Take a Chance on Me - One Direction 13+

Faith Barker byder jer velkommen til sit lette liv, med adgang til den kendte verden som Niall Horans bedsteveninde. Hendes liv er ikke som andres, nej for hendes liv er problemfrit. Hun lever livet, og alt i alt går det som smurt. Det har det altid gjort. Ingen familie problemer, intet ekskæreste drama og ingen hjertesorger, og det går hun også ud fra, at det vil være når hun efter en uge med sin bedsteven og hans band kommer hjem, men der tager hun fejl. Det eneste lille problem Faith har i sit liv er en person, er en person med grønne øjne og et stort krøllet hår – bedre kendte som Harry Styles ’the manwhore’ ifølge Faith. I alt den tid hun har kendt Harry, har de haft et indre had til hinanden, men hvad hvis det had kan blive udnyttet seksuelt for dem begge? Men hvad sex ikke kan løse, er Harrys indre lyst til at ødelægge Faiths liv godt og grundig, når hun langt om længe falder for en dreng - en dreng, Harry pludselig ikke bryder sig om længere.

840Likes
1201Kommentarer
76445Visninger
AA

15. It's better like this - del 2

Harrys synsvinkel

"Du har ignoreret mig i så lang tid. Har du overhovedet tænkt, at der måske lå mere i det hele? At der var en grund til, jeg reagerede som jeg gjorde da jeg kyssede dig foran Conor?" jeg havde det ærlig talt virkelig slemt ved at sige hans navn. Det passede bare ikke naturligt til mig.

"Hvad så med at lukke kæften op og sige det? Det er ikke ligefrem, fordi du er nem at læse Harry, så du kan ikke skyde skylden på mig! Hvordan ville du have, jeg skulle finde ud af det? At du kyssede mig foran Conor, var en ting, du nemt kunne finde på - om du var forelsket i mig eller ej!" udbrød hun frustreret, og jeg bed mig i læben. Jeg vidste godt, at hun havde ret, men det ville jeg ikke lade hende vide. Hun forstod heller ikke, hvordan jeg havde det.

”Jeg er ikke en type, der bliver forelsket, Faith!” råbte jeg højt og blev selv overrasket over styrken i min stemme, ”jeg har ikke tid til det, og bliver jeg forelsket, så kan de ikke respektere, hvordan jeg lever! Derfor! Men er det ikke det, du er ude efter? Var du ikke ude efter at vise mig, at du ikke bare var endnu en af ’mine piger’? Tillykke, Faith, det fik du vist,”

Alt det, jeg sagde nu, var rigtigt. Jeg var så frustreret over det her, og jeg kunne helt ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft det sådan her med en pige. Og så lige Faith? Hvordan kunne det lige gå så galt?

Hun slog ud med armene og gik hen mod mig. "Du kan fanme ikke skyde skylden på mig Harry. Du fuckede det her op!" skreg hun højt. Hun løftede hånden igen, og fordi jeg var bange for, at hun ville slå mig igen, greb jeg fat i hendes hånd.

"Det er ikke mig der har ignoreret en. Jeg prøvede at undskylde Faith, men du gav mig ikke chancen." Hun skulle til at afbryde, men jeg hævede stemmen. "ERGO havde jeg ikke chancen for at fortælle jeg var forelsket i dig,” mine øjne borede sig ind i hendes, og jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne se, hvor sur, såret, vred, forvirret og skuffet jeg var.

”Harry, slip hende,” både mit og Faiths hoved drejede sig i retningen af stemmen, der kom henne fra døren af. Louis og Niall stod i døren, og man kunne se Liam og Zayn stå bag dem og kigge ind med et anelse skræmt blik.

Jeg rystede på hovedet og trådte et skridt væk, så jeg dermed også slap taget om hende. ”Undskyld, jeg..” der kom ikke mere ud, før jeg vendte mig om og gik ud af døren, efter jeg havde taget min jakke med mig.

Det gjorde ondt. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om, at hele situationen gjorde virkelig ondt på mig. Nu, når jeg havde sagt det højt, var det som om, at det gik op for mig, at jeg var vild med hende. Med Faith.

Vinden var kold udenfor, og jeg rystede allerede af kulde. Jeg tog irriteret min jakke på, som jeg indtil videre bare havde haft i hånden, imens jeg gik og sparkede til en sten.

Min hjerne kunne ikke forstå, hvordan det var sket. Hvordan var jeg blevet i den flabede pige, der altid smilede kækt og kom med irriterende svar, der fik en helt op i det røde felt? Jeg plejede at hade hende som pesten, men det var forsvundet på ingen tid. Det var nærmest som om, at den tid ikke havde eksisteret. Jo, hun kunne stadig få mig til at flippe fuldstændig ud, men det var bare på en anden måde.

Fuck, hvor var jeg forvirret.

Mine følelser var fucked, min hjerne slog fra, og jeg var så såret og skuffet. Det var det hele, der bare ramte mig på en gang – alle mine følelser, som jeg havde gået med indeni, der bare eksploderede fuldstændig.

Jeg var godt klar over, at der kunne være paparazzier over det hele, der havde set mig gå fra de andre i vrede, men jeg var ligeglad. Selvom jeg godt vidste, at det ville starte en masse rygter, var jeg ligeglad.

Imens jeg gik hen mod der, hvor jeg havde parkeret min bil, kom jeg forbi en kiosk, og mit blik faldt på et sladderblad. Eller, det faldt ikke på bladet det faldt på en stor, fed skrift: ”One Directions Harry Styles i hed romance med bedste vennens bedste veninde, Faith Barker.” stod der.

Egentlig burde jeg blive sur og tjekke ud, hvad der var sket – hvordan det var kommet ud – men det kunne være fucking lige meget. Lige nu var jeg så ligeglad med rygter, at det halve kunne være nok. Jeg skulle bare hjem og indenfor i varmen.

En lettelse gik igennem mig, da jeg fik øje på min bil, og jeg havde hurtigt låst den op og sat mig ind i den. Jeg satte den med det samme i gang og begyndte at køre hjem af. Mine tanker kredsede ikke omkring noget bestemt; jeg prøvede ikke at tænke på Faith, imens jeg kørte. Det ville pisse mig for meget af.

Det samme spørgsmål blev ved med at vende tilbage, selvom jeg desperat prøvede at holde det væk fra mig. Var Faith også forelsket i mig? Havde hun nogen følelser, som hun ikke ville indrømme – præcis ligesom jeg? Nu havde jeg så indrømmet dem, men der skulle jo så også rimelig meget til, før jeg gjorde det.

Jeg følte mig som en komplet idiot, da en kæmpe trang til at græde pludselig steg op i mig. Aldrig havde jeg haft den trang med en pige, og nu var det endda på grund af den flabede Faith? Min bedste vens bedste veninde. Det var bare ikke sådan, det skulle være, men.. men hvis både hende og jeg prøvede at få det til at fungere, kunne det godt lykkedes. Det var jeg ikke i tvivl om, men jeg var i tvivl om hendes følelser for mig – hvis der overhovedet var nogen, altså.

Resten af turen hjem foregik rimelig meget med, at jeg bare sad og stillede mig selv det samme spørgsmål om og om igen, imens jeg samtidig koncentrerede mig om at køre bilen. Da jeg kørte ind på parkeringspladsen var jeg hurtig til at parkere bilen og komme op i lejligheden.

Uden at tænke særlig meget over det, smækkede jeg døren voldsomt hårdt i, så jeg kunne komme ud med mine frustrationer. Jeg havde virkelig en eller anden trang til at gå ned og slå hårdt på nogen. Eller bare en lyst til at komme ud med alt det, jeg holdt inde.

Og samtidig var jeg jo såret. Så såret, at jeg havde lyst til at græde. Hvad skete der for mig? Hvor var det lige, at den rigtige Harry Styles var henne? For det var ikke ham her – det var ikke mig at være sådan her.

Jeg nåede lige akkurat at skulle til at hænge min jakke op, da der pludselig lød bank på døren. Forvirret vendte jeg mig om og kiggede lidt på den, før jeg så forsigtigt åbnede. Jeg vidste ikke, hvad jeg egentlig havde forventet, og hvem jeg havde forventet at se, men det overraskede mig, da Faith pludselig kom til syne.

Hendes blik flakkede ned til min arm, hvor min jakke hang på, og det fik et overrasket glimt frem. Hun var gået stærkt.

”Harry, jeg..” begyndte hun, men hendes stemme knækkede. Jeg blev bare ved med at stå og kigge forvirret på hende. Det var som om, at alt min vrede pludselig var forsvundet uden videre, og jeg stod bare her og var forvirret. Hun stod foran mig lige nu – hun var taget efter mig.

Hun sukkede. ”Er det virkelig så uvirkeligt, at jeg går efter dig?” spurgte hun undrende, og så var det som om, at den ’rigtige’ Faith fandt plads, for hun gik lige forbi mig og ind i opgangen.

”Jeg, øh..” var det eneste, jeg fik svaret, før jeg hængte min jakke af, imens hun gjorde det samme.

”Det er jo ikke, fordi jeg stadig hader dig,” begyndte hun, og jeg rynkede på panden. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle opfatte det.

"Jeg mener, det er jo ikke fordi jeg ufølsom. Jeg kunne for fanden da godt se, at der var noget galt. Dit blik og alt sammen og.." hun tav igen, men et lille smil gled over mine læber. ”Jeg tror, jeg ved, hvad du mener,”  mumlede jeg og trådte et skridt tættere på hende.

”Harry jeg.. ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg kom,” jeg rynkede igen på panden ved hendes ord, for det var ikke det, jeg havde forventet at høre. "Men tro det eller ej, jeg kan ikke lide at se folk, jeg holder af være ked af det,”  hun lavede store øjne, som om det først gik op for hende, hvad hun sagde, da hun havde sagt det.

”Det var ikke meningen, at det skulle sådan ud,” hun kløede sig i håret, imens jeg trådte lidt tættere på hende. Jeg havde et lille selvsikkert smil klistret på læberne, selvom jeg garanteret stadig så usikker ud.

”Harry,” peb hun, da jeg nærmest stod helt oppe af hende.

Jeg kunne ikke lade være med at indånde Faiths duft, som gjorde mig alt for rolig. Den havde en virkning på mig, som den ikke burde have. Den faldt mig alt for rar og rolig.

Mine hænder lagde sig på hendes hofter, og hun lagde hendes hænder på mine skuldre. Jeg kiggede hende kort i øjnene, før jeg pressede mine læber mod hendes. Jeg kunne ikke lade være med at bide hende drillende i læben, imens jeg pressede hende op mod væggen. En jakke faldt ned, men der var ingen af os, der rigtig gad tage sig af det. Lige nu var det kun os og tankerne om hinanden.

Da hendes hænder fandt sin sædvanlige vej op i mit hår, kunne jeg ikke lade være med at blive mere ivrig og løfte hende op på mine hofter. Det hele gik stærkt, men det var okay. Det var som om, at vi begge to var overbeviste om, at vi bare havde brug til at mærke hinanden – nyde hinandens selskab på en anden måde, end vi havde gjort før.

Der var mange flere følelser i det her – sådan havde jeg det i hvert fald. Jeg lagde meget mere i det, fordi jeg endelig havde fået indrømmet overfor mig selv, at jeg havde følelser for Faith. Så var der bare noget mere over det.

Hun kyssede mig ned langs halsen, imens jeg fik bevæget os ind mod mit værelse. Da vi kom derind, satte jeg hende ned på gulvet, og hendes hænder greb hurtigt fat om min t-shirt. Vi fik hurtigt taget både hendes og min trøje af. ”Harry,” mumlede hun, og det lød som om, at der ikke rigtigt var nogen grund til det.

Jeg skubbede hende hurtigt og lidt voldeligt hen mod sengen, imens jeg kyssede hende ned af halsen

Mine følelser tog over, og det var det, der fik mig til at ville gøre det hele så hastigt, selvom vi havde masser af tid. Jeg var i tvivl om, hvad det var, der tog over ved Faith, men det var lige meget. Det tænkte jeg ikke så meget på.

Jeg fik bakset hendes bukser af, og hun sukkede, imens vi sammen fik mine bukser af også. Det hele foregik nærmest i trance, fordi jeg havde savnet hende så meget. Savnet hendes kontakt – savnet alting ved hende.

Min hånd bevægede sig op af hendes inderlår, og det fik hende til at undslippe et støn. Hendes ben låste sig fast om min ryg, før hun trak mit ansigt ned mod hendes.

”Faith, jeg..” hun låste hendes hænder fast om min nakke, så jeg ikke kunne sige noget. Hurtigt besluttede jeg mig også for, at jeg ville vente med at sige det. Det kunne vente til bagefter, for der regnede jeg vil med, at vi havde masser af tid. Ikke?

Hun bed mig læben.

”Harry, please.. bare gør noget,” stønnede hun, og jeg kunne ikke holde mit grin inde. Det var vildt sødt på en eller anden måde, og samtidig tændte det mig på det groveste.

Min hånd gled ned langs hendes side, før jeg tog fat i hendes hofte, så jeg kunne løfte hende en smule. Dermed kunne jeg også let presse mig selv ind i hende. Overraskende nok undslap et skrig af en art hende, og det fik mig til at smile endnu engang.

Hun peb mit navn på næsten lydløst, da jeg satte farten op. Jeg kunne ikke lade være med det – jeg havde så meget lyst til hende lige nu, at det var helt vildt.

Hendes negle borede sig ned i min ryg, ligesom mit greb strammede sig om hendes hofte, men der var ingen af os, der gjorde noget ved det. Som sagt nød vi hinanden nu uden at tænke på for mange ting. Bare hende og jeg.

Det hele byggede sig langsomt op indeni mig, og det lod til, at det var det samme, der skete med Faith.

”Faith, jeg..” jeg ville sige, at jeg var ved at nå mit højdepunkt, men hun forstod, og i samme øjeblik eksploderede det hele for os begge to. Det var så voldsomt, at jeg nærmest faldt sammen over hende, og hun var hurtig til at låse sine arme omkring mig.

Hendes hjerte arbejde på højtryk, og jeg lyttede bare til det i en kort stund. Efter lidt tid vristede jeg mig forsigtigt ud af hendes greb og lagde mig ned på siden, selvom det var som om, at hun ikke rigtigt gad give slip på mig nu.

Jeg begyndte nærmest ubevidst at tegne små hjerter på hendes ryg, før hun mumlede mit navn. Hun trak sig en smule tilbage, og jeg nikkede opmærksomt. ”Det her går ikke,” sagde hun så, og da ordene slap ud af hendes mund, var det som om, at alt stivnede indeni mig. Hvad snakkede hun om?

"Vi kan ikke være sammen, det forstår du da. Gør du ikke?" spurgte hun og greb om dynen, som hun så viklede sig ind i.

Mente hun virkelig det, hun sagde nu, eller var det bare, fordi hun var så forvirret over sig selv og hendes følelser. Det, der lige var sket, havde da lige bevist noget – i hvert fald ifølge mig.

Jeg satte mig op og kiggede bedrøvet på hende. ”Faith,” begyndte jeg, men jeg tav, da hun rystede på hovedet. Så fjernede hun dynen og rejste sig op for at få noget tøj på. Jeg tog en dyb indånding, imens jeg prøvede at holde nogle tårer inde.

”Hvorfor?” spurgte jeg så med en hæs stemme.

”Jeg tror, det er bedst sådan,” svarede hun svagt og trak trøjen over hovedet, efter hun havde bidt sig i læben. Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men hendes blik flakkede væk fra mig hver gang – til min frustration.

”Faith,” nu sagde jeg hendes navn på en langt mere overtalende måde i håb om, at hun ville tænke sig om igen. Hun kunne bare ikke mene det, som hun lige sagde. Det kunne hun bare ikke.

"Harry, hold nu op. Du lever dit liv og rejser hele verden rundt, og jeg lever mit i Europa. Det vil jo ikke gå. Det bliver du nødt til at forstå,” hun hviskede det ud, imens hun famlede med knappen i hendes bukser.

Hun gjorde mine til at forlade værelset, og jeg fløj op af sengen hurtigere end nogensinde før for at følge efter hende. Hurtigt greb jeg fat i hendes arm, men hun virkede ikke overrasket, som jeg egentlig havde forventet, at hun ville.

”Svar mig på en ting, Faith,” endelig fik jeg øjenkontakt med hende, og der var ikke andet end sorg og forvirring at se i dem. Det havde de aldrig vist før – i hvert fald ikke til mig. Hun greb ud efter sin jakke og løsrev dermed sit blik fra mit. Så nikkede hun.

Jeg tog en dyb indånding. ”Har du følelser for mig?” hun kiggede ned i jorden og bed sig i læben, og jeg var i tvivl om, om jeg skulle tage det som et godt tegn. Jeg anede ingenting lige nu, og jeg var tæt på at græde.

Foran Faith.

Græde. Det var første gang, at det her var sket for mig. Jeg var i chok over det.

"Bild mig ikke ind, at det der lige før, bare var for sjov. Sig ikke, at du ikke bare lagde lidt følelser i det." jeg tog fat i hendes kæbe og tvang hende til at kigge på mig ,”Er du, Faith? Er du forelsket i mig?” min stemme var grådkvalt, da jeg hviskede det ud. Jeg ville så inderligt gerne have svar på det her.

Hun lignede en, der var på randen til at bryde ud i gråd, præcis ligesom jeg, men til sidst tog hun en dyb indånding, før et svagt ja forlod hendes mund.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Langsomt slap jeg taget om hendes kæbe og trådte et skridt væk fra hende.

”Det er bedst sådan her, Harry – som venner,” et kort smil blev sendt af sted i min retning, og det fik mig til at blive endnu mere trist. Det var så ironisk, at hun smilede til mig. Så fløj hun ud af døren.

Den nåede kun akkurat at smække i, før en tåre trillede ned af kinden på mig. Tåren blev kun efterfulgt af flere, og jeg lod mig langsomt glide ned af væggen, indtil jeg sad helt nede på gulvet med tårer løbende ned af kinderne.

Jeg havde rygtet som manwhore, ham der brugte sin berømmelse til at få fat på piger, og nu havde jeg endelig fundet en, som jeg ville være sammen med. En, som jeg af en eller anden grund, pludselig ville gøre at for.

Og så ville hun ikke have mig. En tåre til trillede ned over min kind, imens jeg sad på gulvet, op af væggen i min lejlighed. Måske ville det ændre sig en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...