No sound, no words - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Færdig
Summer var engang datter af en rig mode designer, og hendes bror var dengang også berømt sanger. Dengang var Summer's liv en leg, og alt var perfekt. Men glade dage, kan ende til mareridt. Og det var præcis det, der skete for Summer's familie. Summer boede alene med hendes mor, men en dag da hun kom hjem, var huset brændt ned til bunden og hendes mor med - død. Summer blev slæbt med til møder, om hvor hun skulle bo. Til sidst tog hendes bror dog ansvaret, og lod hende flytte ind hos ham.Summer bor nu et halvt år senere hos hendes berømte bror i London. Men Summer er fortabt i sorg efter morens død, og har ikke ladet en lyd eller et ord undslippe hendes læber i et halvt år. Hun sidder bare låst inde på hendes værelse. Det gør hendes bror, Liam Payne, bekymret. Han har prøvet, men kan ikke hjælpe hende. Han beder derfor hans band om at hjælpe. Zayn Malik tager chancen, og banker en dag på Summer's dør. Kan Zayn mon redde Summer, eller vil hun forblive fortabt i hendes egen sorg?

216Likes
317Kommentarer
47988Visninger
AA

28. Nervous.

Stadig Liam’s synsvinkel:

Selvfølgelig var det ikke direkte en læge, Zayn og jeg ville slæbe Summer med til senere i dag. Det var mere en psykolog, som Zayn’s mor kendte. Jeg anede ikke, hvordan Summer ville reagere, når jeg fortalte hende det.

Jeg regnede ikke med, at det var en positiv reaktion, jeg ville få for hende, men man kunne vel altid håbe, selvom håbet kun var et lille stykke af den store skov.

Jeg kunne godt se det, jeg tror, at jeg hele tiden har vidst det. Måske var jeg bare for bange for at indse det. Siden vores mor døde har der været noget anderledes over Summer, hun er ikke kun en anden person, det er som om der også lever en anden person inde i hende.

Det var det, hun fortalte os dengang i Italien. Det var ikke så underligt alligevel at tænke på, måske er det ikke så underligt, at Summer reagerede sådan.

Vi havde altid haft et godt forhold til vores mor, ligesom vi havde til hinanden. Der har ikke været de store problemer i familien, undtagen den gang far valgte at rejse.

Summer var trods alt kun 17, da vores mor døde og nu her om små to måneder, vil hun være 18. Alligevel levede hun sig ind i sorg, og jeg har været for langsom til at se det.

Eller gøre noget ved det.

”Liam?” Summers skrøbelige stemme overdøvede mine tanker, og gav mig lyst til at ligge mig ned på gulvet i fosterstilling, imens jeg hviskende fortalte hende, at jeg savnede hendes glade, energiske stemme.  

I stedet tvang jeg et lille falsk smil frem, hvorefter jeg vendte mig mod en træt Summer. ”Hva’ så?” Hun stirrede et øjeblik på mig som om, at mine ord lige skulle trænge ind.

Hun gabte, ”hvad laver du oppe så tidligt?” Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde tjekket klokken, og bare var stået direkte op.

Jeg lod blikket glide op på det store ur, der hang i døråbningen ind til stuen hvor den viste, at klokken kun var fem minutter over otte.

Jeg blinkede et par gange med øjnene, ”godt spørgsmål,” svarede jeg hende, hvorefter jeg lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvad med dig?” Hun trak på skulderne, ”jeg sover ikke helt så godt uden Zayn ved min side.”

Det var tydeligvis ikke meningen, at hun ville have sagt det, for hendes røde kinder blusede en smule op, hvilket fik et skævt smil til at spille på mine læber.

Deres kærlighed mindede mig så meget om Danielle’s og min, når vi altså var sammen, som vi efterhånden var lige så med, som vi ikke var sammen.

Vores forhold var efterhånden blevet et on-off forhold.

Summer dækkede flovt hendes ansigt til, hvilket fik en lav lille latter til at undslippe mine læber. ”Det er okay, jeg ved, hvordan det er.” Jeg sendte en hende et trist smil, som hun svagt gengældte.

”Zayn – kommer lige et smut forbi her til London i dag.” Han skulle tilbage efter, men jeg var næsten stensikker på, at han ville tage Summer med hjem i de sidste to dage, han kunne tilbringe mere i Bradford, inden han blev nød til at tage hjem for at pakke til vores tour, som startede om fire dage.

Jeg havde stadig givet Summer lov til et år, hvor hun kunne komme på banen igen, hvilket betød hun som sagt skulle med touren.

”Hvorfor?” Lød det forvirret for hende. ”Touren starter jo først om fire dage?” Hun var forvirret, jeg vidste det, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle hende det.

”Sæt dig ned, så laver jeg noget te.” Heldigvis for mig, havde jeg allerede sat noget vand over til at koge, så det var bare det der med tebreve i kopper - sammen med det kogende vand.

Da jeg stillede den foran hende, fangede hendes mørke øjne mine, og jeg kunne ikke lade være med at genspille et par få minder fra dengang, vi var yngre i mit hoved.

Hun tog forsigtigt hænderne rundt om koppen, det var vel forståeligt, når det var en dag midt i August, men det alligevel regnede og tornede udenfor. Typisk London.

”Summer,” min stemme rystede en smule, mest fordi jeg ikke ønskede, at hun skulle hade mig for dette. Hun sukkede, da et højt tordenskrald nærmest adskilte os mere, end vi allerede var blevet de sidste par år.

”Det er ligeså meget min beslutning som Zayn’s…” Min stemme gik i stå, før jeg fik sunket klumpen og kunne tale igen, kunne jeg se Summer rykke uroligt på sig.

”Zayn kommer i dag, fordi vi har taget en fælles beslutning om, at du skal besøge en psykolog.” Jeg vendtede på, hvordan hun reagerede, men hun stirrede bare skamfyldt ned i bordet.

”Der er ikke noget at skamme sig over. Rent faktisk er det mig der burde skamme mig,” nysgerrigt og overraskede flyttede hun blikket op på mig. ”Hvorfor?” Hendes stemme var svag, men jeg forstod det udmærket godt.

”Fordi jeg ikke har gjort noget ved det noget før,” jeg sank endnu en klump i halsen. ”Jeg har jo kunne se det længe, Summer. At du måske ikke er hel..” – ”Normal?” Hun afsluttede sætningen for mig med et såret blik.

”Summer - ingen er normale, men ja. Der er noget i dit hoved, som ikke er som det skal være, og det bliver vi nød til at lave om.” Hun gned sig i øjenbrynene, imens hendes øjne blev blanke.

”E-er jeg syg, Liam?” Jeg vidste det spørgsmål ville komme, men jeg var ikke klar over, at det ville gøre så ondt. Jeg rejste mig, inden jeg gik over imod hende.

Hun rejste sig og gik direkte ind i mine åbne arme. Jeg gned hende beroligende op og ned af ryggen, ”du er ikke syg Summer, du har bare brug for at være fri fra hende, okay?”

Et hulk forlod hendes læber, ”hun fortæller mig hele tiden, at jeg er syg Liam.” Mine øjne lukkede sig halvt sammen i smerte, inden jeg bildt kyssede hende i håret.

”Det er okay, Summer. Zayn og jeg vil støtte dig hele vejen igennem det, ingen vil dømme dig. Det skal nok gå alt sammen,” hviskede jeg beroligende, selvom jeg indeni selv var i halv panik.

”Hvordan ved du det?” Spurgte hun med sådan en svag stemme, at jeg næsten ikke kunne høre hende. Jeg knurrede hende mere ind til mig, så hun nærmest ikke kunne få luft.

”Fordi du er stærk,” hun lo en smule, men jeg anede ikke, om jeg skulle tage det som et godt eller dårligt tegn.

”Tak Liam,” forvirret trak jeg hende ud, så jeg kunne se hende. ”For hvad?” – ”For at holde styr på mig, når jeg ikke selv kan. Du er verdens bedste storebror,” en stor lettelse skyllede ind over min krop, og jeg kunne slet ikke fjerne smilet fra mine læber.

”Jeg elsker dig bare Summer,” mumlede jeg, hvilket fik et stort smil til at smile på hendes læber. Jeg var den eneste kontakt til noget familie, hun havde, og det samme med hensyn til mig bortset fra, at det bare var hende, jeg havde kontakt til.

”Men hvad nu hvis..?” Hun kunne ikke sige det, hun end ville sige. Hun var nervøs for i dag, men jeg sendte hende bare et opmuntrende smil. ”Det skal nok gå.”

Hun nikkede, hvorefter hun fortalte mig, at hun ville tage et bad. ”Jeg laver morgenmad imens så,” hun sendte mig et sjovt smil, ”hvis du kan finde ud af det.”

En drillende smil var placerede på hendes læber, hvilket fik mig til at smile stort. Hun var der stadig – der inde et sted. Den gamle Summer.

Måske ville hun aldrig blive den energiske Summer igen, men hendes rolige Summer er ligeså elskværdig som den energiske.

Summer var Summer, og folk forandrede sig jo. Jeg håbede dog stadig i et større område af skoven, at hun ville forsvinde fra Summers sind og lade hende have et lykkeligt liv.

***

Summers synsvinkel:

Jeg havde rent faktisk nået at læse en af mine gamle bøger, efter jeg havde spist morgenmad med Liam plus set en film.

Jeg havde skrevet med Zayn alt imens, som var blevet hevet med ud og shoppe af hans lillesøster Waliyha. Liam havde fortalt mig, at vi havde et møde klokken fire med den psykolog, jeg skulle gå til.

Selvom alt indeni mig skreg på at låse mig inde på mit værelse og nægte at tage af sted, var jeg godt klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Jeg var blot nervøs, selvom jeg vidste, at det ville være det bedste for mig. Liam havde godt nok sagt, at Zayn og ham ville støtte mig i det. Selvfølgelig troede jeg på det, men jeg var også i tvivl.

Jeg fik næsten et hjertestop, da min dør pludselig blev åbnet, fordi jeg sad fordybet i mine tanker. Mit blik gled straks over på døråbningen, hvor Zayn stod med verdens lykkeligste smil på læben.

Forvirret rynkede jeg brynene, men der gik ikke ret lang tid, før jeg var sprunget ned af min vindueskarm og løbet hen i hans åbne arme.

Selvom det kun var få dage, jeg ikke havde set ham, meldte min savn straks til ham, hvilket bare fik mig til at klemme mig endnu mere ind til ham.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han lavt, hvorefter et ukontrolleret smil spiller på mine læber. ”I lige måde,” mumler jeg ligeså lavt, inden han trækker mig en smule ud fra ham.

Hans brune øjne møder mine, og jeg kan ikke lade være med at smile mere, end jeg i forvejen gjorde. Jeg var faldet, jeg var faldet hårdt for Zayn.

Han lagde hver en hånd på mine kinder, ”jeg har sådan savnet dig,” han læner sig langsom frem mod mig og få sekunder efter ligger mine læber smeltet sammen med hans.

Jeg strammer grebet om hans T-shirt, som om jeg er bange for, at det hele bare er en ond drøm, og Zayn vil være væk om få sekunder.

”Er I klar, for vi skal nok til at afs-” Liam stoppede midt i hans sætning. ”Jeg går bare ud og tager sko på.” Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket afbrød Zayn’s og mit kys.

Han lo også, inden han lagde en arm over min skulder og førte mig ud af værelset.

***

Jeg var nervøs hele vejen i bilen, men jeg blev endnu mere nervøs, da vi sad ude foran Mrs. Lincoln (min psykolog)’s kontor. Min hænder rystede, men Zayn havde fat i den ene, imens jeg gemte min anden i mit skød.

En høj slank dame med briller og lyst hår kom ud af døren, og sendte Liam, Zayn og jeg et stort smil. ”Hej Summer, jeg er Mrs. Lincoln, rart at møde dig.” Hun rakte min hånd frem mod sig, og jeg tog imod den.

Jeg smilte forsigtigt. ”Vil I ikke følge med ind, så vi kan få aftalt nogle tidspunkter?” Liam og Zayn nikkede, imens mit blik gennemborede gulvet og håbede på, at det pludselig åbnede sig.

Jeg hørte ikke rigtig efter, hvad Zayn og Liam fortalte Mrs. Lincoln. Jeg var for nervøs, men jeg fik fat i, at vi cirka sad der inde i en halv time, hvor hun nogle gange spurgte mig om nogle få ting.

”Eftersom I skal på touren her, var det om fire dage?” Hun så spørgende på Liam og Zayn som nikkede, ”så forslår jeg, at vi enten skal vente, Summer, ellers skal du finde en på touren som kan virke som din psykolog, hvor jeg kan snakke med hende før og lede hende lidt ind i det.”

Zayn og Liam havde en samtale med blikke, imens jeg bare sad i midten af dem og følte mig helt fortabt. ”Øhm,” mumlede jeg eftertænksomt, men Liam kom mig i forvejen.

”Vores stilist Lou ville og kan sikkert godt fungere med hensyn til en psykolog på touren. Hun er god med unge mennesker, råd også har hun selv en datter.” Zayn var rolig, da Liam forklarede om deres stilist, som åbenbart skulle være min psykolog?

”Jamen hvis I er sikre, skal jeg bare have hendes nummer, selvfølgelig vil jeg gerne have, at I spørger hende først.” – ”Det skal vi nok brød Zayn ind,” hvilket fik Mrs. Lincoln til at smile stort. ”Super.”

***

”Så Lou bliver min psykolog?” Spurgte jeg forvirret. Vi havde lige været hjemme hos Liam og jeg for at hente nogle ting, fordi Zayn havde spurgt mig, om jeg ikke ville med til Bradford og møde hans familie.

”Jep.” Jeg sank en klump.. Jeg havde været nervøs hele dagen og nu genindspillede det hele sig bare igen, fordi jeg skulle møde min kærestes forældre og søskende.

Mit hjerte bankede hårdt, men Zayn havde en hånd på min lår som beroligede mig en smule, eftersom vi skulle køre i lidt tid.

Zayn havde forskiret mig om, at det var helt i orden med hans familie og det glædede mig. Faktisk tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne holde ud at være væk fra ham.

Heldigvis skulle jeg da med dem på tour, hvordan skulle jeg ellers kunne komme igennem alting uden Zayn ved min side? Han var trods alt min klippe, og han gav mig tryghed.

Zayn var alt, han var kommet ind i mit liv på det rigtige tidspunkt, og jeg var forelsket. Jeg elskede Zayn, og jeg håbede inderst inde, at jeg aldrig nogensinde ville stoppe med det…

__________________________________________-

undskyld for stavefejl/trygfejl/datid-nutidsfejl jeg har rettet det igennem, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg kan koncentrer mig her til aften. Er så træt efter dårligt søvn og en lang ridetur igår. 

Undskyld for ventetiden og det ikke så gode kapitel. 

Er super glad for alle jer der læser og liker. Det betyder virkelig meget for mig, jeg bliver faktisk mega glad. Nu lyder det bare ironisk, fordi jeg er fucker træt men altså..

Jeg overvejer lidt at stoppe denne movella før touren, også lave den som en toer? Eller skal jeg bare lave sådan: Del 2? Let me know please.

Og hvordan tror I det vil gå for Zayn og Summer på drengens tour? 

Vi glæder os også til at få lidt mere af de andre drenge med ind i denne movella ikke? 

Okay what ever - godnat. Selvom jeg nok først falder i søvn om to timer. 

xxx 

vaaandged

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...