Voice

Efter en ulykke har Kate mistet næsten al stemme. Det er kun få ord hun kan sige, før smerterne i stemmebåndet, tager over igen. Selv mener hun at hun har mistet en stor del af sig selv. Hun har derfor gradvist lukket sig mere, og mere ind i sig selv. Har kun kontakt til meget få personer. Det stort set eneste der kan bringe et smil frem på hendes læber, er hendes ridning, og hendes elskede islænder. Men hvad vil der ske, når hun møder en der også har et handicap'? Og vil hun nogensinde få muligheden for, at få stemmen igen?

4Likes
10Kommentarer
872Visninger
AA

3. Smilet kan komme frem

Efter næsten hele siden var fyldt ud, ringede klokken endelig ud. På ikke mange sekunder havde mine klassekammerater rejst sig fra deres stole, og støjen ramte mig som et jag i ørerne. Kunne de ikke lige tage, at slappe lidt af? Det ville ikke dræbe dem, hvis de gjorde det stille og roligt. Problemer med hørelsen ville de heller ikke få senere i livet. Men med mit tavse sprog, kunne jeg ikke gøre meget, for at kontakte dem.

I må vel egentligt tænke hvordan det kan være, at jeg er i en almindelig klasse, når jeg nu ikke kan præstere mundtligt. Men mine forældre mente at det ville være bedst, hvis jeg blev sammen med alle mine venner. Hvilke venner spørger jeg så. Før min verden gik under, havde jeg måske nogle få, men ikke længe efter forsvandt de. Vi kunne jo ikke synge, snakke, og snakke som vi gjorde før, og så var der jo ingen grund til at være venner? Men jeg delte også lidt deres holdning til det. Der var jo ingen grund til det.

Nu deler I måske ikke min holdning, men så er det jo heldigvis også min beslutning.

Men nu tænker I nok. 'Hvad nu hvis du bliver spurgt om et spørgsmål?' Det er så her Ellie kommer ind i billedet. Hun er 24 år, og er i gang med sin uddannelse til translatør med tegnesprog. Til dem der ikke forstod, skærer jeg det ud i pap. Hun har lært tegnesprog, og kan det flydende. Hun kan så virke som en oversætte mellem mine lærere, og mig. Forstået på den måde, at hvis jeg skal sige noget, sender jeg tegnene til hende, og hun siger dem så højt.

Hun er en fin nok person, men hvis folk ikke kender hende, bliver de nok lidt skræmt i starten. På grund af hendes udseende. Hun har kort kulsort hår, med store brede striber af pink. Hendes øjne er omfavnet af en sort farve, der for hendes lyse blå øjne, til at stå frem på en helt ekstrem måde. Hun i klæder sig tit, i sort, og net tøj, men det mest 'skræmmende' på hende på nok være hendes 'korset'.

Når jeg snakker korset mener jeg ikke det klassiske stykke tøj, der kan strammes ind til du nærmest dør at iltmangel. Nej, hun havde fået sat ringe ind i huden, hele vejen ned langs siden, og derefter var der kørt et bånd igennem, der endte i en sløjfe. Dette gjorde så at det lignede hun havde et korset i hendes skind.

De fleste folk ser det ikke lige med det samme, eller påstår at det er falsk, men når de så opdager sandheden? Jeg har set to brække sig på gulvet. Men nu er det også Ann, og Sophie, og de er nogle af de mest overfølsomme mennesker der findes. Jeg har tænkt tanken, om de mon besvimer når de skal skifte bind.

Men Ellie var som sagt, en fin nok person. Hun var egentlig flink nok, men jeg havde kun noget at gøre med hende i timerne. Lige så snart klokkerne ringede ud, smuttede hun sammen med alle de andre elever. Så en spændende, og interessants person var jeg åbenbart ikke.

Men det vidste jeg nu godt allerede, så ingen nyhed i dette.

Lige nu ønskede jeg bare på at de sidste tre timer vi havde, ville gå hurtigt. Så jeg kunne komme ud til mit fristed.

___

Efter en let matematik time, kunne jeg endelig slippe fra det røde fængsel, der blev kaldt skolen. Jeg havde egentligt ikke noget imod selve skolen, men mere det den indeholdt. Eller dem den indeholdt.

En kærlig stemme fik dog rykket mig ud af tankerne.

"Er det dig Kate?" spurgte min mor højt, da jeg netop havde lukket hoveddøren. Jeg smed min taske, og stak hovedet ind i køkkenet hvor hun stod, og æltede en dej. Jeg gav hende et hurtigt smil, og smuttede derefter hurtigt op af trapperne.

Mine forældre var rare og støttende, men de forstod bare ikke særlig tit. De kunne ikke se at mit tavse sprog forhindrede mig i at gøre mange ting, som jeg selv gjorde. Men de gjorde sit bedste, og det prøvede jeg, så godt jeg kunne, at være glad for.

Jeg rev mit skab op, og næsten flåede mine ridebukser ned fra hylden. Men en længsel efter at komme ud til mit fristed, begyndte at trænge sig ret meget på. Et sted hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om andre, men egentligt bare kunne mig selv, og min ven. En kær ven, der ligesom mig, ikke snakkede de andres sprog.

Hurtigt fik jeg skiftet bukser, og det behagelige stof fra ridebukserne smøg sig om mine ben. Hvis der var noget der var rart at gå i, var det ridebukser. De sidder dejlig tæt til dine ben, men der er stræk i dem. Eller det var der i mine. Jeg brød mig ikke om dem der var stive, og som man konstant skulle trække op i.

Men af sted, i mine dejlige ridebukser, kom jeg. Jeg smuttede hurtigt ud i køkkenet, hvor min mor nu stod og placerede boller på en plade. Jeg snuppede et æble fra frugtkurven, og fik taget en stor bid, så saften løb mig ned ad hagen.

"Tager du ud til hesten nu?" spurgte min mor, og gav mig et kærligt smil. Jeg nikkede kort, samtidig med at jeg tørrede hagen af i min sweater.

"Jamen, så god tur skat," svarede min mor igen, og gav nu igen sit fokus til bollerne. Jeg traskede hen til skabet, og fik slæbt mine staldstøvler ud fra hylden. Snavsede var hvad de var, men det kunne ikke undgås når du gik i en stald.

Jeg kunne endelig smække hoveddøren efter mig, og småløb over mod min cykel, hvor jeg hurtig steg op, og så ellers fik trampet pedalerne rundt, så jeg hurtigst muligt kunne komme af sted.

Vinden bed mig dejligt i kinderne. For nogle var det ubehageligt, men ikke for mig. Det var kun en bekræftelse på at jeg kom af sted i et godt tempo. Langsomt skulle det nemlig ikke gå.

Grå asfalt veje, og små trygge huse var mine omgivelser, men snart blev der tyndet ud, og i stedet dukkede der marker op. Store grønne marker, hvor man næsten kunne høre vinden kalde efter en. De store egetræer begyndte nu også at dukke op i mit udsyn, og ikke længe efter kom skiltet med skriften 'Egestalden'. 

Skiltet prydede i skovkanten, og mens jeg cyklede under de store trækroner, kom en stemningsfyldt fornemmelse i maven. Gode minder blev bare ved med at komme til mig. Jeg kunne mærke det trække i mundvigene allerede nu, så et smil ville snart komme til ansigt på mit ansigt.

Jeg havde ganske ret. Allerede da jeg kunne se hende ude på folden, begyndte smilet at vokse. Straks jeg kunne høre gruset knase under mine dæk, cyklede jeg endnu mere til, og hoppede hurtigt af den, da jeg kom hen til den hvide stald. Cyklen smed jeg op af staldmuren, og ellers traskede jeg inde af den åbne stalddør.

Der var kun få mennesker i stalden, og da de så mig komme, gav de en hurtig hilsen, og fik et sædvanligt nik tilbage. Det var noget af det rare ved stalden. Selv om jeg ikke blandede mig med andre folk, blev jeg stadig set.

Ved boksen prydede et skilt med navnet, 'Elfur'. Jeg elskede det islandske navn, som have betydning af vandfald, strøm, og flod. Men at ride hende, var også som at sidde på en vuggende flod. Hendes gang var meget flydende.

Jeg snuppede hurtigt et træktov, der var sat fast på boksen, og gik derefter med raske skridt ud med folden.

Solen skindede ned fra den næsten skyfri himmel, så jeg var nød til at skygge med hånden da jeg spejdede efter Elfur. Hendes pels glimtede næsten på grund af sollyset, da jeg endelig fik øje på hende. Den varme chokoladefarve, der sad i både pels, man, og hale, matchede hendes øjne i samme farve.

Jeg dukkede mig under leddet, og begyndte at gå rolig hen mod hende. Fra lommen hev jeg den lille fløjte op, og da jeg første op til munden, kom der en blød tone, da jeg pustede luft i den. Strakts røg Elfurs hoved op. Hendes blik søgte mod lyden, og ikke længe efter kom et skingert vrinsk. Hun satte i en rask trav, og snart stod hun og prustede rolig mod mine hænder.

Følelsen af lykke overstrømmede mig endnu engang, og endelig kom mit smil helt frem.


_________________________________________________________________________________

Så kom andet kapitel! Er næsten helt stolt at jeg formåede at skrive igen (: Men tror faktisk på at jeg kan holde fast i historien.

Kapitlet blev en del længere end jeg troede, så valgte derfor også at slutte det nu. Men så lange kapitler skal I desværre ikke forvente hver gang ;)

Igen kom gerne med kritik, eller en kommentar.

Hvis I har 'liket' eller følger historien, Tak :D! Er glad for at nogle tager sig tiden til at læse det ^^

- Signe LP

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...