No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

218Likes
308Kommentarer
52146Visninger
AA

9. Words.

 

*HALVT RETTET IGENNEM*

Jeg var tom for følelser, da jeg vågnede et par stykker ude på natten. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, derfor prøvede jeg at falde i søvn igen. Hvilket var umulig og den varme krop ved siden af min, gjorde det også en smule umuligt.

Det var ikke min mening i går, og jeg vidste overhovedet ikke, hvorfor jeg havde ladet en lyd undslippe mine læber. Okay, faktisk havde jeg hulket mig selv i søvn i Zayn’s arme, så hvem ved, hvor lang tid det var.

Bare tanken om at Liam sikkert havde fået håb nu, gjorde min krop rystede kraftigt. Jeg havde ladet det komme ud. Med lyd. Det var forkert, jeg havde brugt så lang tid på at lukke mig selv inde.

Jeg ønskede ikke at begynde at tale igen. Jeg ønskede ikke at føre samtaler med folk, som alligevel bare ville sige, at jeg skulle komme videre, og ligge min mor væk.

Det havde jeg ikke lyst til, og det ville ingen folk sikkert forstå..

Zayn rykkede uroligt på sig, og der begyndte tårerne igen at løbe lydløst ned af mine kinder. Jeg havde lyst til at råbe på Zayn. Råbe på Liam. Råbe alle mine følelser ud til dem, så de kunne sende mig til en eller anden latterlig psykolog.

Jeg ville have min brors hjælp og Zayn’s, hvis jeg endelig ville ha’ hjælp. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, om jeg skulle bede om hjælp. Om jeg skulle åbne mig helt op, og fortælle folk alt, eller om jeg skulle holde alt inde i mig selv, og forblive sådan her for altid.

Min krop rystede kraftigere, og det fik Zayn til at sætte sig undrende op. Han tændte lystet, og så bekymret ned på mig.

Jeg ville vædde 100 på, at mine øjne kun viste frygt. Jeg var bange for mig selv, og jeg var bange for min fremtid. Skulle jeg være sådan her for altid? Lukket inde, og få et liv i ensomhed.

Min krop rystede kraftigere igen, da Zayn trak mig op til sig, og vuggede mig, imens han mumlede nogle beroligende ord.

Jeg havde ikke hørt min egen stemme i et halvt år, men alligevel havde jeg sådan lyst til at råbe efter Liam.

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg lå bare i Zayn’s arme, imens han lige så stille vuggede mig, og hviskede beroligende ord til mig. Men det var ikke nok. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville have. Måske ville jeg have, at de skulle sætte sig ned overfor mig, og få mig til at snakke.

Om de så skulle sidde der i flere dage. Jeg ville ønske, at de gjorde det, men på den anden side, ville jeg ikke vide, om jeg skulle åbne op.

”Z-Zayn..” Min stemme rystede, og den var ikke, som jeg selv huskede den. Den var ikke fyldt med energi, og den var ikke højlydt. Den var stille, svag, og rystende.

Zayn trak mig ud, så han kunne se på mig. Jeg åbnede munden, men ingen lyd ville forlade den. ”Snak til mig, Summer..” Mumlede Zayn bekymret, men jeg stirrede bare grædefærdigt på ham.

”L-Liam..” Han rynkede brynene, men fattede dog hurtigt det hele. ”Vent her,” mumlede han, og lagde mig under dynen. ”Liam kommer lige om lidt, okay?” Jeg svarede ikke.

Men Zayn forsvandt ud af værelset, og det eneste, som gik igennem mit hoved lige nu - var, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde.

Jeg havde brugt min stemme…

Jeg var svag…

Liams synsvinkel:

”Liam!” Zayn’s stemme nåede mig, og jeg trak irriteret dynen op over hovedet. Liam var dog hurtig til at rive den ned igen, og bande højlydt af mig.

”Liam forhelvede. Det Summer.” Jeg flåede straks øjnene op, og kiggede forvirret på ham. Han sukkede, inden han kiggede ned med et smil. ”Hun sagde.. Hun sagde vores navn Liam.” Han kiggede op, og sendte mig et smil fyldt med håb.

Ligesom jeg troede, at dette var en drøm, stoppede Zayn mig i troen. ”Det er ikke nogen drøm Liam. Hun gjorde det,” han kiggede seriøst på mig, og jeg ville vædde med 100 på, at mine øjne lyste op som aldrig før.

”Men hun er overhovedet ikke okay,” jeg kiggede straks forvirret på Zayn, og han gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham. Jeg rejste mig, og kort tid efter stod jeg i døråbningen til Summers værelse.

Hun sad op, og hendes blik var fyldt med frygt. Hendes krop rystede kraftigt, og hun åbnede hele tiden munden som om, at hun ville sige noget.

Jeg handlede hurtigt, og sad få sekunder med armene om hende. Jeg vuggede hende, og da hun begyndte at hulke højlydt, klemte jeg hende ind til mig.

”L-Liam..” Hendes stemme var rystende, og den var slet ikke, som jeg huskede den. Jeg ville gipse, men vidste det ville være den dummeste ide til dato. Derfor holdte jeg mund, og lod hende hulke, imens hun strammede om den T-shirt jeg havde på.

Vi sad sådan længe. Summer hulkede højlydt, og Zayn bevægede sig nervøst frem og tilbage. Engang imellem havde mig og Zayn en smule øjenkontakt, hvor vi kunne vise hinanden lidt af, hvad vi synes om hele denne sene.

”Summer søde..” Hviskede jeg, da hun endelig stoppede med at hulke. Hun stirrede en smule på Zayn, inden hun rykkede sig ud af mit greb. Jeg gav Zayn et opgivende blik, men han smilede bare skævt tilbage.

”Vi snakker om det senere..” Jeg rejste mig, og Zayn lagde kort en hånd på min skulder, da jeg placerede ham. Da jeg nåede døren, stoppede en spinkel stemme mig.

 ”J-jeg har ikke lyst til at snakke om det..” Jeg vendte mig om, og stirrede på hende. Hun så fortabt ud, hvilket skar i brystet på mig.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg stirrede bare en smule fortabt på hende, sådan vi næsten lignede hinanden. Bortset fra at hun var langt mere fortabt, end jeg var.

”Jeg vil ikke snakke om det, Liam.” Hendes stemme havde fået en smule mere styrke, men det var egentlig ikke fordi, at hun lød som før et halvt år siden. ”Summer,” Zayn afbrød, og bevægede sig over imod hende.

Hun rystede kraftigt igen, men hun kunne, da ikke bryde sammen endnu engang kunne hun. Zayn satte sig ned ved siden af hende, og lagde en hånd på hendes skulder. Han ville se hendes øjne, men det eneste, som hun fokuserede på lige nu.

Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvilket fik mig til at se forvirret på hende. Hvad havde hun gang i?

Summers synsvinkel:

Jeg ledte efter noget indeni ham. Jeg ville se ham bryde sammen over mor, ligesom jeg gjorde hver eneste dag. Men han stod bare dér, og kiggede forvirret på mig.

Jeg vidste, at jeg allerede havde sagt for meget. Jeg havde på en måde overtrådt mine egne regler, og nu ledte jeg bare efter noget, som måske kunne overtræde Liams regler.

Men han stod bare dér. Forvirret og en smule såret. Hans brune øjne borede sig ind i mine. Jeg ville råbe, råbe og skrige af ham. Jeg ville have at vide, hvorfor han kunne, når jeg ikke kunne.

Men jeg kunne ikke sige mere i dag. Det var forkert – alt. Alt var forkert. Jeg hadede forandringen, og det værste var, at jeg selv var skyld i den.

”Godnat,” mumlede Liam en smule såret, inden han vendte sig om, og forsvandt ind på hans værelse. Jeg ville løbe efter ham. Skrige og råbe af ham. Fortælle hvad jeg følte, men en eller anden holdte mig tilbage.

Derfor lagde jeg mig bare ned, og stirrede direkte op i loftet. Zayn lagde sig også ned, og stirrede sikkert også op i loftet.

”Du forstår ham ikke.” Jeg rynkede forvirret brynene, også selvom jeg vidste, at han ikke kunne se det.

”Jeg har ret, Summer, jeg ved det.” Han trak vejret dybt. ”Du forstår det ikke. Du vil have, at han skal føle det samme som dig. Opleve den smerte, du oplever.”

Det var som om, at han bare åbnede mit hoved, og gravede alle mine tanker til sig. Han havde ret. Jeg hadede at skulle føle denne smerte helt alene.

”Men så er du alligevel glad for, at han ikke føler den, for du ved, hvor ondt det gør.” Hans stemme rystede en smule.

”Du ved ikke, hvad du skal gøre af dig selv mere. Du vil, også vil du ikke. Du kan ikke beslutte dig, men snart, Summer, snart..” Han holdte en pause, hvor han selv satte sig op, og trak mig ind til sig.

”Snart giver du slip på hende..”

En tåre gled ned af min kind, men Zayn tørrede den hurtigt væk. Han tog mit hoved i sine hænder, og borede sine øjne ind i mine. Han undersøgte hver følelse, jeg nogensinde havde følt.

”Og det er okay at gøre det.” Han smilede skævt til mig, og tørrede igen en tåre væk fra min kind. ”Det er helt okay,” hviskede han, og trak mig helt ind til sig.

Jeg lod mine hænder omfange hans T-shirt, imens jeg strammede grebet mere og mere om den.

”Summer, det tog også lang tid for mig.” Han vuggede mig frem og tilbage, hvilke fik et smil til at glide over mine læber.

”Det tager stadig tid for mig nogle gange. Hun forlader dig aldrig, Summer. Hun vil altid være dér for dig, også selvom du ikke føler det. Hun er der.” Han lod sin hånd kører op og ned af min ryg, imens jeg tegnede cirkler på hans T-shirt.

”Men du lærer det.” Han lagde sig ned, og straks lagde jeg mig på hans bryst. ”Det er okay, Summer.. Du må aldrig tro andet..”

Jeg lukkede øjnene i, imens Zayn trak dynen over os. Jeg klemte om hans bluse, da han slukkede lystet, og tog en dyb indånding.

”Giv ham en chance, han vil kun hjælpe dig.” Jeg rynkede brynene. ”Han tvinger dig ikke til at glemme hende. Han tvinger dig til at ligge hende væk nogle gange.”

Jeg lagde min hånd mod Zayn’s hjerte, og lod dens rytme berolige mig. ”Han har brugt flere timer på selv at ligge hende væk, og nogle gange lykkes det ham heller ikke.”

Jeg kiggede forvirret på ham, men da jeg kom i tanke om mørket, lukkede jeg hurtigt øjnene igen.

”Tak Zayn.” 

__________________

Undskyld ventetiden.

xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...