Marui øjne

I 4 år, har det største land Kuru hesket over de tre andre lande, Merak, Serabia og Normen.
Kuru er et brutalt og koldblodigt land, som hesker over de andre lande, og tvinger dem i knæ. Børn, bliver opdraget til at dræbe alle der står i vejen for dem, og kun de stærkeste, overlever.
Merak har altid kunne tale Kuru til fornuft. De to lande har altid haft et tæt bånd, men da Kuru fik ny kejser, ville landet ikke længere bukke under for andre. Merak er et meget fredeligt land, og søger ikke andet end fred, og harmoni.
Serabia er elementernes land. Kuru bruger Serabia til at træne unge og børn.
Og så er der Normen, som ingen rigtig bekymre sig om. De har altid bare været et lille land, som har været slaver for Kuru.

Meiann kommer fra den lille undermåler by, Normen, og er træt af at høre om hvad de ikke kan. Samtidig, er hun aldrig blevet opdraget som en kriger, men har gået for sig selv.
Hun beslutter sig for at forlade sin søster, som er hendes eneste tilbageværende familie.

1Likes
0Kommentarer
244Visninger
AA

1. Hvad øjne ikke ser.

Jeg blev ved med at stirre vagten i øjne, men jeg klemte drengen tættere ind mod mig. "forsvind! I har ikke ret til at stjæle min bror!" Drengen lod ikke til at være bange, men havde et stort ar hen over kinden. Han havde sikkert oplevet meget værre ting, end at blive kidnappet. "Er det der virkelig din lillebror?" Krigeren smilede lumsk, og begyndte derefter at grine, højlydt. "Hans ansigt ligner tegnet på en engel, og dine øjne, viser at du er en dæmon." Pludselig fik jeg den følelse i brystet igen. Som om, noget ville hoppe ud af brystkassen på mig, og kæmpe mod alle der stod i vejen for mig. "Du er præcis som alle andre i det rædsels land til Kuru." Jeg knyttede mine hænder så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Men det betød ingenting. "Giv mig ham. Nu." Han så ikke ud til at have det sjovt mere. "Jeg har ikke tid til folk som dig. Eller burde jeg overhovedet kalde jeg folk? I er mere som vores husdyr. Og du, er en uartig lille kat. Du har en beskidt mund." Krigeren så tydeligvis ned på mig. De så os faktisk, som dyr. Slaver, fanger, deres små underhunde. Krigerne trak et lang, hvidt sværd frem, som reflekterede solens lys. Han holdte det nu fast og stabilt i sin hånd, og kiggede mig alvorligt i øjne. "Fjern barnet. Men lad ham se på, han skal vide, at i virkeligheden, bliver kvinder ikke skånet." Han smilede ned mod drengen, mens drengen bare stirrede ansigtsløst på ham. Jeg havde egentlig håbet lidt på, at han ville trække sit våben. På en måde. Jeg lod min hånd glide ned mod mit bælte, hvor skeden til min kniv sad. Jeg trak den op, og holdte den til forsvar i den ene hånd, frem mod mig. "Det er en joke, ikke? En ung kvinde, der vil forsvare sig mod en kriger, af det største folk... Med en lille kniv?" Pludselig brød krigeren ud i en kæmpe latter. Han grinte så meget, at han måtte holde sig til maven, og tabte sværdet. Jeg lukkede blot øjne, og koncentrerede mig om at samle alt min mana, i mine øjne. Hans øjne kan ikke se, en tiendedel af hvad mine kan. Da jeg åbnede øjne langsomt igen, så drengen faktisk en smule overrasket ud. Han stirrede på mine øjne, med åben mund. Men selvfølgelig gjorde han det. Det undrede mig at han ikke var flygtet, for længst. Før, var mine pupiller blot sorte. Ligenu, var der intet andet, end en sort pupil tilbage i øjne på mig. Jo større pupiller jeg har, jo meget kan jeg se, ikke?

Manden kiggede pludselig på mig som om han var bange. Han samlede sit sværd op, og forsøgte at stå lige, uden at skælve. Han tog det faktisk pænt. Han tog tanken om at han alderrede var død, pænt. Alle der har set mine Marui øjne, dør. Stakkels fjols. Det var ham, som pissede mig af, og derfor besluttede jeg mig for at dræbe ham - med lidelser. "Hv-hvad er du?" Sagde han og bevægede sig langsomt bagud. "Mig?" Sagde jeg og begyndte at grine lavmeldt. "Jeg er bare en uartig lille kat, ikke?" Og så løb jeg i fuld fart, over mod han, og svang min kniv mod hans strube. Krigeren faldt sammen på gulvet, med at snit i halsen. Pludselig fik han tåre i øjne og tog sig til halsen. Han hyllede i smerte, mens blodet strømmede ud mellem hans fingre. Til sidst, ligger han stille på jorden, og han stopper med at bløde. Men ikke fordi han er død. Fordi han aldrig vil kunne bevæge sig igen, efter at have kastet denne forbandelse på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...