A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

310Likes
508Kommentarer
32751Visninger
AA

25. 24. An early morning

Jeg vågnede meget tidligt næste dag og kiggede mig forvirret omkring. Jeg havde sovet utrolig dårligt i nat, og der havde været flere pauser fra søvnen op til en time, hvilket gjorde, at jeg var sindssyg træt nu. Alligevel kunne jeg ikke sove længere.

Klokken var kun 5, så jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde været i bad i går aftes, så jeg kunne ikke engang gøre det. Selvfølgelig kunne jeg ligge noget make-up og gøre mig klar, men der var også grænser for, hvor lang tid det ville tage mig.

Efter et stykke tid hvor jeg havde ligget og funderet over tingene, valgte jeg at smække benene udover sengen, så det kolde gulv ramte mine fødder. Jeg gøs kort og rejste mig så helt op.

Det var fredag i dag, så heldigvis skulle jeg kun klare mig igennem den her dag, inden jeg kunne komme til at se Zayn igen. Jeg skulle være hos ham hele weekenden, så det var rigtig dejligt.

Det første, jeg gjorde, var at stille mig hen til spejlet. Hurtigt smurte jeg mit ansigt ind i noget fugtighedscreme, da det var begyndt at blive utrolig tørt af en eller anden grund. Måske var det, fordi det var ved at blive sommer nu. Jeg havde i hvert i fald hørt noget om, at man godt kunne få tør hud, når årstiderne skiftede.

Da det var gjort, hev jeg fat i min foundation og lagde et lille lag, de steder, jeg synes, der manglede. Det var også bare pisse irriterende at bruge foundation, når min hud var så tør, for når der så var gået nogle timer, sad den i underlige klumper, så jeg skulle rette på det hele tiden.

Jeg hev fat i min øjenbryns ting og tegnede mine øjenbryn en anelse op. Jeg havde aldrig været fan af at tegne dem helt op, så de var helt mørke, men jeg kunne godt lide det med, at man lige kunne se dem en smule tydeligere.

Jeg hev fat i mascaraen og lagde så også et lag af det. Ikke noget vildt.

Da jeg også havde fået sprayet lidt deodorant og parfume på + hoppet i noget meget simpelt tøj (jeans og en hættetrøje), sad jeg igen tilbage uden noget at lave. En del af mig overvejede meget kraftigt at vække Dakota, men jeg ville få ondt af hende, hvis jeg gjorde det. Bare fordi jeg ikke kunne sove, skulle hun ikke også få frirøvet sig sin søvn.

Jeg overvejede at prøve og sove, men det var ligesom ikke så smart, nu når jeg havde gjort mig klar, så til sidst besluttede jeg mig for at gå en tur. Det lød underligt, i know, men jeg havde bare lyst til at komme lidt væk herfra og tænke.

På trods af Zayns søde ord på det tweet i går, havde jeg ikke kunne slå hende pigens ord ud af mit hoved Det var, som om de sad på repeat derinde.

Jeg hev min telefon ud af opladeren og hoppede så ned i mine sko. Inden jeg valgte jakke, kiggede jeg ud af vinduet for at se, hvordan vejret var. Selvfølgelig havde jeg glemt alt om, at det var så tidligt, så jeg ikke kunne bedømme vejret endnu. Derfor tog jeg også bare min vinterakke på for at være på den sikre side.

Så forsigtigt jeg kunne, hev jeg ned i dørhåndtaget. Jeg ville ikke vække nogle af de andre, og jeg anede ikke, om jeg godt måtte forlade institutionens område, når det var så tidligt. Normalt måtte vi jo kun være ude efter skole i et bestemt tidsrum. Det var nok ikke helt okay, der her.

Jeg listede mig ned igennem gangen og stoppede op, hver gang jeg hørte en lyd bare for at være på den sikre side. Måske burde jeg ikke have taget sko på allerede.

Da jeg nåede for enden af gangene, jeg havde snoet mig igennem, kiggede jeg forsigtigt rundt for at se, om der var nogen i den store sal. Det var der ikke, hvis jeg havde set ordentligt efter. Igen satte jeg i gang og pilede lydløst hen til entréen.

Med langsomme bevægelser hev jeg ned i håndtaget for at tjekke, om døren var låst, og da det var tilfældet tog jeg fat i låsen og drejede den om. Det gav en lille klik lyd, og jeg kiggede hurtigt rundt for at se, om der var nogen, der havde hørt det.

Det var altid som om, at når man skulle være stille, så var alt bare ti gange mere larmende end ellers, og det var pisse irriterende.

Jeg fik smuttet ud af døren og lukkede den forsigtigt efter mig. Først da jeg var nået 50 m væk og var på vej op af grusvejen, åndede jeg lettet ud. Jeg hev min telefon frem for at tjekke klokken og blev straks mindre stresset, da jeg så, at klokken var halv seks, blev jeg straks mindre stresset.

Da jeg var nået for enden af grusvejen, stoppede jeg op og kiggede lidt fra højre til venstre. Jeg kunne vælge at gå ind til byen og spise noget morgenmad der, eller jeg kunne vælge at gå en tur ned i en skov. Det stod i ret stor kontrast til hinanden, og det var alligevel ret sjovt, at der lå to så forskellige ting så tæt på hinanden.

Min mave, der rumlede, afgjorde mit valgt, og jeg satte kursen mod venstre og byen.

Jeg lynede min vinterjakke op og skuttede mig i den, da vinden blæste i voldsomme stød og gjorde alt koldere. Da jeg følte mig en smule ensom, stak jeg hænderne ned i lommerne og rodede efter mine høretelefoner, der befandt sig i min højre lomme. Hurtigt fik jeg sat dem til min telefon og låste den op for at sætte noget musik på.

Kender i ikke det der, når man skal høre musik, men man er bare så meget i tvivl om, hvad man vil høre? Sådan havde jeg det nu. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, om jeg ville høre Ed Sheeran, Demi Lovato, nogle stille sange, eller bare en blanding af alle mine sange.

Til sidst endte jeg dog med at sætte Ed Sheeran på, da hans sange altid havde formået at kommemed en beroligende effekt på mig. Ikke fordi jeg var helt vildt ked af det og sådan nu, men jeg blev altid lige en tand roligere, når jeg havde hans musik i ørerne.

Turen ned til byen tog som sagt et kvarter, og da jeg gik i et raskt tempo, føltes det ikke som længe, før jeg drejede ned af gågaden. Klokken var kun kvart i seks, og hvis jeg ikke tog helt fejl, åbnede bageren først klokken seks, så jeg skulle få et kvarter til at gå med ingenting.

Jeg begyndte at slentre ned af gaden og kiggede lidt ind i nogle forskellige butikker. Der var ikke så meget at se, men nogle få steder stod der ting i vinduet, som jeg kunne studere.

Min mave rumlede, og jeg kiggede utålmodigt på uret. Der var allerede gået ti minutter, så jeg satte kursen tilbage til bageren. Allerede på afstand kunne jeg se, hvordan der rendte nogle mennesker rundt ude foran, og jeg glædede mig helt gevaldigt til at få noget morgenmad.

Af en eller anden grund var jeg ekstra sulten i dag. Kunne det måske hænge sammen med, at jeg ikke fik spist så meget mad i går, eller var det bare sultens dag i dag?

”Er der åbent?” spurgte jeg en yngre kvinde, der var i gang med at sætte nogle flag op udenfor butikken.

”Ja, du går bare ind, så kommer jeg om lidt,” sagde hun og sendte mig et smil, som hurtigt blev afbrudt, da hun var ved at tabe flagene i hovedet på sig selv.

Duften af nybagt brød og kager ramte mig som et paradis, da jeg trådte ind, og jeg følte, at jeg kunne begynde at savle hvert øjeblik, det skulle være. Fuck, hvor var det lækkert.

Mit blik begyndte at vandre rundt på glasburene (hvad skulle jeg ellers kalde det), hvor der var en masse lækre ting. Jeg overvejede kraftigt, om jeg skulle købe en nougat crossaint, en kanelsnegl eller to veronaboller med smør.

Til sidst endte det dog med, at jeg købte de to boller, da jeg ikke ville være alt for fed. Det kunne godt være, at jeg var begyndt at spise igen, men jeg tænkte stadig over, hvad jeg spiste, og efter de ord, der blev kastet efter mig, i går, tænkte jeg endnu mere på det. Jeg skulle ikke spise flere kalorier, end jeg ville kunne forbrænde i løbet af dagen.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” Den unge kvinde fra før, stod nu bag disken og var i gang med at tage et forklæde på.

”Ja. Jeg skal bare bede om to Verona boller med smør, tak,” sagde jeg og smilede til hende for ikke at fremstå som en eller anden sur mokke.

Jeg studerede hende, i mens hun fiskede to boller frem og lagde dem over på et skærebræt, der lå på et stenbord bagved hende. Med en elegant bevægelse fik hun to gummihandsker på og skar så bollerne over med en kniv, der så ret så skarp ud.

Mine øjne satte sig fast til kniven, og jeg studerede den nøje. Den så så sygeligt skarp ud, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvordan den måtte føles mod min hud. Jeg savnede det. Det lød nok utroligt underligt, men jeg savnede virkelig at mærke noget skarpt skære igennem min hud og fjerne alle dårlige tanker og ting, der befandt sig i og omkring mig.

”Så bliver det 2,86 pund,” Jeg rev mig løs af mine tanker og smækkede straks pengene op på disken. Hurtigt tog jeg fat i mine boller og forsvandt ud af butikken. De tanker, jeg havde stået med før, havde skræmt mig så meget. Jeg var jo ovre alt det pis med cutting, og jeg burde ikke tænke på det. Jeg burde da slet ikke have lyst til at gøre det. Jeg havde det jo fint lige nu, så hvorfor fanden skulle jeg overhovedet gøre det?

Jeg prøvede at ryste det ubehagelige humør, der havde lagt sig ind over mig, væk og skruede en smule op for min musik, hvor ”Little Bird” (af Ed Sheeran) spillede. Jeg havde altid elsket den sang. Den var så sød, altså, den handlede om en fugl med et brækket ben.

Jeg fik fat i den ene bolle i posen og hev den op, så jeg kunne gå og gnaske lidt af den på vejen hjem. Af en eller anden grund havde jeg altid elsket Verona boller, selvom det var utrolig sjældent, at jeg fik dem.

Solen var begyndt at titte frem, da jeg vende snuden hjemad, og jeg lynede min jakke op, da det simpelthen blev for varmt for mig at gå med den lukket. Det lovede godt med hensyn til vejret. Måske kunne Zayn og jeg tage hen i en park og spise i aften. Det kunne være hyggeligt.

I det jeg kom til at tænke på Zayn, hev jeg min telefon frem og oprettede en ny besked.

Fra mig:

Hej skattttt. Jeg kunne ikke sove, så jeg er ude og gå tur nu. Hmmm, men kan vi ikke tage i parken i aften, hvis det bliver godt vejr? Eller har du planlagt noget andet? Og undskyld hvis jeg vækker dig, grrrrrrr <3

Jeg trykkede send på beskeden og stoppede telefonen tilbage i lommen. Klokken var lidt i halv 7, så hvis jeg ikke skulle blive opdaget i at have været ude, skulle jeg nok tage og komme hjemad i en fart. Faktisk anede jeg ikke, hvad tid pædagogerne stod op derhjemme, så det kunne sagtens være, at de rente rundt lige nu. Desuden ville de andre også blive vækket kl. 7.

Klokken var lidt over halv, da jeg endelig åbnede døren og trådte indenfor. Denne gang var jeg ikke så forsigtig, det gjaldt bare om at skynde sig ind på værelset, inden nogen opdagede noget. Mine skridt gav genlyd i hele gangen, da jeg småløb af sted, og jeg fattede ikke, at der ikke var nogen, der hørte mig og fulgte lydene.

Jeg nåede sikkert ind på værelset og smed mig på sengen, hvor jeg hev den anden bolle frem. Det var stadig en fryd for munden, da jeg tog hul på den, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde et helt lager af dem.

Som tiden gik kunne jeg høre, hvordan folk begyndte at stå op, og inden længe var Ruth også kommet på banen. Som jeg havde gjort før i tiden, valgte jeg at gå ud, inden Ruth nåede hen til mig.

”Holly!” lød det bagfra mig, lige da jeg havde sat kurs mod salen, hvor der sikkert stod morgenmad.(Som jeg ikke skulle have noget af, hæh)

Jeg vendte mig rundt efter lyden og fik øje på Dakota, der forsigtigt kiggede på mig. Det virkede, som om hun var usikker på, om jeg overhovedet ville snakke med hende, og jeg smilede stort til hende.

”Godmorgen!” sagde jeg og lod hende indhente mig. ”Har du sovet godt?” spurgte jeg, og hun trak lidt på skuldrende.

”Jeg kunne have sovet bedre, men det er fint. Hvad med dig?”

”Min nat lyder lidt som din,” svarede jeg og kørte en hånd igennem mit hår, der havde fundet sig vej ned i mit ansigt.

”Jeg så dig, du ved. Da du gik,” sagde hun en smule tilbageholdene, og jeg kiggede straks på hende. Så havde jeg alligevel ikke været så stille, som jeg havde regnet med.

”Du siger ikke noget til nogen vel?” spurgte jeg og forsøgte at forholde mig helt cool omkring det.

”Selvfølgelig ikke, men hvad skulle du?” Hun lød nysgerrig.

”Jeg vågnede klokken fem og kunne ikke sove længere, så jeg gik en tur ned til byen og købte noget morgenmad i bageren,” betroede jeg hende, og hun kiggede længselsfuldt på mig.

”Gid jeg lige havde råd til sådan noget,” sukkede hun, og jeg kunne ikke lade være med at få ondt af hende. Jeg have fået utrolig mange penge med af Zayn, og hun havde slet ingen.

”Du må godt få nogle penge af mig. Jeg har massere fra Zay- min kæreste,” sagde jeg og afbrød mig selv midt i det hele. Jeg vidste ikke helt, om jeg ville have, at hun skulle vide, at Zayn var min kæreste. Jeg var nok bange for, at hun kun ville være sammen med mig pga. ham.

”Zayn?” spurgte hun og hævede øjenbrynet spørgende. Pis også, hun havde hørt det. Inden jeg nåede at gøre noget, formede hendes mund sig til et o, og jeg vidste, at hun havde fundet ud af det nu.

”Det var dé, jeg havde set dig før!” udbrød hun og kiggede overrasket på mig. ”Det må da være ret cool at være sammen med ham,” sagde hun så og smilede stort til mig. Jeg var faktisk overrasket over, at hun ikke flippede mere ud over det.

”Er det det?”

”Hvad?”

”Skal du ikke flippe ud?” Jeg vidst ikke, om mit spørgsmål var dumt, men hun grinte højt af mig.

”Jeg er altså ikke typen, der vælger mine veninder ud fra penge og kendte mennesker,” lovede hun mig, og jeg sukkede lettet. Selvom jeg kun havde snakket med hende i en dag, var hun den eneste, jeg havde overhovedet at snakke med (udover Daniel, men hvem snakker med en voksen på daglig plan), herinde.

”Det bliver bedre og bedre,” mumlede jeg, og det var ikke meningen, at hun skulle høre det. Det gjorde hun så.

”Hvad?”

”Du er bare sød,” sagde jeg og smilede sødt til hende, inden jeg smuttede ind i salen, hvor der allerede sad nogle få og spiste.

***

HIP HIP HURRA JEG FIK ALLEREDE SKREVET ET KAPITEL!! Jeg lånte min mors iPad lignende ting, hun havde med hjem fra USA, hvor der er tastatur til. Den er ikke overdrevet god at skrive på, så jeg undskylder, hvis der er mange fejl!

Og der sker ikke en skid i det her kapitel, det er bare fyld, såååå.

Hvad tror I, der kommer til at ske i det næste (og sidste) kapitel? :3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...