A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30521Visninger
AA

6. 5. What's wrong with me?

 

 

Det var som altid en grå og trist dag. Jeg havde ikke fået skrevet til Zayn, selvom jeg vidste, at jeg burde have gjort det for længst. Det var nu en uge siden, han havde givet mig mit nummer, og jeg skyldte ham ærlig talt at i det mindste skrive til ham.

Lige nu sad vi til morgenmaden, og jeg sad og bed forsigtigt i et æble. Selvom dagen var ligesom de andre, var jeg i en smule bedre humør, så jeg følte faktisk, at det var okay at spise en smule.

Det var som om, at Zayn havde dæmpet mit mega skodliv en smule, og jeg havde faktisk haft det bedre, siden han var her, hvis man lige ser bort fra, at det var gået en smule galt lige efter, han var gået. Og derfor forstod jeg heller ikke, at jeg ikke havde skrevet til ham, for hvis han kunne hjælpe mig med at få det bedre, så var det da noget, jeg virkelig burde udnytte mig af.

Så straks vi var færdige med morgenmaden, skubbede jeg min stol bagud og rejste mig op. Æblet røg ud i skraldespanden, hvorefter jeg begav mig op på mit værelse for at hente min taske med mine skolebøger.

Jeg skulle have fysik, og jeg forbandede det langt, langt væk.

Så straks jeg trådte ud på gangen, var der en, der to fat i mig, og jeg var et kort øjeblik overbevist om, at det var Claire, så jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg stod og kiggede ind i en ung mands øjne.

Og jeg vidste godt, hvem han var. Han var startet som lære eller pædagog her på det her sted, men jeg havde slet ikke snakket med ham, så jeg anede ikke, hvordan han var. Men han var ung, og han var flot, det kunne jeg da godt se.

Han var typisk sådan en, som Claire ville kunne finde på at prøve at score – uden held.

”Øh hej,” sagde jeg spørgende, da jeg havde stået og gloet i lidt for lang tid, og han stod bare og kiggede på mig, som om han ventede på, at jeg ville sige noget.

”Hey. Holly ikke?” spurgte han og sendte mig et smil. Jeg nikkede bare, stadig utrolig forvirret over, hvorfor han havde taget fat i mig.

”Jeg ved godt, at det her lyder en smule underligt, men kan jeg få lov til at snakke med dig?” spurgte han og fjernede sin hånd fra min arm, der efterhånden var begyndt at gøre en smule ondt af hans greb.

”Hvad hedder du?”

”Daniel,” Jeg nikkede som tegn på, at jeg gerne ville snakke, og kort efter fulgte jeg efter ham ind i et tomt klasselokale, hvor vi placerede os på hver side at et af bordene. Jeg studerede ham kort og blev igen bekræftet i, at han var flot og ikke en dag over 22.

”Nå… så du ville snakke?” startede jeg. Egentlig skulle jeg være til time, men hvis det var en, der arbejdede her, der ville snakke med mig, så var jeg altså undskyldt, og det kunne umuligt være min skyld, at jeg ikke kom til time.

”Ja, Holly. Sagen er den, at jeg har holdt en smule øje med dig,” – okay, det var altså en smule underligt, hvis I spørger mig – ”Og jeg har fået det billede i mit hoved, at du ikke har det så godt,” 

”Jeg har det fint, tak,” sagde jeg og gjorde mine til at rejse mig, men han trak mig ned og sidde igen ved at tage fat i begge mine arme inde over bordet.

”Nej, det har du jo ikke. Prøv at hør, jeg er uddannet i sådan noget her, så jeg kan godt se, om du har det dårligt eller ej. Du spiser ikke, og jeg tror aldrig, at jeg har set et eneste smil fra dig,”

Jeg kunne mærke et sus gå i gennem min mave, da jeg godt vidste, at han vidste, at jeg ikke havde det godt. Men jeg kunne ikke lide at snakke om det, og jeg ville ikke fortælle ham om det. Så måtte han sidde og snakke alt det, han ville, men det ville ikke hjælpe en skid.

”Jeg har det altså fint, der er ikke noget galt, og jeg er bare typen, der ikke spiser så meget,” forsvarede jeg mig selv og lagde trodsigt armene over kors og kiggede skeptisk på ham.

”Holly, der er ingen, der er den type, der spiser så lidt, som du gør. Hvis du fortsætter på den måde, ender det jo fuldstændigt galt. Jeg ved godt, at de andre ikke er opmærksomme på dig, men jeg er ung og totalt ny her, så jeg udfører rent faktisk mit job.  Du spiser ikke noget som helst, og du sidder altid for dig selv. Har du slet ikke lyst til at tale om det?” jeg sad bare og gloede på ham, i mens han snakkede, og det var tydeligt, at han selv troede på, at han kunne få mig til at åbne op over for ham.

”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” sagde jeg og rejste mig med et sæt op fra stolen og vendte mig om. Lige inden jeg gik ud af døren, vendte jeg mig om. ”For der er ikke noget at snakke om,”

***

Jeg var skredet fra Daniel, der heldigvis havde ladet mig gå. Den eneste grund til, at jeg gjorde det, var, at jeg vidste, at jeg ellers ville bryde sammen. Og hvilken idiot ville tro, at der ikke var noget galt, hvis jeg brød sammen foran ham? Ja, præcis. – Ingen.

Lige nu sad jeg til engelsk, men jeg havde meldt mig helt ud af undervisningen. Læreren stod og snakkede om et eller andet med rigtige stavelser, som vi åbenbart skulle have genopfrisket fra den gang, vi gik i de små klasser.

Fraværende sad jeg og tegnede nogle underlige kruseduller, der endte med at ligne tornadoer, i mit hæfte, der efterhånden kun bestod af sådanne ting.

Det gav et voldsomt sæt i mig, da der pludselig var en, der sagde mit navn med en skarp og irriteret tone. Forvirret kiggede jeg mig omkring og fik så øje på Ruth, der stod med hovedet stukket ind i døren til lokalet.

”Tak for din opmærksomhed Holly,” sagde hun ironisk, hvorefter hun fortsatte. ”Der er en, der venter på dig udenfor,” En underlig fornemmelse gled straks ind i min mave, da hun sagde, at jeg havde gæster.

Uden at sige noget klappede jeg mine bøger sammen og lagde dem fint hen på kanten af bordet, inden jeg rejste mig og gik igennem klasselokalet med let bøjet hoved, så jeg ikke kunne få øjenkontakt med nogle af de andre.

Jeg kunne høre Claires hånlige grin, lige inden jeg gik ud, men prøvede at slå det væk, selvom det var svært.

”Han står lige nede af gangen,” sagde Ruth, hvorefter hun, i en lynende fart, forsvandt igen.

Jeg kiggede ned af gangen, hvor hun havde peget, og da jeg ikke kunne få øje på nogen, bevægede jeg mig langsomt og sløvt ned af den, så jeg til sidst kom til hjørnet.

Og der stod han. Zayn, som jeg både var så utrolig glad for at se, og samtidig havde jeg lyst til at løbe min vej og aldrig se på ham mere.

Zayns synsvinkel:

”Hvaså Zayn, skal du med i parken og spille lidt boldt i dag?” lød det glad fra Josh, der allerede løb rundt i hele huset med Niall og sparkede til en plasticfodbold, som Josh havde haft med sig. De var virkelig nogle tosser de to, men det var vel det, jeg elskede dem for.

”Nej, jeg tror, jeg tager ud og besøger Holly,” mumlede jeg og kiggede fraværende ned i min telefon.

”Hey man, hvorfor bruger du så meget tid på hende? Hun har ikke engang skrevet til dig,” lød det fra Harry, der pludselig stod bag mig og lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede den irriteret af mig og sukkede højt.

”Harry, du har sagt det der en million gange. Hun har problemer, måske er det første, hun gør, ikke lige at skrive til en fremmed fyr, der sikkert er helt vildt underlig fra hendes synspunkt,” sagde jeg, og Harry mumlede et eller andet utydeligt, inden han gik ind i stuen, hvor Louis og Liam var faldet over en eller anden serie. Ghost Whisperer eller noget i den stil.

”Nå, men så smutter jeg drenge,” annoncerede jeg, men de kunne sikkert ikke høre det, eftersom jeg sagde det så lavt, at de skulle stå ved siden af mig for at kunne høre det.

Jeg tøffede ud i entréen, hvor jeg hoppede i min jakke og sko, hurtigt tjekkede mig selv i spejlet, der hang derude, og så smuttede jeg og efterlod tosserne alene.

Rent faktisk kunne jeg godt forstå Harry. Jeg havde været så nederen på det sidste, og mine tanker havde hele tiden kredset om Holly, selvom jeg ikke fattede hvorfor. Jeg kendte hende ikke, men jeg bekymrede mig om hende, og jeg ville hjælpe hende. Hun kunne for fanden da styre mit humør, efter vi havde set hinanden to gange.

Jeg fandt hurtig min bil, der holdt lidt rundt om hjørnet, og kort efter sad jeg i den med radioen kørende, så jeg ikke følte mig helt alene.

Da jeg nåede frem til institutionen, parkerede jeg bilen på parkeringspladsen, der igen var næsten tom for biler, og igen gik jeg ind i entréen, hvor jeg hang mit overtøj op. Dog var Ruth ikke nogle steder at se, så jeg besluttede mig bare for at gå ind for at se, om jeg kunne finde hende eller en anden person.

Jeg nåede kun lige at stikke hovedet ind i køkkenet, før en stemme bagfra stoppede mig. Jeg var lige ved at ligge mig på knæ og kysse ham, da jeg så, at det ikke var Ruth, men jeg nåede dog at stoppe mig selv i rette øjeblik.

”Er du kommet for at snakke med nogen?” sagde den unge mand, der stod og kiggede på mig, og jeg nikkede straks og vendte mig ordentligt om. Han gjorde store øjne, da han fik øje på mig, og jeg vidste straks, at han godt kunne genkende mig.

”Ja, jeg skal besøge en pige ved navn Holly,” sagde jeg og syntes egentlig, at jeg måske lød en smule formel, men det gjorde nok ingen skade på nogen.

Fyrens blik lyste straks op, da jeg sagde hendes navn. ”Åh Holly. Hun har altså time lige nu, men du er velkommen til at få en kop kaffe og vente i mens?” sagde han og smilede venligt til mig.

”Gud, hej Zayn! Er du kommet for at besøge Holly igen?” lød det pludseligt voldsomt højt en smule væk, og jeg var tæt på at sætte en hånd mod øret, så jeg ikke mistede hørelsen. – Hvis I ikke havde regnet det ud, så var Ruth kommet.

”Hej Ruth!” sagde jeg og lod virkelig som om, jeg var glad for at se hende, hvilket var langt fra tilfældet. ”Ja, jeg er kommet for at besøge Holly, men jeg har lige fået at vide, at hun har time nu,” sagde jeg og lavede en bevægelse med armene hen mod den unge fyr for at vise, at det var ham, der havde sagt det.

”Pjat med Daniel, han er ny her, så han har ikke så meget styr på det hele,” udbrød hun skingert og stillede hurtigt den kost, hun havde slæbt på før, fra sig. ”Nu skal jeg følge dig ned til hende,”

Jeg smilede taknemmeligt til hende og begyndte at følge efter hende ned af en anden gang, end den hun havde værelse på. Den ene gang måtte være den, hvor der var værelser, og den anden var der så klasselokaler på.

”Jeg får hende lige herud, bare gå lidt ned og vent,” sagde Ruth, da vi stoppede op, og jeg nikkede bare. Fordi jeg var en smule rastløs, begyndte jeg at gå lidt frem og tilbage og så mig lidt om, så jeg til sidst var drejet om et hjørne, der førte hen til en ny gang, der ifølge nogle skilte, fulgte hen til spisesalen.

Jeg skulle lige til at dreje mig om og gå tilbage af gangen, men blev stopper af en spinkel skikkelse, der stod og kiggede på mig.

Med det samme kunne jeg mærke, en varm fornemmelse brede sig i maven på mig, og jeg vidste med det samme, at det var rigtigt at tage herhen.

Hollys synsvinkel:

Forsigtigt sendte jeg ham et lille smil, som han straks gengældte, hvorefter han begyndte at gå hen i mod mig med åbne arme, så jeg godt selv kunne regne ud, at han ville give mig et kram. Jeg vidste, at jeg ikke kunne undslippe det – og det havde ikke noget at gøre med ham, det havde noget at gøre med, at jeg ikke altid var lige glad for nærkontakt -, så jeg lod bare som om, at det var helt fint og placerede også selv mine arme om hans.

”Hej Holly,” lød hans hæse stemme lige ud fra mit øre, og i det øjeblik kunne jeg mærke en varme strømme igennem mig. Jeg have savnet ham, det havde jeg virkelig. Og jeg havde ikke skrevet til ham. Fuck.

”Undskyld, jeg ikke har fået skrevet. Jeg havde ikke tid, og jeg havde så meget andet at tænke på, så jeg glemte det helt, og je..” – ”Holly, det er helt fint, jeg havde heller ikke rigtig regnet med det,” sagde han beroligende, men jeg kunne stadig ikke lade være med at føle mig en smule tarvelig.

”Jeg tænkte på, om vi ikke skulle gå en tur i stedet for at være her. Byen ligger jo ikke så langt her fra,” foreslog Zayn, og jeg overvejede det kort, inden jeg nikkede. Jeg ville slippe for at sidde i samme lokale med Claire, jeg ville tilbringe tid med Zayn, og jeg havde også brug for noget frisk luft, hvilket alt sammen ville ske, hvis jeg sagde ja.

Så straks vi gik ind i gennem spisesalen, som vi skulle for at komme til entréen, fik jeg øje på Daniel, der stod lænet op af bordet med sin telefon i hånden. Han kiggede op, da vi kom gående ind og smilede kort og venligt til Zayn, inden han så sendte et bekymret og undrende blik i retning af mig, som jeg valgte at ignorere.

Vi kom ud i den store entré, hvor vi begge var nogenlunde hurtige til at hoppe i tøjet, så kort efter var vi i gang med at krydse gårdspladsen.

Byen var egentlig ikke noget sted, jeg kom normalt, kun når jeg havde brug for noget nyt tøj eller make-up. Og så hvis jeg havde brug for at være alene og langt væk. – Altså som i ikke bare alene på mit værelse.

”Hvordan har du det?” spurgte Zayn forsigtigt og skævede til mig, inden han lod sit blik fange jorden igen og bed sig i underlæben, som om han var nervøs. Det var faktisk ret sødt.

Jo, nu skal du høre. Jeg har fået det en smule bedre, efter jeg sås med dig sidst og så alligevel ikke. Jeg skærer i mig selv for at få mine fucking psykiske problemer væk fra mig selv, og så spiser jeg ikke rigtig noget, og hvis jeg gør, kaster jeg det oftest op. Fik jeg også nævnt, at jeg bliver mobbet?

”Det går helt fint,” Zayn kiggede tvivlende på mig, og endnu engang fik jeg følelsen af, at han kunne se lige igennem mig. Det var også det, der gjorde, at han skræmte mig, for ingen havde før kunnet fremkalde denne fornemmelse i mig. Den hørte ikke til i min krop.

”Får du spist noget?”

”Ja, det gør jeg da,” Løgn, løgn, løgn. Et æble i dag, ja, men det var jo ikke nok ifølge ham.

”Hvad har du så spist i dag?” han blev ved med at spørge ind til mig, og det fik en underlig kvalme til at stige op i mig, som gjorde mig bange. Jeg følte mig altid så skide følsom, når jeg var sammen med Zayn, og det var som om, at han kunne fremkalde både det bedste og værste i mig.

”Jeg..Je..Jeg har .. spist to stykker brød .. til morgen. Og.. Og..Undskyld,” jeg prøvede desperat at fuldføre min sætning, men til sidst var det som om, jeg fik nok, og uden at have kontrol over mig selv, satte jeg i voldsom løb, så jeg nærmest var ved at falde over mig selv.

Hvordan kunne Zayn få mig til at flygte, bare fordi han spurgte, hvad jeg spiste? Hvad var der helt seriøst galt med mig? Claire havde ret i alt det, hun lukkede ud, for hvilken normal pige ville reagere sådan her?

***

Jeg havde ingen idé om, hvor jeg var løbet hen, for jeg kunne sku ikke finde rundt her. Jeg var løbet ned i en ende af byen, som jeg ikke havde været i, og jeg var bange.

Regnen stod ned i stænger, og jeg rystede så meget, at mine tænder begyndte at klapre. Tårende trillede om kap ned af mine kinder, og jeg sad forstenet på en trappesten og stirrede på de mange mennesker, der kom hastende forbi med deres paraply over hovedet.

Jeg var for længst blevet gennemblødt, så nu kunne det være bedøvende lige meget, om jeg søgte ly eller ej.

Jeg havde været inde i de nærliggende butikker, der havde været så søde at forklare mig, hvor jeg var, men ikke hvordan jeg kom hjem igen, og derfor havde jeg ret meget givet op, da det pludselig lød et råb bag mig.

”Holly! Holly for fanden!” et gys gik igennem mig, da jeg hørte Zayns hæse stemme, og hvis jeg kunne nå det, ville jeg flygte endnu engang. Men det kunne jeg ikke og korte efter sad Zayn på hug foran mig.

”Hvad fanden tænker du på?” spurgte han hidsigt og samtidig bekymret, men jeg gloede bare på ham med udtryksløse øjne. Lige nu tænkte jeg ikke, jeg var her bare. På en eller anden måde kunne jeg meget godt lide det stadie, for der kunne jeg ikke rigtig mærke nogen ting. Hverken det gode eller det dårlig.

”Årh man,” Zayn hev i en hurtig bevægelse sin jakke af og svang den om mine skuldre, hvorefter han lagde sin ene arm bag sin ryg og tog fat om mit liv forfra, så han kunne hive mig op og stå.

Jeg havde lyst til at græde og fortælle ham det hele, men samtidig havde jeg lyst til at skubbe ham væk fra mig og være alene. Alene som jeg havde været i så lang tid, at det føltes som hele mit liv.

”Nu skal vi hjem,” mumlede Zayn og begyndte at føre mig ned af gaden, tydeligvis bevidst om, hvor vi befandt os henne, og hvilken vej der var hjem.

Jeg vidste godt, hvad jeg skulle, når jeg kom hjem, og allerede der kunne jeg mærke, hvordan et eller andet godt spirrede inden i mig. Jeg glædede mig til at mærke den fysiske smerte og få det indre ud.

Jeg kunne ikke vente. 

***

Hun stikker af og har det dårligt, og uhadada! Hvad tror I, der kommer til at ske i næste kapitel? Kommer hun til at snakke med Daniel, om hvad der sker, eller åbner hun op over for Zayn?

Får hun det endnu værre, eller begynder det at gå bedre for hende?

Lad mig skrige! Der er 60 fucking likes på den her og 92 favoritlister - næsten 100! Hvad sker der for det? Det er jo absolut sindssygt for mig, så tusind, tusind tak mennesker, det betyder meget!

Jeg ved ikke, hvornår jeg kan publicere igen, da jeg har fået ekstremt mange afleveringer for + jeg skal noget hele weekenden på Fyn med en masse søde mennesker, ooog jeg skal skrive på mit anden movella. Men jeg vil se, om jeg kan få skrevet et kapitel på mandag ;)

Glem ikke at trykke på like, hvis I ikke har gjort det :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...