tur og snakke med mig, men næ nej, selvfølgelig ikke.

Jeg havde ingen idé, om det ville gavne Holly at komme hjem til mig, men det var forsøget værd, og et eller andet sagde mig, at hun umuligt kunne få det værre, end hun havde det nu. Desuden ville jeg også være der næsten hele tiden til at få hende til at spise, som hun jo ellers aldrig gjorde.

Lige nu sad jeg sammen med drengene, der så en film, i mens jeg sad og nærmest talte ned til, at jeg skulle hente Holly. Der var en time til klokken var seks, så jeg skulle køre om en halv.

”Følger du overhovedet med i filmen Zayn?” sagde Niall frustreret for mindst 117 gang, og jeg kiggede undskyldende på ham.

”Undskyld Niall, jeg kan bare slet ikke koncentrere mig i dag,”

”Er det fordi, du tænker på hende Holly?” brød Liam ind, og jeg sukkede højt, hvilket vidst var svar nok.

”Er du sikker på, at du ikke har et crush på hende eller sådan noget?” spurgte Louis med et kækt smil.

”Nej, jeg vil bare så gerne hjælpe hende, for hun har det så forfærdeligt. Jeg så hendes arm, og jeg lover jer. Det lignede en slagmark,” sagde jeg og rystede forfærdet på hovedet. Ingen fortjente at have det, som hun havde det, og jeg havde fået en eller anden slags besættelse med, at jeg skulle hjælpe hende. Jeg blev nødt til det. Og jeg var ikke forelsket i hende på nogen måde, for jeg kendte hende knap nok.

Ja, jeg havde set hende et par gange og snakket med hende, men jeg var på ingen måde nået ind til hende, og det er jo det indre, der skal få en til at blive forelsket.

***

Hollys synsvinkel:

Klokken var tre minutter i seks, og jeg stod og ventede på, at Zayn ville komme. Alt mit tøj var pakket ned i to kufferter, som Daniel – der var den eneste, der så ud til at bekymre sig om mig – havde hjulpet mig med at bære ud.

Det sneede, hvilket var mega deprimerende, og jeg havde bare lyst til at sætte mig ned og tude. I sær fordi Daniel begyndte at snakke om tidligere, og det kunne jeg slet ikke bære, når vejret også var så skod.

Mit hjerte sprang et slag over, da en stor, lækker, sort bil drejede ind på pladsen, og jeg vidste med det samme, at det var Zayn. Ingen anden med så mange penge ville komme her, så det gav ligesom lidt sig selv.

Han fik parkeret bilen lige foran mig, hvorefter han hoppede elegang ud af den og mødte mig med et smil.

”Hej Holly!” sagde han frisk, og jeg elskede ham faktisk lidt for ikke at vade rundt i, hvad der var sket. Han opførte sig, som om intet var sket, og det var nok det, jeg havde mest brug for.

”Skal jeg lige hjælpe dig med de der?” sagde han, og jeg nikkede bare. Kender i ikke det der, når folk bare snakker til en, imens man bare står og nikker og smiler lidt? Sådan havde jeg det lige nu, for jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige, og det føltes som om, min stemme var forsvundet.

”Jamen, så er vi da klar til at køre, er vi ikke?” sagde han og børstede hurtigt sine hænder af i bukserne en gang, da han havde fået mast kufferterne ind i bagagerummet, der ikke var specielt stort.

”Yes,” fik jeg sagt og vendte mig om mod Daniel, der var den eneste, der stod herude. Ingen af de andre havde sagt en skid til mig, og ærlig talt pissede det mig af. Det var jo ikke fordi, jeg var ærkefjender med alle de andre, som jeg var med Claire og hendes flok.

Til min store overraskelse trak Daniel mig ind i et stort kram og holdte mig inde til ham længe nok til at få sagt noget til mig.

”Husk, at det hele nok skal gå over på et tidspunkt. Alle de problemer, du render rundt med, skal nok forsvinde en dag. Du skal nok få udrettet noget en dag, lige nu skal du bare lige komme ind på det rette spor, og der er ingen, der dømmer dig pga. din fortid, for den kan du ikke selv gøre for. Husk at snak med Zayn om det her, for hvis der er nogen, der kan hjælpe dig, så er det ham. Husk det okay?” han lod mig træde væk fra ham og kiggede på mig.

”Øhh, ja.. jo,” var det eneste, jeg kunne få fremstammet, men det var vidst svar nok, for kort efter smilede han stort og slap sit tag om mine arme.

”Held og lykke Holly!” sagde han, og jeg smilede taknemmeligt til ham og gik hen til bilen, hvor Zayn allerede sad i.

Han blev ved med at vinke, indtil vi ikke var i sigte mere, og jeg følte mig på en eller anden måde elsket, fordi han gjorde det. Det føltes som om, at der faktisk var nogen, der kunne lide mig for en gangs skyld.

Der var stille utrolig lang tid, og kun radioen, der svagt spillede en eller anden gammel beatles sang, brød stilheden. Zayn trommede en smule på rettet, og jeg sad bare og gloede ud af ruden.

Det var ikke akavet, bare… ja, jeg vidste det ikke engang selv.

”Nå, så … hvordan går det?” sagde Zayn, da stilheden havde stået på i ca. et kvarter, hvilket var halvdelen af vejen hjem til ham. Jeg trak på skuldrende, men svarede så via ord.

”Det går fint nok,” kort svar, men det var vel bedre end ingenting.

”Det var da godt,” sagde han og stirrede lidt ud af vinduet, inden han snakkede igen. ”Hvad har du lyst til at spise til aftensmad? Vi skal lige købe ind på vejen,” min mave snurrede sig sammen ved tanken om aftensmad, og jeg var lige ved at spytte et eller andet panisk ud, som jeg havde gjort til Daniel.

”Det må du om, jeg er ligeglad,” sagde jeg bare. ”Er der slet ikke noget, du har lyst til?” Jo, hvis du kan trylle fedtfattig pizza frem, men det kan du desværre ikke.

”Nej, du bestemmer,” Han trak bare på skuldrende og drejede så skarpt til højre, hvilket viste sig at være, så han kunne komme ind til supermarkedet, der åbenbart lå der.

”Vil du med ind?”

”Nej tak,”

***

Zayns synsvinkel:

Det var utrolig rart at have Holly omkring mig hele tiden. Så kunne jeg holde styr på hende hele tiden, og så havde jeg ikke brug for at skulle rende rundt med mine tanker på, hvad hun lavede, og om hun havde det okay, hele tiden.

Vi havde lige spist – vi havde fået bøf og pomme frites og salat, men jeg havde ikke kunne klemme mere end lidt salat og nogle få pomfritter ned i hende. Og så en enkelt bid af bøffen, men det talte næsten ikke, fordi den var så lille.

Men hun påstod, at hun var mæt, og så længe hun havde spist bare lidt, var jeg tilfreds. Lige nu sad vi så inde i min stue og så en film – 21th jumpstreet. Det var sjovt, for da jeg spurgte, om hun ville vælge film, blev hun totalt ivrig, som om hun var et lille barn igen. Hun havde åbenbart ikke rigtigt kunne se film derhenne på institutionen.

En høj vibreren gik igennem sofabordet, og eftersom min skærm lyste op, vidste jeg, at det måtte være mig, der havde fået en besked. Hurtigt fik jeg langede telefonen til mig og blev overrasket, da jeg så, at det var Daniel, der havde skrevet til mig.

Daniel:

Hej Zayn.

Jeg håber det går godt med Holly!

Jeg bliver bare lige nødt til at fortælle dig, om en samtale, jeg havde med hende tidligere. Hun fortalte mig alt, og jeg føler, at du skal vide det, nu hvor du har fået ’ansvaret’ for hende.

Hun er blevet misbrugt af sin far seksuelt, og det samme med hendes søster og mor. Derfor blev hun også mobbet i skolen, og en dag kom hun hjem fra skole, hvor hun fandt sin mor og søster skudt af hendes far. Han var lige ved at gøre det samme ved hende, men hun fik reddet sig ud af det, og derfor kom hun så også her hen. Det kan måske hjælpe med at forstå, hvorfor hun har det så svært, for det har hjulpet mig med at forstå hende en smule bedre.

Hilsen Daniel (:

Jeg læste beskeden igennem et par gange og kunne mærke, hvordan mit humør sank længere og længere ned for hvert ord. Jeg ville aldrig have regnet ud, at hun havde været så meget igennem, og jeg forstod pludselig godt, hvorfor hun var, som hun var.

Jeg skævede over til hende, men hun lagde ikke mærke til det, eftersom hun sad og knugede en pude ind til sig, i mens hun sad med et stort smil og fnes lidt over filmen.

Det gjorde mig glad at høre hende grine en smule, men nu kunne jeg ikke lade være med at tænke på alt det, hun havde været igennem. Hvis det var mig, ville jeg nok ikke have kunne holde det ud så lang tid som hende. 

***

Hej menneskeeeer!

Hun flytter ind til Zayn, og gid det var mig ! Men hvordan tror I, det kommer til at gå for hende hos ham, og håber I, at han får hende til at spise mere og generelt bare få det bedre?

Lad mig skrige: fucking 73 likes og 121 favoritlister it's crazy for meeeeh :OO

Husk at like it would mean everything! 

Og kommenter, kommenter, kommenter, så føler jeg mig elsker, baaah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...