No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
308Kommentarer
49782Visninger
AA

10. Pain.

 

 

Den lette gul-orange farve var alle steder, hvor jeg lod mit blik falde. Stuen, køkkenet og gangen, som var det eneste i denne etage. Mit blik faldt hen på trappen, og et billede røg ned og ramte trappen med et hårdt bum, imens glasskår sprang.

Et skrig af smerte lød og mit blik røg straks hen mod indgangen til køkkenet, hvor en høj lyshåret skabning stod. Hun var lidt bøjet i ryggen og sad næsten på hug, imens røgen gjorde, at hun hostede kraftigt.

Hun kiggede panikken rundt, og da flammerne begyndte at omringe hende, faldt hun til jorden, imens et gisp undslap hendes ellers så perfekte læber. Flammerne blev tættere, og sirener begyndte at kunne høres i det fjerne.

Panikken rykkede jeg tættere på den blege skabning. Jo tættere jeg kom på hende, jo tættere kom flammerne på hende. Som om.. Jeg var flammerne.

”Summer!” En hvisken stemme lød. ”Liam!” Mit blik gled rundt i det næsten brændte hus, men der var ingen til at se. ”Oh kære Gud.” Græd stemmen denne gang og hostede.

Til sidst endte mit blik på den menneske skabende ting ved døren, og et gisp forlod mine læber, da jeg opdagede, at hun kiggede direkte på mig.

”Summer,” hulkede hun, inden hun lagde sig helt ned og hostede kraftigt. ”Mor!” Råbet fik flammerne til at blive større, og hurtigt gik jeg flere skridt tilbage.

Flammerne kom tættere på hende. Panikken trådte jeg frem mod hende, men flammerne bevægede sig stadig faretruende tættere på.

”Mor!” Råbte jeg igen, og hendes blik røg straks op på mig. Hendes brune øjne borede sig ind i mine, og jeg trådte forskrækket flere skridt bagud, da hendes ansigt omformede sig.

Øjnene blev større, farven blev lidt lysere, næsen lidt mindre, overlæben en smule tyndere, og det samme med underlæben. Kroppen blev tyndere, og var belagt med en lyserød striktrøje plus et par sorte stramme bukser. Hendes hår ændrede farve, og jeg så forskrækket på mig selv.

Jeg trådte panikken endnu flere skridt bagud og ramte til sidst væggen, jeg stirrede igennem flammerne, og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Da jeg åbnede dem igen, kunne jeg næsten ikke trække vejret, og ovre ved væggen stod et slags spøgelse.

Mor.

Vi havde byttet pladser, og det var nu mig, der kunne mærke alt smerten for flammerne. Tårerne trillede ned af mine kinder, jeg hostede, og mærkede bevidstheden forsvinde. Mine øjne lukkede sig i, og det sidste jeg så, var flammerne, der kom faretruende tættere på..

Et gisp forlod mine læber, og jeg lod blikket glide rundt på mit værelse

Min vejrtrækning var uregelmæssig, og noget skar i brystet på mig. Følelsen af at alting var forkert, pumpede op i min krop, og fik mit hjerte til at banke hurtigere.

Et lavt hulk forlod mine læber, smerten indeni fordoblede sig, og en tåre løb ned af kinden efterfulgt af 1000 andre.

Skyldfølelsen byggede sig op i mig, og jeg var egentlig ikke til stede, for mine hulks lyd forsvandt. Det eneste jeg kunne høre, var flammerne, og det eneste jeg kunne mærke, var varmen fra dem.

Min krop rystede og jeg væltede nærmest ud af sengen og hen til vinduet, hvor jeg panikken lagde en hånd på. Kulden fra vinduet hjalp ikke, derimod gjorde den bare, at smerten indeni blev værre, fordi jeg mærkede varmen varmere.

Det var som om, at der var en væg imellem mig og virkeligheden. Desperat greb jeg ud efter min vindueskarm, men den brændte mig ligesom. Jeg lagde forsigtigt en finger på mit sengebord, men måtte trække den tilbage hurtigt på grund af varmen.

Jeg kiggede panikken rundt, og begyndte langsomt at se flammer foran mig. Uanset hvor jeg kiggede hen, var der flammer. I panik skreg jeg højt, og faldt sammen på gulvet med mine hænder, som rev i mit eget hår.

Døren gik op, mit blik flakkede så jeg kunne ikke se, om det faktisk var flammer eller Zayn. Det ene øjeblik var det Zayn med et bekymret udtryk, og det næste øjeblik var det de store faretruende flammer, som ville slå mig ihjel på første forsøg.

Noget blødt lagde sig om mig, og vuggede mig bildt frem og tilbage. Langsomt forsvandt varmen, men da jeg så hende i døråbningen skød smerten op indeni, og jeg lukkede hårdt øjnene sammen.

”Få det til at stoppe,” hulkede jeg mod Zayn’s bryst, og han hviskede beroligende til mig. Mine øjne forblev lukket, imens jeg strammede grebet om den striktrøje, Zayn havde på.

Varmen forsvandt og lyden af flammerne med. Det eneste der blev tilbage, da jeg langsomt vendte tilbage til det virkelige, var smerten indeni.

Den skærende følelse i brystet, følelsen af at alting var forkert, og skyldfølelsen boblede næsten over indeni mig. ”Zayn,” hviskede jeg og hulkede lavt, ”jeg ved det, shh, det skal nok gå alt sammen.” Så løftede han mig op, og gik med rolige skridt ind i stuen, hvor han satte sig i sofaen med mig på hans skød.

Jeg havde lyst til at skrige højlydt, da jeg kunne se hende for mig. I sofaen fra dengang, når jeg kom hjem. Hendes smil når hun hilste, og spurgte ind til hvordan min dag havde været. Når vi sad overfor hinanden og spiste aftensmad. Når vi diskuterede om, hvornår jeg skulle være hjemme dagen efter en bytur..

Jeg kunne stadig huske alting..

Og det gjorde ondt. Et pres lagde sig på mit hjerte, og det føles som om, at det var umuligt at flytte. 

”Summer, rolig nu..” Hviskede Zayn igen, men det hjalp ikke. Jeg ville se hende. Jeg savnede hende - utrolig meget.

Jeg huskede stadig dagen før og selve dagen, hvor branden ødelagde alt.. Jeg fik aldrig muligheden for at sige farvel..

Mit brune hår der sad i en høj hestehale svang fra side til side, fordi min gå-gang var hurtigere end almindeligt.

Jeg nærmest trappede op af stentrapperne, og smadrede nærmest ind af døren, inden jeg hårdt smækkede den i igen.

”Jeg er hjemme,” råbte jeg irriteret, og min mor grinede en smule. ”Er du stadig sur på mig?” Grinede hun, og jeg rystede irriteret på hovedet, da jeg stod i døren til stuen.

”Nej,” smilede jeg skævt, og hun rystede på hovedet. ”Hvorfor skulle vores hoveddør, så udsættes for den smerte?” Jeg sukkede højlydt, og smed mig ved siden af hende på sofaen.

”Sia forlod mig til fordel for en eller anden… Mike.. Tror jeg nok hans navn var.” Mumlede jeg irriteret, inden jeg tog mig til hovedet, og rejste mig op for at gå ud i køkkenet.

Hun fulgte efter mig, og stillede sig i dørkarmen, imens jeg ledte efter piller. ”Hvor sov du så?” Spurgte hun mig og løftede øjenbrynet. Jeg tog nogle piller ud af glasset, inden jeg lagde dem på tunge. ”Tyler,” mumlede jeg, inden jeg lod pillerne synke ved hjælp af vand.

”Tyler?” Hun smilede stort, og jeg rystede på hovedet. ”Tyler, siger du..” – ”Mor for helvede, Tyler er min bedsteven, og han bliver stadig ikke til andet.” Hun slog en høj latter op, og jeg forsvandt op af trapperne.

Få timer efter – næste dag. Havde klokken slået de 14 stykker, og jeg stod med en lyserød striktrøje på, nogle sorte stramme bukser og en taske i hånden.

Jeg stak hovedet ind af dørkarmen til stuen, og smilede ved synet af hende. ”Jeg smutter, vi ses.” Hun smilede kort, inden jeg vendte mig om, og trådte ned i mine lyserøde vans.

Så åbnede jeg døren, smækkede den i, løb ned af trapperne og hen af stien, og satte mig ind i Sia’s bil med et stort smil på læben..

Jeg var væk hele dagen, og jeg nåede ikke engang at fortælle min mor, hvor meget jeg faktisk elskede hende. Senere den dag kom jeg hjem til et brændende hus, og jeg havde aldrig følt noget, der gjorde så ondt indeni, da de fortalte, at hun var væk. Det gjorde ondt, og det var som om, at den indre smerte næsten fik mig til at give op.

Det var som om, at der var et rum indeni mig. Bag en låst dør sad et lille stykke håb, og kedede sig, imens den havde vagter som ville brænde alle der prøvede at få håbet ud. Som om det lille stykke håb var fanget af ondskaben indeni mig.

Jeg var stoppet med at hulke, i stedet sad bare og stirrede frem for mig, imens tårerne også langsomt stoppede. Et lydløst suk undslap mine læber, og jeg kiggede håbløst på Zayn.

Hans mørke øjne borede sig ind i mine, og jeg havde lyst til at grave mig selv ned, da han smilede til mig, og en varm følelse steg op indeni mig. Den helt samme som de andre dage.

Hoveddøren gik op, og jeg fjernede hurtigt mit blik fra Zayn’s, for at kigge over i døråbningen, hvor mit blik mødte Liams.

Det var tydeligt, at han kunne se, at jeg havde grædt. Da han kiggede over på Zayn, og bagefter bad mig tage et bad, var det ikke svært at regne ud, hvad Zayn og ham skulle snakke om.

Jeg lod dem, fordi jeg rejste mig, og kort efter stod under det varme vand..

***

Jeg satte mig ned på stolen, som jeg blev bedt om. Liam satte sig overfor mig ved spisebordet, men Zayn blev stadig stående henne ved køkkenbordet. 

”Hør Summer,” Liam kiggede på mig, men det var som om, at jeg ikke var til stede. Jeg havde ondt indeni, og følte egentlig bare for at sove.

”Vi tænkte,” han stoppede, og kiggede en smule på mig. ”Vi tænkte lidt på, om Zayn ikke skulle hjælpe dig lidt..” Han kiggede panikken over på Zayn som om, at Zayn intet forkert kunne sige.

”Hjælpe dig på rette spor, selvfølgelig uden at bede dig glemme.. Jeres mor.” Jeg sank en klump, da Zayn sagde det, men blev hurtigt nervøs igen.

Hvad ville det sige at hjælpe mig på rette spor, uden at skulle ligge hende væk? Ville jeg overhovedet på rette spor, og hvad var rette spor egentlig for dem?

”Næste uge har drengene og jeg fri i to uger, og vi tænkte, at Zayn og dig kunne nå at gøre dig.. En smule social?” Jeg løftede øjenbrynet, ”og der om en uge.. Så kunne du jo tage med mig, Zayn og de andre i sommerhus?” Jeg lagde hovedet en smule på skrå.

Zayn ville altså hjælpe mig med at blive social, altså få en smule mod på livet? Men hvordan skulle jeg nogensinde kunne vise mig overfor de drenge igen? Jeg kendte knap nok Zayn..

Så spørgsmålet ville nok være, om jeg overhovedet kunne klare at lærer så mange nye mennesker at kende. Skulle opbygge tillid til dem, og derfor også ligge mine tanker om hende lidt til side?

Kunne jeg klare at blive ’social’ – som Liam så fint kaldte det – på en uge? Hvis jeg skulle tilbringe en helt uge med Zayn?...

”Det ville nok være rart nok,” mumlede jeg, og jeg tror det kom, som et chok for os alle tre. Ville det være rart nok? Sagde jeg faktisk, at jeg gerne ville en smule videre, og ligge hende en smule til side?

… Det gjorde jeg åbenbart.

”Jamen godt så?” Liam så seriøst på mig, og jeg nikkede bare.. ”Men Summer.. Vi skal lige af sted..” Resten hørte jeg ikke, men jeg nikkede bare, og forsvandt ind på mit værelse.

Min ryg ramte sengen med et bump ligesom de råbte farvel, og et suk forlod mine læber, imens jeg fandt min mobil frem.

Sia xxx

Summer please?

Jeg rystede på hovedet, og lagde den under hovedpuden igen.

Smerten indeni var ligeså stor som tidligere, og måske var det derfor, at jeg havde sagt ja til at komme en smule tilbage på rette spor. Jeg var træt af denne smerte, tror jeg, og måske ville jeg bare gerne kunne skubbe den væk nogle gange.

Men var det nu også den bedste idé?

***

Jeg havde aldrig set den film, men som jeg sad og så den lige nu, kunne jeg ikke få mine øjne væk fra skærmen. Zayn havde skrevet til mig, at filmen ’The notebook’ kom i aften. Og eftersom at vi tidligere havde snakket om, at det var underligt, at jeg var en pige, og aldrig havde set den, skulle jeg se den nu.

Og det var egentlig ikke fordi, at den var god. Eller jo den var god. Men det var også mest for at skubbe mine tanker lidt til side. Det havde Zayn også skrevet, at jeg måske skulle prøve, fordi jeg ville gå ned, hvis jeg blev ved med at tænke.

Jeg skulle ligesom distrahere mig selv.

Dynen var trukket godt op over min krop. Sofaens bløde læder var behagelig at halvt ligge og halvt sidde i. Tekoppen mellem mine hænder holdte mig en smule varm plus de sorte hygge-sokker, som jeg havde på fødderne. Den tynde T-shirt hjalp ikke lige på det faktum, at jeg frøs, men lige nu var det faktisk en smule lige meget.

Jeg nippede en smule mere til teen, inden jeg igen fulgte med i filmen, som jeg egentlig bare ventede på ville slutte, så Zayn og Liam kom hjem.

Der gik heller ikke mere end et par minutter før afslutningsmusikken begyndte, og jeg stillede min kop på sofabordet. Klokken var tolv, og selvom jeg havde sovet det meste af dagen, var jeg træt.  

Jeg led seriøst af søvnmangel, selvom jeg sov for meget..

Søvn-for-meget-mangel?

Jeg rejste mig op, og slukkede fjernsynet. Træt gned jeg mig i øjnene, tog min telefon i hånden, dynen over armen, og gik hen mod gangen til værelserne.

Lyset blev slukket i loftet, og jeg gik med trætte skridt mod mit værelse. Denne gang lukkede eller låste jeg hverken døren, da jeg forsvandt ind af den.

Jeg forsatte bare hen til sengen, smed min dyne i den, inden jeg bevægede mig ud på badeværelset for at gøre mig senge klar, som man kunne kalde det.

Mit blik gled rundt i mørket, da jeg endelig lå der – i min seng, under dynen. Der var bare intet at se, og jeg var på en måde taknemlig for, at jeg ikke så hende for mig mere.

Døren gik op ude i gangen, og jeg kunne tydeligt høre, at det var Liam og Zayn, da de hviskede. Jeg smilede kort, inden jeg gabte, og lukkede mine øjne i.

Jeg hørte skridt, og i flere minutter gik de vist rundt og gjorde sig klar til at sove, eller noget.  Jeg nød at lytte til deres rolige åndedræt, og de skridt, de tog, som man ikke rigtig kunne høre alligevel, fordi det var sokker mod gulv.

Kort efter kunne jeg høre dem sige godnat, og lyset ude i gangen blev slukket. Et øjeblik var jeg bange for, at Zayn ville sove i stuen, men da noget lagde sig ved siden af mig, vendte jeg mig hurtigt om, og så på Zayn i mørket.

”Jeg troede, du sov,” hviskede han, inden han lagde armen om mig, så jeg kunne ligge på hans bryst.

”Jeg manglede noget,” hviskede jeg, og han grinede hæst. ”Hvordan gik det?” Spurgte jeg, selvom jeg ikke anede, hvor de havde været. Hvorfor sagde jeg pludselig så meget?

”Fint,” smilede han. Selvom jeg ikke kunne se ham, kunne jeg fornemme hans smil, og jeg kunne ikke selv lade være med at smile.

”Godnat Summer.”
”Godnat Zayn.” 

 

_________________________

Like? 

- I næste uge er det brobygning/introduktionskurser, og der får jeg nok skrevet noget,da jeg skal bo hos min mormor i den uge. ^^' 

Dermed ingen pligter. 

Tæhæ.

God weekend. 

Og sov godt, hvis I altså læser dette nu? 

00:20..
Altså hvad ved jeg.

Jeg ved fisk lever i vand. 

Nå. 

xxx

Vandged. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...