Take a Chance on Me - One Direction 13+

Faith Barker byder jer velkommen til sit lette liv, med adgang til den kendte verden som Niall Horans bedsteveninde. Hendes liv er ikke som andres, nej for hendes liv er problemfrit. Hun lever livet, og alt i alt går det som smurt. Det har det altid gjort. Ingen familie problemer, intet ekskæreste drama og ingen hjertesorger, og det går hun også ud fra, at det vil være når hun efter en uge med sin bedsteven og hans band kommer hjem, men der tager hun fejl. Det eneste lille problem Faith har i sit liv er en person, er en person med grønne øjne og et stort krøllet hår – bedre kendte som Harry Styles ’the manwhore’ ifølge Faith. I alt den tid hun har kendt Harry, har de haft et indre had til hinanden, men hvad hvis det had kan blive udnyttet seksuelt for dem begge? Men hvad sex ikke kan løse, er Harrys indre lyst til at ødelægge Faiths liv godt og grundig, når hun langt om længe falder for en dreng - en dreng, Harry pludselig ikke bryder sig om længere.

839Likes
1205Kommentarer
72875Visninger
AA

11. Change my mind

Mit blik faldt på Faith, der pludselig havde fået travlt med at snakke med Conor. Jeg anede ikke, hvorfor hun gjorde det, for det lignede hende ikke rigtigt bare at snakke på den måde med folk. Måske var hun ren faktisk fan af ham.

Jeg var også ligeglad egentlig, for det irriterede mig. Den irriterende fornemmelse steg bare op i mig og helt ud i mine fingerspidser, og jeg havde ærlig talt lyst til bare at hive hende væk fra ham, selvom jeg godt vidste, at det ikke var muligt.

Selvfølgelig holdt jeg øje med Faith og ham, så da hun kiggede på mig, kunne jeg ikke lade være med at hæve stemmen og vende mig mod Cara, der kiggede på mig.

”Hvor ser du ufatteligt god ud i dag, Cara! Specielt i den der kjole der, den klæder dig helt vildt god,” komplimenterede jeg, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Faith kiggede irriteret over på os, før hun himlede med øjnene og igen kiggede på Conor.

Var hun bare helt væk i ham, eller hvad skete der lige for det? Og hvorfor irriterede det mig? Hun måtte da flirte og snakke med dem, som hun ville, altså.

”Hvordan går det ellers?” lød det så fra Cara med et sødt smil, og det gik op for mig, at jeg nu havde indledt til en samtale eller noget i den stil, ved at komplimentere hendes udseende. Og hvis der var noget, jeg ikke orkede, så var det at sidde og hyggesnakke. Ikke på grund af Cara, men jeg havde bare en eller anden trang til ikke at sidde klods op af Faith og Conor.

”Jeg har det meget godt. Vil du lige med op i baren?” spurgte jeg hastigt og havde allerede rejst mig. Hun hævede et øjenbryn. ”Nej, det er okay, jeg venter bare her,” sagde hun så med et smil og krydsede benene.

For helvede da også, hvorfor kunne hun ikke lige prøve at hjælpe mig lidt her?

”Okay.. men det er ikke sikkert, at jeg kommer tilbage, for jeg skal lige.. finde Niall,” sagde jeg panisk og kunne have slået mig selv hårdt i hovedet, da jeg havde sagt det. Jeg kunne altid snakke med Niall, altså, så hvorfor var det en god undskyldning?

”Niall?” gentog hun overrasket, ”er du ikke kommet med ham for lidt tid siden?” spurgte hun så, og jeg trak på skuldrene.

”Det er altså virkelig vigtigt, at jeg snakker med Niall.” endte jeg så med at mumle, før jeg vendte mig om og med hastige skridt gik væk fra hende. Jeg følte mig ret ond, men jeg var gået i panik, og når jeg gik i panik, var det som om, at jeg ikke tænkte særlig meget.

I tilfælde af, at Cara kiggede efter mig, skyndte jeg mig at lede efter Niall, som af en eller anden grund bare ikke var til at finde nogen steder, og hvor var det dog irriterende. Det var som om, at der slet ikke var noget modvind i dag, altså.

”Niall!” udbrød jeg nærmest lykkeligt, da jeg fik øje på ham, og det var lige før, at jeg kunne kramme ham, men jeg nøjedes med at ligge mine hænder på hans skuldre. Han kiggede forskrækket på mig.

”Hvad har gjort dig lykkelig for at se mig?” spurgte han forvirret og puffede langsomt mine hænder af hans skuldre, som jeg stadig havde liggende der. Rimelig sært, så jeg forstod godt, at han var forvirret.

”Jeg er da altid glad for at se dig,” betroede jeg ham og kiggede kort hen mod Cara, der ganske rigtigt, sad og kiggede på os. Hun havde nok regnet med, at jeg ikke gad snakke med hende, huh.

Niall rynkede bare på panden. ”Du er altså virkelig sær lige nu, Haz, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal håndtere det,” han grinede lidt af mig, før han satte hans glas til læberne og tog en tår.

”Du skal ikke håndtere det. Du skal bare give mig dit glas,” jeg rev det ud af hånden på ham og bundede det hele, ”jeg kom til at flygte fra Cara,” forklarede jeg så, og han blev endnu mere forvirret.

”Hvorfor fanden flygter du også fra Cara? Hvad har den søde pige nu gjort dig?” han kiggede over mod bordet, hvor Cara var i gang med at rejse sig, og så hvor Conor og Faith var rykket en anelse tættere på hinanden. Og det var mere end nok, hvis man spurgte mig ad.

Niall kiggede lidt på dem, før hans ansigt pludselig så helt forstående ud, og han klappede mig overbærende på skulderen. ”Nu ved jeg, hvad det er,” han grinede nærmest, og det var mig til at være forvirret.

”Hvad snakker du om?” udbrød jeg nærmest chokeret, fordi jeg ikke vidste, hvad fanden han snakkede om. Eller måske havde jeg en idé om det, men jeg skulle da lige spille dum, ikke? Ikke på vilkår, at jeg ville indrømme det uden videre.

”Det er Faith og Conor, du ikke vil sidde ved siden af, er det ikke?” spurgte han og lød helt glad. Hvorfor glad? Selv, hvis jeg indrømmede det, så var det hans bedste veninde, og han burde da blive lidt irriteret over, at jeg havde det sådan, når vi hele tiden diskuterede.

”Nej, nej, hvor har du dog fået den latterlige idé fra?” jeg udstødte et underligt host/grin, og det fik ham til at grine endnu mere af mig. ”Jo, det er, ellers ville du slet ikke reagere sådan her. Jeg kender dig altså,” pointerede han.

Ja, og hvorfor fanden kendte han mig også? Det var da til at blive fuldstændig idiot over nogle gange, altså. Som nu.

”Nå, så du er lidt smålun på Faith, og det er derfor, at alt det her har været i gang? Hvorfor ikke sige det, i stedet for at være en idiot over for hende?” han lagde hovedet på skrå og kiggede afventende på mig.

”Jeg er ikke lun på hende, okay? Det var bare lidt ubehageligt at sidde ved siden af de to turtelduer, surmulede jeg og lagde armene over kors, og det fik ham kun til at ryste på hovedet af mig.

”Jeg kender en forelsket fyr, når jeg ser en,” sagde han bare og klappede mig på ryggen, før han begav sig lige forbi mig og videre ud i mængden. Vældig sødt af ham.

Uden tvivl måtte jeg se helt lost ud, da jeg kiggede måbende efter ham, men jeg måtte også indrømme, at jeg ikke anede, hvad jeg nu skulle tage mig til. Mission flygt fra Cara/kom væk fra Conor og Faith var stadig i gang, og det var så også det, der fik mig til at begive mig lidt rundt i håb om at møde folk, som jeg kendte.

Og det skete da også rimelig hurtigt, da jeg fik øje på noget rødt hår, som jeg let kunne genkende. Ed!

”Hej makker,” sagde jeg dumt, da jeg kom hen til ham, og han smilede stort for derefter at give mig et underligt slags halvkram. Jeg smilede stort til ham og begyndte at spørge lidt ind til forskellige ting.

”Harry, du virker meget desperat efter at have noget at gøre, har jeg ret i det?” grinede han, og det fik mig til at blinke fucking mange gange. Hvorfor var det lige, at alle kunne se det på mig? Øv altså.

”Lidt måske, men det er lige meget. Jeg synes bare, at du skal være min ven og ikke spørge ind til det, men bare snakke lidt med mig,” svarede jeg så afslappet, som det overhovedet var muligt, og han nikkede langsomt til det.

”Okay så. Det ser ud som om, at der er to, der hygger sig derhenne, har jeg ret i det?” han lavede et underligt nik hen mod bordet, hvor jeg vidste, at Faith og Conor sad, og det fik mig til at dreje hurtigt rundt.

Synet, der mødte mig, var ikke noget, som jeg brød mig om, og jeg kunne mærke, hvordan alt i mig pludselig nærmet sydede af raseri. Jeg fik en underlig lyst til at gå hen og slå Conor og sige, at han ikke skulle stikke tungen i halsen på Faith, og jeg plejede ellers at have det meget godt med ham.

”Det.. siger ud ikke,” svarede jeg Ed ud mellem sammenbidte tænder, og det fik ham til at rynke på panden og kigge fra dem, hen på mig og så tilbage til dem igen. ”Oh,” sagde han så, som o der var noget, der lige var gået op for mig, og jeg skyndte mig at træde to skridt tilbage.

”Vi ses, Ed,” mumlede jeg, før jeg gik igennem rummet og hen forbi bordet, hvor de sad, med hastige skridt. Jeg ville ikke sige noget, for jeg ville gerne selv finde ud af, hvad det var, der gjorde, at jeg reagerede sådan her, som jeg gjorde. Det var virkelig til at blive sindssyg over.

Jeg greb min jakke i garderoben, og så var jeg ellers hurtigt udenfor, hvor jeg fik øje på en mørk, let genkendelig skikkelse. Zayn.

”Harry?” spurgte han forvirret, da jeg gik forbi ham og hen mod en taxa. Jeg stoppede op og vendte mig mod ham. ”Mhm?” det var et meget utydeligt svar, jeg kom med.

Zayn tog et sidste sug af sin cigaret, før han smed den på jorden. ”Er der noget galt? Du virker oprevet og er på vej hjem, og klokken er ikke engang særlig meget?” konstaterede han efter at have kastet et blik på hans armbåndsur.

”Jeg har det bare lidt smådårligt, så jeg vil gerne hjem,”  løj jeg, men Zayn lagde hovedet på skrå, d jeg sagde det. ”Ej, stop nu. Du skal ind og have lidt at drikke, og så kan du hygge dig her sammen med os andre. Du kan ikke bare tage hjem,” insisterede han og gik hen for at hive fat i min arm.

Jeg trak mig lidt tilbage. ”Jeg ved nu ikke. Jeg vil helst ikke have det alt for dårligt i morgen,” undskyldte jeg, og han himlede med øjnene af mit svar. ”Ej, hvad er det nu for noget? Du vil altid drikke, det kender jeg dig godt nok til at vide,” insisterede han, og efter vores øjne havde haft en intens magtkamp, endte det med, at jeg sukkede og fulgte efter ham indenfor igen.

Nu, da jeg havde været udenfor, var varmen endnu mere kvælende derinde, end den havde været før. Jeg havde allerede en trang til at løb væk, selvom jeg godt vidste, at det ikke rigtig kunne lade sig gøre.

Så ville folk da først tro, at jeg var ved at gå fuldstændig fra forstanden, hvilket jeg egentlig også var, siden jeg opførte mig så mærkeligt omkring Faith og alt det. Det var ikke helt normalt.

”Du går med mig op i baren, mester. Nu når du har fået mig til at blive,” betroede jeg Zayn, og han trak på skuldrene. ”Ja, ja, hvorfor ikke? Har du snakket med Cara i dag? Hun sidder og kigger meget undrende på dig,” fortsatte han, da vi passerede hende.

”Jeg har snakket med hende,” svarede jeg kort og styrede direkte op i baren. Der satte jeg mig på en stol og gjorde derefter tegn til, at Zayn skulle gøre det samme, og han gjorde det så.

”Hvad skal du have?” spurgte jeg ham om, da jeg havde sagt til bartenderen, hvad jeg skulle have. Zayn tøvede kort. ”En rom og cola,” endte han så med at sige, og jeg bestilte det til ham.

Mit blik faldt på Faith og Conor, der sad og pjattede med hinanden på en irriterende måde, som jeg ikke orkede at se på.

Det skulle nok blive en ufatteligt hyggelig aften, ja.

***

Der var gået mange timer, men det ændrede ikke på, at Faith og Conor stadig snakkede sammen. Det virkede lidt som om, at de ikke havde tænkt sig at skrive med andre end hinanden, og det frustrerede mig ufatteligt meget.

Hvorfor kunne jeg ikke bare være fuldstændig ligeglad, lige præcis som jeg burde være?

Nå, der var som sagt gået mange timer, og jeg var blevet godt fuld, fordi jeg havde fulgt Zayn råd og havde drukket mere end rigeligt, og så blev jeg da ved. Kender I ikke det? Når man er godt fuld, så kan man jo bare aldrig få nok alkohol, kan man vel? Nej? Godt så.

Det var derfor, jeg var på vej op til baren for at få fat i en masse shots til Louis, der ikke var lige så langt væk som mig, og så mig selv selvfølgelig. Når jeg var fuld, kunne jeg heller ikke få for mange shots, det var klart.

”Harry, er du sikker på, at du skal have mere? Hvem har lige opfordret dig til at drikke SÅ meget? Jeg tror ikke, at det er helt sundt,” indrømmede Louis, da han stillede sig ved siden af mig. Jeg trak kort på skuldrene og skubbede fem shots hen til ham.

”Jeg har det meget godt, har du ikke også det? Jeg vil ikke holde igen, nu når vi er her,” konstaterede jeg.

”Harry, jeg tror altså snart ikke, at du skal have mere. Skål,” grinede han så, og vi begyndte at bunde shotsglassene lige efter hinanden. Hver gang vi havde tømt et, knaldede vi dem nærmest ned i bordet.

Louis kiggede lidt på mig med et underligt udfordrende blik. ”Ved du hvad? Jeg tør vædde med, at du ikke tør gå hen og kysse Faith,” sagde han så pludselig, og jeg var lige ved at få et hosteanfald, fordi det altså var FAITH, han snakkede om.

”Hvad fanden snakker du om? Enten er du meget fuld, eller også har du slået hovedet,” konstaterede jeg efter lidt studering af hans ansigt. Det lignede godt nok ikke, at der var skader i det, men det kunne da alligevel godt være, at der var det, når nu han sagde, at jeg ikke turde kysse Faith.

”Jeg er fuld, ja, men derfor tror jeg stadig ikke på, at du tør gøre det. Og specielt ikke, når hun står og snakker med ham Conor. Du tror ikke, at du kan få hende fra ham, vel?” sagde han så med et grin, og jeg kiggede måbende tilbage.

”Er det der en udfordring, eller hvad?” svarede jeg så flabet tilbage, og med lidt tøven nikkede han. Jeg skulle fandeme nok vise ham, at jeg var bedre end ham Conor, som bare troede, at han havde Faith. Det havde han ikke.

”Godt så,” jeg kiggede Louis kort i øjnene og så hans overraskede blik, før jeg vendte mig om. Nu skulle det her bare klares, så var det godt igen, og så ville Conor måske ikke være så interesseret i Faith.

Jeg gik beslutsomt hen mod dem, og det var ikke længere ved bordet, nej. De havde præsteret at rykke sig helt hen til den anden side af baren, så hvis jeg ikke tog meget fejl, havde de også fået en del at drikke. Det gjorde det bare nemmere for mig.

Faith fik øje på mig, da jeg var halvvejs henne ved dem, og hun kiggede på mig med et underligt blik. Så var det som om, at hun prøvede at ignorere mig og derfor i stedet igen overlod opmærksomheden til Conor, der ikke havde opdaget mig.

Jeg vidste ikke, om hun gjorde det bevidst for at irritere mig, men hun rykkede sig tættere på ham og lagde en hånd på hans lår, imens jeg gik hen mod de, og det fik mig til at bide tænderne hårdt sammen.

Hvorfor irriterede det mig? Kunne det ikke være fucking lige meget? Nu skulle jeg bare have det her overstået, skulle jeg ikke?

Mine skridt blev betydeligt meget forlænget, da jeg så, at Louis også stod og gloede på mig - så var der ligesom lidt mere pres på, og jeg kunne ikke bakke tilbage. Ikke fordi, jeg havde tænkt mig at gøre det, men I ved. Der var bare mere pres og samtidig opbakning på. Positivt, ville jeg mene.

Conor lænede sig frem mod Faith, og da jeg godt kunne regne ud, hvad han skulle til at gøre, stillede jeg mig ind foran og pressede mine læber mod Faiths, før hun kunne nå at protestere.

Jeg kunne nærmest mærke, hvordan folk gloede forvirret på os, men det generede mig ikke. Mine hænder lå på hendes kinder, så det garanteret så utroligt romantisk ud, men det forvirrede mig endnu mere, at hun kyssede mig tilbage.

Okay, det gjorde hun så også kun i 2 sekunder, før hun skubbede mig væk og kiggede vredt på mig.

”Hvad fanden har du gang i, Harry?” nærmest råbte hun, og jeg trådte forskrækket et skridt tilbage. Hun havde ret. Hvad havde jeg egentlig gang i, og hvorfor nød jeg det, når jeg kyssede hende? Det var jo så fucking forkert, som det kunne.

Conor gik ind foran mig med krydsede arme og et forvirret blik. ”Hvad skete der lige der, man?” spurgte han forvirret, men jeg kunne godt se snerten af vrede i hans blik. Han forventede måske nok, at det var ham, der ’havde’ Faith.

Ingen havde Faith. Det var ligesom det, der gik lidt op for mig der. Der var ingen, der kunne eje Faith, for hun var virkelig sin egen person, og måske var det netop det, jeg både hadede hende for men også kunne lide.

”Gider du ikke godt svare mig på, hvad det der gik ud på? Det ene øjeblik hader du mig, det næste er jeg okay, så hader du mig, så er jeg fin nok igen, så kysser jeg med en anden, og så gør du det der? Hvad er det helt ærligt for et spil, du kører?” råbte Faith op i ansigtet på mig og lignede en, der var på randen til at græde.

Jeg stod og kiggede på hende – totalt mundlam. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige eller svare, og jeg fik heller ikke svaret, før der blev hevet i min arm, så jeg trådte lidt bagud.

”Undskyld,” sagde jeg så lavt, at det kun var mig selv, der kunne høre det, før jeg vendte mig om og blevet hevet udenfor af en meget sur Niall.

”Harry, hvad fanden tror du egentlig lige, at du laver? Hvad har du gang i?!” råbte han nærmest, og det var lige før, at hans øjne slog lyn. Niall var sur, og han var meget sur.

***

Okay så, Niall er sur, Harry er  jaloux, og Conor er kommet ind i billedet!

Undskyld for ventetiden, håber I kan tilgivee, hihihi! x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...