Cold Blood (Massakren på Utøya)

Denne korte fiktion kan man teknisk set godt kalde et one shot. Det var rigtigt en skoleopgave, som jeg følte mig lidt malplaceret i at skrive, da jeg var bange for at mistolke de mange forskellige følelser. Men det endte nu meget godt - kommenter gerne med jeres mening. Det skal lige siges at fortolkningen og fiktionen er skrevet udfra pressefotoet, som nu er coverbilledet. :-)

16Likes
11Kommentarer
666Visninger
AA

2. Cold Blood

Vi bevæger os mod bredden. Jeg bevæger mig ikke. Men mine fødder gør. En tom følelse har boret sig gennem mit bryst, og fremprovokeret den snart sædvandelige hastige hjerterytme, som læger nok ville mene jeg skulle få undersøgt. Men læger, psykologer og andre bedrevidende autoriteter, er begyndt at give mig en følelse af eksperiment. Som en dukke, med et alt for stort hoved.

 Jeg skimter mod Thomas, der diskret forsøger at holde et vågent øje med mig.
Jeg ved ikke hvilke tanker, der hver dag suser gennem hans hoved. Men han har ændret sig. Det har vi alle.
 De siger at være døden nær, er som en åbenbaring, at det åbner ens øjne for virkeligheden og hvad man så hurtigt kan miste. Men jeg har aldrig før i mit liv følt mig så indelukket og desorienteret.

- Er du okay?

Thomas’ rustne stemme skærer gennem mine tanker, og lægger sig som en beroligende hånd langs mine skuldre. Jeg vender mig smilende mod hans forvrængede ansigt.
- Ja, fremstammer jeg hæst.

Jeg har fået det spørgsmål stillet mindst 48 gange. Men når Thomas spørger, så er det noget andet. Han spørger som min bror. Så naturligt og direkte, uden nogen form for følelse af pligt.

Jeg bemærker hvordan mine fødder stopper brat op, da vi nærmer os vandkanten. Mit blik er sunket mod de mørkegrå fliser, hvor vandet er lige på renden til at flyde over.
 Jeg ved hvad der venter mig, når jeg rejser blikket. Alligevel gør jeg det, da de svage bølger truer med at vælte mig omkuld. Jeg skimter mod den svage morgensol, som gemmer sig i horisonten og lyser Utøya op. Mit hjerte stopper dets hastige rytme, og sænker farten, så meget at jeg føler mig som forstenet.

Skrigende, gråden, hans jubel. Pludselig hører alting op. Stilheden overtager. Måske er det kun i mit sind? For forvrængede og opsvulmede ansigter er overalt omkring mig. Den stærke smag af blod i luften burde gøre mig handlingslammet, men det er som om hvert instinkt i min krop råber, at jeg skal flygte. Løbe fra ondskaben omkring mig, og være ligeglad. Så det er hvad jeg gør.
 Jeg flygter gennem den tynde skov med lukkede øjne, henover lig og blod, indtil jeg når bredden. Langs bredden ser jeg desperate selvcentreret mennesker som mig selv, der forsøger at nå land ved at svømme. Jeg skal lige til at hoppe i, da jeg bemærker ham. Hans iskolde krop kommer til syne i udkanten af skoven. Han er omkring de 10 meter fra mig, alligevel er det som om han møder mit blik.

Jeg kan ikke få mig selv til at løbe, til trods for hans mange våben. Så jeg springer, svømmer. Suger alle mine kræfter til mig, og fokusere på mine mange svømmetimer. Vandet er rødt, så da de lydløse tåre pisker langs mit ansigt, er de lette at genkende. Jeg begynder at få min hørelse tilbage, min bevidsthed, og skrigende runger som hovedpine i mig. Jeg hører skudende, som bliver affyret mod vandet, men svømmer videre. Folk bliver ramt, mens jeg forsøger at fokusere på mit crawl.

Instinktivt sænker jeg mit blik, inden skyldfølelsen overtager mig helt. Jeg søger efter noget distraherende.

Blomsterne.
 Navne, kort og specifikke farver er overalt. Dog er der et kort, som hurtigt fanger mit blik. Kortet er elegant pyntet, som pigen. Jeg kender hende. Sarah. Hun var noget af det mest elegante og spinkle menneske, men med meninger, som hun aldrig tog for givet. Mine øjne læser hurtigt det lyserøde kort igennem, som er overrumplet med citater. Men én citat skinner igennem dem alle.

”Barndommen varer ikke fra fødslen til en bestemt alder, og når så den bestemte alder er nået er barnet voksent og lægger alle barnlige ting på hylden. Barndommen er det rige hvor ingen nogensinde dør.”

En malplaceret klump stiger mig til halsen, og tvinger de først nu indlysende ord ud af min mund.

- Han tog barndommen fra os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...