No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

216Likes
317Kommentarer
48130Visninger
AA

6. ”She asked me to listen to this song...”

 

IKKE RETTET IGENNEM. UNDSKYLD.

Liams synsvinkel:

Det gjorde mig en smule bange, at Zayn ikke havde svaret mig i går, da Danielle og jeg havde lagt os til at sove. Klokken var elleve, og der sov Zayn almindelig ikke.

Det var derfor, at jeg var blevet så urolig, og havde ringet til ham. Men da han ikke tog den, overbeviste jeg mig selv om, at han sov. Jeg håbede det i hvert fald.

”Godmorgen,” mumlede Danielle fra mit bryst af, og jeg kyssede hende i håret, inden jeg mumlede det samme til hende. ”Hvor længe har du været vågen?” Spurgte hun mig, og jeg trak på skulderne.

”En halv times tid,” svarede jeg, inden jeg igen stirrede ud i luften. Danielle kørte hendes finger over min mave, hvilket fik mig til at trække min mave en smule ind, da det kildede.

”Har du hørt fra Zayn?” Spurgte hun, imens hun nussede mig videre. Jeg rystede en smule på hovedet, ”nej,” svarede jeg hende så til sidst, men kom dog i tanke om, at jeg ikke havde tjekket min mobil her i morges.

Derfor rakte jeg hurtigt ud efter den, og låste den op. Ingen besked eller opkald. Klokken var ti, det ville sige, at vi skulle mødes om fire timer.

”Skal vi ikke spise noget morgenmad, før du går?” Spurgte Danielle mig, og jeg skyndte mig at nikke.

***

”Vi ses,” sagde jeg en sidste gang, inden jeg vinkede til hende, og forsvandt ned af trapperne.

Jeg skulle hjem, og nå nogle ting, inden jeg skulle mødes med resten af drengene. Klokken var elleve, og jeg regnede også med, at Zayn ville nå hjem..

Jeg åbnede bildøren, og tændte motoren, før jeg overhovedet havde taget sele på. Selen kom på, og speederen trykkede i bund.

Jeg var på en måde glad for, at Zayn havde taget imod det, som jeg havde givet ham. Chancen til at nå ind til min søster..

Det var ikke let at give ham den, men det var ikke kun for min skyld. Det var for Summers, drengene og Danielle også. De blev jo også påvirket, når alt ikke gik, som det skulle.

Jeg var måske en smule ked af, at jeg bare havde kastet alt dette pres over på Zayn. Men jeg så Summers øjne, da hun så Zayn..

Hun ville ikke være over for ham, som hun almindeligt var over for mig.. Hun var bange, for ham på en eller anden måde.

Og det var lige præcis dét, som gjorde mig urolig. Hvis hun var en smule bange for ham? Hvordan ville dette så gå?

Men i går havde jeg taget over til Danielle, og jeg håbede inderligt, at de havde fået en hyggelig aften.

Summers synsvinkel:

Det var ikke meningen, at jeg skulle falde i søvn i går. Zayn havde snakket lidt til mig, men da jeg ’bad’ ham – ved at pege -, om at gå, så gjorde han det. En halv time efter kom han så, og spurgte mig, om jeg ikke ville have noget mad..

Det ville jeg ikke, og han var blevet ved med at spørge hver time, indtil klokken blev ti. Jeg var ’flippet’ på ham igen, jeg kunne ikke lide, at han pressede sådan på.

Men det ente som før. – Med mig i armene på en verdenskendt stjerne, som prøvede at få tårerne til at stoppe, og få mig til at sige en lyd.. Måske endda et ord.. En hel sætning.

Men det ente med, at jeg faldt i søvn i Zayn’s arme. Det var ikke min mening, men det var åbenbart sådan, at det skulle ske.

Jeg lå helt stille, og stirrede ind i den hvide væg. Han lå med armene om mig, og jeg kunne ikke få mig selv til at bevæge mig ud af hans greb. Jeg var bange for, at han ville vågne.

Jeg kunne også bare ligge mig til at sove, så han måske vågnede før mig. Det var en mulighed, men jeg vidste, at jeg ikke kunne falde i søvn.

Alligevel lukkede jeg øjnene, og prøvede på at falde i søvn igen. Det var umuligt, mine tanker var på mor, som de tit var. Jeg var bange for, at Zayn ville vågne, og alt jeg ønskede, var en af mors gode råd.

Men det kunne jeg ikke få, for hun var her ikke mere..

Hoveddøren gik op, og blev langsomt lukket igen. Det fik mig til at sætte mig hurtigt op i sengen, og derefter kiggede panikken ned på Zayn.

Han lå helt stille.

Skulle jeg ruske i ham? Skulle jeg vække ham, eller selv slå personen ned, som var kommet ind?

Jeg valgte den sidste, og kravlede derfor ned i fodenden, hvor jeg kunne komme ned af sengen. Med langsomme skridt fat jeg vej hen mod stuen, hvor jeg stillede mig i dørkarmen, og lod mit blik glide rundt.

Ingen.

Så hørte jeg skridt, og lod blikket kigge hen mod køkkenet, hvor Liam kom ud fra. Jeg ville skrige, men da jeg så, at det var Liam, var min mund lukket, men min vejrtrækning hurtigt.

”Hey,” smilede han, inden han trak mig ind til sig i et kort kram. Jeg gengældte det svagt, og Liam sukkede. ”Hvor er Zayn?” Spurgte han så, og jeg pegede ned mod mit værelse. ”Hvorf..?” Han stoppede sig selv, og gik ned mod mit værelse.

”Zayn?” Spurgte han forvirret, og jeg gemte mig en smule bag Liam. Liam var den, som gjorde mig tryg, den eneste jeg kendte. Folk jeg ikke kendte, kunne jeg ikke finde rundt i, og det gjorde mig bange..

Zayn trak min dyne op over hovedet, og jeg skar en grimasse. ”Jeg får ham aldrig op..” Mumlede han, og kiggede undskyldende på mig. Jeg kiggede bedende på ham, men han smilte blot, og rystede på hovedet. ”Prøv du selv?”

Liam forsvandt, og jeg stod tilbage med en verdenskendt, som var faldet i søvn i min seng. Jeg rystede irriteret på hovedet, imens jeg bevægede mig over til Zayn, og prikkede ham på skulderen.

Han reagere kort, men da jeg gjorde det igen, slog han ud efter mig, og ramte hårdt min mave, så jeg krympede sammen i smerte.

Zayn satte sig hurtigt op, og kiggede overraskende til siden, hvor jeg stod. Jeg rettede mig op igen, og nussede min mave, imens jeg gav Zayn dræberblikket.

Og gæt hvad. Drengen grinede, han grinede rent faktisk. Han lo. En latter flød ud af hans mund, og jeg ville havde stirret overrasket på ham.

I det sidste halve år havde ingen grinet af mig, da jeg ikke var typen, man var glad sammen med. Men nu, Zayn, han grinede. Og det fandt jeg underligt, derfor kiggede jeg forvirret på ham.

”Undskyld, Summer, det var-” Jeg fik ham til at holde mund med en håndbevægelse, og jeg sendte ham et tilfreds smil. Så svært var det da heller ikke at få ham op. ”Okay godt, godnat.” For hurtigt sagt ind gjort, for han tog dynen over hovedet, og lukkede øjnene.

Eller det regnede jeg med, for det gør man almindeligt, når man ligger sig til at sove. Jeg ville sukke, og bede ham om at skride ud af min seng, da jeg faktisk havde virkelig brug for at være alene.

Jeg rev dynen af ham, og kastede den hen på gulvet, men drengen var ligeglad. Jeg prikkede bildt til ham, men han rystede bare på hovedet. Jeg bankede hånden ind i væggen, jeg rullede gardinerne for, jeg kildede ham. Jeg gjorde alt. – Intet virkede.

Jeg fik øje på hans mobil, og tog den i hånden, imens jeg studerede den. Den var en IPhone 5, og jeg kan huske, hvor meget jeg bare måtte have den. Dengang..

Jeg havde lyst til at sukke, men pludselig lyste skærmen op med et billede af en lyshåret pige. En sang som jeg ikke kendte spillede, og jeg kiggede forvirret på Zayn.

Han vågnede dog ikke, så jeg trykkede på den grønne knap, trykkede på højtaler, og blev næsten bange, da pigens stemme lød.

”Zayn?” Hun vrissede nærmest hans navn ud. Zayn satte sig hurtigt op, og stirrede på mig. Jeg rystede på hovedet, og pegede på hans mobil, imens jeg viste skærmen. Han tog den ud af min hånd, og satte den fra højtaler.

”Hvad vil du Perrie?” Jeg besluttede mig for ikke at blande mig, og satte mig derefter hen til spejlet, hvor jeg igen satte mig to skridt fra. Mine øjne ramte Zayn igennem spejlet, men jeg stirrede bare på ham, imens jeg redte mit hår igennem.

***

Mit blik fulgte Liam og Zayn gå ud hen til bilen. De skulle hen til drengene, og jeg følte mig faktisk en smule – alene? Almindeligt kunne jeg godt lide at være alene, men det var som om, at Zayn havde fået mig til at føle mig i live.

Og jeg vidste ikke, om det var godt eller dårligt..

Jeg var måske bare bange for, at Zayn pludselig valgte at møde mig. Eller det var jo Liam, men han sagde ja til det? Enten får han penge af Liam, ellers gør han det for at hjælpe Liam.

For jeg mener? Hvem vil nogensinde være bekymret for mig?

Jeg er jo alligevel, som død for Liam…

Liams synsvinkel:

”Så hvad ville Perrie?” Spurgte jeg Zayn, som fraværende kiggede ud af vinduet. Harry havde hentet os, og kiggede forvirret på mig gennem bakspejlet.

”Hun sagde det, som hun plejer.. Og hun blev ved med at sige, at hun havde den måde, som vi gik fra hinanden på. Også bad hun mig lytte til denne sang..”  

Harry og jeg udviklede blikke, ”lads os tage den med de andre drenge,” sagde jeg så til sidst, og Zayn nikkede fjernt.

Jeg ville utrolig gerne vide, hvad Zayn tænkte på, om Summer, men jeg blev ved nød til at vente til, at vi var sammen med drengene… En ting var sikkert: Summer var anderledes med ham… Og var det et godt eller dårligt tegn?

_____________________

Undskyld ventetiden. 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...