Forever Sunset

Renesmee skal starte i High School og er nu 17 år gammel. Det er bestemt ikke let. Blodet løber i hendes årer, og hun må tackle sine kejtede teenage faser. Så er der Jacob. De to er bedste venner og mon ikke, at det udvikler sig til mere?

Det er dog ikke alle der synes, det ville være en god idé, hvis Jacob og Renesmee blev mere end bare venner. For dog er de vilde med hinanden, men ingen har glemt kampen for 10 år siden...


-Det flotte cover er lavet AsyA. :)

15Likes
12Kommentarer
843Visninger
AA

2. Reservatet

 

Der lød et brag fra mor og fars hytte. Jeg fnisede. Man kunne sagtens høre hvad de havde gang i. Det var midt på dagen, og jeg var sammen med Jacob. Han havde netop spurgt om jeg ville med til reservatet, så jeg skulle spørge mor og far først. Det skulle jeg altid. Næsten alle andre steder måtte jeg gå hen til uden at spørge. Men Quileute reservatet… De var jo ikke særligt vilde med mig, da jeg var lille. Så praise The Lord, for Jacobs ulveprægningsting.  Han var ikke meget for, at jeg skulle gå i High School. Men jeg var jo 17 år nu. Jeg kunne godt styre mig! Og jeg voksede ikke mere. Carlisle, min granddaddie, som var alt for ung til at være min bedstefar, ville ikke risikere, at jeg lavede flere pludselige voksestunts. Sidste år, troede vi, at jeg var helt færdig, men så! Voksede jeg lige de sidste to centimeter. Men… Nu skal jeg leve i al evighed sammen med mor og far og Jacob.

Jeg ved ikke hvordan, men Jacob ældes ikke mere. Der er ingen forklaring på det. Måske… fordi han blev præget i en halv vampyr? Når jeg tænkte over det, var jeg det faktisk ret sejt. Pludselig følte jeg mig som en totalt unik superstjerne. Menneskevampyren. Ja, det mig. Jeg kan drikke blod OG spise menneskemad! Hvad siger I så, huh? Men nej, Nahuel, fandtes jo også. Hmmm. Tænk, at jeg drak blod. Bloood. Blod. Sådan.. blod?! Jeg elsker ærlig talt dyr. Mit yndlings dyr er selvfølgelig mit Jacob! Og jeg gik IKKE ind for, at mor og far og resten af familien spiste dyreblod. Men helt ærligt. Vi blev jo nødt til det! Vi kunne jo ikke bare ødelægge det Carlisle har kæmpet for at opretholde. Jeg kan bedst lide pumaer. Nogle gange deler jeg den mor. Så meget kan jeg heller ikke spise. Jeg sukkede, og kiggede i retningen af den store slette, hvor kampen var foregået for 10 år siden. Det var selvfølgelig ikke en kamp. Ikke rigtigt. Men jeg måtte ikke gå der ud. Ingen tillod det. Selv ikke Jacob var meget for at lade mig gå derud. Han var ellers altid så svag når det gjaldt mig. Haha. Jeg nåede hen til mor og fars hytte, og bankede på. Der gik 15 sekunder, så stod far i døren i badekåbe. Jeg fnisede. Han løftede det ene øjenbryn. ”Hvad?” sagde han. ”Ikke noget,” fnisede jeg.

”Hvad så, skat?”

”Ja, det ved du jo godt.”  Han kiggede på mig, som om han ikke vidste, hvad jeg mente. Pludselig kneb han øjnene sammen.

”Hmmm, jeg er ikke meget for det… Vent her, jeg spørger din mor.” Han var tilbage sådan cirka 10 sekunder efter.

”Okay, Nessie. Hvis du lover at passe på, må du godt. Han smilede. Du er jo blevet stor nu.”

”Tak, far,” sagde jeg, og kyssede ham på kinden.

”Altid min elskede!” råbte han.

Jeg var allerede på vej mod huset, hvor Jacob sad. Han var blevet virkelig gode venner med alle i min familie. Selv Rose. Han jagede endda nogle gange med dem. Carlisle, stod i døråbningen og ventede på mig. ”Hvad sagde de?” spurgte han.

”Jeg måtte godt!” Jacob havde tydelig vis hørt det.

”Fedt, lad os komme af sted.” Han tog mig i hånden, og kyssede mig på kinden. Jeg rødmede. ”Det er da rart, at nogen her i huset, har farve i kinderne,” brummede han.

”Pff. Du skal ikke fornærme min familie, Jake!”

”N-Nej. Rolig Nessie. Det var sjov!” Jeg daskede til hans skulder.

”Slap af, Jake. Det ved jeg da godt.” Han åndede lettet op. Et øjeblik stod vi bare og kiggede på hinanden. Han kiggede måbende på mit ansigt.

”Hvad er der?” spurgte jeg.

”Du bare smuk,” mumlede han. Endnu engang rødmede jeg.

”Hvor du dog minder om din mor. På alle måder,” lo han. 

Jeg grinede. ”Er det godt?” spurgte jeg. Jacob kiggede på alvorligt på mig. Jeg følte et kick i maven. Det var den følelse jeg fik, hver gang han kiggede på mig. Han kiggede meget dramatisk ud i luften. ”Din mor var en skøn kvinde,” sagde han melodramisk. ”VAR?!” råbte jeg.

”Ja, du ved. Hun er jo sådan set død.”

”Shut up, køter,” grinede jeg. Han smilede. Så grinede vi begge to. Jeg elskede hans latter. Den var smittende og glad. Pludselig tog han fat om livet på mig. ”Ved du godt, at jeg elsker dig, Renesmee?”

Han tog pusten fra mig, og et øjeblik var jeg helt ude af fokus. ”Ja, hviskede jeg, og jeg elsker dig.”

 Jeg vidste, at intet glædede ham mere i verden end at få at vide, at jeg elskede ham. Vi stirrede dybt i hinandens øjne, og jeg følte mig faktisk, som var jeg med i en eller åndssvag kærlighedsfilm. Jacob grinede.

”Nå, skal vi komme af sted?” spurgte han.


 

-Så hvad syntes I om den? Smid en kommentar, og like den, hvis du lyster. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...