A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30019Visninger
AA

23. 22. Positive vs. Negative

En ubehagelig fornemmelse spredte sig i min krop, jo tættere vi kom på det forfærdelige sted. Jeg kunne begynde at genkende omgivelserne nu, og hvis det stod til mig, ville jeg åbne døren og hoppe ud af bilen. Desværre kunne jeg ikke bare sådan gøre det.

Daniel sad ved siden af mig og sendte bekymrede blikke, og jeg havde en ufattelig stor trang til at slå ham i hovedet på trods af, at han var den eneste, der nogenlunde forstod mig. De to store mænd sad bag i og spillede hårde, hvilket de egentlig også var. De skræmte mig, og de kunne sikkert skræmme livet af en hver person, der stødte ind i dem. Ergo, man skulle ikke styre ind i dem på vejen hjem.

Da grusvejen lå lige for næsen af os, lukkede jeg øjnene i. Jeg kunne ikke klare at kigge på det, og jeg prøvede desperat at skubbe mine følelser væk. Hvis jeg nu bare på en eller anden måde kunne skubbe det hele væk og føle ingenting, ville det være perfekt, men det kunne jeg ikke. Mine følelser var så tætte på mig, og de var så virkelige, at de gjorde ondt.

Jeg lukkede øjnene op igen, og nu var vi på vej ned af grusvejen. Gud, hvor jeg hadede det her sted. Alt ved det var noget, jeg forbandt med noget dårligt.

Uden et ord klikkede jeg min sele op, da bilen var blevet parkeret, og jeg skubbede med en voldsom bevægelse døren på den lille slags minibus, der var ejet af institutionen, til side. Med en endnu voldsommere bevægelse rev jeg min kuffert ud af hånden på Daniel, der ellers havde været så venlig at hente den fra bagagerummet. Lige nu havde jeg bare ikke lyst og overskud til venlighed.

Jeg ville ind på mit værelse og have ondt af mig selv. Eller jeg ville bare være alene, så kunne det være lige meget, om jeg havde ondt af mig selv. Måske burde jeg bare prøve at sidde på mit værelse og tænke alt det positive igennem ved det, der nu var sket.

”Hvor skal jeg bo henne?” spurgte jeg Daniel, der havde fulgt mig lige i røven. Jeg gad ikke ligge mit overtøj i den store fællesentré, der var, da jeg altid bedre havde kunnet lide at have mine ting hos mig selv.

”Det samme værelse som før,” sagde han og slog armen ud mod gangen, der førte der ned. Jeg nikkede og trak hanken ud, så jeg kunne trille min kuffert ned af gangen, da den var ret tung, siden den indebar alt mit gamle tøj, og alt det jeg havde købt, i mens jeg var hos Zayn.

 Ubetænksomt brasede jeg ind af døren, og selvom der ikke var nogen derinde, stoppede jeg alligevel brat op, som havde der været det. Det hele kom tilbage til mig, som jeg stod der og kiggede på mit værelse. Det var det sted, der indeholdte nogle af de mest forfærdelige og smertefulde minder, og de vældede alle sammen op i mig nu.

Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, indtil jeg ikke kunne føle noget mere.

Efter jeg havde taget et par dybe indåndinger, tog jeg mig endelig sammen til at få taget tilstrækkelige nok skridt til, at jeg kom helt ind på værelset og lukkede døren efter mig. Som det allerførste valgte jeg at pakke min kuffert ud, da jeg ville se, om jeg ikke kunne komme til at tænke på noget andet, hvis jeg holdt mig beskæftiget.

Omhyggeligt fik jeg arrangeret først mine trøjer på den øverste hylde i det fine træskab og så mine T-shirts og toppe. Da jeg kom til bukserne, og jeg tabte et par af dem, bedst som jeg havde lagt dem fint sammen, ramlede det hele sammen for mig. Med et arrigt skrig kylede jeg bukserne ind i skabet uden at folde dem sammen igen, og jeg kunne mærke tårende komme snigende, som de så ofte gjorde her for tiden.

Lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad fanden der nu skulle ske med mig, og jeg lod hele tiden det negative overtage. Måske fordi der ikke var noget andet end negativt for mig her.

Med et hulk lod jeg mig falde sammen på sengen og krummede mig sammen til en kugle. Det var, som om det bogstaveligt talt gjorde ondt i mit hjerte, og jeg følte, at det snurrede underligt i min mave. Det føltes, som om nogen hev i en snor indvendigt, og det var det, der gav den snurrende og trækkende fornemmelse.

Jeg vidste, hvad jeg ikke måtte gøre, så jeg undgik overhovedet at tænke så langt som at gøre det. I stedet lagde jeg mig ned under dynen, der var blevet redt fint op.

Min pude blev hurtig våd af mine tårer, og op til flere gange måtte jeg vende den om, fordi jeg ikke kunne holde ud at ligge i mine egne tårer. Jeg følte mig så fucking alene.

***

Deres blikke lå på mig. Alle sammen. Selvom jeg ikke så på dem, kunne jeg mærke, hvordan de borede sig ind i min ryg, og det gjorde mig utilpas. Heldigvis var Claire her ikke længere, men flere af hendes tilhængere var her stadig. Jeg gad egentlig godt vide, hvad der var sket med hende.

Inderst inde i mit dystre sind ønskede jeg, at nogen havde smidt hende ud foran et tog.

Med vilje lod jeg stolebenene på min stol skrabe højlydt over gulvet, så den stirrende mængde blev klar over, at jeg faktisk var til stede, og at jeg ikke bare var en eller anden udstilling, de kunne glo på, som de ville.

Jeg satte mig ned og begyndte én efter én at kigge på dem, og de kiggede hurtigt væk, så snart vi fik øjenkontakt. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde været væk, for det havde i hvert i fald givet mig lidt mere blod på tanden.

”Godmorgen alle sammen! Jeg håber i har sovet godt og er klar til endnu en dejlig dag,” lød det i en speaker, og jeg fik straks øje på Ruth. Jeg burde have kunne høre, at det var hende bare ved lyden af hendes skrappe stemme, jeg i hvert i fald ikke havde savnet på et eneste tidspunkt i løbet af mit ophold hos Zayn. Jeg havde faktisk stort set ikke skænket hende en chance.

”Og så vil vi lige byde velkommen tilbage til Holly, som mange af jer nok kender. Hun har været væk i et stykke tid, men nu er hun altså tilbage hos os, så vi håber, at I vil tage lige så godt i mod hende, som I gjorde før,” Yeah right, der var ingen, der snakkede med mig før, så det ville være en fed velkomst for mig.

Speakeren blev lagt væk, og der var på den måde blevet sagt et ’værsgo at tage mad’, så alle folk begyndte at stille sig i kø oppe ved det lange stålbord, hvor alt mad stod.

Jeg huskede mig selv på mit løfte til Zayn, og både derfor, og fordi jeg var sulten, valgte jeg at gå op og tage noget mad. Til mit held var der franskbrød og ost, hvilket var noget, jeg var begyndt at spise meget hjemme hos Zayn, da han havde købt en eller anden helt fantastisk ost.

Dog var den her ikke, så i stedet valgte jeg en anden ost, der også så ret godt ud.

Af en eller anden grund fik jeg kigget op og hen mod de ansatte, og jeg fik øjenkontakt med Daniel, der smilede stort og oprigtigt til mig. Diskret lavede han et thumps up, og mod min vilje smilede jeg. Det var sødt, at han var så glad på mine vegne over, at jeg spiste, hvilket jeg jo ikke gjorde, da han snakkede med mig allerførste gang.

Jeg gik tilbage mod min plads, som overraskende nok ikke var den, jeg havde brugt så hyppigt ved mit første ophold her. I stedet havde jeg prøvet at sætte mig tættere på de andre, og der var rent faktisk nogle nye ansigter, der forsigtigt smilede til mig.

Jeg blev virkelig positivt overrasket af, hvordan den her morgen udspillede sig, for jeg havde i den grad gjort mig klar til at have et af de mest deprimerende øjeblikke i mit liv. Med et smil på læberne, tog jeg en bid af min ostemad og havde lyst til at klappe højt i hænderne og huje, da osten, jeg havde valgt, også smagte fantastisk. Det var, som om jeg virkelig havde medvind i dag. For en gangs skyld.

Da vi var færdig med at spise, gik jeg ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt fik pakket mine bøger. Jeg havde ti minutter, inden jeg skulle til min første time. De ti minutter brugte jeg på at kigge mig selv i spejlet og tænke opmuntrende ord til mig selv.

Jeg vidste ikke, hvor fanden alt den positivitet var kommet fra, men den hjalp mig virkelig et godt stykke hen af vejen på den her dag.

Jeg rettede på min cowboyvest, jeg havde valgt at tage på med en sort langærmet indenunder og trådte så ned i mine converse, hvorefter jeg smuttede ud af døren og ned mod fysiklokalet.

***

Positivt? Nej, måske ikke så positivt alligevel. Den første halvdel af dagen havde været utrolig god, men nu var jeg på renden til tåre for gud ved hvilken gang i løbet af de sidste dage. Jeg bestilte snart ikke andet end at græde og have humørsvingninger konstant. Det ene øjeblik var alt godt, og det andet var jeg helt nede på bunden igen.

Det viste sig at den del af Claires tilhængere, der stadig var her, havde påtaget sig Claires arbejde. Altså at håne mig på det groveste. De havde kaldt mig, grim, fed, luder, starfucker. Alt ondt, de kunne finde på. De havde fortalt mig, hvor meget jeg havde taget på, siden jeg havde forladt stedet, og jeg var pludselig blevet mere opmærksom på min vægt. For ja, jeg havde taget på, og det vidste jeg godt selv, men var det virkelig så meget, at folk ligefrem kunne få lov at kalde mig fed?

Skoledagen var endelig overstået, og jeg havde trukket mig tilbage på mit værelse, hvor jeg nu sad med min telefon og scrollede igennem Tumblr, hvilket var et nyt socialt medie, jeg havde opdaget for lang tid siden, men nu ville prøve at bruge igen.

Bedst som jeg lå der, tikkede en sms ind på min telefon, og jeg smilede stort, da jeg så, at den var fra Zayn. Han havde lovet at skrive til mig mindst en gang om dagen, og det holdt han i hvert i fald meget godt indtil videre.

Fra Zayn:

Hej smukke. Hvordan har din dag været? ;-) <3

Jeg kunne ikke lade være med at smile over det søde hjerte, han havde tilføjet til sidst. Det var nu meget nuttet.

Fra mig:

Hmm. Den startede meget godt ud, men der er stadig nogle dumme typer herovre, der bestemt ikke kan lide mig :-( Men det er fint nok x

Fra Zayn: Skal jeg komme og tæske dem? Ej, jeg kommer og besøger dig i morgen, jeg savner at have dig rendende herhjemme. Niall kan ikke rigtig erstatte det, hahaa <3

Jeg skulle lige til at svare ham, da der var en udefra, der bankede på min dør, og jeg kiggede i stedet på den.

”Kom ind,” sagde jeg, så der blev trykket ned i dørhåndtaget. Daniel sendte mig et smil, da han havde fået skubbet døren op, og jeg gengældte det. Jeg havde faktisk haft det lidt dårligt over, at jeg havde været så sur og irriteret på ham i går, da vi ankom. Det var jo ikke hans skyld.

”Hey,” sagde han lavt og placerede sig på kanten af min seng, hvor jeg også selv sad, da jeg ikke rigtig var kommet videre i processen. Egentlig skulle jeg have lektier, men som sagt havde jeg jo siddet på Tumblr i stedet.

”Hvaså, hvordan har du det?” spurgte han, og jeg nikkede lidt, inden jeg svarede. ”Jeg har det ret godt. Nogenlunde okay,” sagde jeg, og sendte ham endnu et smil.

”Prøv at høre, jeg er virkelig ked af, at du er kommet tilbage hertil, for jeg ved godt, at det ikke er noget godt sted for dig, men jeg kunne ikke gøre noget for at ændre det. Men du skal bare vide, at du godt kan snakke med mig om.. ting, okay?” sagde han, og jeg kiggede væk, så han ikke kunne se, hvordan jeg rødmede.

Det var så sødt af ham, men samtidig følte jeg slet ikke, at jeg fortjente hans venlighed. Jeg havde sku da ikke været andet end besværlig overfor ham.

”Tak Daniel,” sagde jeg og lod mine øjne møde hans hurtigt. Han smilede endnu engang, inden han forlod værelset. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor han havde besluttet sig for at dukke op, for det var egentlig ret meget ud af det blå. Måske havde Zayn snakket med ham. Eller måske var det bare, fordi han var bekymret for mig.

***

Jeg sad midt i matematiktimen næste dag, da en besked tikkede ind på min mobil, og jeg smilede stort, som jeg altid gjorde, når den person skrev til mig. Så kan I måske selv regne ud, hvem der skrev til mig.

Fra Zayn:

Jeg holder ude på gårdspladsen nu x

Det gav et sug i min mave ved hans besked, og jeg begyndte at strække halsen for at kunne kigge ud af vinduet i håb om at få et glimt af Zayn. Selvom det kun var to dage siden, jeg sidst så ham, savnede jeg ham. Det havde nok noget at gøre med, at jeg havde gået op og ned af ham så længe.

”Hvad er det, der er så spændene Holly?” lød det sarkastisk fra min lære Simon, og jeg kiggede hurtigt hen på ham, så jeg mødte hans stirrende blik.

”Øøh.. Det.. Ikke noget,” fremstammede jeg og prøvede at gøre mig så usynlig som mulig, da alles blikke lå på mig.

”Det er sikkert ham der.. Hvad er det nu han hedder? Zaid?” lød det fra en af Claires tilhængere, July.

”Zayn,” rettede jeg irriteret, og hun fnøs bare hidsigt. Lige da Simon skulle til at sige noget igen, ringede klokken, og jeg åndede lettet ud. Jeg ville simpelthen ikke kunne magte endnu en diskussion fra July og de andre.

Hurtigt fik jeg pakket mine bøger og redskaber sammen, og i stedet for at dreje til venstre mod mit værelse, styrede jeg nu mod højre. Allerede inden jeg nåede entréen, kunne jeg høre Zayns stemme, og jeg satte straks tempoet op.

Uden at tage mig af, at han stod og snakkede med Daniel, smed jeg min taske og løb de sidste skridt hen til Zayn. Straks lagde jeg mine arme stramt omkring ham, og han stoppede med det samme med at snakke. I stedet kunne jeg mærke, hvordan hans arme lagde sig om mine, og jeg følte mig allerede helt tilpas.

”Jamen hej til dig også smukke,” sagde Zayn og grinte hæst. Han lod sin pegefinger og glide ned under min hage og fik mig på den måde til at kigge på ham. Han lod vores øjne mødes, inden han bøjede sig en smule fremover, så jeg automatisk stillede mig lidt på tæer, da jeg godt vidste, hvad han ville.

Det var, som om en bobbel af lykke sprang inden i mig, da vores læber mødtes, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Nu gør du det igen,” sagde Zayn, og hans ånde kildede på min kind.

”Gør hvad?”

”Smiler,”

”Er det ikke godt?”

”Ikke når vi kysser,” Han lod vores læber mødes igen, og jeg prøvede at lade være med at smile, hvilket på ingen måde lykkedes. Med en ’grrr’ lyd fjernede Zayn afstanden i mellem vores hoveder og tog mig i stedet i hånden. Så hankede han op i min taske, jeg jo havde smidt på gulvet og kiggede sig lidt rundt.

”Har du fået frokost?”

”Ikke endnu,” sagde jeg, og det gik op for mig, at det faktisk var frokost tid lige nu.

”Så lad os få noget mad, jeg dør snart af sult,” sagde han og begyndte at trække mig af sted.

Zayns synsvinkel:

”Jeg snakkede lige me…” Daniel blev afbrudt af Holly, der pludselig kom løbende og kastede sig om halsen på mig. Straks glemte jeg alt om vores samtale og skyndte mig at ligge mine arme omkring hende. Ingen tvivl om, at vi begge havde savnet hinanden.

”Jamen hej til dig også,” hilste jeg glad og kørte min pegefinger ind under hendes hage, så jeg tvang hende til at kigge på mig. Vi var begge enige om vores næste skridt, så kort efter var vores læber smeltet sammen i et dejligt kys.

Som hun havde gjort et par gange før, begyndte hun at smile midt i kysset, hvilket gjorde det svært for mig at kysse hende ordentligt.

”Nu gør du det igen,” sagde jeg med munden hen mod hendes øre, og jeg kunne se, hvordan kuldegysningerne spredte sig omkring hendes nakke.

”Gør hvad?” sagde hun bare.

”Smiler,”

”Er det ikke godt?” Det var fantastisk, at hun smilede, for hvis det stod til mig, skulle hun altid være glad.

”Ikke når vi kysser,” forklarede jeg og forsøgte mig igen med et kys. Det holdt i sådan ca. to sekunder, og så begyndte hun at smile igen, hvilket denne gang førte over i et grin fra hendes side af. Jeg udstødte en underlig lyd og valgte så i stedet at vikle vores fingre ind i hinandens. Lige inden jeg skulle til at gå, fik jeg øje på hendes taske, hun havde smidt i sin ivrighed for at komme hen til mig, og hev så fat i den.

Min mave rumlede pludselig voldsomt, og jeg var sikker på, at hele huset havde hørt det, men da jeg kiggede på Holly, så det ikke engang ud, som om hun havde hørt det.

”Har du fået frokost?” spurgte jeg, da jeg godt kunne mærke, at jeg blev nødt til at spise noget, hvis jeg ikke skulle gå helt sukkerkold.

”Ikke endnu,”

”Så lad os få noget mad, jeg dør snart af sult,” sagde jeg og begyndte at hive hende af sted mod spisesalen, hvor frokosten nok var blevet stillet frem. Holly fulgte bare med, med et sødt smil på læberne, og jeg fik en ufattelig trang til at knuge hende hårdt ind til mig og have hende tæt på mig. 

***

Ja, det her kapitel var egentlig bare til for, at I kan få en forståelse af, hvordan hun har det på institutionen nu. Tror I, det bliver mest positivt i den her omgang, eller tror I, det bliver lige så dårligt som hendes første ophold?

Jeg er næsten sikker på, at der kommer tre kapitler mere, og så er det slut med den her movella x

Og 2 eller 3 likes mere, så er der 200. Jeg er så glad x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...