Lettaren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Well.... hvad skal jeg sige om den.... titlen og billedet siger det hele, og hvis I vil vide mere må I læse ^^

2Likes
3Kommentarer
423Visninger
AA

1. Sidste chance

Inden for 1 minut og 17 sekunder, skulle hun være der. Måtte hun være her. Med bøjet hoved sad jeg, bag en mørk husfacade, og så ned under den grønne bænk med massere af amatøragtig grafittig. 1 minut og 2 sekunder. Tiden gik ufattelig langsomt, men det var jeg nu glad for, da skuffelsen så ville vare kortere. 53 sekunder. Jeg kunne se en masse kvindeben båret ad fine, dyre og høje stiletter, men ikke hendes. 40 sekunder. Hun skulle komme, det her var sidste chance hun fik. 33 sekunder. Jeg kunne snart ikke klare det mere. 24 sekunder. At bruge hele sit liv på at vente, var ikke en mulighed. 12 sekunder. Mine ben var begyndt at sove, men jeg lagde knapt nok mærke til det, da angsten og nervøsiteten bedøvede det. Så er det nu.

5…4…3…2…1…

En lille tør tåre kæmpede sig ned af min forfrosne kind. Kunne jeg have regnet forkert. Nej. 3 minutter til at pakke sammen, 5 til at gå ned til bilen, og med en Fiat 500’s gennemsnitlige fart, og Københavns trafik og lyskryds, ville det tage præcis 32 minutter. Altså helt korrekt udregnet. Så den eneste forklaring på, hvorfor det kun var mig, der sad her bag den mørke husfacade, var den mest tænkelige grund af dem alle. Forræderi. Jeg vidste udmærket godt dette fra starten, planen ville ikke lykkes, uanset, hvor meget jeg håbede på det.

Heldigvis havde jeg også planlagt plan B. Selvom jeg ikke kunne vende min hjerne til at tænke i de retninger. Ikke endnu. Jeg havde i alt indtjent 983,5 af at samle mønter fra gaden igennem de to år, 3 måneder, 11 uger og 2 dage, jeg har ventet. Det var nok til en tog billet fra Hovedbanegården til Paris. Der ville jeg nu ikke hen, men tanken ved muligheden gjorde mig helt glad igen.

Jeg kunne næsten ikke mærke mine ben, da jeg rejste mig op igen. Jeg måtte af sted med det samme, hvor skulle jeg ellers tage hen? Det eneste sted ville være min sædvanelige bænk i H.C. Ørsted Parken, men i går svor jeg til mig selv, at det ville være sidste nat. Nu tog jeg de første skridt med mine sovende ben. Det var næsten som at blive genfødt. Da jeg havde gået et par skridt, kunne jeg se lyset fra Hovedbanegården. Jeg kaste et blik tilbage mod den mørke husfacade. Hun var der ikke. Hun kunne ikke acceptere mine forskelle, og det efterlod mig ikke med et andet valg. Jeg havde besluttet mig for ikke at give hende flere chancer. Nu var jeg den, der havde mest brug for dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...