No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

218Likes
308Kommentarer
52141Visninger
AA

22. They say bad things happen for a reason.

Zayn’s synsvinkel:

Jeg havde kun øje på Summer. Det var som om, at hun frygtede noget. Hun stirrede rundt omkring sig, imens hun gned hendes hænder voldsomt mod hendes arme.

”Liam,” han stoppede midt inde i hans sætning. Han fulgte mit blik, og jeg kunne hurtigt se, hvordan det ændrede sig. Han fortrød.

”Liam – det er ikke Zayn’s skyld.” Danielle lod hendes blik ligge sig på Liam. ”Se på hende,” mumlede Eleanor bekymret. ”Hun ligner en, som er i en hel anden verden.”

Liams blik blev fjernt, imens Summer blev ved med at kigge fra side til side. Ingen rørte sig. Ikke engang Liam.

Derfor tog jeg hurtigt de få meter hen til Summer, hvorefter jeg løftede hende op i mine arme. Jeg bar hende ind på vores værelse, hvorefter jeg bekymret satte mig i vores seng med hende på mit skød.

”Summer, rolig nu.” Hviskede jeg beroligende i hendes øre, men hun rystede på hovedet. Jeg havde lyst til at sukke højt, fordi alt bare pludselig væltede sammen omkring mig.

I stedet trykkede jeg bare Summer tættere ind til mig, imens jeg hviskede beroligende ord. Det hjalp bare ikke. Det var som om, at hun (som Eleanor havde sagt), var i en hel anden verden, hvor ikke engang jeg kunne nå ind til hende.

Jeg kunne næsten ikke beskrive den urolige følelse min krop nærmest kun bestod af, og jeg kunne næsten mærke, hvordan Summer lagde mærke til det.

Hun lagde forsigtigt sin hånd på mit bryst, hvilket fik en lettet følelse til at glide igennem min krop. Jeg kyssede hende i håret, inden jeg trak hende en smule ud fra mig.

Hendes øjne var fyldt med tåre, men på trods af det var hun stadig den smukke Summer, jeg havde lært at kende via hendes mareridt.

”Summer,” forsigtigt lagde jeg en finger under hendes hage, imens jeg sendte hende et lille smil. Et smil som sikkert overhovedet ikke nåede mine øjne, fordi jeg var alt andet end glad lige i dette øjeblik.

”Summer, kig på mig.” Uroligt strammede jeg grebet en smule om hendes hage, fordi jeg længes efter at lade hendes brune øjne møde mine. Jeg kunne stirre ind i dem i evigheder uden overhovedet at lade noget som helst komme i vejen..

Hendes rødsprængte ellers mørke brune øjne mødte mine, og jeg kunne ikke stoppe det lettede suk der undslap mine læber. Jeg kiggede kærligt på hende, inden jeg flyttede min hånd op på hendes kind.

Hun smilte skævt, heldigvis. Jeg gav mig til at bevæge min finger en smule, så jeg nussede hendes kind forsigtigt.

”Hvad sker der Summer?” Forsigtigt fjernede jeg en tåre der trillede ned af hendes kind. Hun flyttede hendes blik ned på hendes hånd som lå mod mit bryst.

***

Summers synsvinkel:

Det var nærmest som om, at flammerne forsvandt mere og mere omkring Zayn og jeg, når jeg kunne mærke hans hjerterymte. Som om at hun forsvandt.

Som om at hun hev mig tilbage til virkeligheden, som når det var overskyet og solen pludselig forsvandt indenom skyerne.

”Hvad sker der Summer?” En tåre trillede ned af min kind, men han var hurtigt til at tørre den væk med hans tommelfinger. Hans hud mod min brændte for en gangs skyld på en god måde igen, og jeg havde allermest bare lyst til at holde ham tæt ind til mig.

Først måtte jeg få styr på mig selv, jeg lod blikket glide ned på min hånd som lå mod Zayn’s hjerte, hvor jeg som sagt kunne mærke, hvordan rytmen hjalp mig til at falde en smule mere til ro.

En dyb indånding tog jeg, inden jeg igen lod mit blik ligge på Zayn’s. Det var tydeligt, at han både manglede søvn samt ro. Jeg var skyld i det, og jeg hadede det.

At se ham sidde der – færdig med en smadret hånd, fik mig næsten til at græde igen. Dog trak jeg vejret dybt igen, inden jeg forsigtigt lod min finger strejfe hans kind.

”Summer..” Hviskede han, inden han trykkede mig en smule tættere ind til sig. Forsigtigt kørte jeg min hånd hen mod hans læber.

Jeg vidste, at det ville ødelægge ham endnu mere, når jeg fortalte ham det. At hun stadig besatte mit sind, som en bi om sommeren der jagter små børn med is rundt om munden.

”Hun er over alt Zayn,” hviskede jeg forsigtigt med en spinkel stemme, som dengang jeg næsten havde sagt mit første ord til ham.

”Hun er der Zayn. Hendes stemme, hende, flammerne..” Min stemme rystede kraftigt, imens hans blik ændrede sig ligeså kraftigt.

Han blinkede overdrevet mange gange, inden han spændte i hele kroppen. ”Du må..” Han nåede ikke længere, da der forsigtigt blev banket på den lukkede dør.

Jeg rystede på hovedet en enkel gang, imens jeg kiggede bedende på Zayn. Jeg kunne sagtens regne ud, at det var Liam der stod der ude, men jeg ville ikke snakke med ham.

Han troede, det var Zayn’s skyld alt sammen. Døren blev forsigtigt lukket op, og da jeg lod blikket glide derhen, var jeg sikker på, at mit hjerte næsten gik mere itu end det allerede var.

”Liam,” hviskede jeg smertefyldt, og han stirrede en smule fortabt frem for sig. ”Hvad sker der for dig, Summer?” Hviskede han stille, men alligevel var hans ord så stærke.

Hans ord skar ligeså meget, som når man rev en blomst op af sin rod og rev den itu. ”Liam,” Zayn rejste sig, hvilket efterlod mig siddende alene i den ellers så store og nu farlige seng.

Liam kiggede følelsesløs på Zayn og man kunne sagtens høre, hvordan Zayn’s vejrtrækning steg en smule i takt med, at hans skulder spændte.

Jeg havde lyst til at råbe af dem alle sammen. Råbe alt hvad hun sagde til mig ud, hvad hun gjorde ved mig. Men jeg vidste, at det ville ende galt, så det eneste jeg kunne få mig selv til, var at hviske Liams navn.

Men han hørte det åbenbart, for hans blik gled hen på mig og hans blik blødte en smule op. En tåre trillede ned af min kind, ”det er hendes skyld, Liam.” Jeg kunne sagtens se, hvordan hans ansigt ændrede sig.

Han hadede, at jeg hang i fortiden. Han hadede, at jeg nævnte hende.

”Hvordan kan det være hendes skyld?” Zayn fulgte med i optoget, og jeg var sikker på, at alle de andre også sagtens kunne høre, hvad vi sagde til hinanden.

”Hun..” Min stemme knækkede, men Zayn sendte mig opmuntrende smil, hvilket gav mig en smule mod.

”Jeg kan ikke få hende ud af hovedet, Liam. Hun snakker til mig hele tiden, hun prøver at tage jer fra mig, hun prøver at lukke mig inde for mig selv igen. Jeg kan hele tiden mærke varmen fra branden den aften..” Jeg tog en dyb indånding.

De stirrede begge to, og Zayn’s smil var forsvundet helt. Han vidste det ikke, han vidste ikke, at det var på den måde.

”Se, hvad jeg har gjort ved jer.” De andre begyndte langsomt at komme ind. ”Jeg har ødelagt jeres ferie – bare fordi jeg ikke kan få hende ud af mit hoved.”

Et hulk forlod mine læber, hvilket fik Zayn til at komme over ved siden af mig. Det var en perfekt støtte.

”Undskyld,” det var det eneste, som jeg kunne få til at forlade min mund. I en hurtig bevægelse havde jeg rejst mig op. Jeg skulle væk herfra.

De skulle ikke have mig som problem længere. Jeg havde ødelagt denne ferie.

Selvom jeg godt vidste, at det dummeste lige nu, var at løbe fra dem, lod jeg ikke være. Det var som om, at intet fornuftigt var til stede lige nu.

Løb Summer, løb væk fra dem og lov mig, at du aldrig kommer tilbage.

Det var morgen i Italien, og en halv død pige kom løbende igennem, imens hun mest af alt lignede en, som kunne slå sig selv i hovedet over at lytte til hendes døde mor.

Hvad var jeg lige blevet til?

***

Zayn’s synsvinkel:

Jeg kunne ikke forklare, hvad der var sket de sidste par timer. Det var som om, at jeg gik rundt i søvne. Som om at jeg var midt i en ond drøm, som jeg snart ville vågne op fra.

Dog var det ved at sive ind, at dette ikke var en drøm. Dette var virkeligt. Summer havde direkte fortalt, hvad for nogle psykiske tanker hun havde.

Hun var psykisk syg. Den pige jeg havde lært at elske over de sidste par måneder, den pige jeg havde forelsket mig i, hun var psykisk syg, og det havde vi først regnet ud nu.

Hvilken person kunne jeg lige kalde mig selv?

Det var ikke fordi, at der var noget galt i, at Summer var psykisk syg. Det var mere den grund, at ingen af os havde opdaget det.

Jeg ville jo ikke stoppe med at elske Summer af den grund. Nej. Hun var jo stadig den samme gamle Summer, som jeg elskede overalt på jorden. Ikke engang en overdrivelse.

Problemet var, at det først var gået op for Liam og jeg nu, at man faktisk kunne kalde Summer for psykisk syg.

Jeg var faret vild i mine egne tanker og havde derfor ikke opdaget, hvor vi for ti minutter siden havde gået.

Vi ledte efter Summer. Jeg var forvirret over hendes handling, og jeg kunne vist roligt sige, at de andre havde det lige sådan.

Hvorfor i alverden var hun løbet? Hun havde direkte siddet og forklaret sine følelser, også flygter hun fra problemet?

Alligevel var jeg ikke så sikker på, at det var hendes eget valg at flygte.

Efter det hun havde fortalt, forstod jeg det sådan, at Summer og Liams mor stadig levede inde i Summer. Hele tiden så hun hende, ellers hjemsøgte hun nærmest Summers tanker.

Der var noget mere hun ikke fortalte, for hver gang hun stirrede på mig under hele hendes forklaring, var det som om, at hendes blik viste smerte.

Som om at hun fik ondt af at se på mig. Jeg forstod det bare ikke, for man kunne tydeligt se på hende, at hun stadig lidt gemt bag det, kiggede på mig med den samme måde, som hun altid havde gjort.

Det var næsten som om, at denne morgen var imod os, for skyerne var grå på himlen, og jeg var sikker på, at det påvirkede mit humør meget mere, end det allerede var påvirket.

”Zayn,” Liam stoppede op, hvilket fik mig til at stirre forvirret på ham. Vi havde delt os, men det undrede mig ikke, at Liam og jeg skulle gå sammen, imens vi ledte. Vi havde trods alt meget at snakke om.

”Jeg havde ikke tænkt over det,” hviskede han næsten, imens hans blik spejlede rundt efter den brunhårede skønhed. Blomsterne syntes at falde som mit humør for hvert sekund, jeg var væk fra Summer.

 ”Heller ikke jeg,” min stemme var overraskende ikke særlig kraftigt, men Liam hørte mig vel. ”Burde vi havde set det?” Liams stemme var mumlede, men jeg havde efterhånden kendt Liam lang nok tid til sagtens at kunne forstå ham, når han mumlede.

Jeg stirrede en smule på hans mørke brune øjne, som på nogle måder mindede mig om mig selv. Eller det gjorde det engang, nu var det eneste, der mindede mig om det Summer..

Jeg trak på skulderne over hans spørgsmål, inden jeg tilføjede, ’det burde vi nok.’ ”Det havde jeg bare aldrig direkte troet om Summer,” hviskede han, og jeg kunne næsten genspejle smerten fra hans øjne til mine.

”Liam, hun sagde ikke noget i et halvt år,” mumlede jeg. Ikke fordi at jeg sagde, at det var tydeligt. Det vidste Liam også godt, han vidste udmærket godt, at jeg afprøvede tegn på, om vi egentlig skulle have opdaget det.

”Kunne hun ikke sagtens bare leve i sorg?” Jeg trak på skulderne. ”I et halvt år..?” – ”Men det blev jo bedre, da hun mødte dig.” Jeg havde næsten lyst til at smile over hans ord, men stoppede hurtigt mig selv, da jeg kom i tanke om, hvilken situation vi var i.

”Måske burde jeg også bare have opdaget det, da hun fik anfaldet tilbage i London?” Han trak på skulderne. ”Jeg tror vel bare, at vi ikke ville indse det.” Måske havde han ret. Måske havde vi nogen gange haft det i tankerne, uden vi selv havde trukket den længere ud end nødvendigt.

En velkendt ringetone lød, men som jeg stod i mine egne tanker, var det Liam som rev den op af min lomme før at tage den op til mit øre, hvor det lød:

”Zayn?! Vi har fundet Summer,” og hvorefter det føltes som om, at mit hjerte gik i stå det sekund.

___________________

undskyld ventetiden x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...