A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
31537Visninger
AA

4. 3. There is nothing wrong

 

Det var nu tre dage siden, One Direction havde været her, og jeg havde ikke kunne slå dem ud af hovedet, lige meget hvor meget jeg prøvede på det. En ting der havde sat sig fast var den sang og teksten, men den ting, der nok havde sat sig mest fast i mig, var Zayns blik på mig.

Han havde virkelig siddet og kigget på mig under hele frokosten, og det var som om, at han kunne se lige igennem mig, hvilket jeg ikke brød mig om. Jeg havde vænnet mig til at rende rundt med problemerne alene, og det, at der var nogen, der (måske) bekymrede sig om mig, skræmte mig.

Lige nu havde vi matematik, men jeg fulgte ikke så meget med i det, som vores lære stod og forklarede oppe på tavlen, da mine tanker jo som sagt var henne omkring Zayn.

Alligevel blev jeg revet løst fra mine tanker, da jeg pludselig kunne mærke noget på mon skulder, hvilket viste sig at være en sammenrullet papirkugle. Jeg vidste med det samme, at det var Claire, der havde sendt den, for come on – hvem skulle det ellers være?

Med let rynket pande foldede jeg papiret ud, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ville kunne lide at se indholdet – og jeg havde ret.

Hvad så din klamme luder? Strammer bukserne ikke lige en anelse for meget, eller er det en ny stil, du kører? Du skal lige passe på din vægt din klamme taber. – Husk ikke at spise for meget, xoxo.

Ordene trængte langsomt ind i mig, og jeg kunne straks mærke, at mit humør dalede endnu et par grader. Hun havde jo fuldstændig ret i det, hun sagde. Jeg var fed, jeg havde taget på, og jeg burde ikke spise noget, det var jeg for fed til.

Jeg skævede hurtigt over til Claire, der sad og kiggede på mig med et hånligt grin smurt på, og jeg kiggede straks væk.

Med et var det som om, at alt bare var noget lort. Læren ved tavlen var forfærdeligt at høre på, fuglene, der fløjtede udenfor, var forfærdelige. Mit eget fucking åndedræt var forfærdeligt.

Da vi fik fri fra timen, tog det mig ikke mere end et halv minut at få pakket mine ting sammen, hvorefter jeg styrtede ud på gangen og ned på mit værelse. Jeg gad ikke være med i de sidste timer, koste hvad det ville.

Med en voldsom bevægelse, smed jeg min taske på sengen og satte kursen direkte mod toilettet. Jeg kunne mærke, hvordan tårende hobede sig op i mine øjne, og kort efter trillede de i stride strømme nede af mine kinder, der straks blev helt våde af dem.

Arrigt tørrede jeg dem væk, men til ingen nytte, da de gamle straks blev erstattet af nye.

Jeg følte mig ubrugelig, og til ingen verdens nytte. Hvad fanden var meningen med det hele overhovedet? Der var ikke en skid, der kunne lide mig, så hvorfor fanden skulle jeg overhovedet være her.

Jeg fandt, med rystende og samtidig voldsomme bevægelser, barberbladene frem fra skabet og tabte dem ud af mine hænder, fordi jeg ikke kunne styre min rysten.

Hurtigt fik jeg fat i pakken igen og hev en af bladene op, som jeg tog med mig hen til døren, som jeg, som altid, satte mig op af. Igen valgte jeg at lade det gå ud over min venstre arm, og jeg smurte ærmerne op på hættetrøjen, der ellers så fint dækkede mine ar, og studerede arrene lidt.

Af en eller anden grund gjorde det mig tilfreds at kigge på det. At vide, at der var noget, jeg selv havde gjort, fik mig til at føle mig stærk, og jeg vidste, at jeg umuligt ville kunne leve uden den følelse. Det var lidt ligesom, jeg havde det med mad. Jeg havde kontrol over det som noget af det eneste i mit liv.

Jeg tog en smule hårdere fat i barberbladet, inden jeg med bestemte bevægelser førte det ned til min arm, der var totalt blottet for det. Jeg lod det bore sig ned i min hud og skar en grimasse, da smerten begyndte at brede sig i min arm. Men det var en god smerte. Det var den smerte, jeg opsøgte ved at gøre det her.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg trak bladet til side og lod smerten brede sig til et større område af min arm, hvilket fik mig til at føle mig hel igen. Det her var blevet en del af mig, og jeg kunne virkelig ikke leve foruden.

Det var den måde, jeg kom igennem hverdagen på, og jeg havde brug for det. Det var det eneste, der ’var her for mig’, når nu jeg ikke havde nogen andre at snakke med.

Mit hjerte satte farten en oktav op, da jeg igen lod barberbladet bore sig ned i min hud og igen trak det til siden, så den gode følelse igen bredte sig i min krop.

Det var som om, at den tunge, forfærdelige følelse, jeg havde fået i kroppen af at læse Claires lille besked, var forsvundet nu, så jeg besluttede mig for ikke at skabe flere sår i min hud, selvom det ikke ville gøre den store forskel for den. Der var så mange, at der ikke var et nogenlunde stort stykke, hvor det var rent og fint.

Det var ikke så dybt denne gang, og det blødte næsten ikke, så jeg undlod at tage plaster over sårene. I stedet sad jeg bare og sundede mig lidt og kiggede blot lige frem for mig uden rigtig at tænke noget.

Det gav et voldsomt sæt i mig, da det pludselig bankede på døren, og mit hjerte sad straks helt op i halsen på mig. Der plejede aldrig at være nogen, der kom herind, så den eneste mulighed var, at det var en pædagog/lære, der var kommet, fordi jeg ikke var dukket op til timen.

Hurtigt og klodset, fordi jeg var bange for, at de skulle opdage noget, fik jeg lagt barberbladene væk og låste hurtigt døren op, alt imens jeg prøvede at se ud som om, der ikke var noget galt.

Dog mistede jeg på et splitsekund fatningen, da jeg så, hvem der stod udenfor. For det var ikke en pædagog eller lære. Det var ikke engang en af de andre på institutionen.

Nej, det var nemlig Zayn Malik.

Jeg kiggede overrasket på ham og glippede engang med øjnene, da jeg virkelig ikke anede, hvad han lavede her, og så endda på mit værelse.

”Øh… Hej Zayn,” fik jeg fremstammet og kiggede ransagende på ham for at se, om hans blik af en eller anden grund kunne fortælle mig, hvorfor han var her.

Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke havde fået smurt ærmet ned, så i en panisk bevægelse, fik jeg gjort det, i mens mit hjerte bankede heftigt i brystet på mig, fordi jeg frygtede, at han havde set min arm.

”Hej,” svarede Zayn endelig og sendte mig et lille smil, men det fik ham ikke til at se specielt glad ud. Tværtimod så han ret så trist ud.

Zayns synsvinkel:

Ja, i dag var så dagen, hvor jeg havde besluttet mig for at besøge hende pigen fra institutionen igen. Jeg havde slet ikke kunne få hende ud af hovedet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at se hende igen og snakke med hende. Jeg følte, at jeg havde brug for det.

Derfor sad jeg nu i min bil og var ikke mere end fem minutter væk fra institutionen. Jeg havde radioen kørende, men den var så lav, at det ikke var andet end en smule baggrundsstøj, der blandede sig med den spindene motor.

Jeg satte farten en smule ned, da jeg så grustien ned til stedet, og drejede så en smule skarpt til højre for at komme ind på den. Med lavt tempo snoede jeg mig uden om hullerne, der var blevet lavet af en masse års regn, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om de nogensinde fik fyldt nyt grus på, så det ikke var så besværligt at køre der.

Det var ikke så svært at finde et sted at holde, da der kun holdt to andre biler parkeret, så jeg fik bakket min bil ind to pladser fra den ene og hoppede så ud af den, hvorefter jeg låste den efter mig.

Jeg havde ikke fortalt nogen, at jeg ville tage herhen, så pædagogerne ville nok blive noget overraskede over at se mig – for ikke at tale om alle de unge.

Med lange skridt krydsede jeg pladsen, og selvom jeg havde lyst til at tage en smøg, inden jeg gik ind, undlod jeg. Min trang til at se pigen igen, var af en eller anden grund større.

Jeg åbnede døren op og blev straks mødt af de velkendte omgivelser i entréen, hvor jeg hang min jakke og, bare for at være høflig.

”Jamen gud, hej Zayn!” lød det overrasket fra en person, der kun kunne være Ruth. Hendes navn havde sat sig fast i mig, fordi hendes stemme var noget nær - undskyld mit sprog - den værste, jeg havde hørt. Den brændte sig bare fast i min sjæl.

”Hej med dig,” sagde jeg venligt.

”Hvad laver du dog her?” spurgte hun og lød næsten helt beæret over, at jeg kom frivilligt.

”Jeg ville egentlig gerne have lov til at snakke med en af jeres unge. Hende der sidder meget for sig selv,” forklarede jeg, da hun tydeligvis fandt det meget underligt.

”Nårh, det må være Holly, du snakker om,” sagde hun og viftede afværgende med hånden, som om det var klart for enhver, at det var Holly, der var den pige, jeg snakkede om.

”Hun bor helt nede af gangen i det næstsidste værelse til højre, men hun skal snart tilbage til time. De har lige et lille frikvarter, og dem plejer hun at bruge på hendes værelse,” forklarede hun og vimsede til mit held væk fra mig.

Jeg fik hurtigt transporteret mig selv ned af gangen, og korte efter stod jeg foran døren. Forsigtigt bankede jeg på døren og trådte et skridt tilbage, da døren gik op af sig selv.

Der kom ikke en lyd fra værelset, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at puffe den endnu længere op og stikke hovedet indenfor i værelset, der blev oplyst af sollyset, der skinnede ind fra solen udenfor.

Jeg åbnede døren helt op, og siden jeg ikke kunne få øje på hende, gik jeg direkte hen til en dør, der var inde på værelset og bankede på. Straks kunne jeg høre noget rumsteren derinde fra, og jeg åndede lettet ud, fordi jeg godt selv kunne regne mig til, at det var Holly, der befandt sig derinde.

Kort efter blev døren åbnet for mig, og en meget overrasket Holly viste sig foran hende. Med det samme vidste jeg, at det var det rigtige valg, at jeg var taget herhen. Hun havde det tydeligvis ikke godt, og jeg vidste, at hun helt sikkert ikke havde nogen at snakke om det med.

”Øh… Hej Zayn,” sagde hun og lød ærlig talt ekstremt nervøs og overrasket, hvilket kom bag på mig. Hvis hun ikke var i gang med et eller andet, som ingen måtte se, ville hun ikke reagere sådan. Medmindre hun var fan af mig og drengene, men ærlig talt så virkede det ikke sådan, og da slet ikke efter, hvordan hun var, da vi var her sidst.

”Hej,” sagde jeg og smilede skævt, hvilket hun nervøst gengældte. Mit blik søgte ubevidst hen til hendes arm, der støttede op af døren, og jeg kunne må ingen måde undgå at ligge mærke til de mange ar, der prægede den. Straks kunne jeg mærke, hvordan mit humør blev værre af at se det, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne sige noget til det nu. Jeg kendte hende ikke, dermed havde jeg ikke ret til at spørge hende om noget så følsomt og privat.

Det var som om, at det pludselig gik op for hende, at hendes arm var blottet for i en voldsomt og panisk bevægelse, fik hun hevet sit ærme ned over armen, så jeg ikke kunne se den mere.

”Hvad laver du her?” spurgte hun med sin skrøbelige stemme, som gik lige ind i sjælen på mig, men på en anden måde end med Ruths.

”Ærlig talt, så ved jeg det ikke,” betroede jeg hende og bed mig let i læben. Hun rynkede let på brynene og trådte så et skridt frem mod mig, så jeg tog et til siden og lod hende komme forbi mig og ind på hendes værelse.

Hollys synsvinkel:

”Ærlig talt, så ved jeg det ikke,” sagde Zayn og bed sig i læben, hvilket var et tydeligt tegn på, at han var nervøs. Jeg trådte et skridt frem, og Zayn lod mig komme forbi, hvorefter jeg traskede ind på værelset og placerede mig i sengen.

”Men hvad vil du så med mig?” spurgte jeg og kiggede forsigtigt op på ham. Igen kunne jeg mærke den der følelse af ikke at være god nok stige op i mig, og jeg fik lyst til at kaste det ene stykke brød, jeg havde spist i dag, op.

”Hvad er der galt?” jeg spærrede øjnene underligt op, da hans spørgsmål lød, og først forstod jeg ikke, hvad han mente. ”Holly, du ved jo, hvad jeg mener,” fortsatte han så, og jeg kiggede usikkert ned på mine fingre, der var begyndt at lege underligt med hinanden.

”Der er ikke noget galt,” prøvede jeg at sige, men vidste allerede nu, at jeg lød langt fra overbevisende, og at min stemme rystede voldsomt, hjalp ikke ligefrem så meget på det.

”Du kan altså godt snakke med mig,” sagde han i et roligt tonefald, men det skræmte mig. Han trådte et skridt tættere på sengen, men jeg rykkede straks voldsomt meget tilbage i den, så langt væk fra ham som muligt.

Jeg kunne ikke lide, at han bekymrede sig om mig. Jeg var som sagt blevet vant til at rende rundt med mine problemer alene, og nu ville jeg ikke fortælle dem til andre. Han ville sikkert dømme mig, hvis han fandt ud af noget om min fortid, og jeg ville ikke kunne klare til det.

”Der er ikke noget galt, siger jeg jo,” hvislede jeg i gennem sammenbidt tænder. Jeg skræmte mig selv, det gjorde jeg virkeligt. Altid havde jeg håbet på at finde en, der gad lytte til mig og mine problemer, men nu når det stod så nært på mig, skubbede jeg det væk, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville reagere sådan.

”Holly, jeg så jo godt din arm,” sagde han frustreret og slog ud med armene. Jeg krympede mig ved hans ord og kiggede væk fra ham. Jeg kunne mærke, at tårende hobede sig op i mine øjne, og jeg blinkede arrigt med dem for at få tårende til at forsvinde. I stedet for begyndte tårende at trille, og jeg vidste, at Zayn havde lagt mærke til det, for med et sad han ved siden af mig og med den ene arm om mig.

”Der. Er. Ikke. Noget. Galt,” hikstede jeg og prøvede desperat at kæmpe mig væk fra Zayn, men han holdt godt fast i mig, og til sidst lod jeg ham knuge mig tæt ind til ham.

”Der er ikke noget galt,” messede jeg.  ”Ikke noget galt,” mine hulk spolerede totalt mit forsøg på at overtale ham til at tro på min løgn, og til sidst endte det med, at vi bare sad i stilhed, hvor Zayn vuggede mig frem og tilbage. 

***

Okay, så jeg er faktisk ret tilfreds med det her kapitel, og jeg føler, at det er bedre skrevet end de to andre! :-D 

Jeg ville egentlig have publiceret engang i aftes, men jeg faldt lige over nogle afsnit af Rejseholdet, og det kunne jeg sku ikke lige sige nej til I: 

Hvad synes I om, at Zayn tager hen til hende, og hvad med hendes reaktion? Er den passende eller lidt for voldsomt?

Kom med kommentarene, jeg elsker dem!

Husk at like, like, like - det betyder super, utroligt, multi meget! 

:-DDDDDDxxxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...