Take a Chance on Me - One Direction 13+

Faith Barker byder jer velkommen til sit lette liv, med adgang til den kendte verden som Niall Horans bedsteveninde. Hendes liv er ikke som andres, nej for hendes liv er problemfrit. Hun lever livet, og alt i alt går det som smurt. Det har det altid gjort. Ingen familie problemer, intet ekskæreste drama og ingen hjertesorger, og det går hun også ud fra, at det vil være når hun efter en uge med sin bedsteven og hans band kommer hjem, men der tager hun fejl. Det eneste lille problem Faith har i sit liv er en person, er en person med grønne øjne og et stort krøllet hår – bedre kendte som Harry Styles ’the manwhore’ ifølge Faith. I alt den tid hun har kendt Harry, har de haft et indre had til hinanden, men hvad hvis det had kan blive udnyttet seksuelt for dem begge? Men hvad sex ikke kan løse, er Harrys indre lyst til at ødelægge Faiths liv godt og grundig, når hun langt om længe falder for en dreng - en dreng, Harry pludselig ikke bryder sig om længere.

839Likes
1204Kommentarer
74636Visninger
AA

14. It's better like this - del 1

Faiths synsvinkel 

"Harry," prøvede jeg og var fuldstændig overvældet over hvad han lige fortalte. For at være helt ærlig, så havde jeg regnet med en grund, at han måske ikke synes Conor skulle spilde min tid på mig, og at han kunne få bedre, så det er her kom virkelig bag på mig.

"Nej, jeg gider fandeme ikke," vrissede han og slap sit greb om mig. Jeg gned hurtigt mine fingre mod mit håndled og kiggede irriteret på ham. Han var vred, og det gjorde mig vred. Han havde ingenting at være vred over. Det var ham der ødelagde det. Det var ham der prøvede at gøre mig jaloux med Cara, og fordi jeg så rent faktisk fandt en dreng jeg kunne lide, så ville han ødelægge det.

Og at jeg havde ignoreret ham var vel kun rimeligt? Hvis nogen skulle være sur, så var det da bestemt mig.

Men han prøvede jo at undskylde og du ignorerede ham.

Ja, fordi en undskyldning ikke var nok!

"Du har ignoreret mig i så lang tid. Har du overhovedet tænkt at der måske lå mere i det hele? At der var en grund til jeg reagerede som jeg gjorde? At jeg kyssede Conor?" Han lignede virkelig en der havde det slemt ved at skulle sige hans navn, men sådan havde jeg det efterhånden også med Harrys navn lige nu.

"Hvad så med at lukke kæften op og sige det? Det er ikke ligefrem fordi du er nem at læse Harry, så du kan ikke skyde skylden på mig! Hvordan vil du have jeg skulle finde ud af det? At du kyssede mig foran Conor var en ting du nemt kunne finde på - om du var forelsket i mig eller ej!"

Jeg burde nok være mere overvældet over at han var forelsket i mig - måske mere rørt over det - smigret, men han gjorde det ret umuligt.

"Jeg er ikke en type der bliver forelsket Faith!" råbte han højt. "Jeg har ikke tid til det, og bliver jeg forelsket, så kan de ikke respektere hvordan jeg lever! Derfor! Men er det ikke det du er ude efter? Var du ikke ude efter at vise mig, at du ikke bare var endnu en af 'mine piger'? Tillykke Faith, det fik du vist."

Jeg rystede på hovedet, helt forvirret over hvordan han kunne klare sig selv lige nu.

Jeg slog ud med armene og gik hen imod ham. "Du kan fanme ikke skyde skylden på mig Harry. Du fuckede det her op!" skreg jeg højt og igen, fordi jeg var så vred, løftede jeg hånden. Dog ikke for at slå Harry denne gang, men for at slå den ned i bordet - men Harry troede enten jeg ville slå ham, ellers ville han ikke have jeg slog bordet, for han greb igen fat i min hånd.

"Det er ikke mig der har ignoreret en. Jeg prøvede at undskylde Faith, men du gav mig ikke chancen." Jeg skulle til at afbryde, men han hævede stemmen. "ERGO havde jeg ikke chancen for at fortælle jeg var forelsket i dig," hans grønne øjne borede sig ind i mine, og det var nemt at se hvor..... sur og såret og vred, forvirret og skuffet han var. Men det var jeg fanme også!

Drengen stod og fortalte han var forelsket i mig, hvad fanden bildte han sig ind?

"Harry, slip hende," kom det fra døren af. Både Harrys og mit hoved fløj derhen og så Louis og Niall stå i døren. LIam og Zayn stod bag dem, og kiggede en smule skræmt på os. De havde sikkert hørt det hele.

Harry gjorde som Niall sagde, og trådte et skridt fra mig. Han rystede på hovedet som om han kom til sig selv.

"Undskyld, jeg..." Han blev ved med at ryste på hovedet, og til sidst vendte han sig så rundt, og gik ud af døren. Jeg kiggede med store øjne efter ham og kunne mærke, hvordan det hele flød sammen. Jeg havde lyst til at græde, men på den anden side havde jeg lyst til at grine.

Harry Styles var forelsket i mig. Lille Fatih. Hans bedstevens bedsteveninde. Og her stod jeg - helt forvirret over hvad jeg følte for ham. Noget måtte der være siden vi havde været i seng sammen to gange, men der var også bare noget i Conor.

Du er så forvirrende.

Og du har helt ret Unfaith.

"Er du okay?" Niall lagde en hånd på min skulder, og hurtigt nikkede jeg - selvom jeg ikke var. At se Harry så... så sårbar gjorde det hele værre. Hvis han bare havde fortalt han var forelsket i mig, skreget at alt var min skyld, og skredet, så havde det været noget HELT andet - men nej. Harry valgte at give mig en af hans små søde helt uskyldige blikke som fortalte mig, at der fanme var noget om det her, og at jeg virkelig havde såret ham.

Og lad os bare indse det. Harry og jeg hader ikke hinanden mere. Der var engang hvor jeg ikke kunne udstå ham, men nu var det anderledes. Det havde ændret sig så hurtigt, og nu lod jeg ham gå. Det venskab vi langt om længe var ved at få bygget op, det blev smadret. Og hvad så? Skulle vi så bare starte forfra igen?

Orker du virkelig det?

"Niall jeg er ked af det, men." Han sendte mig et hurtigt smil og gav min skulder et klem. "Det er okay. Vi holder en igen en anden gang." Jeg bed mig kort i læben, inden jeg med hurtige skridt kom ud i gangen. Jeg fik mine sko på og min jakke over skulderen.

Jeg blev virkelig nødt til at snakke med ham.

Jeg sprang ned af trapperne, og bankede døren op i det øjeblik Harrys blik satte farten op. Jeg orkede ikke engang at kalde efter ham. Jeg sukkede tungt, trak jakken omkring mig og halvløb. Jeg skulle hjem til Harry, og det skulle være nu.

Vi havde nogle ting vi skulle snakke om. Han skulle ikke være ked af det, ikke Harry. Så ville jeg hellere have han skulle være pisse irriterende og være en jeg kunne slå når som helst.

Det var helt mørkt. Kun gadelamperne lyste vejen op. Der måtte helt klart være minus grader. For fanden, tænk jeg gjorde det her.

Ja, helt ærligt Faith. Det er jo bare Harry, ikke?

Jeg rystede på hovedet. Til mit held havde drengene huse tæt på hinanden, eller lejlighed. Det man nu kalder det. Alligevel føltes turen så lang. Jeg blev ved med at gentage hvad jeg skulle sige.

Da bygningen endelig kom frem, åndede jeg lettet ud. I spørger nok hvorfra jeg ved hvor de bor? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg kun har været sammen med Niall og dem en gang.

Jeg blev en smule lettet over at se Harrys bil holde på parkeringspladsen til bygningen. Det betød bare han var taget hjem, og det betød jeg ikke skulle ud at lede efter ham og alt muligt.

Jeg skubbede døren op, og gik ind. Hurtigt fandt jeg hen til elevatoren. Jeg var så opslugt af mine tanker, at jeg slet ikke opfattede den åbnede sig. Det var først da dørene var ved at lukke i, at jeg kom til mig selv. Jeg fik dem hurtigt fra hinanden igen, stillede mig ind og trykkede på etage 3.

Du er så doven.

Der gik et par sekunder inden jeg trådte ud igen. Allerede da hans dør kom frem, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte begyndte at hamre i brystet, og hvordan min mund blev helt tør. Jeg blev nødt til det.

Tag dig sammen. Det er koldt og du gider ikke gå hele vejen hen til Niall igen.

Med den overbevisende tale fra Unfaith, fik jeg løftet hånden og bankede på. Jeg blev nødt til at tage en dyb indånding for ikke at hyperventilere. Hvorfor var jeg så nervøs?

Fordi du aldrig har set denne side af Harry, og det betyder du bliver nødt til at vise en ny side af dig.

Kloge ord.

Der gik et par sekunder, og så gik døren op. Et par krøller kom til syne, og derefter Harry. Mit blik fandt hurtigt hans arm, hvor hans jakke hang - hvilket betød han lige var kommet hjem. Var jeg gået så stærkt?

"Harry jeg..." Min stemme knækkede, og alt jeg havde øvet på vej herhen, forsvandt. Jeg sank en klump, hvilket gjorde ufattelig ondt i min helt tørre hals.

Jeg fik langsomt øjenkontakt med Harry. Hans grønne øjne fandt mine, og han så helt forvirret ud. Virkelig helt forvirret, og det fik mig til at sukke.

"Er det virkelig så uvirkeligt at jeg går efter dig?" Og så fandt min facade på plads, og jeg gik lige forbi ham, ind i opgangen. Det var så længe siden jeg havde været her.

"Jeg... øh," mumlede han og hang sin jakke op. Jeg tog hurtigt min af og smed mine sko.

"Det er jo ikke fordi jeg stadig hader dig." Det kom helt forkert ud.

Indeed it did.

Jeg snurrede hurtigt rundt. "Jeg mener, det er jo ikke fordi jeg ufølsom. Jeg kunne for fanden da godt se, at der var noget galt. Dit blik og alt sammen og.."

STOP DOG.

Et lille usikkert smil gled over Harrys ansigt. For fanden da. Det var jo slet ikke den Harry jeg kendte.

"Jeg tror jeg ved hvad du mener," sagde han så og trådte et skridt tættere på mig, så jeg fuldstændig mistede pusten. Han misforstod mig!

Gjorde han? Hvad kom du egentlig for at sige Faith?

"Harry jeg... ved ærligtalt ikke hvorfor jeg kom." En rynke kom frem i hans pande, og jeg vidste det igen var lykkedes mig at sige noget forkert.

"Men tro det eller ej, jeg kan ikke lide at se folk jeg holder af, være ked af det."

Jeg lavede store øjne, da jeg direkte indrømmede overfor Harry, at jeg holdt af ham. Forfanden, det her var slet ikke hvad jeg planlagde!

"Det var ikke meningen det skulle ud sådan," jeg kløede mig akavet i håret og havde ikke lagt mærke til hvor tæt Harry var. Han havde et underligt lille selvsikkert dog alligevel usikkert smil, plantet på læberne.

"Harry," peb jeg kort da han trådte et skridt tættere på, og næsten stod helt op af mig.

Det er ikke for at ødelægge stemningen, men han var tiltrækkende, det ved vi alle sammen. Han havde været i bad hos Niall, og han duftede alt for godt. Og mine sanser var latterlige og mine følelser var helt fucked. Jeg havde ingen ide om, hvad fanden jeg følte for Harry, men at jeg stod og plaprede som jeg gjorde, det gjorde ingen gavn.

Jeg tror vi begge godt ved, hvad du skal og vil gøre.

Mit blik mødte Harrys, og var det planlagt, tog han ved mine hofter, og jeg lagde mine hænder på hans skulder. Hans læber lå kort efter mod mine, og drillende bed han mig i underlæben, inden han skubbede mig op af væggen, så en jakke faldt ned.

Mine hænder fandt op i hans hår, og han var hurtig til at få mig løftet op om hans hofter. Det hele gik så hurtigt, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Det ordnede Harry jo også fint.

Jeg trak mig en smule fra ham, og kyssede ham ned langs halsen, mens han hurtigt fandt ind på hans værelse - gætter jeg på.

Han satte mig på gulvet, og lidt efter greb mine hænder fat om hans t-shirt. Jeg trak den over hans hoved, og lidt efter røg min bluse samme vej.

"Harry," mumlede jeg uden at vide hvorfor. Hans læber fandt ned af min hals, mens han skubbede mig hen mod sengen. Vores tempo havde aldrig været så hurtigt.

Udover på toilettet.

Vi vidste begge to godt vi ikke skulle skynde os, men det var vidst også noget andet der tog over. Fra Harrys side var det sikkert hans følelser der overtog - og fra min side.. Jeg viste det ikke.

Hvordan skulle jeg beskrive det hele? Hans kys fik min mave til at opføre sig totalt uacceptabelt, og hans hænder overalt på min krop, gav brandmærker. Hvis det ikke var et tegn på, at der var lidt følelser fra min side, hvad var det så?

Et tegn på du var godt sindssyg.

Jeg kunne ikke lade være med at sukke tungt, da han fik mine bukser af. Han havde fået sine egne af, eller det gjorde vi sammen. Jeg var så optaget af alt for meget lige nu, til at tænke klart.

Jeg havde savnet ham - på denne måde og ... generelt. Det havde jeg, det vidste jeg. Der var vel en grund til jeg reagerede så hårdt på ham over det med Conor. Jeg var irriteret over han gjorde det og ikke kunne give mig en grund - og nu gav han mig en, men kunne jeg acceptere den?

Et støn forlod min mund, da Harrys hånd bevægede sig på mit inderlår. Jeg låste mine ben fast på hans ryg og trak hans ansigt ned mod mit. Hans læber om mine føltes så perfekt, så godt, så rigtigt.

"Faith, jeg.." Jeg sank den klump jeg havde i halsen og låste mine hænder fast om hans nakke, for at få ham til at tie stille. Hvad end han ville sige, så kunne det vel vente. Intet skulle ødelægge det her.

Jeg kunne mærke hans underdel mod mit, da han kyssede mig ned langs halsen. Jeg bed ham i læben, inden jeg vendte mit hoved til siden.

"Harry, please bare.. gør noget," stønnede jeg, hvilket fik ham til at grine. Hans ene hånd gled ned langs min side og tog fat om min hofte. Han løftede mig en smule op, inden han lod mig få hvad jeg ville have.

Et halvt skrig forlod mine læber. Det føltes som over et år siden jeg havde haft sex med en - ellers var det Harry der var så pokkers... stor.

"Harry," peb jeg næsten lydløst, da han satte farten op. Hans greb om min hofte strammede sig, men på grund af nydelsen der allerede var, så kunne jeg ikke rigtig mærke smerten i hoften.

Jeg vidste vi begge lagde mere i det end vi havde gjort førhen. Harry lagde sine følelser i, og jeg lagde mine i. Dem jeg ikke engang var sikre på endnu.

Jo du er.

Jeg borede mine negle ned i hans ryg. Det fortsatte og det hele byggede sig op. Jeg kiggede på Harry, så hans grønne øjne bore sig ned i mine. Han havde sved på panden, og sendte mig så et lille smil. Der var noget galt, og jeg tror vidst han havde indset det.

Du er for stille.

Præcis. Følelserne indeni skræmte mig. Den brændende fornemmelse der byggede sig op for hver gang Harry bevægede sig. Den underlige måde min mave bevægede sig på. Jeg kunne ikke længere skjule det. Det var dumt af mig at blive ved.

Jeg gik imod alt jeg havde kæmpet for. Jeg dummede mig, men jeg kunne ikke lade være. Jeg ville ikke være en af Harrys piger, men det var jeg måske heller ikke - det her var anderledes. Det sagde både Niall og Harry.

Det var anderledes, anderledes fordi jeg var helt komplet forelsket i Harry - ham jeg hadede. Ham jeg aldrig nogensinde skulle være sammen med.

"Faith jeg.." Jeg nikkede hurtigt. Følelserne indeni eksploderede på samme tid som Harry og jeg begge nåede vores højdepunkt. Harry faldt nærmest sammen oven på mig, hvilket fik mig til at låse armene fast om ham.

Jeg lukkede øjnene for ikke at græde. Det var over, og jeg var overbevist over mine følelser nu - men det gjorde ikke noget nemmere. Jeg vidste hvad jeg blev nødt til at gøre - hvad der måtte gøres. Ikke kun for mig, men os begge.

Harry lagde sig ned på siden. Jeg havde ikke lyst til at give slip nu. Bare lidt længere. Og netop derfor, lagde jeg mig ind til Harry. Han lukkede hurtigt armene om mig, bevidst om at jeg havde noget at sige.

Måske bare ikke noget der ville gøre ham glad - eller mig selv. Måske ikke nu, men på længere sigt.

Som vi lå der, kæmpede om at få vores vejrtrækninger tilbage, kunne jeg mærke ham tegne hjerter på min ryg. Jeg kunne ikke lade være med at smile og putte mig længere ind til ham. Bare lidt længere.

Faith....

Jeg kyssede hans bryst, og trak mig så en smule tilbage. Han drejede langsomt ansigtet og kiggede på mig. Hans grønne øjne borede sig straks ind i mine.

"Harry," mumlede jeg, og hurtigt nikkede han.

Jeg sank endnu engang den klump jeg havde i halsen. "Det her går ikke."

Hans finger stoppede med at tegne et hjerte på min ryg, og forvirringen i hans øjne var ikke til at tage fejl af.

"Vi kan ikke være sammen, det forstår du da. Gør du ikke?" Jeg greb om dynen og viklede mig ind i den, inden jeg satte mig op i sengen. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst.

Harry og jeg havde aldrig været meant to be. Det havde aldrig været meningen at jeg skulle få følelser for ham. Det var meningen jeg skulle få følelser for en som Conor, ja måske hen imod Nialls type. Ikke Harry. Ikke en der var kendt som en manwhore, eller brugte sin berømmelse for at knalde piger.

Men Faith, det her er jo anderledes.

Og kunne jeg være sikker på det? Nej. Og hvis det var, ville en af os så ikke blive såret alligevel i sidste

Harry havde sit arbejde, jeg havde mit. Jeg rejste rundt i Europa, mens han rejste rundt i hele verden. Netop derfor var Harry og jeg ikke meant to be. Vi var to vidt forskellige mennesker, som levede to vidt forskellige liv - og hvis jeg skulle gætte, så ville jeg være den der blev såret til sidst.

Men Faith, giv det en chance..

Intet men. Det vil ikke gå. Det burde han vide.

Men dine følelser for ham..

De kan vel forsvinde ligesom de kan komme.

Faith..

Stop med at modsig mig for søren da!

"Faith," mumlede Harry og satte sig op. Jeg rystede på hovedet og smed dynen, for at få mit tøj på. Jeg ville ikke kalde det der lige var sket, en fejl. Det var med til at få mine følelser bevidst overfor mig selv - og overfor ham.

"Hvorfor?"

Jeg bed mig i læben og trak min trøje over hovedet.

"Tro mig, det er bedst sådan."

"Faith." Jeg var træt af folk der ville overbevise mig hele tiden.

"Harry, hold nu op. Du lever dit liv og rejser hele verden rundt, og jeg lever mit i Europa. Det vil jo ikke gå. Det bliver du nødt til at forstå," hviskede jeg og knappede mine bukser.

Jeg havde det forfærdelig lige nu, men jeg blev nødt til at være stærk - i det mindste for Harrys skyld.

Han kom hurtigt op af sengen, da jeg forlod værelset, og da han tog fat i min arm, kom det ikke som en overraskelse.

"Svar mig på en ting Faith," hans øjne fandt mine, og det var nemt at se, at han ikke var glad for det her.

Sikke da en underdrivelse. Du kunne sku da forhelved se hvor såret han var.

Min stemme virkede åbenbart ikke, derfor nikkede jeg hurtigt og greb ud efter min jakke.

"Har du følelser for mig?" Jeg kunne se og høre ham tage en dyb indånding. Jeg kiggede ned i jorden og bed mig i læben.

"Bild mig ikke ind, at det der lige før, bare var for sjov. Sig ikke, at du ikke bare lagde lidt følelser i det." Han tog fat i min kæbe og tvang mig til at kigge på ham

"Er du Faith? Er du forelsket i mig?" hviskede han næsten gråkvalt. Denne gang var det min tur til at tage en dyb indånding. Det var slut med at lyve - både overfor Harry og mig selv. Slut med det hele, så hvorfor ikke bare sige sandheden?

Jeg tog en dyb indånding og gjorde alt for ikke at græde da jeg fik hvisket et ja. Harry slap langsomt min kæbe og trådte et skridt tilbage. Jeg hørte ham mumle et lille okay, inden han rystede på hovedet. Jeg vidste han havde mere at sige, men jeg blev nødt til at gå.

"Det er bedst sådan her Harry - som venner." Jeg sendte ham et kort smil, inden jeg nærmest fløj ud af døren. Elevator døren nåede ikke engang at lukke i, før tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var en kæmpe idiot, men det blev jeg nødt til at være.

Jeg kunne ikke være sammen med en jeg aldrig ville få at se. Jeg måtte også tænke på mig selv.

Som du altid gør.

Great. Unfaith er endda også sur.

Hvordan var mit liv - helt uden problemer, blevet proppet med dem på kun to uger?

Det burde ikke være sket. Jeg burde ikke have ladet det ske - men sket var sket. Det tog mig nok noget tid at komme over det her, men jeg skulle nok klare det. Jeg havde Niall, og det hele skulle nok gå. Det gjorde sikkert rigtig ondt lige nu - men måske var det også på tide jeg fik det prøvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...