A Thousand Cracks | One Direction

Holly Barrett på 17 år har været mere igennem end de fleste. Siden hun var 13 år, har hendes far misbrugt hende, hendes storesøster og mor seksuelt, og da hun en dag kommer hjem og finder dem døde, skudt af deres far, bliver alt vendt om for hende. Hun bliver fjernet fra den skole, som hun førhen gik på – og blev mobbet i – og er nu endt på et opholdssted for børn, der ikke har andre steder at tage hen. Hun begynder på at cutte, da hun føler, at det er den eneste måde, hun kan komme ud med sine problemer, og snart ser hun også sig selv uden nogen træng til mad - anoreksi. Det verdenskendte boyband One Direction kommer på besøg på opholdsstedet, og der er straks kemi mellem Holly og det ene medlem, Zayn Malik. Hvad vil der ske, når Hollys baggrund og følsomme jeg går ud over deres forhold? Vil Zayn få nok, eller vil han kæmpe for kærligheden?

309Likes
508Kommentarer
30976Visninger
AA

2. 1. This is my life

 

Jeg kunne mærke, hvordan jeg bare havde brug for at komme hjem. Hjem og græde og være mig selv. Dagen i dag havde som sædvanligt været forfærdelig, og jeg vidste virkelig ikke hvor meget længere, jeg kunne holde det her ud. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft en dag i skolen, hvor jeg rent faktisk kunne gå glad hjem.

Det var min fars skyld. Det hele var hans skyld, og jeg troede aldrig, at jeg havde hadet nogen så meget, som jeg havde hadet ham.

Jeg smækkede voldsomt døren op og kunne mærke, hvordan trangen til at skære var uimodståelig. Jeg blev nødt til det – jeg manglede det.

Der var helt stille i huset, og jeg kiggede mig forvirret omkring. Min mor og storesøster burde være hjemme nu, men der var underligt tom. Som om der intet liv var. Jeg kunne mærke, hvordan det gav et underligt sug i maven, som om jeg vidste, at der var noget galt.

Forsigtigt fik jeg smidt min skuldertaske ude i entréen og sparkede mine sko af, hvorefter jeg hang min jakke lige så fint op, som min mor altid sagde, at jeg skulle gøre.

Igen vældede trangen til at skære i mig selv op i mig, og jeg bevægede mig målrettet igennem stuen, som føre ud til badeværelset, hvor jeg vidste, at mine barberblade lå.

Min målrettethed bliver afbrudt, da jeg gik forbi køkkenet og skimtede noget ud af øjenkrogen, som ikke plejede at være der. Forvirret trådte jeg to skridt tilbage, så jeg stod i indgangen til køkkenet.

Panikken overtog med lynets hast min krop, og et skrig banede sig vej igennem min hals, men jeg holdte det inde i frygt for, at nogen ville høre mig.

De lå der. De eneste to i mit liv, som jeg nogensinde havde kunnet forstå mig, lå der på gulvet. Blodet havde bredt sig til et kæmpe areal, og det var tydeligt, at det var flydt ud fra deres tindinger.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne tænke så klart i det øjeblik, men på en eller anden måde fik jeg hevet min telefon op fra min bukselomme med rystende hænder, der nær havde gjort, at jeg tabte min telefon ud af hænderne.

Jeg fik tastet 999 og pressede voldsomt telefonen op mod øret. Jeg kunne mærke, hvordan panikken bredte sig i mig samtidig med, at jeg kiggede på de to personer, der lå på gulvet.

”Ja, du snakker med alarmcentralen,” lød en mands stemme i den anden ende, og jeg lod ufrivilligt et hult forlade min mund.

”De er døde!” hviskede jeg hæst og hulkede endnu engang.

”Hvem er døde?” jeg kunne ikke finde min stemme og fortsatte bare voldsomt med at hulke højt. ”Du bliver nødt til at fortælle mig, hvor du bor henne, så vi kan få sendt noget assistance ud til dig,” sagde han med en rolig stemme, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han havde prøvet noget lignende det her op til flere gange.

”Min mor og søster,” hikstede jeg og fik bagefter givet ham adressen.

”Der kommer nogle hen til dig om 2 minutter, så bare bliv hvor du er og prøv at træk vejret dybt et par gange. Jeg bliver i røret, indtil der kommer nogen,” sagde han, og jeg kunne mærke, at han på en måde beroligede mig.

”Hvor gammel er du?” spurgte han venligt, og jeg vidste ikke, om han spurgte for at få mine tanker ledt over på noget andet, eller fordi han skulle bruge mine oplysninger.

Jeg skulle lige til at svare, da der lød en knirkende lyd inde fra stuen, og jeg stivnede straks. Han var her. Jeg vidste det.

”Her er nogen!” hviskede jeg panisk og knugede desperat om min telefon, fordi manden i den anden ende var den eneste forbindelse til noget udenfor det her hus.

”Lig telefonen, kælling!” lød det pludselig, og det gav et sæt fra mig. Jeg kunne se hans skikkelse, og jeg kunne se, hvordan han nærmede sig mig. Først da han trådte ud i lyset og stod mindre end to meter fra mig, kunne jeg se, hvad han holdt i hans hånd. En pistol. Han havde dræbt dem med sin pistol, og nu var det blevet min tur

”Gå ind i køkkenet!” råbte han vredt og kiggede mig direkte ind i øjnene. ”Gå ind i køkkenet sagde jeg!” råbet han endnu højere, da jeg ikke kunne få min krop til at lystre, fordi den var lammet af skræk. Før jeg havde set mig om, havde han sat pistolen mod mit bryst og pressede den hårdt i mod min krop.

Han begyndte pludseligt at grine ondt, og jeg stod bare som forstenet og kiggede på ham.

”Åh, hvor har jeg dog glædet mig til denne dag!” sagde han og lød næsten helt fornøjet, hvilket fik væmmelsen til at bruse frem i mig. Det var min egen far, der stod og sagde sådan noget. Min far – ham der burde holde af mig og støtte mig igennem livet. Det hele var hans skyld. Han var grunden til, at mit liv var så forfærdeligt, og det var næsten lige før, at jeg ikke ville have noget i mod, hvis jeg døde nu.

Men han skulle ikke have æren af at være den person, der gjorde det af med mig. Den kontrol skulle han ikke have lov til at rendte rundt med, og han skulle ikke have lov til at kunne rende rundt med visheden om, at han havde magten.

I en hurtig bevægelse fik han fjernet pistolen fra mit bryst og op til min tinding, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han ville skyde.

”Glæder du dig til at blive genforenet med din åh så fantastiske mor igen? Og storesøster? De var ikke andet, end nogle pisse irriterende kællinger, der ikke kunne bruges til en skid. De fortjente at dø. Præcis ligesom dig,”

Et skrig banede sig igennem mine læber, og jeg kæmpede voldsomt for at få vejret. Endnu engang havde jeg haft den forfærdelige drøm, og jeg var begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde ville komme over det, der var sket i min fortid.

Jeg vidste, at jeg ikke kunne sove mere efter det her, og jeg havde ærlig talt heller ikke lyst til det i frygt for, at mareridtet ville fortsætte.

Jeg kunne mærke, hvordan den sædvanlige rysten begyndte at brede sig i min krop, og jeg vidste straks, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre.

Så lydløst som muligt, hev jeg dynen væk fra min krop og svang mine ben udover kanten af sengen, så mine fødder kort efter blev mødt af det kolde trægulv, som jeg havde hadet lige fra dag et af. Faktisk var der ikke noget ved det her sted, som jeg overhovedet kunne lide. Ikke en eneste ting, og hvis det stod til mig, så havde jeg ikke brug for at være her. Jeg kunne lige så godt få udleveret en lejlighed, som jeg kunne bo i.

Jeg rejste mig fra sengen, der knirkede en smule og fandt så vej ud til mit toilet, der var indbygget på værelset. Det var næsten det eneste gode for mig. Vi havde vores eget værelse med eget toilet, så der var ikke så stor en risiko for, at nogen pludselig ville brage ind midt i, jeg var i gang derude.

Alligevel låste jeg døren efter mig med den lille, rustne nøgle, der mest af alt lignede noget fra middelalderen.

Min krop rystede stadig voldsomt, og jeg kunne ikke vente med at mærke roen ligge sig i mig igen. Jeg åbnede forsigtigt en af de hvide skabslåger på skabet, der hang over vasken og hev straks pakken med barberblade ud.

Med rystende fingre åbnede jeg den og vendte den en smule skråt, så to blade faldt ud. Jeg smed det ene ned i pakken igen, som jeg bagefter lagde tilbage i skabet, som jeg lige så fint lukkede efter mig.

Som jeg altid gjorde, gled jeg ned af døren, så jeg til sidste endte med at sidde med knæene trukket op til mit bryst, krummet sammen i en lille kugle.

Jeg valgte min venstre arm som offer denne gang, da jeg ikke gad tage mine bukser af nu. Jeg strakte derfor min venstre arm frem for mig og lod den hvile på mine knæ, så jeg ikke helt selv skulle holde den.

Jeg kunne allerede mørke, hvordan lettelsen skyllede ind over mig og med en heftig bevægelse, havde jeg fået boret barberbladet godt ind i min underarm og trak det et godt stykke til siden. En smukt rift kom til syne, og blodet begyndte at pible frem, hvilket gav mig en utroligt form for lettelse i maven.

Jeg gjorde det samme endnu engang, og min arm blev langsomt dækket af flere og flere rifter, hvor blodet begyndte at pible frem fra og glide ned over et stort stykke af min arm.

Det her var den eneste måde, jeg kunne klare dagene på, det var helt sikkert.

Min mave rumlede højlydt, men jeg ignorerede det, ligesom jeg havde gjort hele dagen. Og alle de andre dage. Jeg gad ikke have noget mad – jeg havde ikke brug for det, og hvis jeg bukkede under, ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte være stærk. Det var det eneste, jeg havde kontrol over i mit liv. Det eneste, jeg kunne kontrollere, var mit madforbrug.

Da jeg kunne mærke, at jeg havde fået skyllet alle rester fra mareridtet væk, rejste jeg mig op fra det kolde klinkegulv og rev et stykke toiletpapir af toiletrullen, der hang ved siden at toilettet, så jeg kunne få tørret blodet væk.

Jeg smed barberbladet ud i skraldespanden og fandt så nogle plastre frem, der også lå inde i skabet over vasken. Forsigtigt fik jeg sat plaster over de steder, hvor det blødte mest og kastede så et blik på mig selv i spejlet.

Mit lysebrune hår var en rimelig god længde, men det voldsomt matte skær, der lå over det, gjorde, at man ikke lagde mærke til længden, der ellers var, hvad mange piger ville betegne som flot. Det var den længde, som mange teenagepiger rendte rundt og drømte om, men for at være helt ærlig, ragede det mig ikke, om mit hår var langt eller kort. Det var der ligesom bare.

Mine blå øjne var heller ikke noget specielt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at der engang havde været en gnist og glæde i dem, men desværre. I så fald kunne jeg ikke huske det. Det havde min far sørget for at få fjernet for længe siden. Siden jeg var 13, havde mit liv være verdens største omgang lort, og det var ene og alene hans skyld.

Fra jeg var 13, var han begyndt at misbruge mig, og det samme med min søster og mor. Der var et eller andet, der slog klik oppe i hans hjerne, og så var det som om, at han ikke kunne styre sig selv. Han misbrugte os, og på en eller anden måde fandt folk ud af det, hvilket førte til, at jeg blev mobbet i skolen.

De venner, som åbenbart ikke var mine venner alligevel, skred fra mig og rottede sig så sammen mod mig og begyndte at mobbe mig. Ikke på den der fine, lidt uskyldige måde. Nej, de kaldte mig de værste ting, som de overhovedet kunne finde på, og siden de ikke syntes, at det var nok, valgte de også at gøre noget ved det fysisk.

De begyndte at slå til mig, skubbe til mig, sparke mig og nogle gange overfaldt de mig sågar, når jeg var på vej hjem fra skole.

Og var der nogen til at hjælpe mig derhjemme? Nej, for de eneste, jeg kunne snakke om det med, turde ikke pga. min far. Det var altid min fars skyld, og der var ingen undtagelser.

Men hvis der var en ting, der hjalp mig igennem tingene dengang, så var det min klasselærer.

En dag hvor pigerne virkelig var gået til den med hensyn til mobningen, havde jeg besluttet mig for ikke at gå til time, så jeg blev siddende ude på gangen. Jeg prøvede ikke engang at holde mine tårer inde, så jeg sad bare og lod dem få frit løb, i mens jeg kiggede ud af vindue og missundede de små børn, der løb rundt og spillede fodbold eller sjippede uden nogen form for problemer.

”Holly?” lød det pludselig fra min side, og jeg rev mit blik løst fra børnene og kiggede på min klasselære i stedet for. Panisk prøvede jeg at fjerne tårende fra mine kinder, men der var så mange, at det ikke nyttede noget, og desuden ville han også kunne se, at jeg havde grædt alligevel.

”Hvad sker der?” spurgte han bekymret og trådte tættere på mig.

”Intet, der sker intet,” prøvede jeg at sige og prøvede at lyde så glad som muligt, selvom jeg vidste, at han umuligt ville hoppe på den.

Og han hoppede ikke på den, og nu var jeg faktisk meget glad for, at han ikke gjorde det, for det vat nok det eneste, der gjorde, at jeg ikke tog mit eget liv. Han var den eneste, jeg kunne snakke med, og han var mere min far, end min rigtige var.

Jeg fik revet mig ud af mine tanker, da det gik op for mig, at jeg bare havde stået og gloet i mindst 10 minutter, og jeg vidste, at jeg burde gå i seng, inden de andre vågnede. Jeg havde efterhånden fundet ud af, at jeg altid havde det med at vågne præcis kl. 6, og det her var stensikkert ikke en undtagelse.

Jeg fik låst op for døren igen og kravlede så ind under min dyne igen, selvom jeg godt vidste, at jeg umuligt ville kunne sove videre. Jeg gjorde det mest for mit skuespil over for pædagogerne, der var her. De skulle ikke vide, hvad der egentlig skete, når de troede, at jeg trygt lå og sov.

I virkeligheden ville de sikkert også være totalt ligeglade med mig, hvis de fandt ud af, hvad der foregik, for sandheden var, at de ikke interesserede sig den mindste smule for at hjælpe os, der var her, de gjorde det kun for at få penge.

”Så er det op!” kunne jeg høre Ruths stemme ude på gangen, og jeg fik kuldegysninger bare ved lyden af den. Hun havde en af de der virkelig forfærdelige stemmer, som bare skærer ind i ens øregang, så man næsten er sikker på, at man bliver døv.

Kort efter lød der en voldsom banken på døren, og jeg rømmede mig kort.

”Jeg er oppe!” råbte jeg højt, inden hun kunne nå at træde herind, for jeg gad ærlig talt ikke kigge på hende mere end nødvendigt, lige meget hvor ondt det end lød.

Skridtende forsvandt igen fra min dør, og jeg kunne høre, at hun bankede på døren ind til det værelse ved siden af mit, hvor en meget stille pige boede, som ingen rigtig tog notits af.

Jeg smækkede for anden gang denne morgen min dyne til side og placerede igen mine fødder på det forfærdelige trægulv.

Jeg var hurtig til at hoppe i et par jeans og en stor hættetrøje, så der umuligt var noget bar hud, der var synligt. Jeg var før kommet til at tage en trøje på, der var lidt på kort i ærmerne, og det var jeg ikke blevet specielt populær på, da ’selveste’ Claire McCoy havde fået øje på det. Claire var den pige på det her sted, der havde udnævnt mig til hendes personlige mobbeoffer. Lige fra dag et havde hun været efter mig, og hun havde fået flere af pigerne på stedet til at hoppe med på kanen og gøre mit liv til et større levende helvede, end det var i forvejen.

Jeg lagde et lag mascara og foundation bare for min egen skyld, så jeg måske kunne få lidt mere selvtillid, inden jeg skulle ud og blive nedgjort. Så ville jeg i det mindste have noget selvtillid til at starte på i stedet for at starte på nul.

Mit hår blev bare sat op i en rodet knold, da det ikke ville gøre nogen forskel, hvis jeg gjorde noget ved det eller ej – det var alligevel lysebrunt og mat, og ingen ville ligge mærke til det.

Jeg kunne høre, hvordan Ruth igen begyndte at gå rundt og banke på døren, fordi vi skulle have morgenmad, og igen kom jeg hende i forkøbet og åbnede min dør, inden hun nåede ind til mig.

Gangen var allerede fyldt med en masse tøser, der desværre ikke kunne prale af at se bedre ud end mig. Men det var vel derfor, vi var her. Fordi vi ikke var en skid værd, og fordi vi ikke havde nogen til at tage sig af os.

Fordi vi var helt alene. 

***

Nå, så det er så det første kapitel. Hvad synes I om det sted hun bor på, og hvad med hendes baggrund og personlighed? 

Ved godt, at der ikke skete så overdrevet meget, men jeg ville bare godt have, at I lige fik et indtryk af, hvordan hendes liv er, og hvordan hendes hverdag hænger sammen, og hvilken baggrund der er. :-)

Tusind tak, fordi der allerede er så mange, der læser den, det betyder virkelig meget! 

Det er nytårsaften i morgen, yaaay! Hvor skal I fejre nytår henne? Skal I ud og feste, eller skal i bare være derhjemme med familien?:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...