A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
31808Visninger
AA

5. 4. A visit from Zayn Malik

 

”Holly?” jeg vred mig en smule og registrerede svagt, at der var en, der snakkede til mig, men sov videre. ”Holly, der er aftensmad,” lød det svagt ud for mit øre og ånden fra den person, der snakkede til mig, kildede behageligt, så jeg ikke kunne lade være med at slå øjnene op.

Og komme tilbage til virkeligheden, hvor jeg lå i Zayns arme. Jeg havde fuldstændig glemt, at han var kommet herhen tidligere, men nu kunne jeg også huske, hvordan jeg havde råbt hysterisk af ham, hvorefter jeg var endt med at falde grædende i søvn i hans arme.

”Godaften,” sagde han venligt og smilede skævt til mig, hvilket jeg ikke kunne lade være med at gengælde. Kald mig underlig, men der var et eller andet over ham, der både gjorde mig tryg og skræmt. Og lige nu gjorde han mig tryg.

”De andre er allerede gået ned til salen for at spise,” sagde han igen, og jeg vidste, at han hentydede til, at vi også skulle gå ned og få noget at spise. Men jeg havde virkelig ikke lyst. Denne gang var det ikke som om, det var pga. Zayns tilstedeværelse, men fordi jeg havde vænnet mig til ikke at spise. Jeg havde ikke brug for at spise, som alle andre havde.

”Du kan bare gå ned og spise, jeg er ikke så sulten,” sagde jeg henkastet for at få det til at lyde som om, at det var en engangsforestilling. Uheldigvis var jeg ret sikker på, at han havde regnet det ud, og jeg blev kun bekræftet i den teori, da han kiggede undersøgende og bekymret på mig.

”Seriøst, bare gå ned og spis, jeg kan sagtens klare mig selv,” sagde jeg endnu engang, men han rystede afvisende på hovedet.

”Hvis jeg går ned og spise, så gør du også. Jeg er ligeglad med, hvor meget du spiser, men du skal gå med,” kommanderede han, og jeg vidste, at jeg ikke rigtig kunne komme uden om det, og ærlig talt følte jeg, at jeg skyldte ham det, efter jeg råbte og skreg sådan af ham tidligere.

”Men hvad med Ruth og dem? Jeg missede jo de sidste timer,” sagde jeg opgivende, da det gik op for mig, at jeg nok ville få verdens største skideballe, hvis jeg gik ned og så dem i øjnene nu.

”Jeg har snakket med dem, det skal du ikke tage dig af. Nu går vi to ned og får noget mad,” sagde han og prikkede mig blidt i siderne, så jeg forskrækket gav et hvin fra mig og sprang op af sengen. Zayn grinede lavmælt af mig og svang så også sig selv ud af sengen.

Jeg var så utrolig overrasket over, at han ville gøre sådan noget for mig. Jeg kendte ham slet ikke, men alligevel gad han bruge så lang tid på mig, og det virkede endda til, at han oprigtigt bekymrede sig om mig.

Zayns synsvinkel:

Jeg var glad for, at jeg var blevet så længe, for nu kunne jeg selv få lov til at se ordentligt, hvad der var galt med hendes madvaner, selvom jeg havde en nogenlunde god idé om, hvad det var. Faktisk var jeg næsten 100 % sikker, men jeg ville gerne se, hvor slemt det stod til.

”Kom så,” sagde jeg og lagde blidt min hånd bagpå Hollys ryg, så jeg kunne føre hende ud af døren.

Ruth havde været heroppe tidligere og havde været så sur, at det halve eller kvarte kunne være nok, men af en eller anden grund havde jeg kunne få snakket hende fra at skælde Holly ud, og så var hun forsvundet igen. Jeg havde en eller anden underlig form for træng til at beskytte Holly, og lige nu regnede jeg ikke rigtigt med, at hun havde specielt meget brug for at blive råbt af.

Der var næsten ingen, der lagde mærke til, at vi trådte ind i salen, hvilket glædede mig, for jeg magtede ikke at skulle til at snakke med alle mulige andre. 

”Du kan bare sætte dig, så går jeg lige op og henter noget mad,” sagde jeg til Holly, og hun nikkede straks forstående og begyndte at tøffe ned mod hendes sædvanlige bord.

Menuen stod på hjemmelavet pizza, og selvom Holly havde insisteret på, at hun ikke skulle have noget mad, tog jeg alligevel en tallerken til hende også og placerede et mikroskopisk stykke pizza på den.

Jeg tog selv et okay stort stykke og balancerede så ned til bordet, hvor hun lige så fint sad og ventede.

Jeg kunne nemt mærke, hvordan nogen havde lagt mærke til mig, for de stirrede noget så uhæmmet herhen, men jeg prøvede for så vidt ikke at tage mig af det.

Holly kiggede forvirret på mig, da jeg placerede tallerkenen foran hende med et smil. Først da jeg havde fået placerede mig selv på stolen overfor hende, snakkede jeg igen til hende.

”Så er der serveret,”

”Jamen, jeg sagde jo, at jeg ikke var sulten,” sagde hun og lade hovedet en smule på skrå, hvilket fik hende til at se ekstremt nuttet. Jeg ved godt, det er underligt at sige nuttet, men det var hun altså, når hun sad sådan.

”Nej, men nu spiser du altså. Det er kun et lille bitte stykke,” insisterede jeg og tog selv en bid af min pizza. Den smagte endda utrolig godt, og jeg kunne virkelig ikke forstå, hvordan man kunne miste lysten til at spise.

Hollys synsvinkel:

Jeg forstod ærlig talt ikke, hvorfor Zayn kom gående ned med to tallerkener, når jeg havde sagt mindst en million gange, at jeg ikke skulle have noget. Jeg vidste, at han vidste, at der var noget galt med mine madvaner, men jeg havde ikke i sinde at fortælle ham det direkte. De ord ville ikke forlade min mund, det var noget, jeg var stensikker på.

”Så er der serveret,” sagde Zayn og borede sine øjne ind i mig – det føltes i hvert i fald sådan.

”Jamen, jeg sagde jo, at jeg ikke var sulten,” sagde jeg og lagde hovedet på skrå, da jeg ikke rigtig forstod, hvorfor han blev ved med at insistere sådan. Han sad og studerede mig lidt, og lige da jeg skulle til at bevæge hånden frem og tilbage foran ham, for at se om han var faldet i staver, snakkede han igen.

”Nej, men nu spiser du altså. Det er kun et lille bitte stykke,” blev han ved, og jeg kiggede overvejende fra ham, der lige havde taget en bid af hans stykke, til mit stykke. Jeg havde på ingen måde lyst til at spise det, og jeg vidste godt, at han ikke kunne forstå det.

For ham ville det ikke gøre noget at spise et stykke pizza, men for mig betød det alverdens.

”Holly, det er ikke så slemt. Bare en lille bid så?” lokkede han og kiggede på mig med et blik, der næsten fik mig til at smelte og sive ned i gennem stolen.

”Jamen, Zayn, jeg er virkelig ikk..” – ”Vil du ikke nok gøre det bare for min skyld?” han lod sin pizza dumpe ned på hans tallerken, hvorefter han lænede sig en smule henover bordet og lod hans hænder tage fat i mine.

”Vil du ikke nok?” spurgte han igen med en bedende stemme, der ikke var til at stå for. Med et højt suk vristede jeg mine hænder fri fra Zayns og tog tøvende fat i pizzastykket. Det var så frastødende, men med den måde, som Zayn sad og kiggede på mig, kunne jeg ikke lade være med at tage en forsigtig og meget lille bid af den.

Og jeg havde lyst til at spytte det ud midt på bordet. Ikke fordi det ikke smagte godt, men fordi det var så forkert. Jeg burde  ikke gøre det her, men jeg gjorde det, og det var forkert. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tage en bid til og så én til, fordi Zayns glade og opmuntrende smil, der bredte sig til hans øjne, hele tiden mødte mit blik.

”Nej, undskyld, jeg vil ikke have mere,” sagde jeg så til sidst, da jeg næsten havde spist det hele. Jeg følte mig alt for proppet, og jeg vidste nu, at det havde været en utrolig dårlig idé at lade Zayn overtale mig.

”Det er også helt fint,” sagde han og lænede sig så endelig helt tilbage i sin stol og sad kort efter igen med sin pizza, som han højlydt smaskede i sig. Af og til sendte han mig et smil, som jeg svagt gengældte. Mine tanker var ærlig talt et helt andet sted lige nu, og jeg ville bare ønske, at han ville gå.

Jeg havde brug for at være alene, og jeg havde brug for at tænke.

”Nå, men jeg må nok også tage at komme hjem ad,” sagde Zayn langt om længe, da han havde fået spist færdigt. I en hurtig bevægelse fik han børstet krummerne fra pizzaen af sine hænder og kiggede så på mig.

”Tak for i dag,” han smilede varmt til mig, og det lignede virkelig, at han havde nydt at være her, hvilket jeg slet ikke forstod. Hvad sjov var der i at sidde med en pige, der var fyldt til renden med problemer?

”Det var da så lidt,” mumlede jeg og smilede et lidt mere overbevisende smil, end hvad jeg havde gjort før.

Zayn gik hurtigt op til Ruth og sagde et eller andet, nok at han tog hjem, hvorefter han kom ned til mig igen. Vi fulgtes i stilhed ud i den store entré, der var, og jeg stod bare og kiggede på ham, i mens han tog tøj på.

Jeg kunne mærke, hvordan maden lå tungt i min mave, og jeg kunne ikke fordrage den følelse. Den skulle være tom, som den altid plejede, og at det var anderledes i dag, fik det hele til at vende sig i mig.

Zayn stak sin hånd i lommen, hvorefter han proppede en seddel i hånden på mig.

”Ses vi igen?” spurgte han så, og jeg kunne ikke lade være med at nikke. Egentlig synes jeg ikke selv, at jeg burde ses med ham igen, men jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne på en måde godt lide at være sammen med ham, og alligevel så skræmte det mig bare for vid og sans.

”Jamen, så endnu engang tak for i dag,” sagde han, og inden jeg kunne nå at tælle til to, havde han trukket mig ind i et kram, som jeg ikke kunne gengælde, fordi mine arme var klemt fast i mellem vores kroppe.

Jeg nåede lige at sende ham et smil, inden han vendte om på hælen og forsvandt ud af døren. Jeg stod som forstenet og fulgte ham med øjnene, indtil jeg ikke kunne se ham og hans bil længere.

Zayns synsvinkel:

Jeg rodede lidt rundt i min lomme og fandt kort efter, hvad jeg søgte. Nu måtte det briste eller bære, og kort efter proppede jeg en seddel ind i hånden på Holly, der bare stod og gloede på mig. Hun var underlig fraværende nogle gange, og det virkede som om, hun var i sin helt egen verden.

”Ses vi igen?” spurgte jeg, og hun nikkede uden tøven, hvilket fik mig til at smile en anelse. Det var meget sødt.

”Jamen, så endnu engang tak for i dag,” sagde jeg og trak hende ind i et kram, som jeg havde længtes efter at give hende lige siden, hun vågnede igen. Hun virkede så utrolig skrøbelig at være omkring, og som sagt ville jeg gerne passe på hende.

Jeg trak mig væk fra hende og forsvandt så ud af døren og ud til min bil, der – sjovt nok – stod, hvor jeg parkerede den.

Mine tanker sværmede hele tiden om Holly, og selvom jeg ikke havde sagt noget til hende før, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den episode inde på hendes værelse. Hun havde sagt, at der ikke var noget galt, men selv en idiot ville kunne se, at der var noget galt.

Hun råbte af mig, græd, skreg, og hendes arm var dækket til med ar. Det pinte mig virkelig, at nogen kunne have det så dårligt, at de blev nødt til at finde på sådan en udvej, men jeg kunne intet gøre ved det.

Jeg kunne ikke bestemme over Holly. Det var hendes liv og hendes beslutninger, og jeg kendte hende slet ikke godt til at have lov til at blande mig i hendes liv.

Jeg var utrolig glad for, at jeg havde kunnet få lokket noget mad i hende, for hun trængte tydeligvis til det. Det kunne godt være, at hun ikke selv kunne se det, men hendes krop var alt, alt for tynd, og det var nået over den grænse, hvor det var flot.

Hvordan kunne det være, at ingen af pædagogerne lagde mærke til det? De havde ikke på et eneste tidspunkt vist nogen tegn på interesse for Holly, og jeg fattede det virkelig, virkelig ikke. Det var tydeligt for enhver, at hun ikke havde det godt, men de gjorde ikke en skid ved det.

Jeg vidste ikke engang, hvorfor hun overhovedet interesserede mig så meget, men måske var det fordi, at hun var den eneste pige på det sted, der havde det svært – selvfølgelig havde de andre det også, for de var der jo af en grund.

Jeg blev virkelig sur, når jeg tænkte over det og havde bare lyst til at få hende fjernet fra det sted og tage hende med mig hjem, så jeg selv kunne give hende den behandling, hun havde brug for. Men jeg vidste jo godt, at det ikke ville kunne komme til at ske – selvfølgelig kunne det ikke det.

Jeg tændte for radioen, da det blev for ensomt at sidde med mig selv og mine tanker, og kort efter sad jeg og nynnede med til en sang, jeg tilfældigvis kendte ret så godt, nemlig McFly – Love is Easy.

Hollys synsvinkel:

”Hvaså, hvorfor var Zayn henne og snakke med dig?” lød det fra min side, og jeg vidste straks, at det var Claire, ud fra det hånlige tonefald at bedømme.

”Han ville bare snakke,” svarede jeg hende med en spinkel stemme, og hun kiggede bare på mig med et overlegent blik og grinede højt.

”Du er sikkert bare ude på at stjæle hans berømmelse, du er. Du bruger dine åndsvage problemer til at komme tæt på ham,” tårende var allerede godt og grundigt bygget op i mine øjne, og ved de ord flød de over og begyndte at trille ned af mine kinder.

Uden at tænke over, at folk kunne se på mig, satte jeg i løb ned af den lange gang og rev desperat døren til mit værelse op. Jeg havde det forfærdeligt. Maden i min mave skulle op, og jeg skulle mærke den fysiske smerte.

Jeg løb ud på badeværelset, hvor jeg straks lagde mig på knæ over toilettet. Desperat begyndte jeg voldsomt at kradse på min højre arm, inden jeg stak to fingre ind i halsen på mig selv. Fordi jeg ikke kastede op så tit, kom det heller ikke så nemt op, og det var også derfor, jeg hadede det.

Bedst som jeg troede, at det hele ville komme op, og jeg fjernede fingrene, fandt jeg ud af, at det ikke kom op. Jeg gjorde det endnu engang og fjerende igen fingrene, da jeg begyndte at hoste voldsomt, og jeg følte det snøre sig sammen i halsen. Fast besluttet på, at det skulle op, stak jeg fingrende ned i halsen og begyndte at bevæge dem lidt. Jeg beholdte dem inde, selvom jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret, og det hjalp – kort efter kom alt op igen, og allerede der kunne jeg mærke lettelsen.

Min mave føltes tom igen, og det var så fantastisk rart. Jeg hostede voldsomt endnu engang, da min mave trak sig sammen, nok fordi jeg lige havde fået sat gang i noget, men der var ikke mere at kaste op.

Det var som om, at det virkeligt lettede på noget inden i mig, men jeg kunne stadigvæk mærke Claires ord brænde sig fast dybt inde i mig.

Da jeg havde fået helt styr på mig selv, rejste jeg mig fra toilettet og skyllede ud, hvorefter jeg hev min tandbørste frem og proppede godt med tandpasta på. Inden jeg tog den ind i munde, bukkede jeg mig ned over vandhanen og tog nogle slurke vand til lige at få den værste smag væk.

Hurtigt fik jeg børstet mine tænder, og den forfærdelige smag af bræk, forsvandt heldigvis også. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne lave lektier nu, så jeg valgte i stedet at hoppe i mine joggingbukser og t-shirt, hvorefter jeg kravlede ned under min dyne.

Først der huskede jeg på, at Zayn havde givet mig en seddel, inden han gik, og straks blev jeg nysgerrig. Hurtigt fik jeg møvet mig selv op af sengen og fandt mine jeans ude i vasketøjskurven, fordi jeg havde lagt seddelen ned i lommen.

Jeg knugede den hårdt indtil mig, og først da jeg igen lå i sengen, hev jeg den frem og kiggede på den. Det var hans nummer, og min første reaktion var at smile stort. Smile over at han virkelig gad give sit nummer til en som mig, og tydeligvis have lyst til det.

Og så kom tårende, forgud ved hvilken gang i dag. Tårende fordi jeg som altid tog Claires ord til mig. Jeg udnyttede ham, jeg ville jo kun snakke med ham, fordi han var berømt, og jeg burde virkelig ikke ses med ham. Jeg burde ikke tage i mod hans nummer, og jeg burde ikke gøre noget som helst for ham.

Langsomt kunne jeg mærke, at mine kinder blev våde, men jeg forhindrede ikke tårende i at stoppe. De fik mig til at føle mig bare en smule i live.

Forsigtigt lagde jeg sedlen på mit lille natbord, og greb i stedet for fat i mine nøgler, som jeg på et eller andet tidspunkt havde fået placeret der. Jeg følte mig endnu engang dum og ubrugelig, og jeg vidste, hvad der skulle til for at få den følelse på afstand.

Jeg udvalgte mig den lilla nøgle – hvorfor, vidste jeg ikke – og studerede den lidt, inden jeg førte den ned til min hud. Jeg magtede ikke at gå op og hente et barberblad, så jeg tog bare den letteste løsning, og det var egentlig også lidt lige meget, hvilket redskab jeg brugte, bare det virkede.

Jeg pressede hårdt den takkede side af nøglen ned mod min hud og trak den så tilbage. Jeg gentog den handling en masse gange, indtil der endelig begyndte at vise sig en smule blod, og så begyndte jeg et nyt sted.

Lettelsen vældede frem i mig, og jeg kneb hårdt øjnene i, men kunne ikke undgå at udstøde et højt hulk, selvom der var risiko for, at nogen måske ville høre mig. 

***

Jeg ved ikke, hvad der går af mig for tiden, men nu får i lige endnu et kapitel! Jeg begynder i skole igen her d. 7, så der får jeg helt sikkert ikke tid til at opdatere lige så ofte, som jeg har gjort her i ferien, men jeg skal nok prøve at gøre det så meget som muligt. Har desværre bare nogle lektier, der også skal laves )-:

Hun har det virkelig svært, og jeg synes, det er så synd for hende ): øv. Hvad synes I?

*LET ME FANGIRL*

Thea Styles læser den her movella, og det er min største drøm, der lige er gået i opfyldelse og omg! :O 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...