A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
31809Visninger
AA

22. 21. Going back

Hvad var det, han stod og sagde? Hvad fanden gik det hele ud på? Det kunne på ingen måde passe, at jeg skulle tilbage til det lorte sted. Jeg ville ikke frivilligt tage hen til det sted, der havde skabt så mange dårlige minder for mig. Der var intet for mig der, der kunne gøre mig bedre. Ingen veninder, ingen voksne, ingen at snakke med. Ingen Zayn.

Jeg havde lyst til at tude, råbe og skrige, men jeg stod bare fastfrosset og kiggede på Zayn i håb om, at han ville sige, det bare var en joke, og at jeg selvfølgelig skulle blive her hos ham. Men der var intet tegn af humor i hans blik, og jeg vidste, det var alvor.

”Nej,” sagde jeg og mærkede, hvordan panikken langsomt begyndte at sprede sig i mig. ”Nej, nej, nej, NEJ!” råbte jeg og tårende begyndte at trille ned af mine kinder i stride strømme. Min vejrtrækning blev voldsommere og voldsommere, og til sidst hev jeg voldsomt efter vejret.

”Holly, kom herhen,” sagde Zayn og rejste sig fra stolen, som han ellers sad i. Jeg ville virkelig ønske, at han kunne berolige mig, ligesom han altid kunne, men det var, som om det slet ikke virkede i dag. Han var slet ikke selv rolig på nogen som helst måde.

”Jeg skal ikke derhen!” udbrød jeg hysterisk og trådte bagud, da Zayn rakte ud efter mig. ”Jeg gider ikke!” råbte jeg og uden at tænke over det, vendte jeg rundt på hælen og løb hastigt ud af døren, som jeg smækkede voldsomt efter mig.

Jeg følte ikke, jeg lavede andet end at løbe forvirret rundt her fortiden, men hvad fanden skulle jeg gøre. Det var, som om jeg prøvede at løbe fra alt det lort, der foregik i mit liv, men det hjalp bare ikke, så jeg løb bare længere og længere væk. Fra mig selv.

Jeg løb og løb og løb, men jeg havde ikke i sinde at stoppe. Jeg skulle væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Selvom jeg hev endnu voldsommere end før efter vejret, tvang jeg mig selv til at fortsætte i gennem byen. Jeg ignorerede, hvordan folk kiggede underligt efter mig, og jeg koncentrerede mig så lidt som muligt om, at der sikkert var nogle paparazzier, der ville se det her, og det ville ende på nettet.

Intet kunne være værre end at komme tilbage.

Da jeg have løbet i, jeg ved ikke hvor lang tid, stoppede jeg endelig op. Min overkrop faldt forover, og jeg lagde hænderne på mine ben, i mens jeg prøvede at få vejret. Jeg prøvede at få vejret og havde en fornemmelse af, at jeg skulle brække mig.

Fortvivlet satte jeg mig ned på den nærmeste trappesten og lod mit hoved hvile i mine hænder.  Tårende begyndte igen at hobe sig op i mine øjne, og snart trillede de ned af mine kinder. Alt virkede bare så fucking uoverskueligt, og lige nu havde jeg slet ikke lyst til at leve. Det ville ødelægge mig så meget at komme tilbage til det sted.

Zayns synsvinkel:

Holly stivnede og kiggede på mig. Hun havde et helt sygt blik i øjnene, men jeg kunne egentlig godt forstå det. Det værste, der kunne ske, var nok, at hun skulle tilbage til det sted. Problemet var bare, at jeg ikke kunne gøre noget, fordi det var kommunen, der styrede det. Det mindede om en eller anden tvangsfjernelse, lige med undtagelse af, at hun ikke blev fjernet, fordi hun havde problemer herhjemme. (altså jeg slog hende ikke og sådan noget).

De havde ringet til mig og sagt, at hun ikke var psykisk stabil nok til at bo ude, og at hun havde brug for at komme tilbage på institutionen. Men de kendte hende ikke, og det pissede mig af, at de kunne bedømme sådan nogle ting ud fra sådan en lam samtale, som Holly og Philip havde haft.

”Nej,” udbrød hun pludselig, hvilket gav et sæt i mig. ”Nej, nej, nej, NEJ,” Jeg kunne høre, hvor panisk hun var, og igen forstod jeg hende. Jeg ville helt klart selv reagere sådan.

”Holly, kom herhen,” sagde jeg og prøvede at lyde så rolig som muligt, selvom jeg var alt andet. Jeg rejste mig forsigtigt fra stolen. Tårende var begyndt at løbe voldsomt ned af hendes kinder, og hun kæmpede for at få vejret ordentligt.

”Jeg skal ikke derhen!” skreg hun og bakkede væk fra min hånd, jeg havde rakt ud efter hende. ”Jeg gider ikke,” Hun vendte rundt på hælen, og jeg lukkede hårdt øjnene i. Præcis som jeg havde forudset, kunne jeg høre døren smække hårdt i, og jeg vidste, jeg var alene.

Hun havde det med at løbe væk fra alting, hele tiden, og det var dumt. Hun blev nødt til at se det i øjnene, selvom jeg ikke engang selv havde lyst til det. Derfor tog jeg også min tanke i mig igen, da jeg godt vidste, det ikke var så nemt ’bare’ at skulle se det i øjnene.

***

Hollys synsvinkel:

Mine øjne var røde og hævede, men jeg gad ikke gøre noget ved det. Jeg havde bare lyst til at ligge her i al uendelighed og rådne op.

Jeg var kommet hjem efter nogle timer, hvorefter jeg var faldet i søvn og havde sovet helt til i dag. Zayn var kommet op og havde snakket med mig i går, og hvis jeg ikke tog meget fejl, faldt jeg i søvn, i mens jeg lå sammen med ham. Han måtte bare være gået ned igen, da jeg var helt væk.

Med et voldsomt suk fik jeg slæbt mig selv ud af sengen. Som det allerførste gik jeg med slæbende fødder ud på badeværelset, så jeg lige kunne få lidt styr på mig selv.

Ganske rigtigt var mine øjne helt røde, og jeg sjaskede straks en masse vand i hovedet i håb om at live lidt mere op. Det gjorde jeg også lidt udvendigt, men man kunne stadig se, at jeg måske ikke var helt på toppen.

Da jeg havde fået ordnet mig så meget som muligt, valgte jeg at gå nedenunder. Lige meget hvor meget jeg hadede det, blev jeg simpelthen nødt til at få snakket med Zayn og i hvert i fald få sagt farvel. Jeg skulle derhen kl. 16.

Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor det hele skulle gå så stærkt lige pludseligt, for det var jo ikke sådan, at jeg ville begå selvmord eller noget inden for de næste 4 timer. Og ja, klokken var 12 nu.

Eftersom jeg ikke kunne se Zayn inde i stuen, gik jeg ud i køkkenet, hvor han sad. Han sad på en af stolene, der var placeret sådan, at han sad med ryggen til mig, så han lagde ikke mærke til, at jeg trådte ind.

Forsigtigt gik jeg hen til ham og lagde mine arme rundt om hans hals. Det gav et sæt i ham, og jeg kyssede ham beroligende på kinden. Han vendte sig om, så han kunne kigge på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, havde han grædt. Han så helt smadret ud, og hans øjne var – ligesom mine – helt røde.

”Sovet godt?” spurgte han med en hæs stemme, og jeg valgte bare at trække på skuldrende, da vi begge vidste, at jeg i hvert i fald ikke havde sovet godt.

”Hvad med dig?”

Han trak også bare på skuldrende, og jeg nikkede forstående. Zayn klappede på sine lår som tegn på, at jeg skulle sætte mig der, så det gjorde jeg. Vores pander hvilede mod hinanden, og ingen af os sagde noget i et stykke tid.

”Holly?”

”Mmm?”

”Jeg synes, vi skal snakke. Om alt,” Selvom jeg slet ikke orkede at snakke, vidste jeg, at vi blev nødt til det.

”Du starter,” sagde jeg bare og trak mit hoved væk fra hans. Han var stille lidt, men lagde så ud.

”Først og fremmest vil jeg godt snakke med dig om … cutting,” Jeg rykkede utilpas på mig, da han sagde de ord. ”Det er bare… Nu når du skal tilbage.. Og vi har aldrig rigtig fået snakket om det,” sagde han, og jeg var ikke i tvivl om, at han selv var ret utilpas ved situationen.

”Jeg ved det,” sagde jeg stille og kiggede ned. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og derfor tog Zayn også over. Han tog fat i begge mine hænder og kiggede på dem.

”Jeg ved godt, du har været igennem alt for mange ting i dit liv, og jeg er ked af, at det er sket, for det fortjener ingen. Og selvom du skal tilbage til det forfærdelige sted, så må du love mig ikke at gøre noget dumt. Jeg skal nok sørge for, at du kommer tilbage til mig igen på et tidspunkt, og det lover jeg dig, hvis du så lover mig, at du ikke går tilbage til dine gamle vaner. Du bliver nødt til at blive ved med at spise, som du gør nu, og du skal bare holde ud,” I takt med at han snakkede, fik han hevet op i min striktrøje, jeg havde på, og til sidst var begge mine arme blottede for hans blik.

Der var stadig ar over det hele, og selvom det var længe siden, jeg sidst havde gjort det, var de tydelige. Jeg kunne vælge at se på mine ar som en kamp, jeg havde overvundet eller som noget dårligt, og lige nu vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg skar ikke i mig selv mere, og det var godt, men lige meget, hvor meget jeg godt ville kunne love Zayn, at jeg ikke ville gøre noget, kunne jeg ikke. Det ville være så nemt at falde i igen. Hvis jeg nu havde en dårlig dag (dårligere end de andre dårlige dage, jeg helt sikkert ville få), ville det tage to sekunder at få den smerte væk igen.

”Jeg.. ” sagde jeg og stoppede op midt i min sætning. Zayn kiggede forpint på mig og fangede mine øjne med hans blik. Jeg kneb voldsomt mine øjne sammen og snak en gang. ”Jeg skal nok gøre mit bedste,” sagde jeg så med en hæs stemme. Mine øjne var blanke.

”Lover du mig det?” Jeg kiggede væk og lod mit blik flakke rundt i køkkenet, inden det faldt tilbage til Zayn.

”Jeg lover det,” Så var det sagt. Jeg havde sagt, hvad han ville høre, og jeg håbede så inderligt, at jeg ville kunne holde det. Hvorfor fanden var det hele blevet så besværligt lige pludselig? Jeg ville ønske, jeg ikke havde sagt noget til Tom, men bare havde holdt alt inden i mig, for det viste sig jo, at Zayn slet ikke havde gjort noget. Ja, jeg bebrejdede mig selv for, at det her var sket, og det var der jo også god grund til.

”Jeg elsker dig,” sagde han lavt, og jeg blev helt varm om hjertet.

”Jeg elsker også dig,” Jeg kunne ikke dy mig for at lade mine læber ramme hans i et kys, og der var ingen tvivl om, at han nød det lige så meget, som jeg gjorde.

”Du kommer vel og besøger mig ikke?” spurgte jeg og trak mig væk med et ryk. Hvis han ikke gjorde det, ville jeg seriøst dø, for han ville være det eneste gode. Ham og de andre drenge havde bare at komme og besøge mig, hvis jeg ikke skulle gå helt psykisk ned.

”Jo, jo, selvfølgelig gør jeg det, hvad havde du ærlig talt regnet med?” sagde han straks, og jeg slappede hurtigt mere af.

”Det ved jeg egentlig ikke;” mumlede jeg og lod mine læber ramme hans igen.

”Jeg kommer så tit, jeg kan,” sagde han i mellem et af kyssene og lagde så sine læber mod mine igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile midt i kysset, og Zayn grinede svagt.

”Du gør det ikke nemt for mig, ved du godt det?” sagde han og strammede sine arme rundt om mig.

”Hvem siger, du altid skal have det nemt?” sagde jeg drillende, men lod alligevel vores læber smelte sammen, denne gang uden at smile midt i det hele.

***

Jeg sad anspændt i sofaen med Zayn ved min side. Krampagtigt holdt jeg fast i hans hånd, og han klemte den for at berolige mig, hvilket ikke hjalp. Lige nu skulle der fandme et mirakel til, før jeg kunne slappe af.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg for mindst 117 gang, men Zayn kiggede tålmodigt på uret. ”Den er 15.58,” sagde han så, og jeg sukkede højt. For hvert sekund, der gik, betød det, at vi var et sekund tættere på, at jeg blev hentet. I det mindste havde de lovet, at Daniel ville komme med.

”Jeg vil ikke Zayn,” sagde jeg håbløst og kiggede på ham. Det gav et underlig ryk i mig, da jeg så, at der trillede en enkelt tåre ned af hans kinder. Han skulle ikke græde. Det måtte han ikke. Hvis han ikke var stærk, hvordan skulle jeg så kunne være det?

Forsigtigt tørrede jeg dråben væk med min tommelfinger, og han sendte mig et halvhjertet smil.

”Du må ikke græde,” sagde jeg. Han lagde sin hånd over min og flettede vores fingre sammen, hvorefter han fjernede vores hænder fra hans kind til hans skød. Forsigtigt begyndte han at nusse min håndryg.

”Jeg kommer bare til at savne dig så meget,” Jeg ville egentlig også selv have sagt noget, men jeg blev afbrudt af en banken på døren. Nu var det altså nu.

Zayn fik hevet sig selv op at stå og gik ud i entréen. Kort efter kunne jeg høre stemmer, og allerede inden jeg så dem, kunne jeg godt fornemme, at det var to ret buff mænd.

”Hej Holly,” sagde den ene, men jeg gad ikke svare. Jeg ville væk. Jeg skulle væk. Spontant satte jeg i løb og var næsten sikker på, at jeg var nået ude om de to mænd, da en af dem hev fat i min arm og hev mig voldsomt tilbage.

”NEJ!” skreg jeg højt og begyndte voldsomt at kæmpe i mod. ”Nej, nej, NEJ!” Selvom jeg ikke havde en chance mod de stærke mænd, blev jeg ved med at vride mig rundt, og først da en af mændene tog voldsomt fat i mig, stoppede jeg. Det gjorde fandme ondt, og jeg var ikke engang sikker på, de måtte tage så hårdt fat.

”Zayn..Zayn..” hulkede jeg og kiggede desperat på Zayn, der allerede kiggede på mig med blanke øjne. Forvirret og ude af sig selv rystede han på hovedet, og jeg vidste, at han ikke kunne gøre noget. Derfor lod jeg også være med at skrige mere, men kiggede bare på ham.

”Kan du godt gå selv nu?” spurgte en af mændene, og jeg nikkede bare. Det var en lettelse for mine arme, da han slap, men inden i hjalp det ikke en skid. 

***

Endelig fik jeg skrevet et kapitel. Jeg har virkelig ikke kunne tage mig sammen, men har også været på Fyn og sammen med veninder hele ferien. 

Hun bliver hentet, og det er så synd for hende (synes jeg) ))):

- Forresten så undskyld, hvis det går alt for stærkt, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal gøre det + den her historie skal nok også snart få en ende. Så der er måske 4-5 kapitler endnu x

VÆR LIGE GLAD, FOR JEG SKAL TIL SAMSØ MED FREJA (FrejaG) FRA FREDAG-SØNDAG OG ER HOS HENDE NU x

OG PLEASE VIL I IKKE LIKE, FOR VI ER NÆSTEN PÅ 200 LIKES, OG JEG SKRIGER

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...