A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30546Visninger
AA

3. 2. This isn't the last time

 

Som sædvanligt var jeg vågnet kl. 6 med mareridt, og som sædvanligt var jeg stået op og endt ude på badeværelset, hvorefter jeg lagde mig ind i sengen igen.

Lige nu stod jeg og gjorde mig klar, da vi snart skulle ned til morgenmad, og selvom jeg ikke havde lyst til noget mad, vidste jeg, at jeg blev nødt til at gå med ned i spisesalen for ikke at vække noget mistænksomhed fra nogen af pædagogerne. Også selvom de ikke interesserede sig for det på nogen måde. – Hellere være på den sikre side.

Jeg lod min overkrop falde forover sammen med mit hoved, så mit hår også gled ned over nakken på mig. Med en hurtig og let bevægelse fik jeg samlet det i en hestehale og snoede en elastik rundt om et par gange.

Jeg kunne høre, hvordan Ruth nærmede sig min dør, og som sædvanligt åbnede jeg den, før hun nåede herned, og sluttede mig til de andre unge, der slæbte sig selv igennem gangen.

”Skal du ikke tage at købe dig et par nye bukser?” lød det hånligt et sted bag ved mig, og jeg krympede mig, mod min vilje, ved den skarpe og forfærdelige stemme. ”De er da ved at være en størrelse eller to for små,” Claire fortsatte og lagde ekstra meget tryk på ordet ’små’.

Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle tage hendes ord til mig, men jeg kunne ikke lade være. Der skulle ingenting til at få mig ned med nakken, og jeg tog alle ting alt for meget til mig. Jeg havde været så meget igennem og var blevet mobbet så meget, at jeg var begyndt at tro på, hvad de sagde.

Men hvem ville ikke også gøre det? Jeg mener, når først ens far nedgør en på det groveste, behandler en som lort og kalder en for de mest forfærdelige ting, man kan kalde en, og når alle i skolen hopper med på vognen og kalder en mindst lige så forfærdelige ting?

Og det værste var, at det ikke engang var blevet end tand bedre, siden jeg kom herover.

Claire og hendes lille klub var næsten værre end hele min gamle skole til sammen, og det sagde altså meget. Jeg turde ikke engang sige noget til pædagogerne, da Claire op til flere gange havde fortalt mig, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Og det var ikke ligefrem rare ting.

Vi var nu ankommet til spisesalen, og jeg placerede mig som altid ved tomandsbordet, der var placeret i hjørnet, lige når man var gået ind af døren.

Der var dækket op til maden, men jeg ville ikke have noget. Min mave rumlede ja, men min hjerne skreg til mig, at jeg ikke skulle spise noget, og det var den, jeg lyttede til. Igen – min sult var den eneste ting, jeg selv kunne være herre over, og intet skulle ødelægge det.

Det var som om, at jeg følte en indre sejr inden i mig, når jeg havde gået en hel dag, hvor jeg næsten ikke havde spist noget. Min normale kost bestod at et par æbler og så lidt drikkelse. Hvis jeg kom til at spise mere, endte jeg for det meste inde over toilettet med to fingre i halsen, hvilket var noget, jeg ikke brød mig om. Det motiverede mig på en måde også til at lade være med at spise i løbet af dagen – så skulle jeg ikke kaste det op.

Det gav et sæt i mig, da en høj stemme pludselig lød i hele salen, og jeg kiggede straks efter stemmen, der viste sig at være en af pædagogerne, der stod med en megafon, sikkert så vi alle kunne høre ham.

”Kan i høre mig? Godt. Som der blev sagt i går, så får vi nogle gæster i dag,” Hvad? Gæster? Jeg kunne ikke mindes, at vi havde fået noget som helst at vide om, at vi fik gæster i dag. Hvem ville overhovedet komme og besøge os? Jeg mener os. Det her var da nok det mest kedelige og forfærdelige sted at opholde sig, så hvorfor fanden gøre det frivilligt?

”- de hedder jo One Direction, og jeg er rimelig sikker på, at der er flere af jer, der kender dem. De kommer her kl. 12, og så spiser de frokost sammen med os, hvorefter vi bruger nogle timer på at høre dem optræde og snakke lidt med dem. Så fem minutter i tolv, er I hernede igen, og det betyder så, at I mister et kvarter af jeres time,”

Jeg havde lyst til at slå en hånd for panden, da de sidste oplysninger blev delt ud. Jeg havde sku da hørt, at One Direction ville komme, men jeg havde bare fuldstændigt svedt det ud, så jeg havde glemt alt og virkelig alt om det.

Straks kunne jeg mærke, hvordan jeg følte mig endnu dårligere tilpas. Ikke fordi jeg var fan af de drenge på nogen måde, men alligevel var det pga. af, at de kom her. De var kendte, og de var fem flotte teenagefyre, og vi skulle spise frokost med dem.

Jeg havde mest af alt lyst til at sove hele dagen væk, men uheldigvis var det sådan nogle ting, der blev lagt meget mærke til her på stedet.

Jeg sad i de 15 minutter, det tog for folk at spise, og gloede ned i bordet. Kedeligt, men rigtigt.

Da jeg kunne se, at folk begyndte at bevæge sig ud i køkkenet, hvor de skulle stille deres tallerkner, skubbede jeg stolen ud og rejste mig op fra den, hvorefter jeg skubbede den ind igen. Jeg sørgede hurtigt for, at mine ærmer var trukket fuldstændigt ned, inden jeg begyndte at gå mod udgangen.

 

Harrys synsvinkel:

”Hvad så drenge, glæder I jer til at møde dem?” lød det friskt fra Louis, der, på en eller anden måde, formåede at se ultra frisk ud, selvom vi var vågnet for intet mindre end fem minutter siden.

Jeg trak på skuldrende og skubbede lidt mere af min bolle med nutella ind i munden, hvorefter jeg tyggede sammen med tænderne, så jeg fik en bid ud af det.

Jeg havde ikke tænkt så meget over, om jeg glædede mig, så jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle svare. Det var vel bare som alle de andre gange, hvor vi havde besøgt forskellige institutioner, hvad end det så var for kræftramte børn, anoreksibørn eller alt andet, der nu fandtes i denne verden.

”Jeg glæder mig til at se, hvordan der er,” lød det fra Niall, der, i modsætning til Louis, så utrolig smadret ud. Men han havde vidst også været oppe den halve nat for at se en eller anden film, der kom i tv’et, så jeg forstod det egentlig godt.

Jeg tog bare endnu en bid af min bolle og lukkede øjnene kort i, inden jeg åbnede dem igen. Jeg havde ingen undskyldning for det, men alligevel var jeg simpelthen så træt, at jeg kunne slå hovedet ned i bordet og falde i søvn, hvert øjeblik det skulle være. Måske havde jeg sovet for meget.

”Hvad tid skal vi være der?” lød det fra døråbningen til køkkenet, og Zayn trådte ind, og så til en forandring morgenfrisk ud.

”Klokken 12, og Paul henter os her halv, så vi har egentlig ret god tid,” besvarede Liam hans spørgsmål og havde selvfølgelig styr på sådan nogle ting. Ærlig talt vidste jeg ikke rigtigt, hvad vi skulle stille op, hvis vi ikke havde Liam med os.

”Så skulle dig og Niall måske overveje at sove lidt, for det dur da ikke noget, hvis i ser sådan der ud, når I ankommer,” sagde Louis og tjattede til mig, så jeg begyndte at spise resten af bollen, hvilket jeg var gået i stå med.

Vi havde valgt at sove sammen i går, så vi bare kunne følges ud til institutionen, da det ville være meget nemmere, end hvis Paul skulle køre rundt og hente os hver i sær.

”Ved du hvad Louis? Jeg tror for en gangs skyld, at du er kommet med et godt forslag,” sagde Niall og lød næsten helt stolt af ham, hvor i mod Louis bare skulede.

”Jeg er da altid mega genial,” sagde han forurettet og kiggede på mig efter støtte, som han ikke fik.

”Jeg går i hvert i fald i seng, så må I selv klare den der,” annoncerede jeg og tog den sidste bid bolle ind i munden, hvorefter jeg tog min tallerken og placerede den i opvaskemaskinen, der var ved at være godt fyldt, fordi ingen af os tog initiativ til at sætte den til at vaske.

***

Anden gang på denne dag var jeg på vej ned i salen, og igen satte jeg mig ved bordet i hjørnet. Vi havde haft 4 ½ timer, og de havde været helt og aldeles forfærdelige. Clarie havde brugt enhver mulighed, hun havde til at nedgøre mig, og jeg sad bare og blev mere og mere ked af det.

Her på det seneste var hun begyndt at køre utrolig meget på alt, hvad der havde noget at gøre med min vægt at gøre, og det virkede som om, at hun godt vidste, at jeg ikke var tilfreds med den.

Jeg forstod virkelig ikke, hvordan nogen kunne få sig selv til at være så ond over for andre, og jeg fik næsten kvalme bare ved tanken. Og jeg forstod da slet ikke, hvordan Claire kunne gøre sådan noget her, på sådan et sted som dette. Hun havde jo selv nogle problemer, der måtte være mindst lige så slemme som mine, så jeg fattede det virkelig ikke, men det var sikkert hendes måde at komme ud med tingene på, ligesom at jeg havde mine egne.. metoder.

Jeg måtte have været i min helt egen verden, for pludselig begyndte folk at klappe, og jeg kunne sagtens selv regne mig til, at One Direction måtte være trådt ind, og da jeg kiggede op, stod de da også det selvsamme sted, som pædagogen, der havde sagt, at de ville komme, havde gjort tidligere.

De begyndte at sige nogle ting ind i de mikrofoner, de var blevet udstyret med, men det var som om, at det fløj totalt hen over hovedet på mig. Jeg sad bare og kiggede på dem og kunne langsomt mærke, hvordan en ubehagelig knude tog form i min mave.

Først da de begyndte at synge, trængte ordene igen ind til mig, og jeg begyndte langsomt at lytte med til teksten til en sang, som jeg mindes at have hørt før, selvom jeg på ingen måde vidste, hvad den hed.

”Your hand fits in mine like it’s made just for me.

But bear this in mind, it was meant to be.

And I’m joining up the dots with the freckles on you cheeks.

And it all makes sense to me

I know you’ve never loved the crinkles by your eyes

When you smile you’ve never loved your stomach or your thighs.

The dimples in your back at the bottom of your spine

But I’ll love them endlessly.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da teksten sank ind, da jeg synes, at den var utrolig sød, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var der mange herinde, der kunne relatere til lige præcis det, der stod i teksten.

Mit smil falmede langsomt, da den krølhårede, der måtte være den berømte Harry Styles begyndte at synge sit vers.

”I know you’ve never loved the sound of your voice on tape.

You never want to know how much you wait,

You still have to squeeze into your jeans

But you’re perfect to me,”

De ord han sang ramte mig hårdere end det forrige vers, og jeg vidste straks hvorfor. Han sang om præcis de problemer, som jeg rente rundt med i hverdagen og af en eller anden grund, gjorde det ondt inden i mig, når andre snakkede, og i det her tilfælde, sang om det.

Meget i mod min vilje kunne jeg mærke, hvordan tårende langsomt hobede sig op i mine øje og brændte for at komme ud, hvilket fik mig til at elske mig rigtig højt for at have sat mig så langt væk fra andre mennesker som muligt.

Jeg hørte ikke så meget efter de andre sange, da jeg var blevet slået totalt ud før, og endnu engang fik jeg et bevis på, hvor følsom jeg var blevet.

Drengene sagde nogle ting, inden de begyndte at pakke mikrofonerne sammen, og jeg kunne desværre fornemme på det hele, at vi skulle til at spise nu. Mad. Tanken om mad lige nu gav mig kvalme, og jeg vidste med det samme, at jeg ikke skulle have noget.

Normalt spiste jeg et æble til frokost, men det var som om, at jeg slet ikke havde lyst til at spise, når de drenge var i nærheden, så det var sikkert bedre bare at lade være med det.

”Godt så, hvis vi nu lige får skubbet bordene sammen, så vi får et langt rækkebord, kan vi alle sidde sammen for en gangs skyld,” sagde Ruth højt med hendes forfærdelige stemme, der gjorde, at man ikke helt kunne vurdere, om hun var meget hidsig, eller om det bare var sådan, hendes stemme fik hende til at lyde.

Jeg havde lyst til at forlade lokalet, så snart ordene forlod hendes mund, men igen – det var ikke en mulighed, og jeg forbandede det langt væk.

Bordene begyndte at skrabe hen mod gulvet, og lyden blev voldsommere og voldsommere jo flere borde, der blev hevet af sted over gulvet.

”Holly, det her gælder altså også dig. Kom over og sæt dig ved bordet!” lød det strengt fra Jasper, den mandlige pædagog, og jeg sukkede højt. Jeg havde virkelig ikke lyst til det.

Jeg fik placeret mig ved så langt væk fra folk som muligt, selvom det var ret umuligt ikke at være tæt på nogen, da vi jo ligesom sad ved det samme bord alle. Derfor endte det også med, at jeg sad i mellem en af de mindre her på stedet og en fyr, som jeg aldrig havde snakket med. Skråt over for mig havde drengene åbenbart sat sig og kiggede nysgerrigt rundt. De lignede rent faktisk nogen, der nød at være her.

I dagens anledning blev maden åbenbart sat frem på selve bordene, så nogle minutter efter var bordet blevet fyldt op med en masse mad, der nok ville betegnes som lækker i alle andres tilfælde, men ærlig talt synes jeg bare, at det var klamt.

Jeg kunne mærke, hvordan kvalmen langsomt steg op i mig, men jeg vidste godt, at jeg ikke ville brække mig, da der ikke var noget at brække op, eftersom jeg jo ikke havde spist noget.

”Værsgo at spis,” sagde Jasper højt og straks begyndt folk at sætte liv til maden, i mens jeg bare sad og så på og fik kvalme.

 

Zayns synsvinkel:

Det var så meget anderledes at være her, end det havde været at være alle mulige andre steder for børn og unge med problemer. Jeg havde ingen idé om, hvad der gjorde det, men der var bare en anden atmosfære her, og man kunne godt mærke, at det var store problemer, de unge bar rundt på.

Jeg kunne se, hvor glade de var blevet, da vi havde optrådt, og det havde varmet mig helt ind til hjertet at kunne se med mine egne øjne, hvordan vi tændte lys i andre folks øjne.

”Værsgo at spis,” lød det fra den mandlige af pædagogerne, og straks gik folk til angreb på maden. Dog kunne jeg ikke lade være med at undgå denne ene pige, der bare sad og kiggede stift frem for sig med et forpint udtryk, som om hun ikke kunne lide at være her.

Jeg havde også lagt mærke til hende, da vi sang, fordi hun havde siddet for sig selv ovre i hjørnet, hvor i mod de andre var rykket helt tæt på os.

Selv da alle var færdige med at øse op på sine tallerkner, gjorde hun ikke mine til at tage noget mad, og jeg rynkede på panden.

Hurtigt fik jeg fjernet mit blik, da hun pludselig kiggede hen mod mig, men det fløj hurtigt tilbage til hende igen og mødte så hendes blik. Hun kiggede på mig med et blik, der nærmest skreg, at hun ikke kunne lide at være her. Hun var utilpas og havde det ikke godt.

Jeg sad længe og funderede over det og overlod derfor alt snakken til de andre drenge, selvom jeg nok virkede super kedelig, men jeg kunne ikke lade være. Der var et eller andet over hende, som gjorde mig interesseret i hende.

Noget, jeg ikke forstod, var, hvorfor der ikke var nogen af dem, der arbejdede her, der snakkede med hende. Hun havde tydeligvis et problem med at spise, og man kunne også nemt se på hendes krop, at hun ikke spise, som hun skulle.

Hun var undervægtig, og det så ikke specielt sundt ud. Hvis hun prøvede at opnå at blive slank, så havde hun opnået det – og mere, end hvad godt var, til.

Jeg kunne se, hvordan hun nærmest skar ansigt, da en tallerken med spegepølse blev transporteret forbi hende, og det gav et stik i hjertet, at ingen lagde mærke til det. Burde der ikke være masser af hjælp at hente på en institution på denne, eller var jeg totalt forkert på den?

Jeg havde egentlig også fået lavet to rugbrødsmadder til mig selv, men det var som om, at min appetit nu var forsvundet, i takt med jeg havde set på pigens mangel på den.

Der var ingen, af de andre, der så ud til at have problemer med sådan noget, for alle sad og proppede sig med mad i lange baner.

Det var underligt for mig, at jeg havde det sådan her, for det havde jeg aldrig prøvet. Hvordan kunne jeg finde sådan en interesse i en pige, som jeg ikke engang kendte navnet på?

Jeg vidste ikke engang, hvorfor hun havde det, som hun havde, om det var noget fra hendes fortid, der havde fået hende til at ende på sådan, eller om det var noget, der var sket på stedet.

Men dog var der en ting, jeg vidste. Jeg vidste, at jeg ikke bare kunne lade det forblive sådan, og dermed vidste jeg også, at det ikke var sidste gang, jeg skulle besøge det her sted. Om det så var med eller uden drengene. 

***

Her har i så andet kapitel! Hvad synes I om historien indtil videre? Er den god, er idéen god, eller er det bare helt ude i hegnet?

Nå, men hvad tror I, der kommer til at ske i det næste kapitel, og hvornår tror I, at Holly og Zayn snakker sammen for første gang?

Hvorfor tror I, at Zayn er så interesseret i hende?

Comment! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...