No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

217Likes
317Kommentarer
48853Visninger
AA

31. On tour.

*IKKE RETTET IGENNEM, UNDSKYLD*

2 måneder efter:

”Snip snap snude så er den historie ude,” læste jeg forsigtigt og langsomt op fra den lille gule bog. Lux klappede begejstret i hænderne, hvilket fik mig til at smile stort.

”Det er meningen, at du skal sove lille pige,” hviskede jeg, imens jeg igen prøvede at putte hende. Hun rystede på hovedet, ”Harreh!”, fortalte hun, hvilket fik mig til at smile bedrøvet.

”Harry er i gang med at synge, Lux,” hviskede jeg til hende. På de to måneder havde jeg helt klart fået udvidet mine medmennesker kreds.

Hele crewet havde jeg mødt, men der var sikkert mange flere, og jeg kunne stadig ikke halvdelen af navnene. Jeg havde dog lært Lou, min psykologi og drengens stylist at kende meget godt. Plus hendes barn, Lux og faren Tom.

Jeg havde også lært, at Harry var den af drengene, der elskede at tilbringe mest tid sammen med Lux, hvilket betød jeg var kommet tæt på Harry, da jeg næsten så ham mere end jeg så Zayn.

Okay det var en løgn. Jeg passede Lux nogle gange, men Harry var selvfølgelig næsten altid i nærheden af Lux. Det skete dog også, at jeg bare gik, når han kom.

”Harreh,” jeg rystede på hovedet. ”Nej lille solstråle, du skal sove.” Hun pegede bag mig, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. ”Lux,” jeg var efterhånden ved at være træt af, hun ikke forstod, at Harry ikke kunne være der hver aften til at putte hende. Men selvfølgelig hun var ikke særlig gammel.

”Savner Lux Harreh?” Irriteret rullede jeg med øjnene, da det faktisk gik op for mig, at Harry var her. Jeg sendte ham et skævt smil, hvorefter jeg gabte træt.

”Zayn er nede i lobbyen, så du kan bare gå over til jeres værelse.” Faktisk var dette kun den anden gang, at vi boede på hotel, da vi ellers sov i tourbussen.

Jeg nikkede blot til Harry, hvorefter jeg rejste mig og forsvandt ud fra Lou, Tom, og Lux’s værelse. ”Godnat Harry,” jeg var ikke sikker på, om han hørte mig, men jeg orkede ikke at lave min stemme højere, da jeg var utrolig træt.

Det var også derfor, at jeg ikke lagde mærke til, at jeg gik forlangt, så da jeg nåede trapperne sukkede jeg irriteret. Mit hoved snurrede rundt, og jeg var næsten sikker på, at jeg ville blive syg.

En ukendt farve optrådte da elevatoren åbnede sig, men de farver der fandtes indeni, var langt mere tiltrækkende end de gamle kedelige røde farver.

”Zayn,” – ”Summer,” efterhånden vores typiske hilsen. Han lagde en arm om mig, inden han smilede træt. ”Hvordan gik det?” Spurgte jeg forsigtigt, imens vi gik ned af gangen mod værelse.

”Godt,” vi var i LA, men klokken var allerede omkring de et stykker en lørdag morgen. ”Louis hældte vand ud over en fan,” jeg stirrede undrende på ham, imens han forsøgte at låse værelset op.

”Altså det var ikke med vilje,” jeg lagde hænderne over hans, inden jeg forsigtigt fik ham til at tage nøglekort ud og ind igen. Døren gik op men da jeg ville flytte mine hænder, holdte han fast.

Han sendte mig et smil. Hans øjne borede sig ind i mine, imens blikket kun viste kærlighed. Med et snært af træthed.

Hans mund åbnede sig som om, at han skulle til at sige noget. Men der flød aldrig noget ud af hans læber. Hans blik sagde det hele.

Det tvang mig til at tænke tilbage på de dage, hvor jeg var bange for at være omkring Zayn. Hvor jeg ikke anede, hvad hans næste træk var.

Nu kunne jeg endda læse ham, uden han egentlig sagde noget. Jeg lagde min hånd mod hans kind, imens jeg forsigtigt flyttede noget af hans våde hår.

”Jeg elsker også dig.” Jeg behøvede ikke at sige det, men jeg ville. Jeg elskede at lade de ord flyde ud af mine læber. Som om at uanset hvor mange gange jeg fortalte ham det, ville det aldrig være nok.

Han smilede træt, hvilket fik mig til at nusse hans kind en smule. Han lod sin venstre arm køre ned omkring min hofte i stedet og skubbe mig ind på værelset.

Han tog mit hår ud af mit elastisk, inden han forsatte videre ud på toilettet. Jeg rystede på hovedet af ham, hvorefter jeg lagde træt hovedet mod døren.

Jeg flyttede mig først, da jeg kunne mærke Zayn bag mig. Der gik ikke lang tid før han løftede mig op bagfra og svingede mig rundt. Mit grin fyldte rummet, imens jeg panikken halv lo hans navn.

”Zaaaayn,” jeg lod min hænder tage fat i hans, men jeg nåede ikke langt, for han havde pludselig sat sig ned, så jeg landede på hans skød.

Mit puls var steget og det samme var Zayn’s, som jeg sagtens kunne mærke, da jeg lod mit hoved ligge sig mellem det mellemrum, han havde ved halsen og skulderen.

Han lagde en arm rundt om mig for at støtte mig. Jeg lod en hånd strejfe hans skægstubbe, hvilket fik ham til at se ned på mig. ”Du skal snart barbere dig,” mumlede jeg, hvilket fik ham til at grine.

”Hvorfor?” Han lagde sin hage mod min pande, hvilket fik mig til at flytte hovedet. ”Fordi du stikker,” grinede jeg, hvilket fik ham til at grine og ligge sig, så jeg automatisk røg med.

”Zayn, du er så træls,” irriteret skubbede jeg ham væk fra mig, inden jeg besluttede at børste tænder.

***

Den lette gul-orange farve var alle steder, hvor jeg lod mit blik falde. Stuen, køkkenet og gangen, som var det eneste i denne etage. Mit blik faldt hen på trappen, og et billede røg ned og ramte trappen med et hårdt bum, imens glasskår sprang.

Et skrig af smerte lød og mit blik røg straks hen mod indgangen til køkkenet, hvor en høj lyshåret skabning stod. Hun var lidt bøjet i ryggen og sad næsten på hug, imens røgen gjorde, at hun hostede kraftigt.

Hun kiggede panikken rundt, og da flammerne begyndte at omringe hende, faldt hun til jorden, imens et gisp undslap hendes ellers så perfekte læber. Flammerne blev tættere, og sirener begyndte at kunne høres i det fjerne.

Panikken rykkede jeg tættere på den blege skabning. Jo tættere jeg kom på hende, jo tættere kom flammerne på hende. Som om.. Jeg var flammerne.

”Summer!” En hvisken stemme lød. ”Liam!” Mit blik gled rundt i det næsten brændte hus, men der var ingen til at se. ”Oh kære Gud.” Græd stemmen denne gang og hostede.

Til sidst endte mit blik på den menneske skabende ting ved døren, og et gisp forlod mine læber, da jeg opdagede, at hun kiggede direkte på mig.

”Summer,” hulkede hun, inden hun lagde sig helt ned og hostede kraftigt. ”Mor!” Råbet fik flammerne til at blive større, og hurtigt gik jeg flere skridt tilbage.

Flammerne kom tættere på hende. Panikken trådte jeg frem mod hende, men flammerne bevægede sig stadig faretruende tættere på.

”Mor!” Råbte jeg igen, og hendes blik røg straks op på mig. Hendes brune øjne borede sig ind i mine, og jeg trådte forskrækket flere skridt bagud, da hendes ansigt omformede sig.

Øjnene blev større, farven blev lidt lysere, næsen lidt mindre, overlæben en smule tyndere, og det samme med underlæben. Kroppen blev tyndere, og var belagt med en lyserød striktrøje plus et par sorte stramme bukser. Hendes hår ændrede farve, og jeg så forskrækket på mig selv.

Jeg trådte panikken endnu flere skridt bagud og ramte til sidst væggen, jeg stirrede igennem flammerne, og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Da jeg åbnede dem igen, kunne jeg næsten ikke trække vejret, og ovre ved væggen stod et slags spøgelse.

Mor.

Vi havde byttet pladser, og det var nu mig, der kunne mærke alt smerten for flammerne. Tårerne trillede ned af mine kinder, jeg hostede, og mærkede bevidstheden forsvinde. Mine øjne lukkede sig i, og det sidste jeg så, var flammerne, der kom faretruende tættere på..

Jeg ramte hårdt gulvet, hvilket næsten føltes brændt varmt, så jeg hurtigt fløj op i sengen igen. Jeg kiggede forskrækket rundt, da jeg kom i tanke om, at det bare havde været et mareridt. Det samme gamle mareridt.

Forvirret lod jeg mine øjne vende sig til mørket, hvorefter mit blik gled over mod den anden side af sengen. Som jeg havde forventet Zayn at ligge der, sprang mit hjerte et slag over, da jeg så, at han ikke var der.

Tårerne trillede allerede ned af mine kinder, og forvirret lod jeg blikket glide rundt og rundt. Hvor var han?

Skulle jeg være bange? Bekymret?

Han har forladt dig, nu det på tide at komme tilbage til mig.

Jeg spærrede øjnene op, da jeg hørte stemmen, som måske havde været stille i omkring 2 en halv måned.

”Mor?” Jeg vidste det virkede dumt, men jeg var bange for den stemme, og Zayn var her ikke.

Kom tilbage Summer

Nej.

Måske en smule for hurtigt fik jeg forladt hotelværelset, hvor døren smækkede hårdt i efter sig. Det gik op for mig, at jeg havde glemt nøglekortet, men jeg havde det som om, at hun var derinde.

”Forsvind,” hviskede jeg til hende, imens jeg forsatte min gang ned mod værelset, hvor jeg vidste, at Niall og Liam boede.

Jeg havde kun øjne på den dør, hvilket gjorde jeg ikke lagde mærke til, at der overfor blev åbnet en dør, og jeg nærmest støtte ind i personen. Bortset fra at personen havde stoppet mig med hans hænder mod mine skuldre.

Jeg lod blikket glide op på personen, men det var som om, at jeg ikke så ham. ”Summer?” Han viftede med sin højre hånd foran mig. Jeg var fanget, hans øjne mindede mig for meget om hende, og jeg trådte overrasket et skridt bagud.

”Summer, er du okay?” Det var som om, at jeg var tilbage til den dag, hvor hun døde og Liam så kom hen på hospitalet.

Jeg stirrede lidt flere sekunder på ham, indtil han tog fat i min arm og hev mig ind på værelset, han lige var trådt ud af.

Jeg havde det som om, at jeg var høj på et eller andet. Som om, at jeg ikke var her i virkeligheden. Som om intet af dette var virkelighed.

”Zayn!” Liam råbte efter ham, men det fik mig ikke til at reagere. Jeg stirrede på Liams øjne, de var panikken, men alligevel var det eneste, jeg kunne tænke på, at de lignede hendes for meget.

Jeg kunne høre hurtige skridt og få sekunder efter, stod Zayn i døren. Han stirrede på mig som om, at han havde set et spøgelse, men det var sikkert ikke anderledes for andre.

”Hvad sker der?” Han rakte ud efter mig, men jeg trådte et skridt tilbage. Jeg blev ligeså overrasket som ham selv, ”hvad skal det betyde?” Han stirrede på mig, hvilket gjorde mig flov.

”Hvad sker der her?” Louis’ hoved stak ind, men jeg havde kun øjne for Zayn. Han stirrede stadig overrasket på mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at se et andet sted hen.

”Summer?” Han hviskede nærmest mit navn, hvorefter han trådte frem mod mig. Denne gang flyttede jeg mig ikke, hvilket man sagtens kunne se lettede ham.

Da han slå armene om mig, var det som om, at alting faldt sammen omkring mig. Som om at denne mur der havde været imellem virkeligheden og mig selv forsvandt. Han var her.

Hans varme arme var omkring mig, jeg følte ham tæt på mig. Jeg var tryg, jeg elskede ham. Derfor lod jeg også en tåre trillede ned af min kind hvilket Zayn bemærkede.

”Shh Summer.”

***

Liams synsvinkel:

Jeg vidste udmærket godt, at jeg burde sove et par timer mere, da vi først behøvede at stå op om et par timer.

Jeg havde en aftale med en gammel veninde som flyttede her til LA, da vi var omkring 16 år. Vi skulle ud og spise morgenmad sammen, hvilket jeg glædede mig rigtig meget til.

Vi havde skrevet utrolig meget sammen på det sidste, og det var virkelig som, at få en del af ens gamle liv tilbage. Anne kendte mig som Liam der ikke var kendt, Liam som havde det svært.

Man kunne virkelig mærke på hende, at hun var fuldstændig ligeglad med, om jeg var kendt eller ej. Som hun havde skrevet, jeg var jo stadig den samme person.

Og ja det var jeg jo. Jeg var stadigvæk Liam, en almindelig dreng, som har et lidt anderledes job end alle mulige andre, plus fire brødre jeg tilbringer alt mit tid sammen med.

Jeg trak hætten på min trøje ned over hovedet, da jeg forsvandt ud af døren til hotellet. Et par vagter fik mig igennem fansene og hen til en bil.

Nogle gange blev alt dette lidt for meget, nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne vågne op en hel almindelig dag i min gamle seng. Men så kommer man selvfølgelig i tanke om alt dette her. Fans, drenge og den fact at jeg udlever min drøm.

Jeg kunne ikke ønske mig andet.

Der gik ikke lang tid før jeg kom til caféen, vi havde aftalt at mødes på. Jeg kunne straks kende hende, da jeg trådte ind af døren.

Hendes hår var blevet en smule mørkere plus det i dag var krøllet, hendes ansigt var gemt ned i hendes telefon, imens hun puttede sig godt ind i den trøje, hun bar. Et smil gled over mit ansigt, da hun kiggede op og mine øjne mødte hendes.

”Liam!” Hun smilte, hvorefter hun rejste sig op. Jeg lagde hurtigt armene om hende og aede hende lidt på ryggen, hvorefter vi satte os ned igen.

Hun folede hænderne, hvorefter hun stirrede interesseret på mig. ”Nå længe siden.” Hun sendte mig et smil.

”Hvordan har du det?” Hun stillede altid det spørgsmål, da vi var mindre. Også selvom hun havde set mig 24 timer inden.

”Fint og du?” Hun smilte skævt, ”helt fint.” Jeg nikkede og sendte hende et smil.

”Hvaaaad?” Hendes skingre stemme kom frem, hvilket fik mig til at le.

”Hvaaaad?” Efterabede jeg hende.

”Nej helt seriøst, hvad er der?”

”Hvaaaad?”

”Du så ond.”

”Jeg ved det.”

Hun lo, hvorefter hun rystede på hovedet. ”Mange ting kan man sige om dig Liam James Payne, men du har i hvert fald ikke ændret dig.” – ”I lige måde, Anne, i lige måde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...