A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30537Visninger
AA

20. 19. I talked to Daniel and Tom

 

Det var, som om ensomheden tog fat i mig igen. Den maste sig på, og jeg lod den komme ind til mig. Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke var alene. Zayn havde slet ikke prøvet på at gøre det hele godt i løbet af den sidste uge, og jeg var mere og mere overbevist om, at han slet ikke bekymrede sig.

Jeg vidste ikke, om det var, fordi jeg havde været der før i størstedelen af mit liv, men det var gået så stærkt med at falde tilbage i de gamle vaner. Min gamle væremåde. Det var, som om jeg slet ikke kunne styre det, og det gik op for mig, at jeg slet ikke var så stærk og havde det så godt, som jeg havde gået rundt og regnet med.

For selvom man var glad, måtte der jo være et eller andet galt, hvis man så hurtigt kunne få de tanker, der kørte rundt i mit hoved?

Og det værste var, at når de tanker først har passeret igennem dit hoved, forsvinder de ikke, før der er blevet noget gjort ved dem.

Mine tanker om at gøre skade på mig selv ville ikke forsvinde, før jeg havde gjort noget ved det.

Jeg sad med hænderne om mine knæ, der var trukket helt op til mit bryst, i sofaen i stuen og kiggede på det slukkede fjernsyn. Zayn var ude i køkkenet, men jeg anede ikke, hvad han lavede. Faktisk var jeg sikker på, at han slet ikke interesserede sig.

Jeg burde gå nu, hvis jeg skulle nå i skole, men jeg havde ikke lyst til skolen fortiden. Mariah og Joanna var stadig fantastiske, men jeg havde bare ikke lysten til at komme ud og skulle lade som om, jeg havde det perfekt.

Alligevel fik jeg hanket lidt op i mig selv og smuttede ud i entréen, hvor jeg fik mit tøj på. Uden et ord svingede jeg min taske over skulderen og forsvandt ud af døren.

Selvom jeg ville komme for sent af det, valgte jeg at gå i skole. Jeg havde virkelig brug for at komme væk fra andre mennesker og være alene med mig selv. Det var så underligt, for det ene øjeblik var jeg rædselsslagen for at være alene, og i det andet skulle jeg så langt væk fra alle andre.

Jeg var bange, for det her var præcis sådan, jeg følte, første gang jeg faldt i. Dengang med min far og alt det. Hvis jeg ikke passede på, ville jeg ende der igen, og jeg var ikke sikker på, jeg kunne klare det.

Og jeg følte mig som den sygeste dramaqueen, der bare kørte det hele op i en spids, fordi jeg ville have det hårdt, men sådan var det ikke. Jeg kunne ikke styre det, og hvis det stod til mig, ville jeg da også tage det hele i stiv arm.

Klokken var halv 9, da jeg trådte ind i klassen og samtlige personer kiggede op, da jeg trådte ind.

”Godmorgen Holly,” hilste min lære sarkastisk, noget han altid gjorde til dem, der kom for sent. Af en eller anden grund synes jeg bare slet ikke, det var sjovt og følte mig helt dum, fordi jeg overhovedet var kommet for sent. Det var de små ting, der kunne få fat i mig nogle gange.

Jeg møvede mig ned på min plads ved siden af en af drengene, jeg ikke kendte specielt godt og fandt så mine bøger frem. Vi havde om folkeeventyr her fortiden, og selvom jeg egentlig nok havde en masse kloge ting at sige, rakte jeg ikke hånden op en eneste gang.

Jeg plejede ellers at være en af de mere aktive i klassen, men nu var jeg bare bange for, at jeg sad og fyrrede alt muligt lort af, som de andre ville snakke om bag min ryg.

Igen – jeg følte mig så meget som en dramaqueen, men måske var grunden, at jeg aldrig helt fik det bedre, men bare pakkede det dårlige væk. Skjulte det og troede, det ikke ville komme tilbage til mig igen. Jeg burde have vidst, at man ikke lige sådan slipper af med trangen til selvskade eller de tanker, der styrer ens liv, når man er så langt ude.

Klokken ringede ud, før jeg anede af det, men jeg nåede ikke rigtig at foretage mig noget, før der var en, der sagde mit navn. Straks fik jeg øje på Tom – min engelsklære -, der stod og kiggede på mig.

”Kan jeg ikke lige snakke med dig?” spurgte han og lavede et kast mod døren. Et voldsomt sug røg igennem min mave, men jeg sendte ham bare et smil og nikkede.

Han førte os ud af døren og ind i et rum, jeg aldrig havde været i før, på den anden side af gangen.

Tom kiggede indtrængende på mig, inden han snakkede.

”Holly, hvordan har du det for tiden?” spurgte han så, og jeg var allerede ved at miste kontrollen ved hans spørgsmål.

Forfærdeligt.

”Jeg har det meget godt, hvorfor?” sagde jeg og bad til, at min stemme ikke rystede for meget eller klingede falskt.

”Hmm. Jeg kan bare ikke lade være med at bemærke, hvor stille og.. asocial du er begyndt at være. Det ligner dig ikke,” Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, men holdt bare blikket i jorden.

”Er du sikker på, du har det godt?” Tårende pressede sig på, og jeg vidste, at jeg ikke kunne holde den meget længere. Hvorfor skulle jeg også det? Hvorfor skulle jeg gå rundt og have det så dårligt og holde det inde?

Jeg rystede på hovedet og allerede ved den bevægelse, kunne jeg ikke holde tårende inde meget længere. ”Nej, jeg har det af helvedes til,” Selvom jeg ikke havde nogen idé om, om Tom ville vide det, begyndte jeg at fortælle.

”Jeg har haft en lorte barndom. Min far misbrugte mig, han skød min søster og mor og var på randen til at skyde mig også. Jeg blev mobbet, og jeg endte på en institution. Jeg har cuttet i så lang tid,” for at bevise det, hev jeg op i mine ærmer og blottede mine arme for ham. Han gav et chokeret gisp fra sig.

”På institutionen fik jeg det ikke meget bedre. Jeg blev også mobbet der af en pige og hendes lille gruppe. Ingen af de ansatte tog sig af mig, og jeg gik langsomt totalt ned. Jeg fik anoreksi, jeg kastede min mad op, jeg cuttede hver dag. Så kom et boyband  på besøg. One Direction.,” jeg holdte en pause, hvor jeg lige fik lidt styr på min vejtrækning og fortsatte så:

”Den ene af dem, Zayn, kom igen flere gange, og det endte med, at jeg flyttede hjem til ham.  Han har hjulpet mig så meget. Jeg har ikke problemer med mad mere, og jeg cutter ikke. Men nu har der været så mange rygter om, at han har været mig utro, og det værste er, at jeg tror, det er rigtigt. Og han har slet ikke snakket til mig i løbet af den sidste uge,”

Jeg snøftede voldsomt og kunne næsten ikke få vejret. Flere gange tørrede jeg mig under øjnene, selvom det nok ikke hjalp på den mascara, der løb ned af mine kinder.

”Jeg er så bange for mig selv. Hvert øjeblik kan jeg falde i og gøre mig selv fortræd igen,” Jeg kiggede op på Tom, der lignede en, der ikke anede, hvad han skulle sige. Måske var det heller ikke ligefrem det, man regnede med at få som svar, når man spurgte en elev, om hun var okay.

”Er der ingen, der ved noget om det her? Altså hvordan du har det nu?” jeg rystede på hovedet og kneb øjnene hårdt sammen, så jeg kunne mærke, hvordan mine over- og undervipper klistrede sig sammen og kunne mærkes en smule på det øverste af mine kinder.

Min hulken tog til i styrke, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Så så, prøv at tage et par dybe indåndinger,” måske burde det være underligt, men da Tom lagde armene om mig, lagde jeg straks mine om ham. Jeg havde brug for at føle mig tryg bare i et øjeblik.

Sådan stod vi i nogle minutter, inden jeg trak mig væk igen. Jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv, men jeg vidste, at jeg nok ikke kunne holde ud at blive her resten af dagen.

”Jeg tror, jeg bliver nødt til at kontakte Zayn, Holly,” sagde Tom blidt, og jeg nikkede bare. Jeg vidste jo godt, at han ville gøre det. I det mindste skulle jeg ikke selv fortælle ham, hvordan jeg havde det.

”Vil du bare hjem, eller vil du blive her?”

”Jeg tager hjem,” sagde jeg straks, og han nikkede forstående. ”Jeg ringer til Zayn, når jeg har fri,”

Jeg kiggede taknemmeligt på ham og håbede han lagde mærke til det, da jeg virkelig var taknemmelig over det. Det var, som om det hele bare havde hobet sig op i mig lige pludselig, og så skulle jeg bare ud med det. Bærgeret flød over, kan man også sige.

Jeg tog bussen hjem, så det tog ikke så lang tid, som da jeg skulle herover. Folk kiggede en del, men jeg var ret sikker på, at det var, fordi jeg ikke så overdrevet godt ud med mascara, der var halvt forsvundet og sikkert stadig sad lidt rundt omkring i mit ansigt.

Heldigvis var Zayn ikke hjemme, da jeg kom hjem, så jeg behøvede ikke sætte en facade på. Det ville jeg simpelthen ikke kunne klare. Jeg had heller ikke sidde op på mit værelse, så i stedet smuttede jeg ud i køkkenet, hvor jeg fandt en faxe kondi i køleskabet og tog den med ind i stuen, hvor jeg tændte for tv’et. Da der ikke rigtig var andet, endte det med, at jeg sad og så Ghost Whisperer, hvilket også var ret underholdene.

***

Zayns synsvinkel:

Jeg var lige blevet færdig med et interview med drengene, da min telefon pludselig ringede. Jeg rynkede lidt på panden, da jeg så, at jeg ikke kendte personen, men tog den så alligevel.

”Hej, det er Zayn,” hilste jeg og ventede på svar i den anden ende.

”Du snakker med Tom, Hollys lære,” Det var da underligt, at han ringede til mig.

”Ja?”

”Jo, ser du, jeg havde en snak med Holly i dag, og det viser sig, at hun ikke har det så godt. Faktisk har hun det ikke godt på nogen måde,” mit hjerte sank inden i mig i takt med, at han snakkede.

”Hun fortalte mig alt om hendes fortid, og… hun har nogle af de samme tanker igen nu,” Jeg åbnede og lukkede munden et par gange, inden jeg endelig fandt noget at sige.

”Åh nej. Jeg har godt lidt regnet ud, at hun ikke har det så godt, men jeg havde da ingen idé om, at det er så slemt. Men… Men jeg har snakket med nogen, og der kommer en psykolog og snakker med hende i morgen faktisk” forklarede jeg, men følte slet ikke det betød noget. Jeg burde have kunne se på hende, at hun havde det så dårligt. Hun burde kunne sige sådan nogle ting til mig, men hun havde åbenbart mistet tilliden til mig på et eller andet punkt.

”Det er godt Zayn. Jeg ville bare lige sige det til dig, men jeg er glad for, at du selv får gjort noget ved det,” Vi fik sagt farvel, og jeg stod længe bare og stirrede på telefonen i min hånd. Pludselig havde jeg totalt mistet lysten til at tage ud og spise på Nandos sammen med de andre drenge.

Derfor fandt jeg dem også hurtigt og aflyste.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem til Holly, Hendes lære har lige ringet,” de kiggede forstående på mig, og kort efter sad jeg allerede i min bil og ræsede hjem. Jeg blev nødt til at få snakket med hende og fortælle, at der kom en psykolog i morgen.

Jeg kunne høre tv’et køre, da jeg trådte ind af døren, men der var ingen, der sagde noget. Sådan havde det været meget i den seneste uge.

Jeg fik smidt mit overtøj og for lige at få lidt tid til at tage mig sammen, smuttede jeg først ud i køkkenet, hvor jeg tog et glas vand. I nogle minutter stod jeg bare og kiggede ud af vinduet, i mens jeg støttede mig op af køkkenbordet. Hvorfor var det så svært at få sagt?

Måske var jeg bange for, at hun ville flippe ud, men på den anden side, havde det vel også været et råb om hjælp, at hun havde fortalt Tom alt, hvad hun følte?

Jeg fik trukket mig ud af mine tanker og tvang så mig selv til at gå igennem køkkenet, entréen, som man jo skulle igennem hen til stuen, og så ind i stuen.

Hun sad i sofaen og så tv. Eller hun lod som om, for hun så alt, alt for anspændt ud til, at hun virkelig kunne sidde og være optaget af det, der foregik i tv’et. Det var nok, fordi jeg var her.

”Davs,” hilste jeg og kunne pande mig selv en. ’Dav’, selvfølgelig skulle jeg ikke indlede samtalen sådan, og i sær ikke når jeg ville begynde at sige, at hun skulle til psykolog.

Hun svarede mig heller ikke, så jeg satte mig i stedet bare ned et stykke fra hende og studerede hende lidt. Hun gad ikke engang kigge på mig. Det gav et stik inden i mig, og jeg vidste, at det var, fordi jeg ikke kunne klare, at hun var så kold og afvisende overfor mig. Hun betød så meget for mig, at det var begyndt at skræmme mig. Vi havde kendt hinanden i godt og vel et halvt år, og jeg var faktisk usikker på, om det var muligt at holde så meget af en anden person efter så kort tid.

Det var det åbenbart.

”Holly… Der er noget, du skal vide,” sagde jeg tøvende og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle fortsætte. Holly vendte dog hovedet mod mig og kiggede direkte på mig med øjne, der ikke viste nogle form for følelser. Det var den samme facade som på institutionen.

”Jeg har snakket med Daniel,” hun stivnede straks, bevidst eller ej, og jeg tog chancen og fortsatte, da jeg vidste, at jeg havde hendes fulde opmærksomhed nu.

”Og Tom. Der kommer en psykolog og snakker med dig i morgen,” Hun sagde ikke noget. Jeg sagde ikke noget. I lang tid sad hun bare og kiggede på sine hænder, der lå i hendes skød.

”Hvad tid?” spurgte hun så med en spinkel stemme, der skar i hjertet på mig.

”Klokken 10,” Hun nikkede og kiggede på mig.

Hollys synsvinkel:

Jeg sad helt stille og lod, som om jeg fulgte med i tv’et da Zayn trådte ind i stuen. Jeg vidste ikke, om han havde snakket med Tom, men siden han kom så tidligt hjem, havde han nok.

”Dav,” sagde han, men jeg gad ikke reagere, jeg ville bare høre, hvad han havde på hjerte. Der var en lang pause, inden han snakkede igen.

”Holly… Der er noget, du skal vide,” sagde han og stoppede op. Det virkede, som om han havde svært ved at få det sagt. Jeg kiggede på ham  og sørgede for at skjule alle følelser, der rasede rundt i mig.

”Jeg har snakket med Daniel,” Hvad? Han havde snakket med Daniel. Betød det så, at han rent faktisk havde taget affære, før jeg havde snakket med Tom? Var det godt eller skidt?”

”Og Tom. Der kommer en psykolog og snakker med dig i morgen,” fortalte han så. Jeg anede ikke, hvordan jeg skule reagere på det, så jeg sad bare og kiggede på alle andre steder end ham. Det blev så mine hænder, da de lå lige i mit synsfelt.

”Hvad tid?” spurgte jeg, bare for at sige noget. 

”Klokken 10,” Jeg nikkede og vendte så blikket mod ham. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg var stadig overbevist om, at han var gået bag om ryggen på mig med en anden, men jeg var også begyndt at forstå hvorfor.

Jeg var jo ikke andet end en dum, forstyrret teenager med ar overalt, og problemer uanset hvor jeg kiggede hen. Jeg kunne ikke give ham halvt så meget, som han kunne give mig, og jeg kunne udmærket forstå, hvis han var blevet træt af det i længde.

På trods af mine nedladende tanker havde jeg brug for at være sammen med Zayn. Jeg kunne slet ikke klare ikke at snakke med ham og holde så meget afstand fra ham.. Lige meget hvad han havde gjort, forstod han mig, og det vidste jeg. Jeg vidste bare ikke, hvorfor han så ville gøre noget så dumt som at knalde med andre tøser, hvis han forstod min situation.

Mine tanker kørte i ring, for jeg forstod ham jo godt, men alligevel ikke, og det hele var bare så forvirrende for mig.

”Zayn?” sagde jeg overraskende nok (også for mig selv), og han kiggede straks på mig. Uden at vide, hvad jeg lavede, rakte jeg bare min hånd ud efter hans, og kort efter lå de i mine. Han gav dem et klem og trak mig så let som ingenting hen til ham.

”Undskyld Holly,” sagde han så og kyssede mig blidt i håret. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle være glad eller trist over det undskyld. På den ene side var jeg glad for, at han måske mente det som et ’undskyld for, at jeg ikke har gjort noget, noget før’, og på den anden side var jeg bange for, at han mente det som et ’Undskyld, jeg har været sammen med en anden’.

Irriteret over, at mine tanker altid skulle komme snigende, skubbede jeg dem væk og tillod mig at nyde at ligge i Zayns arme igen.

Jeg svarede ham ikke på hans undskyld, men lukkede bare øjnene i og prøvede at glemme alt det, der foregik omkring mig. 

***

tadada, der er drama jaaaaaa. 

Jeg synes selv, det går for stærkt, men jeg ved bare ikke, hvad der ellers skal ske, så det må altså blive sådan. Håber I synes nogenlunde om det. 

Holly skal til psykolog, tror I, det vil hjælpe hende? Tror I, hun får det bedre med Zayn igen?

I er fantastiske, 160 likes! xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...