Lettaren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Well.... hvad skal jeg sige om den.... titlen og billedet siger det hele, og hvis I vil vide mere må I læse ^^

2Likes
3Kommentarer
408Visninger
AA

3. Den sidste togtur

 Trods larmen og trængslen på Hovedbanegården, havde jeg ikke svært ved at lukke mig ind i mig selv, og tænke meget over mine nok sidste skridt i det land jeg aldrig før havde forladt, Danmark. Jeg tog mig selv i at føle en smugle sorg, men sørgede straks for ikke at tænke mere over det. Jeg kunne ikke begynde at få hjemve, inden jeg overhovedet var taget af sted. Jeg kastede et træt blik ned på min billet og lod mine svækkede sanser styrer mig igennem myldret af mennesker.

”DANMARK, KøBENHAVN - TIL - øSTRIG, KLAGENFURT”

Det stod med store tydelige firkantede bogstaver, der ikke var svære at tage fejl af. Jeg gik stadigvæk med blikket begravet i billetten, da jeg gik lige ind i en mand, der stod og talte i telefon.

”Så se dig dog for!” Sagde han med en stemme, der skar lige ind i mit øre. Jeg fik fremstammet et lille undskyld i mens jeg prøvede at skjule mit ansigt i skam. Da gik jeg væk fra ham og tænkte, jeg kommer jo aldrig til at se ham igen alligevel, og smilede en smule ved tanken.

På informationsskærmene kunne man se, at på spor 4 gik der et tog til Klagenfurt, og på min billet stod tallet 4 sørme også. Jeg gik ned til spor 4. På vejen opslugte jeg tavst de sidste minutter. Sekunder. Jeg nu havde tilbage af mit ophold i Danmark.

Toget skreg da det ankom, og jeg tog mig straks til ørerne. Så holdte det der, ikke ligefrem ny lakeret, men det var min eneste vej ud af den fortid, jeg nu så gerne ville glemme. Da toget holdte helt stille, begyndte folk utålmodig at samle sig i en klump foran toget. Jeg havde stort set aldrig kørt med tog før, så jeg gjorde bare, hvad jeg var bedst til, at gøre som alle andre. Jeg havde dog ikke en stor kuffert ligesom dem, men bare et lagen foldet sammen om alt, hvad jeg nu havde af ting. Toget stod længe med lukkede døre, og mens alle var i gang med at hidse sig op, stod jeg med alle mine religiøse tanker og tænkte, er det nu et tegn på, at jeg ikke skal tage af sted? Nej det kunne det ikke være.

Nej det kunne det ikke, for lige da jeg stod der og skulle til at genoverveje mit valg, åbnede de gamle slidte metaldøre sig med en lille beskeden lyd, og folk begyndte at storme ind. Alle havde så travlt selvom der stod med store bogstaver ude på afgangstavlen, at toget først kørte om 10 minutter. Jeg havde ikke travlt, men alle skubbede sig på bag ved mig, og fik mig til at gå hurtigere, end jeg egentlig havde lyst til.

Jeg skulle sidde i kupé 14 på plads 83B, hvad det så end skulle betyde. Efter at have været sådan cirka halvdelen af toget rundt, og spurgt 5 forskellige mennesker, fandt jeg endelig kupé 14. Døren til kupéen var gammel, men dog elektronisk. Der lugtede af brændt gummi med det samme, da jeg trådte ind. Det bekymrede mig egentlig ikke, for jeg vidste det var sådan et tog skulle lugte, selvom jeg ikke kunne huske præcis, hvornår jeg sidst havde kørt med tog.

Mine øjne gled frem og tilbage over numrene og bogstaverne, for at finde 83B. Efter noget tids søgen fandt jeg det. Jeg lod min øjne glide lige fra det orange, computerskrevne skilt, til den blonde, forholdsvis unge kvinde, der sad i sædet. Hun sov med hovedet oppe ad ruden, så man på den anden side af glasset kunne se hendes samme buttede ansigt, bare i en svagere, og mere spøgelsesagtig, udgave. Sjovt, de må have lavet en fejl, selvom der under 83B stod ”reserveret”, havde de givet den samme plads til en anden.

Jeg spekulerede ikke mere over det, men gik ud i midtergangen, hvor der egentlig også var fine siddepladser på de, nogenlunde rene, trappetrin. Her kunne jeg også ligge ned med udstrakte ben. Lige da jeg havde sat mig ned på det øverste trin, så jeg ikke forstyrrede dem der nu måtte komme ind, lukkede dørene og toget startede. Jeg lænede mit hoved mod væggen bag mig, og kiggede ud af de to store ruder, der var på dørene og så, hvordan menneskerne på perronen langsomt blev til udtværede skikkelser.

Uden tøven lukkede jeg øjnene, jeg ville jo nødigt til at blive sentimental.

Så fald jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...