A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30012Visninger
AA

24. 23. An almost good day

Det havde været dejligt at være sammen med Zayn igen, og jeg havde nydt hvert minut fuldt ud. Han var lige taget hjem nu, og jeg sad egentlig bare på mit værelse og var gået i gang med nogle lektier, jeg skulle lave til i morgen.

Fysik og spændingsrækken min bare røv.

’Spændingsrækken er et antal metaller og en række af grundstoffer, som er sorteret efter deres reaktionsvillighed. I den venstre ende befinder de uædle metaller sig, altså dem der har høj reaktionsvillighed med andre stoffer, og i den højre side befinder de ædle metaller sig, altså dem der har en lav reaktionsvillighed

Hvis et bestemt stof, f.eks. Jern, indgår i en kemisk forbindelse, vil den forbindelse reagere med ethvert stof, der står til venstre for Jern. Det kunne være Zink, Aluminium, Magnesium eller Natrium. Jernet udskilles i ren form fra den kemiske forbindelse og f.eks. Zink, der er det mindre ædle stof tager Jernets plads i forbindelsen.’

Jeg følte mig helt klog, i mens jeg sad og skrev min redegørelse, men det havde måske noget at gøre med, at jeg 1. var ret god til fysik og 2. fik utrolig meget hjælp fra min bog, hvor alt stod i. Jeg skulle bare lige omformulere det en smule, så ville ingen fatte mistanke.

Da jeg havde skrevet omkring en halv side af redegørelsen, begyndte mine tanker at vandre, og jeg glemte alt om fysik.

Jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvordan jeg havde det med at være her. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg nogensinde ville kunne komme til at lide, men jeg var i tvivl, om det var lige så slemt, som sidst jeg var her. Det var som om, der var noget, der havde ændret sig, men jeg vidste ikke hvad. Måske var det bare, fordi Claire ikke var her, men jeg anede det ikke.

Mit humør kunne vende så hurtigt, og det irriterede mig utrolig meget. For eksempel havde jeg lige været mega glad og koncentreret, og nu var jeg trist igen, fordi jeg lod mine tanker vandre af sted.

Det var, som om jeg godt ville have det godt, men samtidig fandt jeg hele tiden dårlige ting ved alt.

Jeg rev mit blik løs fra væggen, hvor det havde været på før og prøvede at tage mig sammen til at skrive videre. Endnu engang lænede jeg mig ind over bogen og læste et stykke, som jeg så kunne skrive om til mine egne ord.
 

’På grund af metallernes reaktionsvillighed ruster dem i venstre ende af rækken meget let, hvor Aluminium er det eneste metal, der bryder regelen og beholder den planke og ikke så ’iltede’ metaloverflade. Grunden til det er det lag af aluminiumoxid, der bliver dannet ved iltningen af aluminium. Det er en hinde, der er ca. 3 mikrometer tynd, men meget slidestærk, det forhindre adgang for luften til metallet.’

Jeg blev ved med at forsøge at koncentrere mig om opgaven, men selvom jeg gjorde mit bedste, blev klokken omkring halv 2, før jeg endelig kunne gå i seng.

***

”Så er det op Holly!” lød det fra døren, og jeg glippede forvirret med øjnene. Jeg plejede aldrig at skulle blive vækket for at stå op. Så snart jeg havde slået øjnene helt op, kunne jeg mærke, hvordan trætheden rullede ind over mig, og mine øjne faldt straks i igen. Jeg kunne virkelig godt mærke, at jeg ikke havde sovet så meget i går nat. Jeg forstod bare ikke, at jeg var så træt, for jeg havde før fået mange færre timers søvn, hvor jeg stadig kunne stå op kl. 6.

”Holly, du bliver simpelthen nødt til at stå op!” lød det, og denne gang kunne jeg høre, at det var Daniel, der forsøgte og ikke Ruth, som et havde været før. Det var meget mere behageligt at lytte på ham end Ruths før omtalte meget skingre stemme.

”Jeg mener det, du kommer for sent til morgenmad, så du automatisk også kommer for sent til time, og det skal helst ikke ske,” fortsatte Daniel, og jeg stønnede højt.

”Jeg skal nok stå op,” sagde jeg med en irriteret stemme, men puttede mig alligevel lidt bedre ind i  min dyne.

”Holly, ellers kommer jeg og hiver dynen af dig,” tuede Daniel, og jeg sukkede højt og opgivende.

”Okay, okay. Men så skal du også smutte ud, jeg har ikke så meget tøj på,” beordrede jeg, og Daniel hævede i sjov det ene øjenbryn. Jeg viftede lidt med hænderne, og Daniel forlod værelset med et stort grin klistret i ansigtet.

Mit humør havde igen vendt sig, og jeg følte mig tusind gange gladere, end jeg havde gjort i går, da jeg gik i seng. Det var til at blive sindssyg af det her, for jeg ville ikke virke som en eller anden weird tøs, der ikke havde kontrol over sig selv. Selvom jeg måske ikke havde særlig meget kontrol, men det behøvede ingen vide.

Jeg gned mig i begge øjne så hårdt, at der til sidst begyndte at blive tegnet underlige mønstre for mit indre blik, og jeg fjernede dem straks, da det begyndte at gøre direkte ondt. Med et gab fik jeg strukket mig godt og grundigt, og jeg fik sagt nogle underlige lyde i mens.

Langsomt lod jeg mit blik glide rundt i værelset, og jeg spærrede voldsomt mine øjne op, da det faldt på mit digitalur, der stod ved siden af billedet af Zayn og jeg sammen, på mit bord. Klokken var ved at være halv 8. Fuck, jeg havde travlt.

I en utrolig fart fik jeg transporteret mig selv ud af min seng og var straks henne i mit skab og rode i mit halvt udpakkede tøj, hvoraf halvdelen af det lå på gulvet eller i min kuffert.

I alt hast fandt jeg bare noget kedeligt tøj frem, der blev til et par mørkeblå bukser og en sort langærmet trøje. For lige at shine det lidt om, tog jeg en fin halskæde på, der var en smule lang. Hurtigt redte jeg mit hår igennem og rodede lidt rundt i det, så det så lidt større ud og mindre slasket.

Med et lidt roligere tempo, så jeg ikke fik det i hele hovedet, lagde jeg et lag mascara og tegnede mine øjenbryn en smule op. Ikke meget, men bare så de var lidt tydeligere.

Jeg fik endnu mere stress, da jeg så, at uret på magisk vist havde fået presset sig selv op på 7.45, og da jeg hurtigt havde fået sprøjtet lidt parfume og deodorant på, skyndte jeg mig ud af døren, så jeg kunne småløbe ned til morgenmaden. Jeg havde et kvarter til at æde, børste tænder, pakke mine ting og komme ned til spansk. Grrr.

Da jeg nåede ned i salen, var der stort set ikke nogen at se, dermed ingen kø, så jeg var hurtigt oppe og få fat i en skål og noget havregryn. Jeg tog ikke en specielt stor portion, dels fordi jeg ikke havde tid, og dels fordi jeg ikke var sulten, og jeg vidste, hvor hurtigt jeg blev mæt af havregryn.

Jeg satte mig på den nærmeste plads og begyndte nærmest at mase maden ind i min mund. Jeg følte mig langt fra charmerende, som jeg sad der og priste mig lykkeligt for, at der ikke var andre end mig og to drenge, der sad i den anden ende og havde fokus på noget helt andet.

Allerede halvvejs inde i portionen kunne jeg mærke, hvordan maden lagde sig tungt i min mave, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne spise mere. Hvis jeg blev monster sulten, kunne jeg altid spise mere til frokost, end jeg ellers ville gøre.

Jeg krydsede salen og stillede fint min tallerken til vask, hvorefter jeg pilede tilbage igen og ud på gangen. Igen småløb jeg hen til mit værelse, hvor jeg hurtigt pakkede mine fysik, matematik, engelsk, biologi og samfundsfagsting, da det var de fag, jeg skulle have i dag – Hvis I ikke selv havde regnet den ud allerede.

Klokken var 7.55, da jeg susede ud på badeværelset og børstede mine tænder knap så grundigt. Ligesom med maden måtte jeg lige gøre det ordentligt senere.

Der var nok omkring et-to minutter til mødetid, da jeg hankede op i min taske og stormede ud af døren, jeg knap nok nåede at lukke bag mig. I en utrolig fart drejede jeg til højre, så til venstre, til venstre igen og så til højre ind af døren, der førte ind i klasselokalet.

Alle kiggede op, da jeg kom væltende ind, men læren var ikke komme endnu, så jeg vidste, at jeg lige havde nået det med nød og næppe. Af en eller anden grund var July her ikke, men det gjorde mig ikke noget som helst. Jeg kunne virkelig godt bruge en dag, der var helt igennem positiv, og hvis den fortsatte som nu, ville det nok ske.

”Godmorgen unger,” lød det samtidig med, at døren gik op, og Greg, spansklæren, trådte ind. Allerede der begyndte mine tanker at vandre. Det gjorde de altid i spansk, fordi jeg syntes, det var så forbandet kedeligt, og han lagde aldrig mærke til en, hvis man ikke var aktiv. I princippet ville jeg kunne sidde og spille skydespil med lyd på, og han ville ikke ligge mærke til mig.

Mine tanker faldt hen på Zayn og alt det, der var der. Min skole. Mariah og Joanna. Har jeg overhovedet fået fortalt, hvordan de tog de her? Nej okay. Men jeg fik fortalt dem alt om, hvordan jeg havde det, og jeg havde været så bange for, at de ville se ned på mig på grund af det. Men tværtimod, de støttede mig totalt i det, og de sagde, at jeg altid kunne komme til dem.

Jeg savnede dem, og jeg savnede virkelig den normale hverdag, for man kunne virkelig ikke lade være med at føle sig ret så indespærret her, lige meget hvor meget man prøvede at se positivt på det hele. Alle var her jo af en eller anden forfærdelig årsag, og hvis de bare følte halvt af, hvad jeg følte/havde følt, ville de nok også helst ud herfra.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da mine øjne pludselig ramte en spinkel piges, og jeg kiggede undersøgende på hende. Hun sad til højre fra mig i den anden side af lokalet, og hun sendte mig et prøvende smil. Jeg gengældte det med det samme, og jeg kunne se, hvor glad hun blev over det. Hun mindede lidt om mig, og jeg kunne godt se på hende, at hun havde nogle problemer med sin ernæring.

Jeg lavede et kast med hovedet til hende for at vise hende, at hun skulle komme herhen, og hun kiggede spørgende på mig, indtil jeg klappede på stolen ved siden af mig. Der gik lidt tid, inden hun endeligt rejste sig og samlede sine ting.

Da hun kom helt tæt på mig, kunne jeg se, hvor køn hun var, og jeg forstod ikke, hvordan hun overhovedet kunne have det dårligt med sin krop. Den var virkelig flot.

”Hey,” hviskede jeg. ”Hvad hedder du?” Hun vendte sin opmærksomhed væk fra Greg og kiggede på mig i stedet.

”Dakota. Og dig?”

”Holly. Holly Barrett,” Af en eller anden grund gav jeg hende også mit efternavn.

”Dakota Pinnock,” forlængede Dakota så sit svar, og jeg nikkede bare, i mens jeg smilede til hende. Allerede nu følte jeg, at jeg kunne få noget godt i gang med Dakota. Det virkede ikke som om, at hun – ligesom mig – havde nogle at snakke med her, så hvor perfekt ville det ikke være, hvis vi kunne få hinanden?

”Bare lige at få det på det rene,” startede jeg, og Dakota kiggede igen på mig. Jeg fortsatte. ”Jeg er nok den største taber på det her sted,”

Straks fnøs hun, og jeg kiggede underligt på hende.

”Hvis der er nogen, der er underlig og en taber her, så er det da godt nok mig. Ingen gider snakke med mig,” Selvom huns sagde det med humor, kunne jeg godt se på hende, at det gik hende på. Jeg kunne næsten spejle mig selv i hende.

”Jeg vil da godt snakke med dig,” lovede jeg hende så, og hun lyste op i et stort smil, der næsten kunne redde min dag. Det betød virkelig meget for mig at kunne gøre andre folk glade.

***

Vi sad mast sammen i tre forskellige minibusser, og det var lige til at få klaustrofobi af. Der burde virkelig blive anskaffet nogle flere transportmidler, så vi i det mindste kunne sidde okay, når vi skulle forskellige steder hen.

I dag skulle vi af en eller anden syg grund i biografen. Det var selvfølgelig rart at komme ud og sådan, men vi skulle se en dødssyg film, der handlede om en fyr, der åbenbat var en superhelt og ikke kunne dø. Altså, den lød forfærdelig og overnaturlig, og jeg hadede sådan noget.

Dakota sad ved siden af mig og en anden fyr, der vist nok hed Mick, men jeg var ikke helt sikker.

”Jeg tror snart, jeg dør af iltmangel,” sagde jeg til hende, og hun grinede svagt.

”Prøv at se på mig,” Hun lavede en bevægelse, hvor hun førte sin hånd op og ned af sin krop som en slags præsentation, og jeg fik utrolig ondt af hende, da jeg så, hvordan hun sad. Der var så lidt plads, at hun sad halvt oppe af sædet og skråt op af mig. Hendes arme og skuldre havde hun også rykket forud, nok så hun kunne få lidt bevægelsesfrihed til dem.

”Hvor er livet dog dejligt nogle gange,” jokede jeg, og hun rakte tunge til mig, så jeg med et smil vendte blikket mod vinduet, hvor naturen strøg forbi.

”Du har fået en besked. Jeg kunne mærke det vibrere i min røv,” sagde Dakota og prikkede mig på låret. Hun var virkelig, virkelig en sød pige, og hun skulle uden tvivl også møde Mariah og Joanna.

Jeg fik på en eller anden underlig måde manøvret min telefon op af lommen på mine joggingbukser og blev ikke overrasket, da jeg så, at det var Zayn, der havde skrevet til mig. Han var virkelig god til at holde løfter, det kan jeg godt sige jer.

Fra Zayn:

Hej musser. Jeg vil bare lige høre, hvordan det går? Det var dejligt at se dig forleden, du så godt ud – men det gør du jo altid <3

Fra mig:

Zaaaaayn. Lige nu går det faktisk rigtig godt. Jeg har mødt en sød pige (det lyder, som om jeg har mødt en ny kæreste hahah), som jeg snakker rigtig godt med. Lige nu er vi på vej hen i biografen, hvor vi skal se en eller anden film. Tror nok den hedder ”untouchable”, men jeg er ikke sikker hæhæ <3

Fra Zayn:

Hende vil jeg møde, det er en ordre! Men jeg er glad for at høre, at du har det godt. Jeg bliver nødt til at smutte, jeg skal til interview om lidt, sååå. Jeg ringer senere, hvis jeg kan :D x

Fra mig:

Love you!

”Hvaså, var det loverboy, der lige skrev der?” spurgte Dakota og tjattede til mig, så jeg ikke kunne lade være med at smile stort. Jeg kunne ikke lade være med at undgå, at der var nogle af de andre, der kiggede over på mig, men jeg ignorerede dem. Det var endelig gået op for mig, at de bare havde ondt i røven over, at det var mig, der havde en fantastisk kæreste, der støttede mig, og ikke dem.

”Måskeee,”

Da vi havde kørt i godt og vel en halv times tid, endte vi endelig på en stor parkeringsplads og fik besked på at stige ud af bilen. Følelsen af at kunne bevæge sig ordentlig igen var utrolig dejlig, og Dakota begyndte at lave nogle underlige udstrækningsøvelser af en art.

”Kom lad os købe nogle popcorn,” sagde jeg og hev hurtigt fat i hende. Hun kiggede en smule skræmt på mig, og jeg kendte det blik alt for godt. Hun var bange for at spise, bange for at tage på.

”Hør, du behøver ikke at spise nogle af dem. Du skal bare vide, at jeg selv har været helt derude, hvor jeg aldrig spiste, og jeg kan stadig godt have tendenser til det. Men jeg er kommet ud af det, så det kan du også. Om ikke andet så engang i fremtiden,” jeg smilede lidt til hende og fortsatte så hen til kiosken, hvor jeg bestilte børnepopcorn og en flaske vand.

”Der var vi, vi var sku da lige bange for, at I var blevet væk,” Både Dakota og jeg kiggede forskrækket op og fik øje på Daniel, der stod og kiggede på os henne ved udgangen. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at Dakota rødmede og kiggede væk.

”Vi kommer nu,” forsikrede jeg Daniel, og han smuttede igen. Jeg stak min arm ind under Dakotas og gav et lille ryk i hende, så hun kiggede op på mig.

”Hvorfor rødmer du?” sagde jeg, selvom jeg godt havde en idé om det.

”Jeg rødmer da ikke,” insisterede hun, og jeg grinede lidt af hende.

”Han er da en meget flot fyr,”

”Hvem?” spurgte hun hurtigt, og jeg vidste, at min idé havde været rigtig.

”Daniel,” Hun skar bare en grimasse og lod så emnet ligge, hvilket automatisk gav mig ret.

Vi fik trasket ud af kiosken, og jeg begyndte at spise lidt af popcornene, fordi jeg af en eller anden grund var utrolig sulten. Jeg tilbød også Dakota en, men i første omgang to hun ikke nogle. Til sidst overgav hun sig dog og tog en sølle en, der hang halvt ud over kassen.

Vi var næsten nået hen til de andre, da der var en, der rev fat i mig bagfra. Forvirret vendte jeg rundt og stirrede direkte op i hovedet på en høj pige, der bestemt ikke så glad ud.

”Holly? Barrett?” snerrede hun nærmest, og jeg nikkede forskræmt. Hvor fanden kendte hun mit navn fra?

”Urgh. Jeg hader dig så meget. Du fortjener slet ikke Zayn, og han skal have meget bedre,” bed hun, og jeg kunne mærke, hvordan en knude samlede sig i min mave. Jeg havde glemt, at Zayns fans kunne være sådan, og det var helt klart noget andet at mærke det i virkeligheden end over nettet.

”Og hvorfor spiser du det der? Har du ikke anoreksi og alt muligt? Du kunne i hvert i fald godt trænge til at tabe dig lidt,” snerrede hun og lod sit blik glid dømmende ned af min krop. Blidt hev Dakota fat i mig, og jeg stirrede fortabt på hende.

”Jeg tror, vi går nu,” sagde hun lavt, og jeg nikkede bare. Hende pigens ord havde virkelig ramt mig, og jeg kunne ikke undgå at miste lysten til mine popcorn. Var det sådan, verden så mig? Fed og med anoreksi?

Lammet fulgte jeg bare med Dakota hen til den store flok, der var blevet dannet af de andre. Jeg kunne slet ikke fatte, hvad jeg lige havde oplevet og havde egentlig bare lyst til at tage hjem. Jeg havde lyst til at tude. Se, jeg kunne bare ikke have helt igennem positive dage. Det skete i hvert i fald så få gange, at det ikke talte inde i mit hoved.

”Hun er bare en dum kælling, der ikke kan acceptere, at Zayn har valgt dig, og at hun er den tykke her,” prøvede Dakota at berolige mig, og jeg sendte hende et anstrengt smil. Hun skulle ikke prøve at trøste mig nu, da jeg godt selv vidste, at det ikke ville hjælpe noget. Jeg var den type, der, når de gik noget at vide, tænke over det i virkelig lang tid bagefter, og det her var ikke en undtagelse.

”Hvem var det?” hørte jeg Daniel spørge Dakota, men jeg tog mig ikke rigtig af svaret. I stedet tog jeg en tår af min vand og prikkede så ham Mick på skulderen.

”Vil du have de her?” spurgte jeg og rakte popcornene frem. Han kiggede lidt på dem, inden han trak på skuldrende og tog i mod dem med en meget ligeglad attitude.

”Er du sikker på, du er okay?” spurgte Dakota bekymret.

”Det er fint,” forsikrede jeg hende igen og fulgte så med resten af flokken ind.

Filmen gik i gang, men uheldigvis kunne den ikke distrahere mig fra mine tanker så meget, som jeg havde regnet med, den ville. Den var faktisk rigtig god, så jeg trak mine dårlige ord og tanker om den i mig igen.

Halvvejs inde i filmen kunne jeg mærke, hvordan irritationen og vreden steg op i mig. Det var ikke fair, at jeg skulle kaldes for alle de her ting, bare fordi jeg var Zayns kæreste. Det ville ikke gøre tøsen en skid bedre, at hun kaldte mig alt muligt dårligt.

Pludselig vibrerede min telefon i min lomme, og jeg hev den i smug op. Først fik jeg hurtigt dæmpet lysstyrken, da den ellers ville lyse utrolig meget i mørket. Det var et tweet fra Zayn, og først der følte jeg mig ikke trist efter pigens had til mig.

@zaynmalik i love you @HollyBarrett :D x

***

dadadadaada hæhæhæh.

Bam bam. 

Hun får hate af en dum tøs, Dakota er dejlig, og Zayn er dejlig. Hvad synes I? Er jeg den eneste, der ville dø for et forhold som Zayn og Hollys? Jeg elsker dem sammen urgh.

Nå, men hvad tror I så, at der sker her i de to næste (og sidste) kapitler?

btw, vil lige påpege, at jeg selv har skrevet den der fysik redegørelse, og jeg fik 12 for den hahaah :D

xxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...